En særlig sammenkomst

[denne tråd foregår et par måneder efter Månerne hjælpe dem og Fængslende dage.]

Toushiro havde gjort alt hvad Kira havde bedt ham om, og havde også haft kontakt med et par af oprørene i Rétneck. De forslog et møde på Mødestedet, og det var så grunden til at Toushiro nu sad ved et bord, som var nemt at omringe. Han var igen klædt i hvid skjorte, brune bukser og sorte støvler. For en gang skyld bar han ingen våben, hverken synlige eller skjulte. Han ønskede et fredlig møde med de oprøre som fandt på at møde op.
Han havde bestilt et krus øl, som han sad med halvt lukkede øjne og nød.

Relia snorrede dovent et glas blomstervin mellem hænderne, lænet ind over baren. Hun var ikke i humør til at hundse med pigerne i køkkenet, og ærlig talt var der heller ikke meget at lave selv om det dog ikke plejede at forhindre hende.
Det røde hår var samlet i en lang fletning. Hendes øjne faldt på en stilfærdig gæst som hun syntes at have set før, men selv om hun anstrengte sig så lå det stadig i udkanten af hendes hukommelse. Hvorfor kunne hun ikke huske det... det var dog irriterende.

[NPC'erne Larlii, Teehais og Isildor styres af Livian]

Livian var ankommet et par aftener tidligere og havde genoptaget sit arbejde på Mødestedet. Hun havde hørt fra et par oprøre at Kira var i live og at en mand, som skulle være kaptajn ønskede at hjælpe hende ud. Livian havde også hørt at han ville komme til kroen her i aften, så hun havde bedt et par af sine venner iblandt de sidste oprøre at komme og se ham an.
Hun kom ind i krostuen med en bakke med rene krus, som hun satte på plads ved bardisken.

Døren til kroen blev åbnet og ind kom Larlii med hovedet vendt ud af døren, imens hun snakkede. Da hun vendte hovedet fik hun øje på en mand, som hun omgående genkendte. Hun stoppe brat, hvilkede resulterede i at Teehais og Isildor gik ind i hende.
"Helt ærlig Larlii. Kunne du ikke gå længere ind, så vi andre også kunne komme ind i varmen?" Teehais skubbede hende lidt til side og fik nu selv øje på manden, som Larlii stirrede på. Teehais skubbede Larlii med over til bardisken og Isildor lukkede døren, hvorefter han fulde med over til bardisken. Her hviskede Teehais højt nok til at de fem ved bardisken kunne høre ham.
"Larlii, er det ikke den kaptajn som Kira stødte på under slaget om Havnen?" Larlii nikkede.
"Ham og ingen anden." Isildor så hurtigt på manden og vendte tilbage til sine venner.
"Han ser ikke ud til at bære våben af nogen art. Og han har sat sig sådan at han er nem at omringe, hvis han skulle skabe problemer."

Livian havde smilet da hendes venner kom over til bardisken, men smilet stivnede da de begyndte at nævne Kira og slaget om Havnen. Hun så over på Relia, som var hendes chef her. Livian vidste at hun havde tilknytning til oprørene.

Erindringen om hvem denne mand var, som sad så afslappet i egne tanker tilsyneladende, rumsterede i udkanten af Relias bevidsthed. Frustrationen over ikke at være herre over sine tanker fik hende utålmodigt til at snorre glasset hurtigere rundt hænderne og vinen blev slynget faretruende højt op mod kanten. Hun behøvede ikke at se rundt for at vide hvem kom ind, hun kendte deres stemmer, og fortsatte tankekværneriet. Det var som om hendes tanker var indhyllet i et sort røgslør..
Hun mærkede Livian stå ved siden af og overvejede kort at sende hende hen for med kvindelig list at udspørge ham, da Teehais lavmælet åbnede munden.
"Ah ser man det" udbrød hun, og mere nysgerrigt henvendt til Larlii: "Hvad ved vi om denne kaptajn?" Med vi mente hun selvfølgelig alle end hun selv.

Larlii så på sin faster.
"Desværre ikke meget. Kira, en af vores venner, havde fået en opgave - som gik ud på at skaffe oplysninger fra militæret i Rétneck. Hun fik en masse gode oplysninger, og et venskab med en kaptajn, som åbenbart nåede at få en del følelser for hende. Så vidt jeg har hørt fra vores venner, som han kontaktede, så er han villig til at opgive sit liv for at sikker hendes frihed - sammen med de andre oprøre." Teehais og Isildor nikkede.

"Aha.." Relia stirrede på manden. "Sit liv? Virkelig? Det må være noget af en forelskelse" Hun kunne ikke rigtig relatere til så stærke følelser for det modsatte køn. Hun som altid havde haft travlt med at øve sig i kampkunst, taktik og kortlæsning, skræmte sine beundrere væk hvis de kom for tæt på. De havde ikke forstået at en kvinde godt kunne bære sine egne ting og rense sine egne våben.. ja i det hele taget bruge våben. Relia havde altså aldrig oplevet andet end familiekærlighed.
"Bare han ikke har skumle planer" hviskede hun. "Vi bliver vel nød til at tale med ham for at finde ud af det" Hun skyllede vinen ned men stod klinet til baren. Hun var stadig ikke sikker på hvorfra hun kendte hans ansigt, hvad nu hvis han genkendte hende..

Toushiro havde tømt sit krus og så op for at få fat i en af kropigerne for at få en genopfyldning. Han fik øje på flokken ved bardisken, hvor de fleste stod med ryggen til ham. Af de to ansigter han kunne se, var elverkvindens ansigt af en eller anden grund bekendt. Men han kunne ikke huske hvor.

Relia fik øjenkontakt med manden og bemærkede: "Han ser tørstig ud" hun tøvede et øjeblik. "Lad mig" sagde hun så og snuppede kanden Livian ellers skulle bruge til at fylde gæsternes krus op med.
"Kan jeg være behjælpelig med en genopfyldning?" spurgte hun høfligt ved gæstens bord.

Alle fire: Livian, Larlii, Teehais og Isildor, holdte øje med hvordan dette ville gå.. De stolede fuldt og helt på Relia, men var lidt nervøse for hvad kaptajnen kunne finde på. Larlii, Teehais og Isildor viste godt at der var en risiko for at manden ville genkende dem, men de var de ligeglade med lige nu.

Han smilede og løftede kruset.
"Meget gerne. Jeg formoder at du er værtinden? Alt andet vil være forkert." Han så hurtigt over på de andre og glippede overrasket med øjnene, da han genkendte de tre af dem.
"Ved alle måner.." Hans stemme var lav som en hvisken.

"Så sandt som det er sagt" svarede Relia og fyldte den fremmedes krus op. "Må jeg spørge hvad der afslørede mig? Mit forklæde, eller er jeg så kendt..?" Det sidste var en spøj, selv om Mødestedet ikke kunne påstås at være ukendt. Hun fulgte hans blik. "Men De kender måske også allerede dem der?"

Larlii så overraskelsen og genkendelsen i hans øjne, hvorefter hun gik over til Relia og Toushiro, her satte hun hænderne på bordet og lænede sig lidt ind over det, imens hun så ham i øjnene.
"Hvor holder de Kira og de andre? Og hvad har de gjort ved dem?" Teehais og Isildor var gået hen til bordet imens Larlii talte.
Livian blev stående ved baren og var klar på at hjælpe både gæster og sine venner.

Toushiro så direkte på Larlii, da han talte.
"Kira og en ved navn Thangur bliver holdt fanget på tredje niveau, da Novítus hæren mener at de kender til nogle vigtige oplysninger. Resten holdes fanget på det første niveau, som man kommer ind i." Han så rundt på de andre.
"Det eneste problem er, at de har strammet sikkerheden omkring fængslet, siden i sidst brød ind i det."

"Tydeligvis" mumlede Relia, da hun betragtede Larliis kurs mod bordet. Hun stod tavs med kanden i favnen og lyttede. Der var helt sikkert noget i gære, mere end hendes egen forfængelighed.
"Kira, Thangur.. tredje niveau? Hvad sker der?" brød hun ind, hun hadede ikke at kunne følge med. "Og siden hvornår er du interesseret i at hjælpe os? Eller hørte jeg forkert.." tilføjede hun, med et skeptisk blik på Toushiro. Hun ville høre det fra hans egen mund.

Toushiro lukkede øjnene et øjeblik inden han talte.
"For nogle måneder siden blev jeg kaldt til fængslet, hvor en fange ville erkende sine synder og efterspurgte mig. Jeg spurgte ind til hvorfor fangen spurgte efter mig, fik jeg bare et 'ved det ikke' fra soldaten som hentede mig. Det viste sig at fangen blev holdt på tredje niveau, som er beregnet til fanger med viden, der kan være farlig for Novítus. Fangen viste sig at være en halvelver, som mente at han havde noget som kunne tilintetgøre mig. Han havde hørt om mit bekendtskab med Kira. Den gang, da jeg mødte hende, havde jeg ingen ide om at hun var oprør. Men alligevel nåede jeg at tikke hende om at få mig ud af byen og militæret. Hun bad mig vente - jeg har haft en ide om at muligvis arbejde på det." Han rystede lidt på hovedet og smilede.
"Nu blander jeg tingene sammen, undskylder. Halvelveren, som senere præsenterede sig som Thangur, ville lave en aftale hvor vi hjalp hinanden. Han var sikker på at militæret snart ville henrette alle de oprørske fangere, og at jeg skulle sørge for at oprøret, altså jer, fik oplysningerne og muligheden til at lave en rednings aktion. Jeg har hørt folk i militæret hviske om rygter om en snarlig henrettelse, men der er endnu ikke noget som tyder på det. Kort sagt, så har Novítus ikke fået noget ud af Kira eller Thangur." Han så rundt på dem alle.
"Jeg ved at Kira risikerende sit liv iblandt oprørene, da hun gav mig oplysninger om sine venner i Rétneck. Men jeg sværger ved mit liv og alle månerne, at jeg aldrig vil risikere Kiras liv." Ved den sidste sætning holde han højre hånd over sit hjerte.

Relia havde sat sig ned ved siden af Larlii og fortsatte sin mistænksomme stirren på Toushiro, mens hun lyttede grundigt til hvad han sagde. "Mhm" kom det fra hende da han omsider da han var færdig.
Hun havde ikke været særlig vidt omkring siden hun videregav posten som oprørsleder, i stedet havde hun insisteret på selv at stå for urealistisk mange ting på kroen og fortrængt en hver følelses af nederlag. Oprørenes aktioner havde hun derfor ikke været tæt på i nogen tid, selv om hun blev jævnligt opdateret af de medlemmer som var stamkunder på kroen, og snakken om henrettelser fik hendes had til Novítus til at koge.
"Det må jeg sige, der er vel ikke meget tid at spilde så." Toushiro virkede troværdig nok og der ville være rig mulighed for at sætte ham på prøve hvis det skulle ændre sig.. desuden var indflydelsen af den omtalte romance med en vis ung dame meget overbevisende.
Hun vinkede til de andre for at de skulle slutte sig til bordet, før hun helt i sit es vendte sig mod Toushiro igen. "Ved Novítus at du har ændret loyalitet? Hvis ikke vil det være oplagt at du udnytter din position i aktionen.. desuden giver jeg ikke meget for de der måner.. og alt den snak om kærlighed er fin men jeg kunne godt bruge yderligere overbevisning" sagde hun med et lille grin og hældte op til sig selv fra kanden.

Livian greb en kande øl mere og gik over til bordet, hvor de andre havde taget plads. Hun greb selv en stol og satte sig ved siden af Isildor. Han lænede sig lidt til siden og hviskede til Livian, hvad de havde fået at vide indtil nu.
Livian og Teehais så på hinanden, det var som om de kunne tale sammen uden ord. Efter lidt tid så Teehais på Toushiro.
"Jeg giver vores værtinde ret, hvordan ved vi at du ikke er en fælde."

Han så rundt på dem alle og endte ved værtinden, som elveren havde kaldt hende.
"Hvad ønsker i af bevis fra mig? Jeg vil gøre alt, undtagen at tage Kiras eller mit eget liv. Jeg er færdig med hæren og med Novítus." Han vidste at der var en risiko, men han var villig til at tage chancen.

Relias ansigt lyste op ved de ord. "Det glæder mig at høre. Og du kan være rolig, det vil ikke gavne os at du dræber nogen, hverken os ellers Novítusianerne.." hendes øjne glimtede farligt allerede ivrig efter at komme i gang. "Hvis du stadig har Novítus's tillid har jeg nok en idé til hvordan vi både får kære Kira ud og give dig mulighed for at bevise dine ord."