En nat ved ruinerne for 40 år siden..

At det var en dejlig halvlummer forsommeraften skænkede Helia ikke mange tanker. Ej heller at den hvide månes lys var klart fik ruinerne til at lyse i mørket. Tempelruinerne fremstod mystiske og fantasifulde som aldrig før, men det var ikke hvad der fik den unge Helias hjerte til at banke. Hun kiggede stift op i teltdugen over sit hovede og lyttede til den stille lyd af åndedræt fra elverkvinden i den anden side af teltet. For en gangs skyld var hendes rødbrune krøller flettet stramt til hovedet og under tæppet var hun iklædt stramtsidende mørke bukser og en mørk bluse der næsten ikke flagrede. At slippe fra en sovende elverkrigers telt var som at skulle kravle over bjørnen for at kunne komme ud af dens hule. Tre gange havde hun allerede prøvet men havde været nødt til at lægge sig lydløst tilbage i sin seng. Forsigtig skubbede hun tæppet fra sig. Måske dømte hendes teltmakker og vogter netop nu. Uendelig langsomt og forsigtigt listede hun hen til teltets udgang. Hun turde knap nok trække vejret da hun tog sin taske og smuttede ud af åbningen. Hun havde lyst til at hoppe og danse da hun stod uden for teltet og så op på ruinen på bakken. Det var dog næppe tidspunktet og lydløst sneg hun sig vidre. Forsigtigt forbi alle teltene og ungik omhyggeligt det hvor hun vidste hendes far sov. Han havde alt for ofte opdaget hende på afveje. Som ved månens hjælp sneg hun sig hele vejen uden om vagtposter og sovende krigere og nærmede sig ruinerne. Synet af dem fik sommerfugle til at flyv rundt i hendes indre men Helias krop og ansigt var roligt og afventede. Hun lyttede endnu en gang og sneg sig ind mellem ruinerne. Fordi hvad hun tydeligt fornemmede - og havde læst engang havde været smukke palæer og skønne haver, lige til hun kom til sit mål. Husets facade og bærende væge stod næsten intakte med alt anden var forsvundet. Hun standsede et øjeblik og så på huset før hun med et blik til hver side gik ind. I hvad der havde været en indgangshal var i den ene side en trappe ned. Først for nyligt var den blevet opdaget og udgravet og alt for mange mysterier havde været forbunet med det underjordiske rums indskriptioner til at Helia kunne lade denne chance gå fra sig. Hun fandt sin lampe frem fra tasken men trippede forsigtigt ned i mørket uden at tænde den. Da hun først var der nede slog hun lidt kluntet ild og så sig opkring med et betaget og lettet suk.

En mand sad et stykke væk fra lejeren.
Han var høj og slank med grønne øjne, unaturligt lange lemmer og edderkoppeagtige fingre. En manke af ildrødt hår gik ham til skuldrene og hans negle var velplejede og lakeret, men korte. Han var klædt i hørbukser og en grønlig tunika.
Foran ham, som han sad på en tilfældig sten, sprang gnister rundt mellem hans hænder. Meditation var krævet for al den viden han havde samlet ved ruinerne gennem de sidste mange dage, og der var ingen bedre meditation end at øve sine kundskaber.
Noget syntes at bevæge sig et stykke bag ham. Aridóri så sig over skulderen. Lydene indikerede at hvad end - hvem end - der bevægede sig, gik væk fra lejren. Mod ruinerne.

"Hvad laver du her ude?" Aridóri stod med armene over kors og så på lampen der tændtes i mørket. Men på trods af hans lukkede kropssprog, var der et roligt smil på hans læber. Der var stadig et godt stykke mellem ham og flammen i mørket, men med det samme imødekommende ansigtsutryk begyndte han at gå hen mod hvemend der holdt lanternen.

Helia blinkede overrasket med øjnene og ægrede sig over hun var blevet opdaget før hun overhovedet havde kunne se nærmere på indskriptionerne. Hun vendte sig langsomt mod lyden, ubehageligt til mode over ikke at kunne se den der talt. Stemmen løb bekendt men hun kunne ikke placere den. Hun spejtede ud i mørket men kunne ikke se noget. Istedet kunne hun høre at den fremmede, en mand, nærmede sig. Hun ragte ud efter kniven i bæltet for en sikkerheds skyld før hun med overraskende rolig stemme svarede. "Ikke noget, der skader nogen. Hvad laver de?"

Aridóri kunne se personen i rummet i skæret fra lampen i hendes hænder. En utrolig lille personlighed, selv for en elver at være. Hun lignede ikke meget mere end et barn af kropsbygning. Hendes kønne, runde ansigt blev lå hen i det orange lys og der var noget ved hendes ansigt, som tiltalte ham. Hun så bekendt ud, men han kunne ikke definere hende mere præcist end værende én fra lejren han rejste sammen med.
Han så hendes bevægelse og tolkede den som værende ikke god, selv om han ikke kunne se præcis hvad hun greb ud efter. Så han løftede selv sin hånd og tændte en flamme på sin håndflade. Det kunne mærkes på hans energi med det samme, men det var bedre end at gøre en fjendtlig entré.
"Jeg havde problemer med at sove," sagde han venligt og stoppede op. Afstanden mellem de to var omkring fire meter. "Og jeg er ikke kommet for at stoppe dig. Jeg er bare nysgerrig."

Helia stod netop og spejtede ud i mørket og ønskede sig noget bedre end sin lille lampe da rummet pludselig var fuldt oplyst og hun trådte overrasket et skridt tilbage. Indskriptionerne på væggene trådte nu tydeligt frem og hun skottede interesseret til dem men vendte så opmærksomheden mod manden og måtte bide sig i læben for at tilbageholde et forskrækket gisp. Ikke mere end nogle få meget fra hende, med en levende flamme i hånden stod selveste ærketroldmanden Aridori, hun kunne ikke huske hans efternavn men var ikke i tvivl om hans identiet. Hvor ofte havde hun ikke gemt sig på vej ind og ud af arkiverne når hun så ham. Ikke nok med at troldmanden var næsten dobbelt så høj som hende, havde flammende rødt hår og et gennemborende blik, havde hun hørt vilde historier om hans indflydelse og formåen. Hun havde hørt rygter om hans magiske evner men havde aldrig selv oplevet den. Hun vidste at han var højt accepteret men også mistænkt og at hele akademiet ville følge ham til dommedag. Hun havde selv hørt lærlingene hviske facineret sammen på arkivet. Nu hvor hun så nærmere på ham lignede han ikke så meget et troldmand som hun havde troet på afstand. Han virkede spinkel, meget ung og forfængeligt velplejet. Hans øjne virkede næsten venlige og pludselig slog det hende at hun måske burde reagere med et buk eller en anden form for korekt hilsen. Det ville i hvertfald være uhøflig at trække sin kniv så hun lod sin hånd falde tilbage langs siden. Da hun dog ikke kunne tanke om nogen korekt hilsen nikkede hun bare kort og så mistænktsom på ham. Ville han ikke stoppe hende? Sikke dog en underlig mand. I stedet for at svare ham direkte sendte hun et blik i retning af flammen i hans hånd. "Hvis du ikke vil stoppe mig, kunne du så ikke lade den flamme blive tilbage når du går?" Spurgte hun i et høligt konverserende tonefald overrasket over sin egen dristighed. Men hendes trang til at se nærmere på indskriptionerne fik hendes tanker til at flakke. Hun var normalt ikke interasset i småsnak med fremmede og slet ikke i aften.

Aridóri smilede overbærende ved hendes ængstelse.
"Selvfølgelig," svarede han til kommentaren om ilden. Han inspiserede hurtigt den del han kunne se af rummet, og ganske som han havde huske fra tidligere på dagen, under deres efterforskning, hang der ubrugte fakler på væggene. Fodtrinene gav ekko da han gik over mod en af disse, og lukkede sin hånd om den. Snart knitrede ilden lifligt fra og lyste omgivelserne op med et varmt skær. Det var en lettelse ikke at benytte sig af magien længere.
Nu da han var komplet ubevæbnet, gik han et par skridt tættere på Helia, som om de blot skulle føre en normal samtale. Men i stedet for at se på hende, vendte han sig mod inskriptionerne på væggen.
"De er utrolig smukke, ikke?" Han gjorde et nik med hovedet, mod tegnene. "Nogle af de mest velbevarede jeg nogensinde selv har set..."

Hun fulgte ham med øjnene mens han førte ilden fra sin hånd over i faklerne på væggen, som hun ikke havde lagt mærke til før nu, men da lyset faldt over inskriptionerne på væggen kunne hun ikke holde sin nysgerighed i ave længere. Hun vendte sig med lysende øjne mod vægen og rakte en hånd frem mod de sirlige tegn hvorefter hun stoppede sig selv og læste facineret. De fleste af tegnene havde hun set før men mange var også ukendte og spændende. Hendes læber bevægede sig svagt, men hun fremsagde den løbende oversættelse, hun fortog af den første linje. Hun havde næste glemt toldmandens tilstedeværrelse da han talte. Hun sendte ham et sideblik og opdagede at han stod tættere på end hun havde opdaget og at han også virkede helt opslugt. "De er fantastiske," mumlede hun bare lavt og studerede igen vægen. Ikke bare fortalte tegnene om ældgamle tiden men de var også kunstfærdigt udformet og farvet. Ikke alle sætningerne med det samme mening for hende og hun skævede mod tasken hvor hendes bog lå, men turde ikke hente den. Det var ikke meningen man bragte bøger som den ud af arkivet. "Hvad betyder det?" Spurgte hun uden at tænke nærmere over det og pegede mod et særpræet tegn.

Aridóri fulgte hendes gestus og fik øje på tegnet hun havde problemer med. Til en start var det slet ikke faldet ham ind at hun kunne læse skriften. Det var et gammelt sprog - sproget før de to elverklaner skiltes, sagde myterne - og faktummet at en så ung elver kunne tyde bare nogle af dem, imponerede ham utroligt.
Han læste tegnet som hun pegede på i sit hoved. "Skæbne," oversatte han derefter. "Skæbnen der ligger i blodet."
Han så hen over hele væggen. Den overvældende følelse han fik ved at se den, var ikke til at beskrive.
"Det er en beretning om hoffet der regerede landet for over tusind år siden... Det er derfor jeg er her, sammen med alle historikerne og arkeologerne. Det er en beretning fra dengang magien var accepteret. Inden troldmændene forsvandt."
Et øjeblik lod han til næsten at blive ét med væggen. Det nostalgiske blik var ikke til at tage fejl af. Han vidste hvordan det føltes at være født med et kald...
Han kom til sig selv og brød blikket med væggen.
"Men hvem er du, kære? Og hvorfor er du her, så sent på natten?"

Helia slugte hans ord og forsatte sin jagt på forståelse i teksten. Hun stirrede længe på sætningerne for ikke bare var tegnene helt særlige, men selve sætningskonstrunktionerne var også så kryptiske at hun var nød til at gentage sætningerne for sig selv for at få en forståelse frem. I et par minutter sansede hun ikke andet end indskriptionerne på væggene men så blev hendes trance endnu engang brudt at Aridori. Hun så først forundret op på ham mens hans ord sank ind. De stod så tæt at hun var nødt til at lægge nakken ubehageligt langt tilbage for at kunne se toldmanden i øjnene. I de grønne øjne så hun den samme passion brænde under overfladen som hun følte hos sig selv. Det gjorde også at hun ikke tøvede med at fortælle ham om sig selv. "Saheliari er mit navn, majoren Geofrion Awyr Tān er min fader og månekiggerne Melearian Delai Awyr er min moder." Sagde hun muntert til trods for sin formalitet. "Hvis jeg vil se på oldgamle ruiner og indskriptioner uden forstyrrelser og bebrejdelser foregår er det langt en fordel at gøre det når andre hviler." Hendes grå øjne var meget klare og faste i det dunkle rum og hendes rette ryg udtrykte stor stædighed men til trods for det var der noget uendelig skrøbeligt over hende og hun kunne ikke lade være med at håbe at han forstod hende.

"Jeg kan kun sige at jeg forstår dine begrundelser for det atypiske tidspunkt." Han tillod sig ikke at tiltale hende formelt grundet aldersforskellen. Der måtte mindst være 100 år mellem dem. At dømme ud fra Saheliaris kropsbygning, var han fristet til at tro 150, men der var alligevel et eller andet der talte imod det. Måske var det hendes utroligt voksne tone. Måske var det hendes interesse for gamle tegn.
"Men du må alligevel have en speciel intention for at finde tegnene interessante." Han smilte venligt til hende, for at forsikre hende at han ikke forsøgte at analysere hende. "Det er de færreste elvere i din alder der finder den slags spændende. Vi har fået en slem vane med at se fremad, når det mest interessante ofte ligger i fortiden."

Helia så et øjeblik forvirret på toldmanden. En intention? Skulle hun have et særligt formål? I stedet for at svare direkte lagde Helia hovedet lidt på skrå og med muntert spillende øjne svarede troldmanden ved at citerer en anden oldgammel tekst. "At få indsigt og oplysning det er i sandhed den eneste måde hvorved man opnår at fuldende sin evighed, ti kun i jagten på det fuldendte findes det sande mål og det evige ry." og tilføjede sin egen korte opsumering "Måske søger jeg bare viden for jagtens skyld." Hun smilede uskyldigt sendte endnu et kort blik i retning af væggen. "Hvorfor se fremad når der er så meget bag mig, jeg endnu ikke har set?"

"Vel sagt." Aridóri smilede til elveren ved siden af ham. Han kunne lide hende..! "Og viden er i sandhed kilden til både vores storhed og glæden ved vores civiliserede eksistens."
Faklen på væggen flaksede lidt i en vind der nåede ned i rummet og inskriptionerne på væggene dansede.
"Hvordan fik du lov til at komme med?" spurgte troldmanden pludselig efter endnu et øjebliks stilhed. Der var en del stilhed mellem dem, men af en eller anden grund var det en positiv ting. Det gav rum til at tænke. Til at beundre omgivelserne. "Det er en forholdsvis lukket efterforskning, og siden du ikke lader til at have et specielt mål med inskriptionerne, så kan du knap være lærling af nogen iblandt efterforskerne. Hvem rejser du med?"
Hans spørgsmål var ikke anklagende. Blot nysgerrigt. Ført som en helt normal samtale.

Helia nød hans ros men blev hurtigt opslug af væggens mysterium igen. Hun studerede et særligt smukt udformet tegn vel vidende at hun havde set tegnet før. Hun søgte i sin hukommelse om i akriverede pargamentsrulle og frasoterede hurtigt de sted hun ikke kunne have set tegnet. Endelige kom hun frem til erindringen om tegnet. Det var tegnet for en kvindelig danser af den salgs der underholdt ved særlig lejligheder. Hun gravede videre og prøvede at få forståelse af de omkringstående sætninger, da Aridoris ord igen vækkede hende til virkeligheden. Hun reagerede ikke umildbart og gjorde sig bedste for at holde sig rolig mens hun så henkastet som mulig svarede "Jeg hørte tilfældigvis om fundet og var heldig at komme med som en del af eskorten." Hvilket var næsten sandt. Det kunne vilkelig kun betegnes som et held at hendes fraværende mor tilfældigvis havde hørt Helia prøve at overtale sin far til at lade hende komme med. Moderen forstod Helias længsel efter viden havde med det samme støttet op sagen og overtalt majoren til at gå på kompromis denne ene gang.

Meget usandsynligt, tænkte Aridóri for sig selv. Han vidste udmærket at hun ikke var en af lærlingene til efterforskerne. Men hvis det var den historie hun syntes han skulle have, så måtte den være god nok.
En tuden lød pludselig udefra i mørket. Et dyr, uden tvivl. En ulv. Og var der én ting der var sikkert om ulve i højelverlandet så var det, at de altid dukkede op i flokke.
"Skønt," mumlede Aridóri ironisk og skævede til ilden på væggen. Dyrene vidste sandsynligvis allerede at de var her. Det var ikke sikkert at de overhovedet ville forsøge at gøre dem noget, men det var aldrig til at vide. Og hvis de besluttede sig for et nemt bytte, så havde de to elvere knap en chance. "Det er tilsyneladende hvad man får for at strejfe omkring i skovområder om natten..."
Han gik hen til stedet hvor de var kommet ind i rummet, og så sig omkring.
"Hjælp mig med at finde et eller andet vi kan lukke indgangen med."

Helia gøs spændt ved ulvenes hylen. Ulve var i Helias øjne det ultimative symbol for skovens vildskab og det facinerede hende grænseløst. Hun havde dog aldrig set en levende ulv. Nysgerigt nærmede hun sig udgangen, men blev stoppet af Aridoris ord. Selvfølgelig ville det være bedst at sikre at ulvene ikke kom her ind. Et hurtigt blik rundt i lokalet viste at der ikke umildbare var noget man kunne bruge til at spærre døråbningen. Derfor gik hun hen til indgangen for at finde noget udenfor. Nattemørket gjorde første Helia fuldstændig blind, men der gik ikke mere end et par sekunder før hun vidste at ulvene var meget tættere på en forventet. Endnu et hyl lød højt. Tydeligvis var ulvene inde i ruinen. En lav snerren og en let puslen tydede også på at de ikke var mere end et par meter fra nedgangen til det pålyst rum. Men bankende hjerte og tilbageholdt åndedræt liste Helia sig langsom tilbage til Aridori. "De er lige uden for," Mere nåede hun ikke før snerren blev højre og et glimt af gule øjne afslørede at en ulv kredsede om nedgangen. "Tænd. ild." Hviskede Helia og greb Aridoris arm for at være sikker på at have hans opmærksomhed. Underlig nok var det ikke frygt der fyldte mest i Helia. Ophidselsen og spændingen var klart mere dominerende følelser.

Faklen der før havde hængt på væggen var allerede i troldmandens hånd da Helia greb om hans arm. Ilden havde altid været hans bedste ven i situationer som denne, og dette skulle i den grad ikke blive en undtagelse. Han gik hen mod udgangen og ud ad rummet hvor Helia stod tilbage. Den kolde natteluft ramte ham forfriskende i ansigtet og gjorde ham straks klar i hovedet. Hvis det stod til ham, så skulle de ikke ind i det rum! Også selv om det betød at han skulle være dén der stod i vejen.
Ulvene kredsede i den grad lige udenfor og umiddelbart nåede han at skimte fire af dem. Men noget tydede i den grad på at der var flere. Deres knurren og gøen sendte kuldegysninger ned ad ryggen på ham.
Han vendte faklen den ene vej, hvor nogle af ulvene var ved at komme lidt for tæt på, men lige så snart dyrene på den anden side så at ilden bevægede sig væk, greb de chancen til at luske tættere på. Efter han havde basket med faklen fra den ene side til den anden indså han, at det ikke nyttede noget. Cirklen om ham og indgangen blev mindre.
"Hent mig endnu en fakkel," sagde han højt til Helia, inden han tændte ild i sin frie hånd igen.

Helia var allerede begyndt at famle sig frem til de andre fakler i det nu mørke rum. Hendes hænder søgte hurtigt langs væggene og da hun havde fundet sig et par stykker løb hun hurtigt op af trappen. Tydeligvis havde Aridoris forsøg på at skræmme ulvene væk ikke virket, selvom han svingede faklen hid og did. Der var kun kommet mange flere til og de havde tydeligvis udset sig et mål. "Aridori!" Sagde Helia med en underlig lav stemme der ikke passede til hendes kommanderende tonefald. Nok så mange fakler ville ikke virke det mindste hvis toldmanden var smuttet med ilden. Hun fangede et glimt af hvide tænder i månelyset ide en skygge luskede forbi hende. Langsomt gik hun ned i knæ og lagde faklerne fra sig på det øverste trin så hun kun havde en i hver hånd. Hun greb om dem som hun ville gøre om et par korte sværd og rettede sig langsomt op igen. "Jeg kunne godt bruge noget ild.." Sagde hun dæmpet mens hun spejtede efter skyggen i mørket. For en gangs skyld ægrede det hende grusomt at hun ikke brugte mere tid på kamptræning.

Det var et under at Aridóri overhovedet reagerede på sit eget navn. Der var nærmest ingen der brugte det længere.
"Grib!" sagde han advarslende. Ilden han havde tændt i sin frie hånd, gjorde han nu til en lille kugle på omkring 3 centimeter i diameter, og denne kastede han i retningen af Heilias stemme. Det var ikke til at se det mindste, så han kunne kun gætte at hun stod i den retning. Den lille bold var ikke stor nok til at forårsage skade, hvis hun ikke greb den med en fakel.
Han slog endnu engang voldsomt ud med faklen, og det fik dyrene til at bakke en smule. Imens bakkede han hen mod dér hvor han forventede Helia stod.
"Vi bliver nød til at komme væk herfra," sagde han højt. Jo højere han talte, jo mere bakkede ulvene væk. "Kan vi finde et andet rum, med noget vi kan blokkere indgangen med?"

Ildkuglen landede på fliserne ikka langt til højre for Helia. Den blev liggende og brændte og af en pludselig impuls stak hun den ene fakkel ind i den. Det flammede øjeblikkeligt op og hun brugte den også til sin anden fakkel. Hendes tanker tasken i og hun bed sig ærgeligt i læben. I samme øjeblik nærmede en særlig modig ulv sig hendes venstre side og hun svingde ud med den ene fakkel. Den trak sig med det samme og forsvandt. Hun skimmede hurtigt omgivelserne med så ikke noget de kunne bruge om tilflugtsted. Hvorfor fandt han ikke noget selv? Det var ham der havde været der før. Hun gennemgik i tankerne hvad hun havde hørt om ruinerne men fandt ikke noget brugbart. Istedet prøvede hun endnu engang at se forbi lyset fra faklerne og finde et tilflugts sted.

"Jeg kan komme tanke om et sted," sagde han, stadig med en høj, vred stemme for at gøre indvirkning på ulvene. "Hvor vi måske har mulighed for at blokere dem ude."
Det var så mørkt omkring dem at man nærmet kun kunne se de dyr der trådte inden for faklens bold af orange lys. Bag al larmen raslede træernes toppe voldsomt i nattevinden og der var en frisk duft af jord.
Med et par bakkende skridt mere fandt han Helia. Han havde haft det kraftige lys fra hendes fakkel at gå efter, og nu dannede de begge ét oplyst område frem for to.
"Men det er flere hundrede meter væk. Der er ingen chance for at vi kan løbe fra dyrene hér, men vi kan måske bevæge os stille derover, mens vi bliver ved med at holde dem væk. Hvis bare vi bliver sammen ryg mod ryg."

Han løftede en hånd og tegnede en cirkelbevægelse mod jorden, rundt om indgangen til den ruin han han havde talt om kort forinden.
Straks skød flammer op i en halvcirkel, der holdt ulvene væk fra indgangen. Han gjorde tegn til Helia om at løbe ind i det lille, lukkede kammer.
Han kunne ikke holde ilden i live meget længere.

Helia så fasineret på flammerne, der skød op at den bare jord og havde nær ikke opdaget Aridoris lille tegn. Tøvende vendte hun sig dog fra ilden og smuttede ind i det ikke rum i ruinen. I skæret fra sin ene tilbageværende fakkel kunne hun se at der ikke var tale om noget særligt stort rum. Til gengæld var det forsynet med en masiv trædør der helt sikkert ikke stammede fra resten af bygningens storhedstid. Hun lagde faklen fra sig i hjørnet og stilte sig klar til at lukke døren når Aridori var inde i sikkerhed. Til hendes ægrelse sydede og hæsede faklen pludselige et øjeblik før det gik ud. Hun bed sig i læben og vendte blikket mod senariet udenfor. Hun kunne ikke se ulvene uden for flammemuren men var ikke i tvil om at de var der. På trods af aftenes oplevelser kunne hun ikke lade være med at håbe at Aridori lod være med at brænde dem op eller straffe dem på andre uhyggelige måder. De fulgte jo bare deres natur..

Så snart Aridóri var inde i hulen faldt han ned på knæ på det hårde gulv. Han lød som en der lige havde spurtet flere kilometer.
Udenfor gik ilden ud... Han kunne kun håbe på at Helia havde nået at lukke udgangen.
Gulvet var koldt helt gennem hans tøj... Havde han holdt magien i live længere, var han uden tvivl besvimet.
"Helia?" spurgte han, for at orientere sit omtågede hoved om hvad der skete.

Helia tøvede kun et sekund med at lukke døren da Aridori vaklede ind. Da døre lukkede og ilden gik ud var mørket enormt og ud over Aridoris hvæsende åndedræt bredte en underlig stilhed sig. Forsigtigt kantede Helia sig frem til Aridori, som hun ikke kun se med tydeligt høre. Hun nåede frem til han satte sig på hug. Omkring ham var der varmere end og hun vidste ikke med det samme hvad hun skulle gøre. Da han tåget spurgte efter hende blev det klart for hende at han ikke anede at hun sad lige ved siden af ham. "Her.." Sagde hun forholdsvis roligt, selvom hun stadig på ingen måde var faldet ned over på ophidselsen. Hun lagde tøvende en hånd på noget hun gættede på måtte være hans ryg, men trak den til sig, da hun mærkede varmen. "Kan du lærer mig det der?" Spurgte hun ivrigt og kunne have bidt tungen af sig selv, hun lød fuldstændigt, som et barn på 100. "Bare sådan af nysgerigheds skyld, selvfølgelig," Tilføjede hun med alt en 160 årigs adelige værdighed.

Aridóri faldt fra sine knæ og ind mod den nærmeste væg. Den var ru og ubehagelig at ligge opad, men han var for udmattet og følelsesløs til at brokke sig over det.
Ved den yngre elvers ord smilede han venligt og åbnede øjnene en smule. Men det var for mørkt til at se noget.
"Det kommer med øvelse," sagde han langsomt. Som om han ville snuble over sine ord, hvis han talte hurtigere. "Forudsat at du har gaven, selvfølgelig. Det er min teori at alle højelvere har en lille smule magi i dem - det er det der holder os så langt levende. Men det er de færreste der kan manipulere med det."
Han gjorde en pause inden han satte sig bedre til rette; ryggen mod væggen.
"Har du studeret magien? Ved du hvordan det hele er inddelt?"

Helia fornemmede at han rykkede rundt, men blev selv siddende og ventede på at han blev færdig. Et lille håb flammede op i hende da han sagde at alle havde gaven, men hun prøvede ikke at hæve sine forventninger. Det ville bare være så spændende. Hun ville nok aldrig blive andet end en kedelig bogorm, men hvis hun nu var en kedelig bogorm, som kunne bruge magi så ville det være lidt mere spændende. Om ikke andet ville hun få officiel adgang til det akademiets bibliotek.. Hun var allerede på vej ind mellem de høje reoler da han talte igen. "Jeg har ikke kunne få fat i så meget materiale, men har det ikke noget med elementer at gøre?" Spurgte hun ivrigt, "bøgerne om magi er som regel dem der er sværest at komme til men mange af dem er utrolig flotte og gamle.."