En hjælpende hånd

Borger Distriktet genlød af hundrede forhandlende stemmer, der alle kappedes om at skære mest igennem. Overalt blev der udvekslet håndslag, nikket og slæbt på alverdens varer. Silke, metaller og krydderi sejlede ud af de hyggelige butikker og blev byttet for smykker, viden og mønt. Stemning var god - en dag som denne kunne det ikke mærkes på kvarterets beboere at landet var i krig.

Midt i myldret sad Nero på hug og hev efter vejret. Foran ham i gadens støv stod en ambolt på størrelse med et anker. [Dette er naturligvis overdrevet!] Sveden dryppede fra hans pande, trods han jævnligt tørrede det væk med sine armbånd, og han skar en komisk grimasse. Hvorfor var det lige at jeg sagde jeg sagtens kunne tage den store ambolt selv? Det er jo det rene selvmord. tænkte han og kiggede op.

Han lignede én, der godt kunne bruge en hjælpende hånd.

Efter den lange dag i Pur Nests sygdomsbefængte gader, var Elvira godt træt og i et underligt humør. Hun var på den ene side glad for, at hun havde været i stand til at hjælpe nogle mennesker i den fattige del af Rétneck, og på den anden side gik hun med en følelse af, at det ikke var nok; at hun ikke kunne gøre en forskel. Det irriterede hende at hun til sidst havde måttet forlade kvarteret, fordi hendes urtetaske var tom. Der var stadig folk der havde brug for hende! Stadig folk, der ikke kunne klare sig uden lægehjælp, og Elvira vidste, at de højst sandsynligt ikke ville få den andre steder fra.
Hun havde valgt at gå en tur gennem Borger Distriktet på trods af sin træthed, og havde faktisk kun lige været tilbage på kroen og vaske sig, før hun var gået igen. Hun havde brug for at være lidt alene med sine tanker, brug for at komme lidt på afstand af Huguor. Hun bed sig i læben; hun kunne lide dværgen, for han var tilsyneladende venlig og en god mand, men turen i dag havde sat en tvivl i hende. Var det virkelig en god ide at rejse videre, når der tilsyneladende var så voldsomt brug for hende her? Var det ikke selvisk at sætte egne rejseønsker foran borgernes behov for hjælp?
Rétneck var en stor by, og hun havde efterhånden indset, at der var meget hun havde glemt i de år, hvor hun havde været væk fra den. Blandt andet hvor slemt Pur Nest egentlig var...
En dreng på en atten-nitten år fangede pludselig hende opmærksomhed midt i menneskemylderet. Drengen sad på hug mens han svedte og hev efter vejret, og foran ham stod en enorm ambolt.
Det lagde Elvira dog ikke mærke til lige med det samme, hun så kun hans brystkasse der hævede og sænkede sig og sveden på hans pande, og bange for, at han måske skulle have fået solstik, begyndte hun straks at bane sig gennem mylderet.

"Har du det godt?"
Elviras stemme var mildt bekymret og hun havde allerede sat sig på hug ved siden af drengen med sin vanddunk klar i den ene hånd. Den anden lagde hun beroligende på ryggen af ham, lige mellem skulderbladende. "Mit navn er Elvira Ligettas, jeg er helbreder. Lad mig hjælpe dig ind i skyggen..."

Nero fik et chok da der pludselig lå en hånd på hans ryg og en kvinde talte til ham. Normalt passede folk bare deres egne sager i Borger Distriktet, så det kom som en overraskelse at nogen kom ham til hjælp. Glædesfølelsen af rent faktisk at blive bemærket kunne dog ikke trumpfe chokket effekt.
"Wow, du gav mig et chok!" fik han sagt en smule uhøfligt og kiggede så på kvinden og den udstrakte vanddunk. Hendes tøj var praktisk og omkring skulderen hang en taske, der så usædvanligt tom. Hun virkede ung og hjælpsom og Nero undskyldte da for sin uhøflige opførsel:
"Ah, tusind tak, det var meget betænksomt af dig!" Han tog imod vanddunken og drak en god, forfriskende slurk, og skyndte sig så at sige:
"Jeg kan altså sagtens selv slæbe mig derover, men du har nok ret i at jeg trænger til en pause. Må jeg tage din dunk med derover?"

"Selvfølgelig," sagde Elvira med eftertryk. "Og du drikker bare så meget du kan...Dehydrering er en overhængende fare her om sommeren..."
Hun lod ham beholde vanddunken og tog ham under armen for at hjælpe ham op og stå. Et lysglimt fangede hendes blik og for første gang lagde hun rigtig mærke til den enorme armbolt på jorden foran dem. Dens overflade reflekterede solens skarpe eftermiddagsstråler og fik jernet til at se glohedt ud.
Overrasket så Elvira fra ambolten til drengen - den unge mand, rettede hun sig selv; han var sikkert ikke så meget yngre, end hende selv. Han så stærk ud, men armbolten virkede uløftelig. "Hvordan kan det være, at du slæber rundt på en armbolt midt i sommerheden?
Hvor skal du hen med den?"
Hun tøvede lidt, og sendte ham så et påtaget borende blik, hvor effekten dog blev fuldstændig ødelagt af det lille, drillende smil, der samtidig brød frem på hendes læber. "I kraft af mit levebrød som helbreder, forbyder jeg dig at slæbe rundt på den slags tunge jerngenstande når det er så varmt, som det er i dag!" Hun greb ham atter blidt om armen, i den hensigt at føre ham over i skyggen fra det nærmeste hus. "Du kunne jo risikere at dratte om..." Hun kom pludselig i tanke om, at hun ikke kendte hans navn endnu, tøvede lidt og spurgte så: "Jeg tror ikke, jeg fik fat i dit navn, unge mand..." Hun sendte ham et grin. "Jeg kan godt lide, at være på fornavn med mine patienter, forstår du!"

"Tusind tak, det er meget betænksomt af dig, men jeg er virkelig bare forpustet, det er slet ikke så slemt som det ser ud!" Nero havde travlt med at forklare sig. Hun bekymrede sig alt for meget, men det var jo meget sødt af hende, så han tog imod al den hjælp hun tilbød, og fulgte derfor med hende over i skyggen.
"Mit navn er Nero forresten. Jeg er smedelærling som du måske kan fornemme." Nero grinte en smule, og kiggede på Elvira. Det var ikke mange gange i sit liv at han var stødt på en helbreder, og han blev pludselig meget nysgerrig for at vide mere om hende. Han tog en sidste slurk af dunken, rakte den til hende og spurgte så kækt:
"Nå, hvad nummer patient er jeg så i dag?"

"I dag?" Hun lo dæmpet, tog imod dunken og satte den fast i bæltet igen. "Nummer 134? Nummer 200? Jeg har ingen anelse, må jeg nok indrømme... jeg har været en tur til Pur Nest i dag, forstår du, og dér er det ikke svært at finde patienter...specielt ikke lige nu, hvor en epidemi tilsyneladende hærger kvarteret..."
Hun satte sig lænet op af husmuren, og klappede forsigtigt ved siden af sig, som en opfordring til Nero om at sætte sig. Herfra kunne hun studere alle de travle mennesker ude på gaden. Folk lagde på det nærmeste ikke mærke til armbolten, der stadig stod midt i det hele; de gik bare udenom, som var det fuldstændigt normalt. De var sikkert vant til, at der pludselig lå underlige ting og flød midt på gaden, tænkte Elvira. Det her var Borger Distriktet; her var altid travlt i gaderne.
Med et lille smil så hun op på ham.
"Nero..." sagde hun pludselig ud af det blå og smagte lidt på navnet. "Det navn kan jeg godt lide. Der er styrke i navnet; det har pondus, men stadig er der en skrøbelig undertone. Det giver mig lyst til at spå dig..." Hun lo lidt af sig selv. "Ja, jeg er også spåkone og sandsigerske, når det passer mig. En god lille ekstra indtjening ved siden af min levevej som helbreder..." Hun blinkede hemmelighedsfuldt til ham, som ville hun fortælle ham om et tip, ingen andre måtte få del i. "Det fortæller jeg naturligvis først, når jeg har kigget på patienten og stillet en diagnose..."

Skyggen omfamlede Nero, mens han på Elvira's opfordring satte sig ned ved siden af hende og lænede sig op mod muren bag ham. Der er et eller andet ved hendes opførsel der virker mystisk strøg en tanke ham, men han lød det ligge og spillede lidt med på hendes mystik.
"Ja, det er et ganske rart navn" begyndte Nero, og foldede sine hænder bag nakken. "Min far fortæller mig altid om, hvordan min mor valgte det til mig af en helt speciel årsag..... som han selvfølgelig har glemt!" Hans betoning var skarp, bebrejdende, men kærlig samtidig.
Spåkone og sandsigerske... Nero var skeptisk med det samme. Urter og helbredelse var til at forstå, men spådom og fremtidssyn var for ham det pure opspind. Eller nærmere - snedig manipulation. Han vidste at han måtte lade sig narre af noget af det hun sagde. Men det kunne være sjovt nok at høre hvad hun kan finde på! tænkte han, og mødte hendes blik.
"Jamen så vær flink at diagnosticér mig, for jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre noget mere om mit navn og min fremtid."
Det var en lille hvid løgn, men også en flink gestus.

"Navn og fremtid..." sagde hun nærmest som et ekko, greb ham om venstre hånd og trak den blid hen til sig, så hun kunne læse ham i håndfladen. "Jeg tror, jeg først vil fortælle dig lidt om dig selv, før vi går videre til dét...Lad os se...dét her," hun pegede på den linje, der startede under hans lillefinger. "...er din Hjertelinje. Den fortæller hvordan dit hjerte har det, både fysisk og psykisk. Havde den været meget lige og uden forgreninger, havde det fortalt mig, at du var en ufølsom person med tendens til at se stort på andres ønsker, men din," hun fulgte den fraværende med sine kølige fingre, "har både en forgrening hér og hér, hvilket vil sige, at du nærer hengivenhed for andre, men måske ikke omfavner hele verdenen." Hun sendte ham et grin og klappede ham venligt i håndfladen. "Og det skal jeg såmænd ikke bebrejde dig...personligt har jeg valgt at opføre mig venligt overfor folk, men sande venner...dem har jeg ikke mange af..."
Elviras fingre gled videre, fulgte linjerne i hans håndflade og trykkede ham blidt på de små 'puder' under fingrene. "Din Livslinje ser fin ud, men din Hovedlinje, eller Intellekt- og Karrierelinjen som den også kaldes, fortæller mig, at du til tider handler meget spontant, måske direkte uoverlagt...og hvis vi ser på dens 'fjer'," hun pegede på nogle små, næsten usynlige 'tråde', der gik ud fra selve linjen, "fortæller de mig, at du til tider kan have svært ved at koncentrere dig om visse ting...nej, vent lige lidt!" Hun bøjede sig længere ind over hans hånd, og tog helt automatisk sandsigerske-stemmen på. "Der er visse ting her i livet, du finder uretfærdige...du er ikke helt tilfreds med dit lod, eller også ønsker du dig mere, end du har opnået...ja, dit Jupiter-bjerg er stort...det må betyde, at du har mange ambitioner." Hun tav lidt, mens hun nærstuderede hans hånd.
"Du har en forholdsvis firkantet håndform og dine fingre er stærke og vant til at tage fat, hvilket vil sige, at du er en jordnær person man kan stole på, men det er ligesom om, der er et eller andet, der ikke stemmer..." Hendes lange, kølige fingre fattede om et af hans armbånd, og med en lille forsigtig bevægelse vendte og drejede hun det, så hun kunne studere det fra alle vinkler.
"Du vil gerne skærme dig lidt af fra omverdenen, og gemmer måske lidt af dig selv bag en maske eller en væremåde..." Hun slap armbåndet, og lod fingrene vende tilbage til hans håndflade. "Dit navn, Nero, betyder 'mørk' eller 'sort' og din Skæbnelinje har et brud... måske er du blevet svigtet engang? Eller også har du måske svigtet nogen, og skammer dig nu over det?" Hun sendte ham et spørgende blik, stadig med sine slanke hænder lukkede om hans. Han havde et bånd om panden, lagde hun pludselig mærke til, og hans mørke hår og brune øjne fik ham, efter hendes mening, til at se lidt fremmedartet ud. Et øjeblik gled Borger Distriktets larm lidt i baggrunden, mens hun studerede hans ansigt, og ledte efter tegn på, at noget af det hun havde sagt, havde været rigtig, så kneb hun skælmst øjnene sammen og sendte ham et drillende og uhøjtideligt smil. "Skød jeg helt ved siden af? Min mor sagde altid, at jeg er bedre med urter, end med krystalkugler og Tarotkort, men selvfølgelig," hun lo sin krystalklare latter, "Min mor ønskede, at jeg skulle blive helbreder... hun brød sig ikke om, at jeg gjorde hende Sandsigerske-kunsten efter, så jeg regner med, håber på, at det bare var noget hun sagde, for at afskrække mig..."

[Jeg undskylder mange gange for det ekstremt langsomme svar! Min computer crashede dagen efter din seneste post, og jeg brugte rigtig lang tid på at fixe den igen!... ]

I et åbenlyst imponeret tonefald svarede Nero: "Nej nej, det var nærmest spot on! Eller, der var nogen ting hvor jeg bare tænkte "Jeps, det er mig!" og andre steder hvor jeg måske var en smuuule uenig, og så bare ting som jeg aldrig før havde tænkt over, men som sikkert er rigtigt! Du er jo ganske talentfuld på det punkt!"
Hun er virkelig en god personligheds-læser konkluderede han for sig selv. Selv hans reaktion på hendes læsning stemte overens med det hun sagde - af ren refleks undveg han at besvare nogle af de mere personlige spørgsmål ved at komplimentere hendes evne. Jeg har også lige mødt hende! undskyldte han overfor sig selv og spurgte hende da:
"Altså, et eller andet sted kan jeg godt forstå at din mor ønskede for dig at du fokuserede på et reelt håndværk. Hun har helt sikkert bare villet det bedste for dig, tror du ikke?"
Han lod spørgsmålet hænge og stirrede ud over gaden, mens han skimtede mod solen - det var vel omkring eftermiddag. Livet på gaden var aftagende, men den var ikke akavet tom.

(Det er naturligvis helt i orden det kan jo ske for enhver )

Hun kunne ikke lade være; ved hans ros, steg en lille, klædelig rødmen op i hendes solbrune kinder. Hun bøjede dog hurtigt hovedet, så hendes hår faldt ind over ansigtet, så han ikke skulle se det.
Til hans ord om moderens intentioner sagde hun: "Jo, du har sikkert ret. Jeg tror, hun var bange for, hvad andre folk ville tænke..." Det prikkede indbildt det indbrændte heksemærke på hendes håndled, og hun kunne ikke lade være med fraværende at lade den anden hånds fingre strejfe det opbuldnende ar inde bag ærmet. Hendes mor havde jo haft ret, som altid; og se hvad det havde kostet dem begge...
...men alligevel bliver jeg ved.
Elvira sukkede stille indvendigt. Hun vidste ikke hvad det var, der fik hende til at fortsætte sandsigerskeriet, udover dumstædighed og et tåbeligt ønske om at gå imod strømmen; at vise dem, verden, alle, at hun havde tænkt sig at gøre og opføre sig, som hun ville.
Udadtil viste hun ikke, hvilke tanker der fór igennem hovedet på hende.
"Jeg må sige," sagde hun, førte hans hånd, der stadig lå i hendes op mellem dem og rystede den let foran hans ansigt, "at jeg er blevet lidt nysgerrig, og ikke kun med hensyn til din fortid." Hun lo atter og sendte et løftet øjenbryn i retning af den enorme armbolt. "Hvor skal du hen med den der? Jeg kan hjælpe dig lidt på vej, hvis du ønsker det."

Nero trak høfligt sin hånd til sig og kløede sig i nakken. "Nåårh den! Hehe, jeg havde lykkeligt glemt den... Den skal hen til min fars nye smedje et stykke oppe af gaden." Han nikkede mod den nordlige del distriktet. "Vi er igang med at flytte, mig og ham." forklarede han, og fik så pludselig skyldfølelse. "Jeg burde virkelig komme videre!" sagde han og rejste sig fra støvet, gik ud til ambolten, og løftede den så ellers op i favnen. Den var stadig lige så tung som da han forlod den, sjovt nok, men han følte at han havde genvundet nogle af sine kræfter ved pausen. En smule besværet så han på Elvira og sagde: "Altså, du må gerne følge mig hvis du gider." Og ligesom ordene havde forladt hans mund, var han allerede begyndt at gå - han kunne ikke spilde ét sekund med den ambolt i hænderne.

Hun sendte ham et vurderende blik, og kunne lade være med at tænke ved sig selv, at den armbolt så dødelig tung ud. "Det må jeg nok hellere..." Hun rejste sig fra sin tilbagelænede stilling i skyggen, og sluttede op ved siden af ham. Hun ville ønske, at hun kunne lette ham for hans byrde, men hun var også temmelig sikker på, at hun ville blive mast under vægten.
I stedet besluttede hun sig for at holde samtalen i gang, for på den måde måske at kunne aflede Neros opmærksomhed fra den tunge armbolt.
"Forresten, Nero..." Begyndte hun og så ned på sine slanke hænder. "Ved du, om der ligger nogle goder kroer, her i Rétneck? Eller, kroer er egentlig så meget sagt; en lade eller et skur hvor man kan leje sig ind, ville også være helt i orden..."

Nero stønnede og prustede mens han slæbte den tunge stålklods et par ekstra meter, for derefter nærmest smide den på jorden, så støvet fløj op omkring den.
"Åh gud, er du ny her i byen? Hvorfor har du ikke sagt det noget før? Jeg kender masser af steder, men jeg vil anbefale Den Glade Goblin på Markedspladsen - du kan da umuligt have overset den - de har gode værelser til rimelig priser skulle jeg mene, men nu ved jeg jo ikke hvor meget du ligger inde med, nu snakker jeg for meget igen ik?" afsluttede han og grinte, mens han spejdede omkring. De var ikke langt fra hans nye hjem, så vidt han kunne bedømme. To gader længere og så til højre, så ville de stå foran et fint lille hus med en stor tilbygning på venstre side, hvor en åben smedje var igang med at blive indrettet.

Det gav et lille gib i Elvira, da Nero lod armbolten falde med et brag. Hun fattede sig dog hurtigt og sendte ham et drilsk smil. "Snakker for meget? Nej, nej! Jeg skulle lige til at spørge dig om det samme..." Hendes ansigtsudtryk skiftede umærkelig. " Og nej, du har ret; jeg har ikke overset Goblinen, men jeg leder efter et andet sted. Jeg...I går mødte jeg en venlig dværg, ved navn Huguor Hamrod. Han tilbød mig, at vi kunne følges til Korsbyen og jeg ik med til hans forslag, men nu er jeg kommet i tvivl." Hun sukkede dybtfølt. "Det er gået op for mig, at der er brug for mine lægekunster her i Rétneck, og at det ville være selvisk af mig at rejse videre, men jeg kan ikke overskue at skulle forklare det til Huguor..." Hun lavede en lille grimasse, der kunne have været alt fra et lille, bittert smil, til en utilfreds trækning. "Jeg har aldrig været god til at holde på mine bekendskaber i længere tid af gangen; jeg rejser jo altid videre og folk ønsker som regel at blive boende hvor de bor, men når så afskedens time nærmer sig, kan jeg ikke lade være med at stikke halen mellem benene som en forskræmt hundehvalp...derfor leder jeg efter et andet sted, hvor jeg kan bo indtil Huguor er taget videre...jeg har mine ting pakket og klar i Goblinen, så det bliver let nok at liste stille og roligt af..."
Det sidste sagde hun indadvendt, som om hun havde glemt at Nero var til stede; som om hun snakkede til sig selv. "Jeg kan lægge en lille besked, så han ved, hvad der er blevet af mig, og så vil han forhåbentlig tage af sted uden mig... jeg bliver ikke savnet..."

"Hmmm jeg kan godt se dit problem." Nero så medfølende på hende, dog med et skarpt blik. "Men jeg synes din håndtering af den slags afsked er forkert. Fortjener han ikke et ordenligt farvel? Og tror du ikke du får det bedre med det ved bare at fortælle ham sandheden, ansigt til ansigt, i stedet for at lade en besked tale din sag?" Han holdt en kort kunstpause, en pause der også lod Elvira tænke lidt, før han fortsatte: "Du skal huske - du stikker jo ikke halen mellem benene, hvis det overhovedet kan kaldes det, uden noget ædelt formål. Det du har tænkt dig at gøre og dit uselviske initiativ, det vil han forstå, det er jeg sikker på!"
Han smilede let til hende. Var der noget han havde lært var det at stå ved sine handlinger, så længe man udførte dem i bedste mening.

Hans spørgsmål fik hende til at sænke blikket en smule overgivende mod sine fødder. Han havde jo ret; Huguor fortjente bedre, det var bare...
Hun sukkede dybt og benyttede sig, uden at vide det, så rigeligt af den tænkepause, Nero gav hende.
Hun havde for længst bestemt sig for, ikke at hæfte sig for tæt til andre mennesker; havde lovet sig selv altid at rejse videre, så historien ikke skulle gentage sig, men det skræmte hende fra vid og sans at skulle konfrontere et andet menneske, eller i dette tilfælde en dværg, direkte og personligt med nyheden om hendes 'løsrivelsesplaner'. Hun frygtede virkelig had og vrede; alle de negative følelser, der kunne føre så meget dårligt med sig, og hun var bestemt ikke ivrig efter at fortælle Huguor, at hun 'droppede' hans rejseselskab til fordel for at blive i Rétneck, selvom den fornuftige del af hendes hjerne fortalte hende, at han ikke ville tage det ilde op...
Ved Neros fortsættelse, løftede hun atter hovedet og så på ham, mens hun lyttede nøje til hans ord. Han havde ret, igen, og selvom hans ord enlig bare var en bekræftelse på hendes egen tankerække, kunne hun ikke lade være med at smile tilbage til ham, og føle sig lidt lettere om hjertet ved at høre ordene talt højt.
"Du har sikkert ret," svarede hun, men kunne ikke lade være med at trække lidt på det; trods hans forsikrende ord, var hun endnu ikke overbevidst, så hun ville hverken love ham det ene eller det andet.
"Jeg får dog stadig brug for et billigere sted at leje mig ind, da arbejdet i Pur Nest giver småt eller slet ingenting...Det er jo ikke ligefrem Novítus' Råd, der bor klemt sammen i rønnerne..."

"Jeg har ret!" bed han selvtilfreds af hende, og løftede atter ambolten op, mens han nikkede fremad, som tegn til at de burde fortsætte. Han kunne stadig ikke glemme sin far - han måtte efterhånden være en del undrende, måske bekymret, men helt sikkert godt gal over, at Nero ikke var vendt hjem endnu. Ambolten var heldigvis noget af det sidste de havde flyttet fra deres gamle hjem, så det at han havde brugt en masse tid på at snakke med Elvira var ikke det største problem i verden.
"Med hensyn til dit bosted, hvorfor lejer du dig så ikke ind et sted i Pur Nest, tæt ved dit arbejde, hvis man kan sige det sådan? Der ligger en håndfuld mindre, meget billige steder, hvor man kan få ly for natten - også over en længere periode!"

Hun kunne ikke lade være med at le lidt af hans forslag. Ikke en ond eller hånlig latter, bare affødt af oprigtig, om end en smule morbid, morskab. "Jeg er bange for, at vagterne en dag nægter at lukke mig ud igen, hvis jeg 'bosætter' mig i Pur Nest i en længere periode! Det er svært nok til dagligt, selvom man svinger med nok så mange lægeurter foran deres dvaske øjne og forsøger at overbevise dem med nok så mange kloge ord om helbredelse og jeg-skal-komme-efter-dig. Hvis jeg ligefrem lejer mig ind i en af rønnerne, tror jeg, det bliver for meget af det gode..." Hun slog muntert ud med hånden. "Og desuden er hygiejnen i Pur Nest ikke just den bedste... selv jeg, der efterhånden må være immun over for det meste, kunne måske samle en ondsindet sygdom op, og det kan jeg simpelthen ikke risikere..."
Hun gik lidt tid ved siden af ham i venskabelig tavshed og lyttede til byen og menneskene omkring dem. Hun kunne godt lide denne Nero, med hans interessante håndflade og gode argumenter... men der var lige én ting, hun gerne ville have på plads.
"Nero..?" begyndte hun langsomt og en anelse forsigtigt. "Du må tilgive mig, at jeg spørger, men..." Hun tog sig et sekund til at finde den rigtige måde at formulere det på. "...da jeg læste i din håndflade, så jeg intet, der kunne afsløre dit forhold til Månerne eller Novítus Ånd, og det gjorde mig nysgerrig..."
Hun blev enig med sig selv om, det var en ret uskyldig måde at spørge på, og besluttede sig for at fortsætte: "Har du en speciel overbevisning, en Måne, du agter højere end de andre, eller er det et for personligt spørgsmål?"
Hun håbede inderligt, at han ville opfatte hendes ord som ren nysgerrighed og ikke, som de var, født af en dybere uro og en indgroet frygt.
Dog kunne hun ikke forhindre sin stemme i at opsuge en lille smule af den anspændthed, der altid satte sig i kroppen på hende, når hun uværgeligt måtte bevæge sig ind på emnet.