Vil De tage min hånd, Frøken Cadfael?

April, anno 584

Selv om skyerne hang tungt over Bellus denne forårsdag, var vejret tørt.
Garius var klædt i det absolut fineste adelige sæt tøj han ejede, og det sagde ikke så lidt. En vest i Henzel-familiens grønne farve med smukke gyldne broderier langs alle kanterne, der om muligt var nok værd til at betale for en mindre borger-families udgifter for en hel måned. Langskaftede sorte støvler der gav lyd mod brostenene, mens han gik. Stoffet fra en dybgrøn kappe faldt blødt om hans brede skuldre, og bølgede dyrt udseende efter ham idet han skridtede den lange vej op til et smukt palæ. Et par medaljer skinnede lystigt på hans bryst.
Det røde hår på hans hoved var blevet klippet dagen forinden og han havde sikret sig at han var absolut fejlfrit nybarberet mindst tre gange selv samme morgen.
Han stoppede op foran palæets hovedindgang, men lige så snart han holdt op med at gå, begyndte hans ene fod irriteret at trippe utålmodigt mod jorden.
Pludselig gik det op for ham, at det han følte måtte være hvad andre mennesker kaldte nervøsitet. En frustreret banden undslap lavt hans læber.
Han løftede sin hånd op foran sig, men tøvede. Efter at have rømmede sig adskillige gange, og forsøgt at kvæle tankerne i hans eget hoved, bankede han endelig på den smukke hoveddør der tilhørte familien Cadfael.
Døren åbnede langt hurtigere end han havde kunne tænke sig, og hushovmesteren han havde en anspændt fortid med kom til syne. Idet de grønne øjne mødte den mindre mands, var der dog ikke det mindste spor af nervøsitet hos den nye general.
“General Garius Henzel,” præsenterede han sig selv, selv om der absolut ingen grund var til det. Hele byen havde summet om ham lige siden hans forfremmelse. Han havde ikke haft et roligt øjeblik for sig selv. “Jeg er ventet af Falstaff Cadfael.”

Pareshs læber blev let spændte da han så Garius stå på den anden side af døren, han havde bestemt ikke glemt hvor brysk og ubehagelig manden foran havde virket ved tidligere lejligheder, men han fik dog læberne vendt i et smil som han angav sin årsag til at være ved huset. Han virkede mindre ubehøvlet end han plejede, titlen måtte vel have gjort et eller andet..!
"Javel General, jeg vil følge Dem til Herrens kontor." han trådte til side så Garius kunne komme ind i palæet, lukkede den tunge dør bag ham og gik igennem huset gange med de længste skridt de korte ben tillod.
Det var som om hele Cadfael palæet stod i flor, med forårets kommen var alle tænkelige overflader nu tilført minimum én vase der virkede til at overflyde med blomster. Det gav et nyt liv til gangene der i vinteren ellers havde virket mørke og varme på grund af det røde tapet der beklædte væggene.

Falstaff Cadfael sad henslængt i en stor, tronelignende stol i mørkt træ beklædt med mørkebrunt læder bad det store skrivebord hvorpå der stod en stor vase, klaser af blomster fra blåregn hang udover vasen er ellers var fyldt med hvide roser og blå iris, direkte bag ham hang portrættet af Lycidas.
Han var hensunket i tanker, det var ikke uhørt at en general besøgte Cadfael familien efter sin indsættelse, de var traditionelt en familie tæt på magten i militæret, men det føltes dog alligevel anderledes denne gang. Der havde ikke været nogle specifikke ting nævnt i forbindelse med hvorfor Garius ønskede at se ham, der havde i og for sig ikke rigtig været nogen form for forklaring for hvorfor han ønskede at se ham.
Han gned let i det velholdte, tætte gråsprængte skæg, hvad i alOrbis kunne en general dog ønske at diskutere der ikke tålte at blive nævnt før mødet fandt sted?
Tankestrømmen blev afbrudt ved en banken på døren ind til hans kontor og Pareshs høje stemme "General Henzel for at se Herren" Falstaff rettede sig let op i stolen før han svarede
"Han er ventet, lad vor general ind Paresh"

Garius’ støvler gav genlyd mod palæets gulv idet han fulgte efter den mindre mand.
Ubehagelige billeder dukkede op for hans blik, idet han så de specifikke gulvbrædder hvor tre mænd var sunket døde sammen på en mørk nat. Det føltes som en livstid siden… Og alligevel virkede denne dag utroligt skræmmende i forhold til..!

Idet den unge general blev vist ind på familiens overhoveds kontor, sank han en klump mens Falstaff stadig ikke kunne se ham, inden han rettede sig op i sin fulde højde og gik ind i rummet med stolte skridt.
Alle forhenværende gange han havde befundet sig i familiens hjem, havde hans attitude været selvsikker og lettere frustreret, men denne gang opførte han sig så myndigt efter alle tænkelige regeler, at det næsten var mistænkeligt.
Man kunne måske have forventet at en general der kom for at tale med en anden mand fra hæren ville have en dominerende eller kommanderende tone, men ordene der forlod den rødhårede vidnede om noget ganske andet end militær autoritet.
“Hr. Cadfael,” sagde Garius med sin dybe stemme. Var et øjeblik bekymret over, om hans latterligt dyre tøj nu også sad som det skulle. Han ventede på at tjeneren havde lukket døren bag sig, og bukkede derefter dybt for den ældre herre foran sig. “Tak for Deres gestfrihed. Jeg ved at Deres tid uden tvivl er utrolig kostbar.”
Garius kunne tælle mennesker han havde takket gennem sit liv på en enkelt hånd. Men dette var uden tvivl en mand der fortjente al hans respekt.

Synet der mødte Falstaff kom i den grad bag på ham, han havde forventet en mand i officielt tøj, klædt fra top til tå i blåt, men istedet blev han mødt af en mand der bar sin families magt og ære i hver eneste detalje.
Henzel familiens klassiske smaragdgrønne farve klædte uden tvivl Garius, han lignede i alle henseende en sand adelsmand der havde uanede mængder af magt bag sig. En adelsmand der havde titel som general, nærmere end en general der var en del af adelen...besynderligt.
Bagerst i oberstens hovede begyndte noget at dæmre, dette var næppe officielle anliggender der var tale om.
Selv var Falstaff klædt i blåt, som det var kotume for en mand ved navn Cadfael, ikke blot som militærmand, men også i overensstemmelse med våbenskjoldet. Hans kastanjebrunehår var gråsprængt, skægget var næsten fuldkomment gråt efterhånden, men han var velplejet, stærk, på ingen måde hvad man ville kaldet en mand tynget af sin alder.
"Det er skam mig der takker General Henzel, det er en ære at have Dem i vort hjem, især taget nylige omstændigheder i betragtning," han smilede venligt til manden der stod foran ham, og gjorde med hånden en gestus til at Garius skulle tage plads overfor ham "I påstyret efter ceremonien nåede jeg kun at lykønske Deres familie, men lad mig officielt ønske Dem tillykke og velkommen i positionen som General."
De stålgrå øjne var varme, men hvilede undersøgende på Garius, som om de var ved at afkode manden foran dem inden han havde sagt noget der kunne afsløre hans fulde intentioner.

“Der vil udentvivl blive meget at gøre i nærmeste fremtid,” svarede Garius høfligt. “Dorgon Parél efterlod sin post til mig langt mere tilgængelig end da han selv overtog den, men krigen er lagt fra ovre endnu. Det er en ære at have Deres hjælp i tiderne der går os i møde.”
Ved Falstaffs gestus, satte Garius sig ned. De lange ben passede knapt ind under det antikke bord. Ganske vist var hans mine stadig stærk og myndig, men der var noget langsommere end sædvanligt over den unge mands bevægelser, som om han nøje forsøgte at gennemtænke hver eneste ting han gjorde.
Han rettede sig op, faldt hen i tanker et øjeblik nok til at den autoritære maske flakkede et sekund, og mødte derefter den anden mands blik med viljefaste øjne.
“Men som De nok kan regne ud, er dette besøg ikke i et militært ærinde, Hr Cadfael.” Garius’ blik veg ikke fra den ældre mands. Han kunne have valgt at danse rundt om grunden til hans tilstedeværelse, men han vidste udmærket at obersten var klog nok til allerede at vide hvad der foregik.
“Jeg er her, fordi Deres datter og jeg er blevet bekendte med hinanden gennem det sidste år.” Han gjorde en lang pause. De grønne øjne strålede af vilje, og efterlod ingen tvivl om at det i sandhed var en leder der sad foran den ældre herre.
“Med al respekt, Hr: Jeg - General Garius Henzel, arving til Henzel-familiens hus og navn - er her for at bede om Deres velsignelse… Jeg er her for at bede om Deres datters hånd.”

Med et tvetydigt smil nikkede Falstaff ved Garius' ord, han havde bemærket små ændringer i hans datter, en ny bekymring og en ny glæde der havde vist sig i små glimt.
Han lod sit hoved hvile mod sin ene hånd, kradsede let i skægget som han lod ordende synke ind. Garius var bestemt ikke et dårligt parti, hans genopståen fra fuldkommen ruin havde været ekseptionel og hans nye osition som General var bestemt ikke noget der trak ned for en familie hvis fornemmeste opgave det var at tjene Novitus.

De stålgrå øjne mødte Garius' viljefaste grønne, der var en stille ro over Falstaffs blik, men den imødekommende varme var stille og rolig trukket tilbage. Han var ikke negativ, der var intet truende over hans blik, men det var observerende. Bedømmende.
"Der er ikke en finger at sætte på Deres stilling General Henzel, hverken militært eller i vort samfund, for mange er det mere end rigeligt," han lænede sig tilbage i stolen og lagde hænderne foldet i skødet "Men det at blive skænket en datter er for en Cadfael en sjælden ære, det er ikke nok blot at have den rette rang; hvor urimeligt det end lyder. Jeg beklager, men hun er min øjesten, som De sikkert ved..!" han gjorde en gestus mod det imponerende portræt der hang bag ham "De siger at De har lært hende at kende over det seneste år, det er betryggende at høre, men for at jeg kan have ro i sindet må jeg vide hvilket liv De har intensioner om at give min datter. Jeg er selv i militæret, jeg har ingen forfejlede forestillinger om at De vil være der hver eneste sekund af hendes eksistens, men lad mig høre; hvilken fremtid er det De ønsker at bygge med hende?"
De stålgrå øjne så afventende på ham, på læberne var der et venligt smil. Han vidste at dette kunne virke som en mundfuld der var uoverkommelig at sluge, men noget sagde ham at netop Garius Henzel ikke ville blive afskrækket.
Hvis han havde kendt hans datter i et år havde han haft rigeligt med muligheder for at løbe væk i rædsel over hvad uden tvivl var en livlig modstander, men istedet sad han her, med ønsket om at få hendes hånd i ægteskab.

Generalen lyttede til Falstaffs ord med en dybt koncentreret, høflig mine. Mens alt dette stod på, rykkede han sig ikke det mindste, men blev blot siddende med rank ryg, som en bredskuldret statue.
Først da stilheden faldt over lokalet igen, rørte han på sig.
Al nervøsitet var nu forsvundet fra Garius Henzels system. Alt der var tilbage, var en mand med et mål, og en vilje til at gøre hvad end der var behøvet. Og i dette tilfælde, var der et behov for at ytre sandheden.
“Lad mig først og fremmest sige,” begyndte han sikkert. “At Deres datter er det eneste mennesker jeg har mødt igennem hele mit liv - som soldat, som adelsmand, og som omrejsende - der har formået at efterlade mig komplet målløs. Hun sætter mit blod i kog. Hun gør mig rasende… Men det er grundet disse ting, at hun har formået at gøre mig til en langt bedre mand, end jeg nogen sinde troede jeg kunne være.”
Han gjorde en kunstpause, idet han samlede sine tanker.
“Som De selv siger, ved De udemærket godt at jeg er en mand af hæren og jeg vil ikke sidde restløs ved hendes side dag ud og dag ind. Men jeg er ligeledes overbevist om at dette ikke er hvad hun ønsker. Kender jeg Deres datter ret, ville hun tvært imod foretrække at rejse ud og kæmpe selv… Og selv om jeg ikke kan overrække hende et sværd, kan jeg give hende sikkerhed. Jeg kan give hende et stærkt navn. Jeg kan give hende et smukt hjem. Hun vil aldrig komme til at mangle noget.”
Skyggen af noget der kunne minde om et smil faldt over Garius’ læber, idet han fortsatte:
“En stor del af fortjenesten for min nye titel som general, er grundet Lycidas. Og jeg er ikke i tvivl om at hun vil nyde muligheden for konstant at fortælle mig, hvad jeg bør gøre med denne titel.”
Et øjeblik tilhørte blikket i Garius øjne ikke en general. Ikke engang en soldat. Men blot en håbefuld ung mand.
“Jeg elsker Deres datter, Hr. Cadfael. Det er alt jeg har at sige.”

Som Garius beskrev hans datter blev smilet på Falstaffs læber bredere og bredere, hvis det ikke var fordi han havde hafts årelang øvelse i at undertrykke sin latter ville han have brast i høj latter, beskrivelsen af hans datter var chokerende korrekt. Lycidas var ikke bange af sig, hun havde holdninger og enhver mand er for alvor trængte igennem hendes facade af velopdragenhed og velvillighed, ville få dem at høre i højere decibel end de troede var muligt..!
Han var imponeret over at Garius ligefrem gav hans datter en del af æren for hans nye position, at give en kvinde nogen form for anderkendelse var sjældent set blandt adelens mænd, og fuldkomment uhørt i forbindelse med opnåelsen af forfremmelser.

Som stilheden igen faldt over rummet så Falstaff på Garius med et faderligt smil, de stålgrå øjne havde genfundet den varme der tidligere havde været i dem. Han rettede sig op i stolen så han sad lige så rankt som Garius før han igen talte.
"Det er store ord og præstationer De tilskriver min datter. Jeg ville slå det hen som overfladisk smigren hvis det ikke var fordi jeg kender min datter godt nok til at vide at De taler sandt..! Hvor meget hun end er min øjesten er hun i sandhed sin mors datter, hun har sine meningers mod, ligegyldigt om de er ilde hørt eller ej. Hvilket uden tvivl har været en udfordring, hendes brødre vil kunne tale med om det hvis De nogensinde spørger dem." han holdt en kort pause som han så på manden foran ham, han kunne ikke forestille sig en bedre kandidat, hvilket højest sandsynligt betød at Lycidas havde haft mere end blot en finger med i spillet, men han valgte aktivt at overse hvad det ville betyde "Det er en ære at høre Dem tilkendegive Deres følelser for Lycidas uden tøven, det er på samme vis en ære at give Dem min velsignelsen General Garius Henzel."

Garius formåede med nød og næppe ikke synligt at ånde lettet op.
Normalt var samtaler som denne præget af emner af en komplet anderledes natur: Typisk mindede de mere som handelsaftaler og auktioner, frem for snak om følelser. At Garius komplet havde undladt løfter om guld og alliancer, eller krævet noget i bytte, og at Falstaff ligeledes ikke havde nævnt det, var en utrolig lettelse.
Men selvfølgelig, var der ingen tvivl om den utrolige byttehandel Falstaff havde sagt ja til: Han havde givet hans datter til en Henzel. Til den eneste Henzel.
Familien Cadfaels formue ville blive betydeligt større end før. Fru Cadfael ville komme til at svømme i så mange silkekjoler og juveler Garius overhovedet kunne få fingre i. Sønnerne ville blive tildelt special lavet våben af Henzel design - ligeledes ville den næste generation af sønner. Bryllupsfesten ville blive den mest overdådige begivenhed i årevis. Der ville ikke blive sparet på noget.
Garius så direkte på den ældre herre med noget ubestemmeligt i øjnene. Hvordan kunne han nogensinde udtrykke hvad han nu følte? Han kunne fortælle Falstaff, at han om muligt ikke ville være i live uden hans datter. At hans trang til at gøre verdenen til et bedre sted, udsprang fra hende. At hun havde trukket ham op fra et sted så mørkt, at det uden tvivl kunne sammenlignes med blodhavets dyb…
I stedet, rakte han en arm ud for sikkert at tage mandens hånd.
De grønne øjne lyste med en taknemmelighed der sjældent var set hos en Henzel. Og i stedet for alle de mange tanker, var det kun et enkelt ord der undslap hans læber, idet hans hånd blev mødt.
“Tak.”

Som Falstaff trykkede Garus' hånd eftertrykkeligt, som det var kotume for manden der var kendt for ikke at kunne bedømme egen styrke, spillede de stålgrå øjne af stolthed. Ikke blot over det at en mand af Garius position havde valgt at sætte alt ind på at ægte hans datter, men i lige så høj grad over hvad der uden tvivl havde været et kræftstykke af en præstation fra Lycidas for at få dette til at blive en realitet.
Han havde som alle andre kun fulgt mandens rejse fra sidelinjen, men det betød ikke altid at man var uvidende om hvor gralt tingene havde stået til - og let ikke i Bellus. Distriktet havde summet med historierne om hvordan han havde danset med døden flere gange, at han var ved at drikke sig ihjel det øjeblik han ikke havde udsigt til at nogen kunne stikke et sværd i ham og derved endne hans eksistens.
At gå fra dén fortælling og til realiteten der stod foran ham nu var ikke noget Garius havde gjort alene. Han kunne ikke være mere stolt.
"Det er mig en ære at give min datters hånd til en mand der har styrken til at stå ved hendes side," ord de begge vidste betød en hel del når der var tale om Lycidas "Jeg ser frem til at se vore familier forenes i fejringen af jeres lykke General Henzel."

Han vidste om nogen af familien Henzel var en besynderlig størrelse, familien Cadfael havde over flere generationer været tætte med familien Henzel, men som samarbejdspartnere i og med at begge familier befandt sig i samme magt-sfære i forbindelse med militæret.
Det var umuligt at vide hvordan de ville reagere på en ægteskabelig union mellem de to familier, det ville uden tvivl være en prøvelse, men nu var dette ikke Lycidas' første udfordrende møde med adelen. Hun var overraskende dygtig til at falde ind i den rolle der var passende for situationen, og hendes talegaver var ikke til at overse, der var en stille optimisme at mærke.

Da døren til Falstaffs kontor lukkede efter Garius, kunne han endelig ånde lettet op. Et øjeblik lænede han sig endda op ad gangens væg, og lukkede øjnene, med et dybt suk.
Han ignorerede det underlige blik han fik fra hushovmesteren, og sendte i stedet denne en vred skulen, der ikke blev modtaget med megen overbærenhed.
Vejen gennem palæets gange føltes som ti tusinde skridt. Men endelig fandt Garius sig selv stående foran den smukt udskårne dør der ledte ind til husets sommerstue.
Han bad Paresh skrubbe af, og ventede til manden bittert var forsvundet om et hjørne, inden han tog mod til sig, og skubbede døren op.
På trods af tankerne der rasede i hans indre, kom han til syne i døråbningen med et jernfast blik i al sin grønne, dyre pragt.

Lycidas sad i en højrygget stol der var så stor at den fik hende til at ligne en nipsting, den var betrukket med støvet rosa stof og det mørke træ var beklædt med udskærniger af frugt og blomster.
Hun var klædt i en lyselilla kjole i florlette stoffer, skørtet var let og bølgede ud fra hendes talje, overkroppen sad tæt om hende og ærmerne var igen løse omkring de spinkle arme. En v-udskæring lod hendes kraveben stå uhindret frem fra den mælkehvide hud, og påsyede blomster prydede hele overkroppen af kjolen for at fortsætte ned af skørtet som om de var ranker der hang ned fra en trækrone.
Det lange, bløde kastanjebrune hår hang løst og faldt om de spinkle skuldre, hun havde håret strøget bag det ene øre for at det ikke genrede udsynet til strikketøjet i hendes hænder.
Garnet var solgult og blødt men ikke lige så trykt som det hun havde brugt til Ramunds hue og trøje, hun var igang med at strikke et tæppe til at lægge om ham der var knap varmt som de andre, men stadig kunne giv noget varme på de kølige forårsaftener.
Ved lyden af døren der gik op så hun ikke op med det samme, hun ventede at høre enten Pareshs stemme eller et familiemedlem sige noget, men da der ingen af delene hørtes løftede hun langsomt blikket fra strikketøjet. De store grønne øjne spærredes op, hun kunne ikke tro sine egne øjne. Garius?!
Hun havde knap genkendt ham, på trods af at have kendt ham i et år havde hun kun set ham i sin uniform indtil denne dag. Klædt i hans families smaragdgrønne farve lignede han for første gang en adelsmand mere end en soldat...eller general var han jo nu.
Hun havde siddet blandt adelen den dag, og hun havde nær mistet bevidstheden da Garius havde trådt frem som Dorgons udvalgte til titlen som general. Alt der ikke havde givet mening op til det punkt - Dorgons kryptiske kommentarer, mængden af missioner, elitegrupperne han pludselig havde kontrol med, de uendelige stakke af rapporter han havde fejet af bordet den dag - havde raset gennem hendes hovede på én gang, det gik på den dag op i en højere enhed. I en blanding af lettelse og fuldkommen overvældelse havde hun måtte støtte sig til Bentjeman for at holde sig opret på stolen.
Og nu stod han her..men hvorfor? Hun havde lyst til at sige noget, men det føltes som om ordene sad fast i halsen på hende. De grønne øjne forblev låst på ham og hænderne var stadig samlet om strikkepindende mens hendes indre farede forvirret rundt i forsøg på at få alle brikker til at passe sammen.

Den nye general havde troet han havde været forberedt på synet der ville møde ham, men det var ikke tilfældet. Han vidste ikke om det var grundet hvor utrolig skøn adelsfrøkenen så ud på denne dag i det afdæmpede sollys, eller om det var grundet strikketøjet i hendes hænder, men et øjeblik stod Garius komplet ubevægelig i dørens åbning.
“Frøken Cadfael,” hilste han hende endelig, med en stemme der var en smule mere åndeløs end normalt. Han lod døren glide i bag sig, og gik med langsomme skridt ind i rummet. Hans ansigt var blidt. Medaljerne - én af dem vidnede om hans nye stilling - glimtede legesygt i lyset fra vinduerne.
Han havde ikke set hende siden sin forfremmelse. Ikke siden han havde gennemgået ceremonien der bandt ham til sin post i adlens påhør. Og selv om der i dét øjeblik ikke havde eksisteret andet i hans forstand end ham og hans løfter til folket - fra det isnende kolde gulv i kirkens blå lys - vidste han at hun måtte have været der. Hørt hvert eneste ord.
Idet han knælede foran stolen Lycidas sad på, bølgede den grønne kappe om ham, og bredte sig ud over det klare gulv. Med varme hænder, rakte han roligt ud efter hendes spinkle fingre, for at tage om dem.
Han så op på hende, fra pladsen på gulvet. Hendes skin var komplet hvid mod kjolens lilla stof. Hvordan kunne han nogensinde ytre, hvad han ønskede at sige?
“Jeg mødtes med din far,” begyndte han. Holdt hendes hænder tæt i sine. “Du har vel ikke glemt det løfte jeg gav dig?”

Øjnene fulgte ham som han gik gennem rummet for at sætte sig foran hende, hun havde svært ved at forbinde manden foran hende med ham der havde kastet sig over hende tidligere, men hun vidste at det var én og samme person..hvor meget mere ville han ændre sig i perioderne hun ikke ville se ham?
Følelsen af hans store, varme hænder om hendes spinkle, kølige sendte en let elektrisk puls igennem hende, det føltes som evigheder siden han havde rørt hende. Hun så undersøgende på ham som han sad foran hende, ved hans ord spærredes hende øjne op i forbløffelse..allerede?!
Garius var en handlingens mand, det vidste hun, men selv ikke hun havde antaget at han ville mødes hendes far så kort tid efter hans nye stilling trådte i kraft. Hun gav hans hænder et let klem som hun lænede sig forover ned mod ham.
"Hvordan skulle jeg kunne glemme det løfte der har gjort mig så lykkelig?" hun hold en kort pause, det føltes som om ikke blot hun men selv rummet holdt vejret i forsigtig forventnings glæde "Garius, betyder dette at du nu er i stand til at opfylde dit løfte?"

“Jeg har gjort som du bad mig om.” Han nikkede stille ved hendes spørgsmål.
Stille tog han det bløde strikketøj fra de små hænder, og lagde det forsigtigt ved siden af den slanke kvinde på stolen. Garnet var så utrolig blødt mod hans grove hænder, at han et øjeblik ikke vidste hvad han skulle gøre med det.
“Jeg har taget mit navn tilbage,” fortsatte han. “Jeg er min fars arving. Men det betyder intet, hvis ikke jeg kan dele den forbandede formue og det kolde palæ med nogen, der kan formå at give det varme.”
Garius bar den sædvanlige maske af neutralitet. Men bag den, var der et glimt af noget ubestemmeligt. Hun duftede sødt, præcis som han huskede.
“Generalen blev ved med at fortælle mig, at jeg kan give folket hvad de behøver, hvis bare jeg selv og mine meninger bliver holdt tilpas nok tilbage… Og jeg kan ikke forestille mig nogen bedre, til at holde mig i snor, end dig.”
Hans hænder klemte sig en smule tættere om hendes, idet han modigt trak vejret ind, og så op på hende, med håbefulde øjne.
“Lycidas Cadfael… Vil du være min?”

Hendes læber skiltes i et stort, varmt smil, de hvide tænder skinnede svagt i lyset fra de store vinduer og de grønne øjne spillede af lykke. For en mand der var kendt for ikke at give sine følelser til kende, var tilkendegivelserne han gav hende nu næsten umulige at tro på kom ud af hans mund.
De bryske ord der til tider havde gjort det svært at forstå hvorvidt han oprigtigt ønskede at have hende hos sig var nu afløst af det klare ønske om at have hende som sin livlange partner. Som kvinden der stod bag ham i hvad ville bliver deres hjem og holde ham i skak i det stormfyldte hav han ville begive sig ud i som general.
Hun kunne næsten ikke trække vejret af spænding, hjertet føltes som om det sad i halsen på hende, hun havde ventet i hvad havde følt som uendeligt lang tid på at høre de ord. Hun nikkede ved hans spørgsmål så det lange hår bølgede frem og tilbage.
"Garius Henzel.." hun lænede sig længere frem at han kunne mærke et let stød af luft mod sin kind som hun blinkede med de store, blanke grønne øjne der mødte hans håb med overstadig glæde "Jeg er allerede din, intet vil gøre mig lykkeligere end at lade resten af Orbis vide det..!"

————————
(En uge senere)


“Dette her er den mest forbandede, elendige idé jeg i blodhavet nogensinde-“ Garius ord blev til en lav, bitter brummen, idet han rettede på sit tøj med frustrerede, voldsomme bevægelser.
En fugl sang lykkeligt i et træ tæt derved, som for at håne ham.
Det var en smuk forårsdag i hovedstaden, og solen stod stadig højt på himlen, her omkring tetid.
Palæet der tilhørte familien Henzel, var en af de fire mest overdådige private huse i hele Rétneck, og et af de ældste. Med tre etager, søljer opført i marmor, og en ubeskrivelig smuk, velholdt forhave med egne springvand stod det som et symbol på magt og åndssvag rigdom midt i Bellus-distriktet, og fik alle de andre adelige hjem til at ligne dukkehuse i sammenligning.
Garius var på denne dag klædt i et fint sæt tøj: En rødbrun adelig vest med grønne bånd og broderier langs ærmernes og halsens kant. Han følte sig utrolig ubehageligt tilpas i det tøj hans forældre altid fik skræddersyet til ham. Den parfume familiens skrædder tilsyneladende havde synes vesten skulle gennemblødes i, gjorde ham næsten syg.
Idet han selv og hans kvindelige ledsager nærmede sig den enorme hoveddør til Henzel-familiens residens, rømmede han sig ubehageligt, og skævede til sin veninde.
“Hvad end du gør, så må du ikke tro at mine forældre repræsenterer mig..!” mumlede han tvært til Lycidas der stod ved hans side, som en lysende, smuk, bedårende kontrast til hans egen frustrerende ulykke. “Jeg tror ikke tjenerne har bemærket os endnu - vi kan måske stadig nå at vende om..? Tro mig, det er ikke dét værd..!”

Hun klukkede let ved hans ord, der var ingen måde at tjenerne ikke havde set dem så tæt på huset som de var, derudover var de jo heller ikke nødvendigvis uventet..! Hun var klædt i en lang let rosa kjole med lange ærmer og en udskæringen der på ingen måde viste hendes bryst men fulgte hendes kraveben i en næsten lige linje før den kurvede rundt om hendes hals. Fra hendes talje hvor det løse skørt gik fra var der broderet de smukkeste forårsblomster med små grønne blade omkring sig der spredte sig ned over det øverste af skørtet og op over hendes bryst som var det en buket. Stoffet var blødt, men langt fra så flagrende som stoffet på de kjoler hun bar i sit eget hjem. Det var en kjole der var let men dækkede hende fuldkomment, der var intet at sætte en moralsk finger på.
Hun så op på Garius, så velklædt han var lige så utilpas var han, hun havde aldrig set den ellers frygtløse mand forsøge at undgå noget med så stor iver..hun hadede at gøre det mod ham, men der var ingen vej uden om. Det var nødvendigt.
Hun stødte let sin hånd mod hans og gav ham et roligt smil, som for at forsikre ham om at der intet var at frygte, selvom det næppe var sandt..
"Garius, min kære, tænkte du at introducere dem til mig ved brylluppet? Det ved du ikke er en mulighed, alene festlighederne i forbindelse med forlovelsen er så store at de ikke ville kunne undlades..!" hendes øjne fik en grad af alvor over sig "Alt der kan cementerer din styrke og derved beskytte vores fremtidige familie er dét værd."
Hun havde ikke givet sig selv til Garius uden at vide at der også ville være udfordringer hun måtte krydse, hvor vellidt hun end var, var Henzel familien ikke en nem nød at knække. At få Garius på benene igen virkede næsten som ingenting i forhold til hvad hun vidste ventede, men hun var klar.
Hun havde besluttet sig for at stå ham bi, det ændredes ikke nu.

Ved Lycidas beroligende ord, holdt Garius endelig op med at rette så voldsomt på sit tøj, at han nær havde flået sømmene fra hinanden. Hans hænder faldt forsvarsløst ned langs hans sider, og han drejede langsomt hovedet for at se på hende. Derpå sukkede han tungt og opgivende, bandede endnu engang lavt for sig selv, løftede en hånd, og bankede på døren foran sig.

“Jamen, er det ikke den unge Hr Henzel!” udbrød en tjener på omkring Garius’ alder straks, idet døren blev åbnet for dem. Overraskelsen var så klamt påtaget, at det næsten gjorde ondt. Mandens tøj tilhørte udentvivl en tjener, men var alligevel så smukt syet, at han ville kune måle sig med nogle af de laverestående adelige familier. “Kom ind, herre, kom ind. Også Dem, frøken. Hvilken ære!”
“Thom,” svarede Garius tørt som hilsen, og var allerede på vej ind forbi den kvalmende tjener, inden denne var færdig med den falskt venlige hilsen. Han smed rodet sin kappe i armene på den kvidrende mand, idet han skridtede ind i palæets forhal.
Det overdådige rum var - i modsætning til Cadfael familiens palæ - utrolig rummeligt og komplet tomt for ting. De hvide marmorfliser var kolde og blanke, og de høje søljer fik hallens vægge til at se langt højere ud end de virkelig var. Den eneste farve der var at se, var dybgrønne gobeliner der afbillede familiens våbenskjold, der hang med store mellemrum langs de hvide vægge. En bred, imponerende trappe, ligeledes i marmor, førte op til første sal direkte overfor hoveddøren, og til hver side for den ledte adskillige døre videre til andre dele af det enorme hus.
Garius stillede sig utålmodigt midt i rummet, og lagde armene over kors.
Thom, der endelig havde fundet hoved og hale i herrens kappe, lukkede døren ud til byen udenfor, og gik derpå hen til Lycidas, med en udstrakt hånd, for ligeledes at tage hendes kappe.
“Frøken?” spurgte han venligt med oprigtig varme, nu da det ikke var Garius han talte til længere.
Lige så snart den tunge dør smækkede i, og sollyset blev kvælt, kom forskellen på familien Cadfael og Henzels hjem virkelig til udtryk gennem det kolde marmor.

Den gensidig manglende lyst til at tale med hinanden var så tæt mellem Thom og Garius at man kunne have skåret gennem den med en kniv, den påtvungne høflighed afspejlede i høj grad det Garius tidligere havde givet udtryk for i de korte øjeblikke hun havde kunne få noget om hans hjem ud af ham.
Hun havde fulgt efter ham ind i forhallen med rolige, korte skridt der stod i kontrast til Garius hurtige bevægelser og utålmodighed.
Hun vidste at det var op til hende at holde facaden komplet igennem denne dag, selv ned til at lyden fra hendes sko mod det blanke marmor gulv ikke afspejlede andet end en ophøjet ro.
Hun drejede hovedet mod manden der stod foran hende, hun smilede venligt som hun løsnede de gydlne spænder på den blågrå kappe og lod den glide af sine skuldre.
"Mange tak, Thom," hendes stemme var blid og imødekommende, som hun lagde kappen i hans udstrakte hånd.
Som kappen var taget af kom kjolen til sin ret, alt ved hende var blødt, afdæmpet og roligt, der var ingen hårde kontraster eller skarpe hjørner at skære sig på. Hun vidste bedre end nogen anden i hvor høj grad hendes udseende var en del af det at præsentere sig som passende, men som hun så sig om og forstod kontrasten mellem det varme, indbydende hjem hun kom fra og den kulde der omgav Garius' hjem.
Det føltes mere som en kulisse end et hjem der skulle beskytte og opfostre børn i sikre rammer.
Pludselig blev den måde hun var klædt til mere end en måde at mindske gnidninger mod Garius' forældre, det var en måde at minde ham om hvad hans fremtid holdt.
Hendes korte, rolige skridt gav genlyd i forhallen som hun gik hen til Garius, hun stod et lille stykke fra ham, men tæt nok til at han ville kunne mærke hendes varme og den karakteristiske, varme duft af vanilje.
Hun havde lyst til at slå armene om ham, men det var ikke muligt her, hun stillede sig til tåls med at sørge for at stå så nært på ham hun kunne.

Thom bukkede dybt og høfligt for frøkenen idet han forsigtigt tog hendes kappe, som var den lavet af det rene guld, og forsvandt fra forhallen.
Garius drejede sit hoved let mod Lycidas. Et øjeblik så han knap så defensiv og alene ud. Hvad havde de dog rodet dem selv ind i..? Han åbnede let munden for at sige noget, men blev afbrudt af en bragende, hjertelig latter.
En enorm mand kom til syne i en af de smukke, solfyldte døråbninger. Havde man troet at Garius var af en imponerende størrelse, havde man taget fejl.
Manden der nu kom gående ind i forhallen, var af omtrent samme højde som Garius, men mindst dobbelt så bred. Han var komplet klædt i grønt, med brændende orange hår på hovedet, et gyldent, busket skæg og fregner der dækkede den hvide hud. Et enormt, imødekommende smil bredte sig over det varme ansigt.
“Søn!” udbrød han hjerteligt med stemmen der om muligt ville kunne starte et jordskælv, idet han gik hen mod Garius med åbne arme.
“Goddag, fader,” nåede Garius lige akkurat at svare, inden han blev dunket voldsomt i ryggen. Et faderligt slag så voldsomt, at det næsten havde sendt ham flyvende gennem lokalet. Han holdt med nød og næppe stoisk en hosten inde, og undgik at blive nødt til at læne sig op ad trappens rækværk.
“Så havde du endelig tid til at komme og besøge din gamle far, hva’?” bragede den røde mand videre, med samme hjertelige latter. “Og her troede jeg selv og din mor at du havde glemt alt om os.”
Derpå vendte han sig charmerende mod adelsfrøkenen der var absurd lille i forhold til ham selv.
“Og Frøken Cadfael! Jeg kan se Leandra stråle ud af dig!” Han bukkede formfuldt, og tog Lycidas hånd i sin egen som hilsen. Han var så charmerende, at man et øjeblik ville tro at Garius havde været komplet skør nogensinde at have været nervøs overhovedet. “Jamen, De er i sandhed den sødeste stråle af sollys, frøken! Hvordan i alverden lykkedes det nogensinde min søn at indfange en skønhed som Dem? Jeg er Albert Henzel. Garius far.”
“Hold op,” kvækkede Garius hæst, da han havde rettet sig ordentligt op efter den voldsomme genforening, der havde slået luften ud af ham. “Du skræmmer hende væk.”
“Pjat!” tordnede Albert videre, men gav dog alligevel slip på Lycidas hånd. “Hvis ikke du har skræmt hende væk, søn, er der intet der kan!”

Lycidas' øjne fulgte manden som han gjorde sin entre i rummet, som han omfavnede Garius var der noget i hendes indre der skreg, det var smertelig for hende at se på de små trækninger hvor lidt dette passede ham, men det var for sent nu. Hvad end hun følte var dog på ingen måde afspejlet i hendes ydre, der smilede varmt idet Albert tog fat om hendes hånd, og nejede dybt som det var foreskrevet ved denne type introduktioner.
Hun lod en let latter undslippe sine læber som hendes funklende grønne øjne mødte Alberts, hun havde ikke forventet en så overbrusende velkomst, men hun omstillede sig hurtigt til at kunne møde den uden at blive blæst tilbage
"Det er en glæde at møde Dem hr. Henzel, min mor vil uden tvivl blive smigret..!" som han gav slip på hendes hæder foldede hun dem og lod dem hvile mod hendes mave lidt under hendes talje "Og De har ret hr. Henzel, jeg skræmmes ikke let." smilet på hendes læber havde en unægtelig charme over sig, stemmen havde en legende lethed over sig som hun tiltale familiens overhovede "Deres søn har mage forskellige egenskaber, mange af dem er positive egenskaber..! Det tager muligvis tid at opdage, men det gør de fleste vigtige ting i livet, Rétneck blev ikke bygget på en dag. Jeg tvivler på at der kunne findes bedre parti for en Cadfael, end en mand der i så høj grad har vist vilje til at tjene sit land og sin hær med sit fulde væsen."
Hun viste ingen tegn på anstrengelse eller bekymring som hun stod foran den imponerende store mand, hvis stemme alene kunne virke som mere end rigeligt til at vælte en kvinde så spinkel som hende, men hun stod fast. En adelkvindes bedste våben var hendes hjerne og hendes charme, og hun havde trænet begge til fulde gennem sine 24 år i adelens skød.

“Deres venlige ord varmer mit gamle hjerte, frøken. Og De er alt for god mod min knægt, men det er jeg sikker på De udmærket ved.” Albert smilede til Lycidas, og blinkede endda til hende med det ene øje. I baggrunden gav Garius en ubehagelig lyd fra sig.
“Kom,” sagde Albert endelig, og gjorde en gestus mod en af de mange døråbninger. Et sæt dobbeltdøre til højre for hovedindgangen, der førte ud mod en soloplyst, lang gang. Han rakte faderligt ud, for at lægge en hånd på Garius skulder, men sønnen slog den voldsomt væk med en aggressiv knurren. Dog lod Albert sig mirakuløst ikke mærke med det. Noget kunne tyde på at han var van til den form for opførsel fra sin søn. “Lad os gå ind og sætte os ned. Gerrana burde komme ned om et øjeblik. Jeg er sikker på at min hustru er lige så spændt på at møde Dem som jeg har været.”
I stedet for at gå side om side med sin far, stavrede Garius i stedet brummende hen ved Lycidas’ side, og tilbød hende sin arm.
Den lange gang endte ud i en smuk stue, der i det mindste var et par grader varmere end forhallen. Det sagde dog ikke meget.
Enorme vinduespartier lukkede lys ind, og udenfor ruderne hang de smukt vedligeholdte træers grene blomstrende ned og farvede solens stråler grønlige. I modsætning til polstrede, hyggelige lænestole som Lycidas var van til, var stuen fyldt med mørke, minimalistiske træmøbler. Marmorgulvet bugtede sig tomt ud over et enormt areal. På stuens vægge, hang portrætter af familiens overhoveder op ti generationer tilbage. Den nyeste, af en lidt yngre Albert Henzel, komplet uden det brede smil han nu gik rundt med. Malerierne kunne mest af alt beskrives som autoritære, og dystre.
Dette rum var præcis som resten af huset: Dyrt. Ærefrygtindgydende. Smertende stilfuldt. Og unødigt enormt.
Lycidas havde haft ret med hensyn til at de allerede var blevet opdaget af tjenerne lang tid før de nåede hoveddøren, for der var allerede blevet båret te og forfriskninger ind på et antikt, lavt bord midt i rummet.
“Men sig mig, frøken,” havde husets overhoved begyndt sin småsnak, mens de stadig var gået mod stuen. “Hvordan har den pokkers Falstaff det? Jeg har ikke set min gamle kammerat gennem de sidste par uger. Planlægger han stadig en ferie-rejse til Port Lass?”
Garius lyttede ikke det mindste til sin far. Til gengæld smed han sig nu ukomfortabelt i en af de mange hårde kunstneriske stole med et højlydt suk. I modsætning til Lycidas havde han i den grad ikke overskud til overhovedet at forsøge at opføre sig høfligt.
Albert gjorde venligt en gestus mod stolen ved siden af Garius, idet han selv satte sig ned, en del mere stilfuldt en Garius der lignede en oprørsk knægt i forhold til.

"De smigre mig hr. Henzel, jeg har set frem til at møde Deres kone" ord der nemt kunne lyde sleske og overfladiske, men hun evnede at lyde oprigtig og hjertelig i sit ønske om at møde begge Garius' forældre som hun tog Graius' arm og fulgte ham gennem palæets lange gange. Hun lod let fingrene glide frem og tilbage henover hans arm, som for at lindre hvor ukomfortabel situationen var for ham mens de gik.
Som hun trådte ind i rummet lod hun blikket glide rundt, det havde samme følelse som forhallen af at være en kulisse, det virkede på ingen måde til at være et rum der var tiltænkt som en reel opholdstue, men nærmere som et udstillingsrum for familiens velstand.
Ikke at dette var nyt for adelsfamilier, enhver vidste at en adelsmands hjem var et symbol på hans velstand, men dette var dog på et andet niveau end det normalt var, selv i Bellus.
"Min far har det fortrinneligt, nyheden har ikke ligefrem lagt en dæmper på det gode humør De uden tvivl er mere end velbekendt med" sagde hun mens hun satte sig på de en af hårde, kunstfærdige stole. I modsætning til Garius sad hun rankt med hænderne foldet i skødet som hun krydsede benene, kjolens skørt bredte sig ud over stolen og virkede til at fjerne en grad af hårdheden ligesom det lange bløde hår der nu faldt ned af ryggen på hende
"Han planlægger stadig turen til Port Lass, tidspunktet skal muligvis ændres alt efter i hvor høj grad jeg har brug for at blive i Bellus." hun navigerede uproblematisk i småsnakken, størstedelen af hendes liv havde foregået i ligegyldig småsnak om detaljer der betød uendelig lidt men trak ud i evigheder "Derudover er der snak om en mindre tur til min moders familie nær Vindarro, han ønsker at undgå at rejse midt om sommeren, da temperaturen er så anderledes end her i Rétneck."

Albert kastede sig lystigt ud i en hjertelig enetale om hvordan han selv havde besøgt familien Eglantyne på forrestningsrejser adskillige gange. Uanset hvordan hans søn havde det, så havde Albert det tydeligvis fantastisk sjovt. Den unge adelsfrøken var dybt charmerende, og det var et stykke tid siden han havde haft en ny gæst i sit hjem!
Den bragende latter var nærmest en konstant baggrundsstøj.
I mellemtiden lænede Garius sig frem mod det lave bord, hvor han skødesløst samlede en glaskaraffel op. Proppen i den gav en håbefyldt lyd, idet han hældte en gylden, klar væske op i et mindre glas. Lycidas sad så tæt på ham, at hun uden tvivl ville kunne dufte den stærke alkohol.
Albert plaprede videre, mens Garius tog en lang slurk af hvad end det var han havde hældt op, med en frustreret, men lettet, sukken. Han tog en mundfuld. Så én til. Og derefter holdt han sig selv travlt beskæftiget med at hælde te op til Lycidas, der blev holdt som gidsel.
Den smilende mands historie var knap færdig, idet en dør modsat af hvor de tre var kommet fra gik op. En hofdame holdt tavst døren åben med et lydigt, nedadvendt blik, idet husets frue indfandt sig.
Gerrana Markaz Henzel, var en høj, slank dame. Det blonde, glatte hår var sat op på hovedet i en stram frisure, der derefter lod håret falde elegant ned over den ene skulder. Hendes hals var umådelig lang, og de fyldige læber var malet blodrøde. De smalle, isblå øjne i hendes hvide ansigt løb koldt hen over stuen, og faldt på de to gæster. Idet hun langsomt gik ind i rummet, gav de høje hæle genlyd mod flisegulvet, og et langt, sort skørt trak elegant hen over gulvet bag hende. Det grønne korset om hendes liv fik den høje dame til næsten at se sygeligt tynd ud.
Garius krympede sig en smule i den ubehagelige stol, og så pludselig utrolig bleg ud. Den smule styrke han havde fundet i glasset, var pludselig slet ikke nok.
Gerrana smækkede en grøn vifte sammen med et kedsommeligt udtryk, og gav den til tjenestepigen, uden så meget som at se på hende.
Albert smilede imødekommende af sin hustru, med kvinden var alt for travlt optaget af den ukendte adelsfrøken der sad og blomstrede i hendes stue.
“Er dét hende?” Spurgte hun skarpt af sin mand, uden at tage det isnende blik af pigen foran sig, som om Lycidas ikke var til stede, eller ikke forstod normale ord.