Vil De tage min hånd, Frøken Cadfael?

Lycidas' grønne øjne havde fulgt Gerrana som hun gik ind i rummet, hendes far havde advaret hende; én ting var Albert, så længe man var hurtig og ikke lod sig blive slået ud af mandens overstadighed kunne man klare sig gennem skærerne uden voldsomt besvær, Gerrana var en ganske anden snak.
Ingen vidste hvor de havde hende, det bedste træk var at være afventende, og ved Sininen; tag intet personligt, glem dit ego, glem din ære, glem din stolthed.
Lad dit sind være som et siv frem for et træ, et træ kan kun stå opret så længe før det knækkes af vinden, men ligegyldigt hvor hård en vind blæser vil sivet istedet bøje af. Nogle gange vil det komme så langt ned at det rører jorden, det er ligegyldigt, det vigtige er at det rejser sig op igen.
Ord hun huskede som Gerrana slyngede ordende ud i rummet og stirrede på hende som hun var døvstum lavrangs tjenestepige, der var en fornærmelse for hende så meget som at se på.
Hun havde lyst til selv at svare, at sige sit navn og bide af den utiltalende kommentar, men hun lod være.
Istedet blev hun siddende, rolig, upåvirket og smilede venligt til isdronningen der stod foran hende.
Afventende det næste træk, den næste bemærkning hun blev nød til at bøje af overfor istedet for at stå imod med kræftanstrængelser.

Da ingen svarede hende, efter et par sekunder, trak husets frue langsomt vejret ind, for at tale igen. Dog var offeret for den næste hårde sætning ikke Lycidas, men Garius.
“Jeg håber du er tilfreds med dig selv,” bed hun hvilsende af sin søn. Satte de lange fingre til rette på sin talje, idet hun nedstirrede sit uduelige afkom der sad henslængt for hendes fødder. “Alt dette er vel bare en grum spøg, efterhånden?”
“Det er også godt at se dig, moder,” sukkede Garius ironisk til hilsen. Nok havde han krympet sig før, men det var ovre nu. På trods af de mørke rande der pludselig tegnede sig tungt under hans øjne, var der ikke længere nogen frygt eller tøven at se: Det havde den disrespektulde hilsen mod hans forlovede sørget for. Han tømte glasset han holdt i sin hånd, inden han satte det solidt ned mod bordet, med en høj lyd. “Sig hvad du vil sige. Få det overstået.”
“Og hvad skal det betyde?” Gerrana satte en bitter latter op. “At ytre min mening er det mindste jeg kan gøre, mens du nyder at rive vores slægts gode navn fra hinanden. Jeg håber i det mindste du har det sjovt, dreng. Først beslutter du dig for at ødelægge vores omdømme ved at formere dig sammen med en ligegyldig borger, og nu spilder du vores formue på at gifte dig væk til en tøs fra en laverestående familie.”
Med disse ord, ændredes Garius attitude sig fra ligegylig, til rasende. Med ét rejste han sig fra stolen og skridtede hen til sin mor med tre lange skridt. Det viste sig at de to var lige høje.
“Vil du have børnebørn eller ej?” Tordnede han frustreret og slog ud med den ene arm.
Et højlydt, sarkastisk fnys kom fra den smukke, men dødelige kvinde. Hun ikke så meget som blinkede, selv om hendes søn kom rasende direkte imod hende. Husets mand så ligeledes underlig rolig ud ved hele situationen.
“En Cadfael,” nærmest spyttede hun ud. Så ikke på Lycidas, men holdt det isnende blik på sin søn. “Du er udmærket klar over at denne familie ikke har giftet sig væk til familier af så ringe et navn gennem de sidste ni generationer. Du gør dit hus til skamme, Garius… Nej, din bror til gengæld; han forstod hvad det betød at være en del af eliten! Han ville have gjort vores hus stolt. Og se hvilke patetiske standarder vi er tvunget ned i nu, efter du stak din egen bror i ryggen, og forviste ham til at rådne op i en kælder et sted. Ja, jeg håber du morer dig!”

Hun ville have været rasende hvis det ikke var fordi Gerranas vanvid var så ufatteligt underholdende for hende, det var en kvinde der handlede i spydig afmagt.
Realiteten var at denne kvinde kunne gøre hverken fra eller til over det faktum at sønnen hun havde valgt at se som en skuffelse nu var den der blev anderkendt, ligeledes kunne hun ikke få Garius til at vrage kvinden hun dømte som værende upassende, udover at Garius var sin egen mand ville det skade forretningsforholdet mellem de to familier til et sted der aldrig ville kunne bygges noget nyt op om.
Det ville skade deres rygte mere end godt var, at fornærme familien Cadfael på et så højt niveau offentligt, det var kun i denne private sfære hun kunne give slip på denne galde.
Det blev pludseligt tydeligt hvorfor alle, inklusiv Falstaff, altid havde fastholdt at hun i høj grad var Leandras datter; blikket tilhørte ikke længere en velopdragen, frygtsom adelkvinde, men en kvinde der var fuldt ud klar over styrken af sin egen hånd. En kvinde der vidste at lige gyldigt hvor hårdt hende kommende mands familie havde lyst til at kaste hende på porten var det ikke en reel mulighed.
En kvinde der kunne tage livet af hver eneste i lokalet hvis det var dét der skulle til, men som foretrak at lade være.
Blikket tilhørte en strateg, der havde spillet alle brikker ud så de stod til hendes fordel. Om isdronningen kunne lide det eller ej var hendes ringe herkomst muligheden for fortsættelse af navnet hun skattede så højt. Det var dét eller intet.

Frem for at blive frustreret, såret eller urolig og udbrydde et eller andet forfjamsket, lænede Lycidas sig blot let frem og hældte te op i kopperne der stod på det lille bord, hun lod lyden af teen der fyldte de fine kopper være den eneste lyd er kom fra hende, mens hun observerede sin forlovedes opgør med Gerrana.
Hun smilede varmt til Albert som hun rettede sig op, og løftede sin kop til læberne.

Albert tog sig selv i at smile betaget tilbage til Lycidas. Dog løsrev han sig fra sin charmerende kommende svigerdatter og rettede igen seriøst opmærksomheden mod sine to familiemedlemmer.
Akkurat i tide til at høre sin hustrus næste ord.
“Vi skule have givet slægtens navn til en af vores nevøer, Albert,” stønnede Gerrana dramatisk. Slog med det blonde hår. “I det mindste ville de ikke have spildt det væk på samme vis.”
Pludselig skiftede kvindens opmærksomhed, og hun så direkte på den yngre adelskvinde der disrespektfuldt havde valgt at hælde te op, frem for at skælve ved hendes vrede.
“Og dig,” snerrede hun ondt. Tog et skridt tættere på Lycidas. “Hvem tror du, du er? At slange dig ind og forfører min søn, bare for at rage guld og ære til dig. Du er virkelig en sand Eglantyne, er du ikke?”
“Nok, kære!” Alberts stemme stoppede pludselig Gerranas giftige ord.
Garius havde ligeledes udbrudt et eller andet dybt fornærmende af sin mor, som andre sønner aldrig nogensinde kunne drømme om overhovedet at tænke om deres forælder - og da slet ikke at ytre det!
Den blonde kvinde drejede umådeligt langsomt hovedet, og så giftigt på sin mand. Det varede dog ikke længe inden hun igen så direkte på Lycidas. Gjorde klar til sit næste angreb. Men inden hun nåede at sige mere blev hun - heldigvis - afbrudt.
“Garius!” En hvinende kvindestemme. Lyden af høje hæle der løb hen over det blanke gulv. En utrolig duft af sød parfume. Og derefter forsvandt Garius i en forvirrende bunke af dyre skørter og hvinende latter, med slange arme knugende om sin nakke. “Garius, hvor er det længe siden! Åh, hvor er jeg glad for at se dig!”
Garrana lukkede snerpet munden sammen. Drejede om på hælene og forlod rummet.
Albert smilede undskyldende til Lycidas, inden han ligeledes rejste sig op, for at følge efter sin kone. Alt i alt synes han egentlig deres møde var gået meget godt..!

Som Gerrana havde fæstnet sit iskolde blik på Lycidas havde hun selv hævet blikket mens hun fortsat drak sin te, de grønne øjne havde, til hvad der sikkert havde været Gerranas store frustration, en fuldkommen kølig ro over sig. Hun havde ingen intentioner om at gå med på præmissen om at hun havde noget hun skulle retfærdiggøre, hun var i deres hjem af høflighed, intet mere eller mindre.
Som hun havde tømt sin kop lød Alberts ord, der afbrød hvad der ellers havde været en uafbrudt giftig klagesang, et stille, veltilfredst smil spredte sig over hendes læber som hun satte koppen ned på underkoppen, Gerrana var blevet sat skak af sin egen mand. Uh, hvor måtte det dog være ulideligt at indse, at man ingen reel magt havde trods de mange, mange ord der var blevet slynget igennem rummet.
Hun var igen begyndt at hælde te op i sin kop som Alaine kom flyvende ind i rummet, og havde derved - ganske uden at ville det - sat sin mor skakmat. Situationen tillod ikke længere spydigheder.
Lycidas smilede venligt til Albert og nikkede let som hilsen, som hun så de to gå kunne hun ikke lade være med at tænke på hvordan de var det perfekte eksempel på hvorfor det var så vigtigt at få tilført nyt blod med jævne mellemrum. Det rablede for mindst én af de to.
Som hun lod blikket glide hen på Garius igen holdt hun en latter tilbage, måden stoffet fuldkommen druknede ham var unægteligt et komisk syn.
For første gang på denne dag slappede hun lidt af i den måde hun sad på, lod en arm hvile på det ene armlæn og lagde sin vægt på den så hun nu sad skråt i stolen.

"Goddag frøken Henzel." sagde hun i en venlig tone med et smil, som hun så op på Alaine der stadig omfavnede Garius

Alaine havde svinget sig selv tre gange rundt om Garius, inden hun endelig lod sin bror få luft. Hun så på ham med blanke øjne og en dirrende underlæbe, og lagde omsorgsfuldt sine spinkle hænder på hver side af hans hoved.
“Du ser fantastisk ud, Garius,” sagde hun med en grødet stemme. Hun havde ikke set sin bror i månedsvis, og nu lignede han pludselig sit gamle selv. Flere gange havde hun overvejet om hun mon nogensinde ville få sine brødre tilbage igen. “Jeg troede-! Jeg troede at-!”
Alaine var lige så slank som sin mor, og næsten lige så høj. Det røde hår faldt bølgende om hendes perfekte dukkeansigt, og den lange kjole slyngede sig om hendes krop.
Da hun blev talt til, drejdede hun dog hovedet og så på Lycidas med sine store, tårefyldte øjne. Og med ét var hun komplet distraheret.
“Åh, din kjole er bedårende!” Udbrød hun åndeløst, og glemte pludselig alt om sin bror. I stedet gik hun hen mod Lycidas med øjne der gik fra vemodige til at stråle af beundring på et splitsekund. “Du bliver simpelthen nødt til at fortælle mig hvilken skrædder der har lavet de broderier!”
Garius sukkede tungt. Satte sig igen ned i sin stol, og hældte mere af den stærke, gyldne væske op i sit glas. Hvilket mareridt..!

Lycidas smilede hjerteligt ved Alaines begejstring, hun havde været aldeles ulidelig i nærheden af Dorgon, men som hun var nu virkede hun som et ganske bedårende dukkebarn, fyldt med begejstring ved synet af en smuk kjole.
"Mange tak, det er en skrædder ved navn Centifolias, han er en nær ven af min moders familie." hun rettede sig igen let op i stolen så stoffet glattede sig ud omkring hendes talje "Jeg er sikker på at han vil blive beæret over en ordre fra Dem, han skal alligevel til Rétneck i forbindelse med brylluppet, jeg vil hellere end gerne sørge for at han har tid til en konsultation."
Hendes stemme var lys og livlig som hun talte til Alaine, men havde en bund af ro over sig som adskilte den noget fra Alaines utilbageholdte iver.

Alaine gispede begejstret.
“En skrædder fra udenfor for Rétneck?” Hun slog imponeret en hånd op for munden. Hun var tydeligvis utrolig fristet til at række ud og røre ved broderiet hun havde givet et kompliment, men hun lod være. “Hvor eksotisk! Ja, endelig, jeg ville elske at mødes med en kunstner så dygtig som Hr. Centifolias! Og de øreringe! Altså, frøken Cadfael, endelig en gæst i vores hjem der har sans for stil!”
Garius nød at drikke endnu et glas af den gyldne væske, mens de to kvinder kvidrede løs i baggrunden. Det var altid sådan han havde foretrukket at tilbringe sammenkomster alligevel.
Efter en del mere samtale mellem de to nye veninder, vendte Alaine sig dog mod sin bror igen. De store øjne var spændte, og lykkeligt tog hun sin brors ene hånd i sin.
“Åh, Garius, har du hørt det?” spurgte hun. Garius så på sin søster med bange anelser. Hvad var det nu der stod på? “Du er ikke den eneste der skal giftes! Mor har arrangeret det hele for mig. Åh, Garius, han er så utrolig charmerende! Kan du tro det? Nu bliver vi endelig alle sammen så utrolig lykkelige.”

En hjertelig klukkende latter undslap Lycidas ved den sidste bemærkning, hun var klar over at det næppe var møntet på Gerrana, men tanken om Gerranas ansigtsudtryk ved denne uskyldige med potentielt uheldige sætning var for fantastisk til at hun kunne holde den perlende latter tilbage.
Hun fik sig selv samlet efter hvad der ente med blot at være et kort øjebliks latter.
Som Alaine overgav Garius sin glædelige nyhed smilede Lycidas med oprigtig glæde, der havde altid været noget tragisk over den måde hun havde hængt over Dorgon, det at hun virkelig nu virkede lykkelig over en anden var på sin vis en stor lettelse.
"Hjerteligt tillykke! Hvis De ønsker det er jeg sikker på at hr. Centrifolias vil være mere en villig til at diskutere mulige kjoler til formålet..!"
Denne kommentar endte med en overraskende lang samtale om skræddere, brodderi, stoftyper og muigheden for at have påsyede perler og juveler på kjolerne.

Et par timer senere befandt Garius og Lycidas sig i Cadfael palæet, husets varme var en velkommen afløsning selv for Lycidas, Henzel familiens palæ virkede endnu mere køligt nu som Cadfael palæets varme og ro omsluttede dem.
Leandra var til te et andet sted i Bellus, siden nyheden om forlovelsen med General Henzel havde familiens matriark været fuldt beskæftiget med at sørge for at tilfredsstille adelens behov for at høre hvor glade hele familien var og hvilke tanker de dog gjorde sig om et så højprofileret bryllup for deres skønne datter. Falstaff sad i møder i militærdistriktet og brødrene var ligeledes ude af huset.
Da hun gik ind af døren til hendes eget værelsen drog hun et lettelsens suk og tog kappen af sig, lod den falde på gulvet som hun gik hen til et bord foran et af vinduerne og satte sig på en blød polstret stol mens hun tog sine øreringe af. Som hun lagde øreringende på bordet vendte hun sig om mod Garius og smilede træt.
"Alting taget i betragtning gik det rimeligt..!"

Garius kunne ikke engang beskrive med ord - uanset hvor ubehøvlet han tillod sig selv at være - hvor lettet han var over at dagen endelig var ovre. Han var tavst fuldt efter Lycidas hele vejen tilbage til hendes families palæ, og selv om hendes familie var søde, funklende stjerner i sammenligning med mostrene i hans egen slægt, var han glad for at det nu kun var de to.
“Det må være din spøg,” sukkede Garius træt, mens han fulgte efter Lycidas ind i værelset. Samme sekund han befandt sig i trygge omgivelser, gik det pludselig op for ham hvor umådelig træt han virkelig var. “Det var et komplet mareridt…”
Uden at tænke videre over om det var passende eller ej, lod han sig selv falde om på den bløde seng der stod i rummet, og sukkede dybt. Han lod sine arme falde dovent ud til hver sin side. Den snurrende fornemmelse af alkohol kildede helt ud i fingerspidserne på ham, og han måtte indrømme at han havde drukket en del mere, end hvad han måske havde burde. Men det havde trods alt været en nødssituation.
“Mind mig om,” mumlede han træt med en bitter brummen “at hoppe i blodhavet, inden jeg nogensinde går med til en familiesammenkomst igen.”

Hun så på ham med et smil som han faldt sammen på hendes seng med en selvfølge der gjorde hende overraskende varm om hjertet, de mange timer i familien Henzels hjem havde det været umuligt at røre ham, det havde føltes som hun var tvunget til at sidde milelangt væk fra ham.
Hun rakte roligt om på ryggen af sin kjole og knappede den roligt op, uden at gøre noget væsen af sig mens hun gjorde det, og trak den stille af sig og sparkede skoene af fødderne.
Det føltes som om den tunge, hadefulde stemning fra Henzel palæet sad i kjolen, men som hun nu var fri af kjolen kunne hun stadig mærke en grad af utilpashed.
Så god hun var til at filtrere hadet der var blevet slynget mod hende, var tanken om at hun bragte manden hun nu var kommet til at elske skam var svær helt at slippe.
Hun gik hen til sengen og satte på sengen sig ved siden af ham, hun lod fingrene glide blidt hen over hans kind som hun sad og så på ham. Det lange bløde hår faldt ned over skulderne og dækkede til dels det nu bare bryst.
"Det kunne jeg ikke drømme om at minde dig om" sagde hun som hun lade sig ned ved siden af ham på den store, bløde seng "Det ville betyde du hoppede i blodhavet ved vores bryllup, jeg har ikke gennemgået det her for at miste dig i dét øjeblik.."

Siden sin forfremmelse - lang tid før forfremmelsen, faktisk - havde Garius ikke haft et roligt øjeblik til noget så simpelt og fjollet som at sove. Kampen for at holde sig ved bevidsthed var utrolig hård. Den bløde dyne og den velkendte duft gjorde det ikke nemmere.
Da Lycidas satte sig på sengen, åbnede Garius besværet øjnene og drejede langsomt hovedet for at se på sin forlovede. Det gav nærmest et sæt i ham, da han opdagede at hun var afklædt, og et øjeblik var han lysvågen igen. Det varede dog ikke længe.
Da hun lagde sig ned til ham, lagde han en tryg arm om hende. Lagde eftertænksomt sit ansigt mod hendes hår, og trak vejret dybt ind. Overvejede om hun mon også kunne føle den snurrende fornemmelse gennem hans hud.
“Så smider vi dem i havet i stedet,” mumlede han træt mod hendes hår. Ordene blev trukket ud længere og længere, jo mere han fik sagt. “Hvis havet er blødt fordi træt og dufter godt…”
Den utroligt underlige sætning blev efterfulgt af en frustreret, brummende lyd, idet Garius indså at han sikkert ikke gav særlig meget mening. Han tog sig dog ikke af det. lukkede bare øjnene igen, og trak Lycidas en smule tættere ind til sig.

Ved følelsen af hans stærke, trygge arm mod hendes bare hud gav hun et veltilfredst suk fra sig, hun kunne svagt lugte alkohollen fra hans åndedræt , hun havde været urolig over om Garius ville være sværere at holde i ro efter at have drukket, men i sidste ende var det lykkedes med nogenlunde den mængde råben hun havde forudset.
Hun trak en af de mange dyner på sengen henover dem så de var fuldkomment omsluttet af bløde, varme overflader.
Hun grinede let ved hans sidste kommentar, men der var en klar sødme ved hendes latter. Den var kærlig og ikke hånende. Hun puttede sig tæt ind mod ham så hendes ansigt lå mod hans hals, følelsen af hans hud mod hendes var lige ved at få hende til at rykke tøjet af ham, men hun vidste han ville være for træt.
"Mmmm, det lyder ganske fornuftigt..!" sagde hun lavt og lod hænderne glide op af hans hals for at begrave dem i hans hår, kørte fingerspidserne i dovne cirkler "Tak min kære.." sagde hun endelig efter en lang pause "Jeg vidste ikke at du kunne lide min duft."
Det kunne lyde latterligt, men hun var oprigtigt overrasket, han havde aldrig kommenteret på hendes ydre som sådan, med undtagelse i Goblinen hvor han havde brokket sig over at hun viste for meget hud, men det talte næppe.
Hun rettede sig en smule op, hendes overkrop lå stadig tæt på ham, men hendes ansigt var frit som hun lå og så på ham, de mørke rander under hans øjne virkede nærmest sorte, hvornår havde han sidst sovet?
"De kommer først hjem sent" sagde hun som hun igen puttede hovedet ind under hans hage "Jeg skal nok vække dig inden de er her.."

“Mind mig om rapporterne jeg skal underskrive og give videre…” mumlede Garius træt, mere sovende end vågen. “Og mit møde med alkymisterne i morgen. Og hvad end det var den idiot til Garth ville have mig til. Og planlægningen af angrebet på Post Saran. Og…”
Besværligt sparkede den unge general sine sko af, og trak sine lange ben op i sengen også. Vendte sig en smule og lagde den anden arm om Lycidas også. Hans ansigt forsvandt ind i hendes bløde hår idet han endelig holdt op med at liste den enorme mængde af opgaver han sad med. Hvordan havde hun aldrig opdaget af han altid var komplet opslugt af hendes duft? Den dyre vest skar irriterende ind i hans skuldre, men han var for doven til at gøre noget ved det.
Til en start havde Garius troet at der var meget mere at gøre end sædvanligt, fordi han først lige havde overtaget posten, men ifølge Garth, blev arbejdet aldrig mindre. Bare at finde tid til dette familie-pjat havde skåret hans mængde af søvn ned til det halve for en hel uge. Hvordan i alOrbis havde Dorgon altid været så fuld af overskud?
“Lad os blive gift snart,” mumlede Garius træt mod Lycidas hår, idet han faldt i nådesløs søvn. Det havde ikke taget mange sekunder efter hun gav ham tilbudet. “Jeg vil meget hellere vågne sammen med dig…”

Hun smilede ved den lange liste af opgaver, det var et besynderligt vindue ind i deres fremtid, men det passede hende udemærket. Hun var ikke en kvinde der trivedes med at sidde med hænderne i skødet, og det ville der bestemt heller ikke være tid til som generalens hustru..hun så frem til det.
Som begge af Garius' stærke arme lå rundt om hende og hans ansigt begravede sig i hendes hår gav hun en lav, veltilfreds lyd fra sig og puttede sig ind mod ham. Hun lod hænderne åbne den smukke vest Garius havde på, den var unægteligt en fryd for øjet, men den var ikke videre behagelig at ligge op af. Med lidt besvær fik hun den krænget af den søvndrukne og lettere fulde Garius, før hun igen puttede sin spinkle nøgne krop ind mod ham igen.
Da han nævnte sit ønske om snart at blive gift kunne hun mærke hjertet begynde at hamre i brystet på hende, på trods af hvor oprigtigt han havde bedt om hende hånd virkede det stadig surrealistisk i hvor høj grad han ønskede at hun blev hans.
Hun pressede sine varme læber mod hans hals som han faldt i en dyb søvn med armene rundt om hende.
"Bare rolig.." mumlede hun som hende øjne begyndte at lyse af vilje "Jeg er allerede igang med forberedelserne, det falder snart på plads."
Som hun lå op af sin sovende forlovede begyndte de forskellige brikker at falde på deres pladser.
Hun kendte adelen til hudløshed, hun vidste hvilken forestilling der skulle til for at få alle til at bøje sig i støvet og hun havde ingen intentioner om at stille sig tilfreds med mindre.
Hans udnævnelse som general havde været hans genfødsel for folket, og var ikke noget adelen havde bestemt heller ikke siddet det overhørig, men der var stadig de der ikke var overbeviste. De der stadig så ham som en mand der aldrig ville være en rigtig adelig igen.
Brylluppet ville blive hans genfødsel for adelen, der ikke ville lade nogen tvivl være tilbage.

[out]