Et simpelt ærinde der pludselig blev mere interessant

Lycidas kunne ikke lade være med at grine af Dorgons kommentar "Soldat? Muligvis, Wilde siger altid at det burde have været mig, og ikke ham, der blev soldat efter Corvedal." hun lænede sig mod en af de store træ stolper i rummet, så hendes skuldre var mod stolpen og hendes ryg kurvede væk fra den. Dette resulterede i, at hendes spinkle hofter blev fremhævet
"Sådan noget lærer en adelsfrøken når hendes fader er en oberst" sagde hun med et drilskt smil "han har altid trænet mine brødre, han så ingen årsag til ikke at træne mig. Det startede da jeg var 5, jeg har haft mine brødre som sparringspartnere. Der er høje mure omkring hele huset og de ansatte underskriver automatisk en tavshederklæring når de ansættes, jeg tvivler på at de har lyst til at opleve konsekvensen af at bryde den."
Hendes åndedrag var blevet mere normalt, nu hvor hun havde fået en pause fra træningen. Hun lod blikket hvile på Dorgon, det var en lettelse at se ham være nærmere det selv hun kendte, og dog. Tidligere ville han ikke have været afslappet i hendes nærvær, ikke på samme måde, hun smilede ved tanken.

"Jeg ville lyve hvis jeg påstod at jeg ikke er imponeret," sagde han med en anerkendende mine. Kort efter blev hans ansigt dog seriøst og måske endda en smule drilsk. "Det så ud til at De har en ret god form og man skulle ikke tro at De har lært sådanne ting uden direkte millitærtræning. Deres teknik virker fin..." Han smilede udfordrende til hende. "For en adelsfrøken."
Det var noget absurt noget at sige i sig selv. De fleste adelskvinder ville sikkert ikke kunne løfte en hårbørste uden at få sved på panden. At kvinden foran ham havde flippen en soldat om på ryggen var måske endda mere end mange af de nye rekrutter ville kunne prestere, især taget i betragtning at Lycidas' modstander sikkert havde været dobbelt hendes vægt.
Han smilede skævt til hende med et glimt i øjet. "Jeg ville ikke have noget imod at studere Deres teknik nærmere engang i fremtiden."

Lycidas løftede det ene øjenbryn og gengældte det udfordrende smil som reaktion på kommentaren "for en adelsfrøken"- Dorgon tog grueligt fejl hvis han troede at han ville komme uskadet fra den kommentar.
Hun gik med sikre skridt hen til ham, og stoppede først da hun stod helt tæt på generalen, der virkede som en kæmpe i forhold til hendes egen spinkle og lave krop. Dette resulterede dog ikke i mindsket kampgejst, hun satte hænderne i siden og så op på den umådeligt bredskuldrede general med et legesygt smil på læberne "I fremtiden? Er det et udtryk for at den store stærke general frygter en ung adelsfrøken? Eller tror du bare ikke at jeg kan klare det? Tror du at jeg vil bukke under og gå i tusind stykker bare du røre ved mig, som en anden porcelænsdukke?"
Hun talte om træning, om kamp, men for et øjeblik kunne det lyde som om det var en hel anden udfordring, en helt anden type fysisk kontakt, den unge Lycidas talte om.

Dorgon kunne ikke lade være med fortsat at spille med på legen. Det var ikke ofte han fik mulighed for at spøge rundt.
"Jeg er kun bekymret for Deres egen sikkerhed, frøken," sagde han med en overdrævet høflig mine, men svarede dermed på hendes spørgsmål. Troede hun at hun kunne klare det? "Jeg skulle jo nødig lægge for voldsom en hånd på Dem."
Et øjeblik kunne han ikke lade være med blot at stå der og nyde Lycidas nærvær. Han var altid overrasket over hvor små adelens kvinder var. Men han kunne ikke ignorere realiteten af at han allerede havde brudt utallige regler, at tale som han gjorde. Og så endda i familiens eget hjem. Og alligevel kunne han ikke få sig selv til at rive sig løs fra situationen. Så hellere se hvordan Lycidas reagerede.

Hun smilede bredt ved hans ord, og lyset spillede i de dybgrønne øjne. Hun stillede sig på tæer, der i realiteten gjorde meget lidt, da hendes fødder var små, men det bragte alligevel hendes ansigt tættere hans. Hun havde hænderne bag ryggen, hvilende mod hendes lend mens hun balancerede på hendes tæer.
"Åh men general, hvad nu hvis det er dét der er behov for?" hendes stemme var lav, men legende lys "ellers kunne jeg jo komme til at blive for sikker på mig selv, når jeg ellers så ubesværet kan slå mænd i gulvet."

hendes åndedrat var i ro, men svedperler løb dog stadig i ny og næ ned af hendes hals, og videre ned af hendes bryst for at forsvinde ned under stoffet på hendes bluse. Den lyse hud var nu tættere på dens normale farve, men der var stadig let lyserøde plamager omkring hendes hals.

"Og du antager blot at jeg falder i samme kategori som alle de andre mænd?" Sagde han lavt, følte sig mere tilpads med at Lycidas var så tæt på ham end han ville indrømme.
Han havde lagt den formelle tiltaleform fra sig. Hvis nogen havde været i hørevidde af de to var der absolut ingen tvivl om at de allerede kendte hinanden på et dybere plan end som så. Der var stadig den samme søde duft af vanilie over Lycidas, selv nu.
"Så hvad foreslår du at vi gør ved dette dilemma?" spurgte han med et smil. "Hvordan trækker jeg mig selv ud af denne ubehagelige kategori?"

Med en hurtig bevægelse greb hun fat i Dorgons uniformsjakke, og trak Dorgon ned mod sig, så hans ansigt var tæt på hendes. Han var så tæt på hende, at han kunne se hvor overraskende lange hendes øjenvipper var og hvordan små, bløde hår omkransede hendes hårlinje nu da hendes hår var trukket tilbage i en fletning. I et øjeblik var hendes ansigtsudtryk alvorligt, de havde sovet i samme seng men hans ansigt havde aldrig været så tæt på hendes, men så spredte sig et drilskt smil sig på hendes læber.
"Der er vidst kun én løsning; du bliver nød til at vise mig, at du kan vinde over mig, at du ikke bare ender på gulvet...udmattet under mig."

Et øjeblik sagde Dorgon ikke noget. Han lod sig bare trækkes ind mod hende og så tilbage ind i de overraskende store øjne.
"Jeg tager imod Deres udfordring, frøken." sagde han endelig, lagde let sine hænder over Lycidas' som stadig hvilede på jakken, inden han trak det stive stof af sine skuldre. Uniformen var funktionel og tjente ham altid godt, men den var umulig at bevæge sig i og fyldt med mindre metal-dele der ikke var sig egnet til andet end udseende.
Doven - håndende, kunne man vel næsten sige - lagde han jakken og de tunge handsker fra sig, og vendte sig over imod hende igen. Stadig ikke helt sikker på om Lycidas mente hvad hun havde sagt alvorligt rakte han let armene ud fra hver side som invitation til at gøre hendes bedste.

Imens Dorgon havde smidt Jakken havde hun stillet sig fladt sig solidt på fødderne, hun stod med let spredte ben og armene ned langs hendes sider. Hun bukkede idet han rakte armen let ud, dette var både en klassisk måde at vise respekt for sin modstander, og en meget atypisk opførsel for en ung adelsfrøken.
Hun rettede sig op og så på Dorgon med et roligt smil, hun mente hvad hun sagde, men afventede spændt hvordan det ville ende. Dorgon var ikke som andre mænd, han var uden tvivl dygtigere og stærkere end hende selv, men hun havde absolut ingen intentioner om at gøre det nemt for ham, at få hende i gulvet.
"Venter du på en invitation?" sagde hun udfordrende, med et skævt smil.

Ved Lycidas' buk kunne Dorgon ikke lade være med at løfte et øjenbryn. Det var sjældent at man så så gode manerer - især i de kredse han færdedes i. For en god ordens skyld bukkede han igen.
Han målede hende undresøgende med øjnene, gav hende en sidste mulighed for at grine højlydt af ham, fordi han var gået med på legen så længe som han var. Men der var ingen latter.
I stedet for at svare på Lycidas spørgsmål tog han blot et hurtigt skridt fremad, mens han bukkede sig let, så hans skuldre var rettet mod hendes mellemgulv. Det var en forholdsvis langsom bevægelse i forhold til hvad man kunne have forventet, men han havde stadig en idé om at han bare kunne gribe let fat i hende, og at det så ville være dét. Hun kunne da umuligt mene alt dette seriøst?

Idet han tog et skridt frem bevægede hun sig næsten ikke, hun lod sin venstre fod glide let bagud, men ellers stod hun stille med musklerne spændte - klar til at flytte sig. Da Dorgon bukkede sig gjorde hun tilgengæld; hun flyttede vægten til sit venstre ben, gled bagud og snuttede rundt i en bue så hun nu stod til Dorgons venstre.
Gilvbrædderne var her ligesom i huset polerede, hvilket hun udnyttede til sin fordel; det at hun kunne glide en smule, gjorde at hun hurtigere kunne flytte sig.

Dorgon smilede let for sig selv. Lycidas legede altså ikke kun rundt..! Og hun var hurtig på fødderne.
Et lavt grin unslap Dorgons læber da det gik op for ham hvilken situation han befandt sig i. Han trak dybt vejret ind, inden han drejede sig og så på Lycidas igen med de stålgrå øjne.
Endnu engang gjorde Dorgon udfald mod sin modstander, denne gang ekstremt meget hurtigere. Han rakte et ben ud, forsøgte at få det hæktet bag Lycidas' ene knæ, så han kunne trække til, og vælte hende ud af balance.

Hun mærkede Dorgons ben bag hendes knæ, og kunne mærke hvordan det flyttede hendes balancepunkt. Hun brugte sit andet ben til at støde sig selv fremad, så hun fik fat i Dorgons ene skulder. Hun lagde nu sin vægt over på hans skulder, og trak sin krop fremad, op på hans skulder i en glidende bevægelse. Da hendes talje var på hans skulder, greb hun - bag hans hoved - fat i den anden skulder og fik sig i en position, hvor hendes knæ hvilede mod den ene skulder, mens hun hvilede sine arme på hver sin side af hans anden skulder.
Dette resulterede i, at hendes hofte og ribben stødte mod hans skulderblade.

Selv om Dorgon havde konstateret at Lycidas var hurtig, var han ikke på nogen måde forudset hvordan hun nu kravlede rundt på ham.
Han kunne sagtens forestille sig hvordan dette kunne vælte end del folk ud af balance - og han måtte dog også indrømme at det ikke var voldsomt behageligt for hans skuldre - men i modsætning til andre mænd havde Dorgon en god vægt og han havde styrken til at blive stående på sine ben.
Siden Lycidas hvilede på hans skuldre, rakte han armene op og bagover, bevægede forhåbentligt sin overkrop så meget at hun ikke ville kunne holde fast. Han forsøgte at få fat om hendes liv med sine hænder så han kunne løfte hende derhen hvor han ville have hende igen, selv om han nu efterhånden var overbevist om at hun ikke var så let at få et fast greb om.

Dorgons bevægelse og forsøg på at få fat om hendes liv gjorde det umuligt at blive hvor hun var, og hun begyndte at lade sine ben glide ned af hans ryg, for at komme ned på gulvet, hvor hun igen ville kunne bevæge sig mere frit.
Dette lykkedes dog ikke helt, idet hun fik sine knæ over Dorgons skulder, var det nødvendigt at løfte overkroppen længere op, hvilket betød at lige som hendes ben bar over hans skulder og på vej mod gulvet, kunne hun mærke et fast greb om sin talje.
Hun forbandede at hun ikke bare var gledet ned foran ham, istedet for at gå i den retning, han forventede.

Lige så snart Dorgon havde fat om hendes talje, var det langt næmmre at holde styr på situationen. Hun vejede ingenting, og det tog ikke den store kraftanstrengelse at flippe hende hen over hans hoved og lægge hende ned på gulvet under ham. Stadig med hænderne i et sollidt greb om hver side af hendes talje, kun mildt distraheret af hvor smal hun var, satte han sig nu hen over hende. Det halvlange mørke hår faldt om hans ansigt, som han så på hende med et bedrevidende smil.
"Se hvem der endte med at ligge under hvem."

Hvor irriteret hun end var, smilte hun alligevel drillesygt til ham "hvorfor har jeg denne stærke fornemmelse af, at det ikke er første gang du sige den sætning general?" Hun strakte sine arme over hovedet som on hun havde overgivet sig, men begyndte så at vride sig frem og tilbage imellem hans hænder. Det glatte silkestof skjorten var lavet af, gjorde at det var sværere at holde fast på hende når hun vred sig, men det var næppe nok. Dorgon havde et fast grev, en hel del fastere end de fleste mænd hun havde været i lignende positioner med.

Det eneste Dorgon kunne gøre ved den første kommentar var at give et grin fra sig.
Da Lycidas begyndte at vride sig frem og tilbage, og han mærkede sit greb løsne sig, gjorde han hvad der instinktivt faldt ham logisk. Han var for seriøst trænet til at tænke en ekstra gang over det:
Bestemt gik han fra at side på hug ved hende, til at sætte sig med et knæ på hver side af hendes lår. Nu lagde han sig længere ind over hende of placerede sin underarm på tværs hen over det øverste af hendes bryst og skuldre. Det virkede næsten absurd med størrelsesforskellen, sådan som hun næsten forsvandt under ham. Hvis hun kunne vride sig ud af dette greb ville han i sandhed være imponeret..!
Han ville havde sagt noget vittigt, men fandt sig self uden ord. Det blev blot til endnu et smil.

Hun så op på ham med et smil, hvilket kunne antyde at hun havde givet op, men glimtet i hendes øjne antydede noget andet. Hun var på dette tidspunkt godt klar over at hun næppe ville kunne få Dorgon ned at ligge, men hun havde et princip om ikke bare at blive liggende og gøre ingenting.
Sveden på hendes ryg, de polerede gulvbrædder og det glattesilkestof, gjorde det muligt for hende at glide fremad på gulvbrædderne så hendes overkrop var fri, og Dorgons underarm var nu over hendes lår. Dorgons underarm var næsten bredere end hendes lår, hvilket fik hende til at smågrine. Han lignede en kæmpe der prøvede at fange en mus.

"Er jeg virkelig så forfærdelig?" spurgte han med et smil, "at du stadig forsøger at slippe væk."
Han placerede sine ben ordentligt igen, så han var sikker på hun ikke stak af lige med det første, og denne gang satte han i stedet sine hænder i gulvet ved hver side af Lycidas' hoved. Han gjorde sig stadig umage for ikke at stirre på stoffet der strakte sig over hendes overkrop.
"Og her havde jeg ellers håbet at du havde planlagt at vi ville ende sådan her."

Ved Dorgons kommentar grinte hun højlydt, så hendes spinkle krop bevægede sig i små næsten umærkelige ryk. Det eneste tegn på bevægelsen, var hvordan hendes skjorte gled frem og tilbage over hendes overkrop.
Hun lagde hovedet på skrå, og så op på Dorgon "En Cadfael går aldrig ind i en slåskamp med intentionen om at tabe Dorgon..!" Der spredte sig et smil på hendes læber, og spillet i hendes øjne fik en sensuel undertone "Men når det nu endelig skal være, er jeg glad for at det er dig der har fået mig i gulvet.."
Når hendes hoved lå på skrå stødte hendes pande mod Dorgons ene hånd, i denne position virkede størrelsesforskellen mellem de to endnu større. Hans brede skulde virkede næsten til at have samme bredde som en dør, hans hånd var næsten lige så stor som hendes ansigt.
Hendes kropsprog indikerede at hun ikke længere forsøgte at vinde, hun vred sig ikke længere under ham men lå stille mellem hans arme og ben og fik vejret, hvilket fik hendes brystkasse til at stige op og ned først hurtigt, så gradvist langsommere.

Et langt øjeplik sagde Dorgon ikke noget. Han stirrede blot Lycidas ind i øjnene med et næsten søvnigt udtryk. Det var ikke til at sige hvad der gik igennem hans hoved, men der var noget ved situationen - hvor uvandt og upassende den end måtte være - der lod til at afslappe generalen.
Endelig lod han dog til at vågne op, og hans læber vendte sig i et smil. Ganske tilfreds med det kompliment hun havde givet ham.
"Så betyder det at jeg har vundet?"

Hun smilede flabet og trak på skuldrende "Du har vundet slaget, ikke krigen." hun lagde vægten på sin underarme så hendes overkrop blev hævet, og hendes ansigt var tæt på Dorgons. Håret, der normalt var urealistisk fri for uregerlige totter, var nu mere rodet, små krøllede totter kunne ses rundt om hendes ansigt.
"Hvor længe planlægger du at holde mig i denne position Dorgon?" spurgte hun med det samme flabede smil som tidligere "fornemmer jeg ligefrem bagtanker?"

"Det lyder nærmest som ønsketænkning," sagde han med et smil. Det gik dog op for ham hvor upassende det der foregik i den grad var, og han satte sig op på knæ.
Sikkert kom han på benene igen og rakte ned mod Lycidas for at give hende en venskabelig hånd med at komme op at stå.
"Lad mig endelig vide hvis du vil have revanche engang i fremtiden, frøken."

Da Lycidas så Dorgons udstrakte hånd smilede hun og rystede let på hovedet. Hun bukkede benene så hendes fødder var solidt plantet på gulvet, brugte sine arme til at støde sin overkrop frem så den var presset mod hendes knæ, og rejste sig uden at gribe Dorgons hånd - det gik overraskende hurtigt og glidende.
"Jeg sætter pris på Deres gestus General, men jeg er slet ikke så skrøbelig som jeg ser ud." Sagde hun med et smil og trykkede hans hånd "tak for kampen, jeg ser frem til min revanche."