Dorgon trådte ud forbi sin værtinde. Den friske luft ramte ligeledes ham, og efter den ophedet situation de to lige var gået igennem var det overordentligt rart at føle vinden på hans ansigt og i hans hår.
Med et roligt ansigtsudtryg vendte han sig rundt mod Lycidas igen, mens hun stadig stod i døråbningen. Håret blev let løftet rundt af vinden og indrammede de lettere røde kinder. Uden et ord bukkede han sig, tog hendes hånd, kyssede let hendes håndryg, smilede varmt til hende og begyndte roligt at gå, stadig med uniformsfrakken hængt over den ene arm. Med alt det der var sket mellem de to var der vist ikke meget mere at sige. Han havde allerede sagt og gjort alt for meget.
Han måtte endda indrømme at han ikke følte helt så meget skam over det som han nok burde. Forhåbentligt var det ikke det sidste han så til Lycidas Cadfael.
[out]