Når ting pludselig ikke længere er som de plejede

Aldrig havde Enérgia akademiets biblioteket været så fuldt af folk. Overalt sad forskellige magikerelever i dyb stilhed og stirrede alvorligt ned i deres bøger. Og selv om det aldrig havde været så fuldt, havde det heller aldrig været så stille. Hvis man lavede blot den mindste lyd, som at slæbe fødderne en smule, eller at bladre lidt for højlydt i sin bog, havde man straks et helt rums vrede blikke til at brænde sig i nakken. Derfor gjorde alle sig umage om, at være så lydløse som muligt. Det var næsten uudholdeligt.
Xhimi, der var alt for nervøs for, at komme til at forstyrre folk, og som ikke kunne få øje på nogen som helst siddepladser, hvor hun ikke ville være omgivet af sine medstuderende, havde for længst opgivet at sætte sig i biblioteket. Hende og den stak bøger hun havde fundet sig, gik nu i stedet forvirret rundt på akademiet i håbet om at finde et ordentligt sted at læse. Indtil videre havde hendes jagt været nyttesløs. Både fordi, at hun egentligt aldrig havde lært akademiet særligt godt at kende, men også fordi at det var lidt svært at finde noget, når man rendte rundt med en stak bøger, der nåede højere op, end til ens øjne.

På et tilfældigt trin på trappen ned til grundplanet sad en lærling i skræderstilling. Hans tøj var komplet dækket i jord og det dryppede med vand som det havde samlet op fra regnen udenfor. Det nødebrune hår dryppede vand ned i det let smilende ansigt. Det var Ramdon, en af akademiets underfundige jordmagikere. Alle vidste at den type havde det med at opføre sig en del sært.
Han var højest sandsynligt kun gået indenfor for at fortsætte sin meditation fordi han var begyndt at synke for meget ned i mudderet ude i rosenhaven.
"Hej Xhimi" sagde han venligt og åbnede det ene øje da eleven med de mange bøger gik forbi trappen. "Mmmhvordan går det? Er du ved at stjæle hele biblioteket?"

Xhimi så sig om, da nogen nævnte hendes navn, og fik øje på den regn tilsølede magiker. Hun var ærligt talt ikke helt sikker på, hvem han var, da hun aldrig rigtigt havde været blandt de mest sociale elvere. Men han vidste åbenbart hvem hun var, så hun nikkede med at smil svar.
Hun forsøgte virkeligt at komme i tanke om den andens navn, men uden held.
”Ikke hele biblioteket,” sagde hun derfor blot lidt akavet.
Hun så sig omkring, og da hun indså at hun nok ikke ville finde nogen bedre steder at være udenfor biblioteket, lod hun sig dumpe ned på trappen ved siden af sin medstuderende. Bøgerne satte hun imellem dem, efter at have udvalgt en af dem, som hun ville starte med.
”Mediterer du?” spurgte hun høfligt, da hun regnede med at det nok var derfor han havde siddet midt på trappen med lukkede øjne.

"Mmmhm," sagde lærlingen med sine langtrukne ord. "Selv om jeg totalt meget hellere ville sidde udenfor." Han havde stadig det ene øje lukket, som om han ville snyde folk til at tro at han stadig var koncentreret. "Men det ved duuh jo alt om, ven, siden vi har naturens velsignelse til fælles og deeeth."
Umiddelbart lod det ikke til at Ramdon havde den ringeste anelse om at Xhimi ikke vidste hvem han var. Han gjorde det sig bare behageligt, som om de havde kendt hinanden i årtier.
Området omkring trappen var højest sandsynligt det mest affolkede sted på akademiet. En ting der nok skyldtes at Ramdon havde trukket vand og jord hele vejen op ad trinnene. Med øvede bevægelser lavede han en serie håndbevægelser med sine svært indbundne hænder som afslutning på sin meditation. Et par af hans fingre lod til at side en smule skævt.
Med en magelig bevægelse og et træt suk strakte han sig.

At de havde ’naturens velsignelse til fælles’ betød vel, at han også var jordmagiker. Så for nu regnede Xhimi med at det var nok at vide om ham, og andre ting, så som hans navn, måtte hun vel finde ud af hen ad vejen.
”jeg har faktisk ikke været udenfor særligt meget her for tiden,” sagde hun blot for at sige noget, ”Ikke ud over i de lektioner, der er blevet afholdt derude.”
Hun nød den afslappede stilhed der herskede over de affolkede trapper. Her var ikke som på biblioteket, hvor den anstrengte tavshed havde grebet alle. Eller som på resten af skolen, hvor alle var blevet mindst ligeså alvorlige som der.

For første gang under hele samtalen lod Ramdon til at vågne ordentligt op.
"Wau, du har ikke været udenfor?" Han så på Xhimi med så store øjne som de trætte øjenlåg kunne formå. "Duuh, hvis ikke jeg får jord under neglene mindst to gange om dagen så går jeg til, man..!"
Det var åbenbart så meget hans energi rakte til, for nu genfandt øjenlågene sin hjemlige, tunge position.
"Jaah, men det er vel hvad de nye undervisningsregler betyder... Der er ikke lige så meget tid til duften af græs og blomsterne og bierne og honning og alt det dér."
Et øjeblik så han mere seriøst på pigen foran sig, som om han var en smule bekymret.
"Kan du følge med den nye hverdag, Xhimi?"

Xhime trak på skuldrende. ”Jeg prøver i hvert fald,” var hendes svar. ”Alting har virkeligt ændret sig, har det ikke?”
Hun tænkte på alt det der gennem det seneste år var sket på akademiet. Alvoren der havde lagt sig over stedet og dets elever. Alle de søvnløse nætter man måtte bruge men ansigtet gemt væk i bøger for bare nogenlunde at kunne følge med i den krævende undervisning. For ikke at tale om alle de elever, der rendte rundt med de indbundne hænder. Hun havde hørt folk tale om, hvad der egentligt skete med dem. Bare tanken fik hende til at knytte sine hænder i afsky og frygt for at det også skulle ske for hende.

"Årh, du har ingen anelse, min pandehårede ven..!" sukkede den lidt ældre elev. Der var noget opgivende og håbefuldt i hans stemme og ansigt på samme tid. Hvad end han mente med denne kommentar var ikke til at vide.
Der var en kort pause hvor det kunne se ud som om Ramdon var ved at falde i søvn dér midt på trappen midt i sin vandpyt. Han gjorde i hvert fald et voldsomt løft med hovedet inden han igen så på Xhimi og talte videre.
"Men hvaah, du har været her længe efterhånden her duh ikke? Har du tænkt på at tage prøven til næste niveauuuh?" Han kløede sig mageligt i det lange hår. "Jeg mener; hvis du alligevel har studeret nok til deeh. Du bliver nødt til at ære naturens kode, man, og gøre træernes stjerner stolte min søster."

”Måske,” svarede hun med endnu et skuldertræk, ”men for at være ærlig ved jeg ikke om jeg ville kunne følge med på 2. niveau. Bare 1. niveau er blevet hårdt nok.” Hendes tanker lå på de nogle af de 2.niveaus elever hun havde set gå rundt på akademiet som omvandrende lig. Med dybe mørke rander under øjnene og fjerne blikke.
”Undskyld, men hvilket niveau ligger du egentligt på?” Spurgte hun i håb om at finde ud af bare lidt mere om ham.
Det var faktisk ret rart at være i nærheden af en så afslappet person. Det betød at man heller ikke selv behøvede at være særligt formel eller nervøs for, om man nu også overholdt alle de mange høflighedens regler.

"Niveauet efter det første og før dét der ikke eksistere," rablede han mens han satte hænderne i ryggen og rettede sig ordentligt op igen. Han blev pludselig en del højere nu hvor hans hoved ikke hang nede mellem skuldrene på ham længere.
Sandheden var at han lå på andet niveau plus en smule. Men det var der ingen grund til at nævne højt.
"Og ja, jeg følger dig totalt, lillesøster," sagde han og rettede sig op med trætte bevægelser. Vandet dryppede af ham og begyndte straks at løbe ned ad trappens trin. Nogle elever der gik forbi foden af den skævede utilfreds til ham. "Bare tanken om at være én af de første der når til tredie niveau giver mig lyst til at sove. Jeg mener; det er jo dét mesteren officielt er på. Og vi har allesammen set hvor meget fritid han har..! Ikke noget overhovedet, nahej. Så ville jeg ikke engang have tid til at få løv i håret."
Han vendte sig helt mod Xhimi. De havde cirka den samme højde nu hvor han stod et par trin neden for hende. tænksomt løftede han et øjenbryn og pegede på hende.
"Ej, duuh, du har ikke fået nogen til at gøre tingen med dine hænder endnu?"

”Ikke eksisterer …” Mumlede Xhime forvirret og lærte ikke meget af det han sagde. Man var vidst lige nød til at vænne sig til hans måde at tale på. Det var hun i hvert fald.
”Nej!” udbrød Xhimi højt og sprang forskrækket op, da han begyndte at tale om hænder. De nu stramt knyttede hænder blev hurtigt gemt om på ryggen. ”Eller, eh,” sagde hun og fortsatte nu i et mere roligt og høfligt tonefald. ”nej, det har jeg ikke endnu.” Hendes ansigt havde nu taget nogenlunde samme farve, som den skolekåbe hun gik med.

Ramdon gav et mindre overrasket sæt ved Xhimis pludselige udbrud. Eller... Han gav et overrasket sæt omkring tre sekunder efter. Hans hoved skulle lige bearbejde lyden først.
"Nej, nej, duuh," begyndte han straks at sige med et beroligende smil. "Der er ingenting at være bange for. Hvis man gør det rigtigt behøver det faktisk ikke engang at gøre ondt, jeg mener det totalt: Man kan ikke mærke noget overhovedet!"
En tænksom mine faldt over hans ansigt. "I hvert fald ikke efter man har indtaget -..." sætningen blev til en uforstående mumlen.
"Men i hvert fald," sagde han og vendte nu blikket direkte mod Xhimi igen. "Skal jeg ikke hjælpe dig med de deeerh bøger du har med. Der er jo, ligesom, tusind af dem. Hvor var du påh vej hen?"

”Jo tak,” sagde Xhimi med et smil. Glad for at emnet bevægede sig væk fra alt hvad der indgik hænder.
Hun rakte Ramdon halvdelen af stakken med bøger, og tog selv den anden halvdel.
”Jeg var egentlig ikke rigtig på vej nogen. steder hen,” svarede hun og forklarede, ”jeg ledte bare efter et sted at læse.” den mission var bestemt ikke lykkedes hende. Hun havde godt nok fundet et sted at være, men hun havde endnu ikke fået læst et eneste ord.
”Undskyld, men hvad var det du sagde før?” spurgte hun så pludseligt med et høfligt tonefald. ”Jeg fangede det ikke helt. En metode til at håndtingen ikke skal gøre ondt?” Hun var oprigtigt interesseret. De seneste par måneder havde hun brugt en kæmpe portion af sin tid på at frygte for den dag at det blev hendes tur til at få sine hænder ordnet. Alt hvad der blot ville kunne mindske smerten ved det en smule, lå i hendes interesse.

Ramdon - der tilsyneladende ikke syntes at hans bunke af bøger var stor nok i forhold til Ximis - var begyndt at læsse flere af eksemplarerne fra hendes favn over i hans egen. Men ved hendes ord stoppede han op med en hemmelighedsfuld mine. Overdramatisk så han sig omkring for at sikre sig at der ikke var andre i nærheden, inden han lænede sig ned mod hende.
"Kan jeg stole på dig, søster af det grønne?" Spurgte han, stadig skævende til højre og venstre. "Hvis jeg kan, så lad os få de hér bøger af vejen."
Han smilede drengede til hende.
"Jeg har totalt noget at vise dig. Jordmagikernes vildeste hemmelighed."

Lettere foruroliget ved den ændrede stemning, men stadig drevet af nysgerrighed nikkede Xhimi langsomt. ”Jo, ja” Svarede hun halvforvirret men ærligt. Jordmagikernes hemmelighed?
Hendes tanker fløj omkring hvad det mon kunne være Ramdon snakkede om. Hun rystede dem af sig. Hun ville nok alligevel snart finde ud af det.
Efter et øjebliks tøven, hvor hun forsøgte at komme i tanke om, hvad det nu end var hun skulle gøre, begyndte hun at gå op mod biblioteket, for at stille bøgerne væk. Hun regnede bestemt at det var hvad hendes medstuderende havde ment med at få bøgerne af vejen.

Ramdon hjalp Xhimi af med bøgerne. Tanken om hvadend der skulle ske havde åbenbart fået en smule liv i ham, hvilket var et specielt syn i sig selv. De lærlinge der havde set Xhimi forlade biblioteket skævede nu undrende til hende da hun satte dem tilbage.
"Læse, læse, læsøh," mumlede Ramdon mens han så rundt på alle eleverne. Bare tanken om så mange sider på én gang gjorde ham åbenbart ubehageligt tilpas.
"Smukt," den sidste bog blev sat på plads, "kom med mig, duuh."
Han smilede hemmelighedsfulgt til Xhimi. "Det er bare nede ad gangen og et par gange til højre og så er der det beehdste i dit liv, sådan virkelig."
Dovent, men muntert, tog han endda Xhimi i hånden idet han begyndte at gå.

Xhimi, der ikke var helt sikker på, hvad hun nu skulle gøre med sin hånd, valgte bare forvirret at følge med mens hun blev trukket hen ad gangen.
Da de endelig stoppede ved en dør, var Xhimi ved at gå til af nysgerrighed. De spændte grønne øjne var næsten dobbelt så store som normalt.
”Så, hvad er det egentligt?” Spurgte hun.

Ramdon satte sig hemmelighedsfuldt ned på knæ for foden af døren mens han begyndte at rode i en af lommerne i hans kåbe.
Ved Xhimis spørgsmål drejede han hovedet og så på hende med et bredt smil og lys i øjnene.
"Det er et stykke af kosmos, søster."
Endelig fandt han hvad han ledte efter: En fin sølvklædt nøgle.
"Inden lærene blev frataget deres kontorer, så var det hér mit," sagde han mens han så sig omkring for folk der ikke skule se hvad de lavede, og stak nøglen i døren. "Det var totalt min hule midt i en vild skov, duuh, mit fredssted ud over det friske græs, duuh ved. Magiens mester har aktivt overset at jeg har nøglen fordi... ting jeg ikke kan fortælle dig. Undskyld, duuh."
Døren svang op, og et værelse der lignede Aridóris kontor kom til syne. Med den forskel at det var langt, langt mindre og slet ikke lige så overdådigt. Uden udsmykningerne på væggene og det latterligt store vindue.
"Skynd dig, skynd dig, inden nogen ser dig, ven."

Xhimi så overrasket på Ramdon. Var han en lærer? Hun kunne ikke rigtigt spørge, eftersom hun endnu ikke havde indrømmet at hun ikke engang vidste, hvad hans navn var. Derfor måtte hun bare gå med den tanke, at det var han vel, hvis han havde haft et kontor her.
Hun kunne virkelig ikke helt lade være med at skæve halvt mistroisk mod ham, men tog sig selv i det. Hvis han virkeligt var en lærer, så kunne der vel ikke være noget særligt galt med ham. Ikke hvis mester Nihr’kahl havde ansat og oplært ham.
Efter hurtigt at have set sig omkring, overvejet, og ladet sin nysgerrighed beslutte for sig, gjorde hun som foreslået og gik forvirret ind på kontoret hvor hun så sig omkring og undrede sig over, hvad i alverden et stykke af kosmos var.

Ramdon lukkede døren efter sig og gik hen til en sofa der stod i kontoret med et par puder. Han samlede puderne op og gik hen bag ved skrivebordet der stod foran et vindue der var en miniature-udgave af det Mesteren havde i sit kontor. Regnen løb mørkt ned over ruden. Han lagde de to puder på marmorgulvet og satte sig ned i skrædderstilling på én af dem foran en serie af skuffer der kunne trækkes ud fra skrivebordet.
Der var en mærkelig frisk duft af jord i lokalet, og det var ikke kun fra Ramdons stadig indsølede tøj. Det var næsten som at være udenfor igen...
"Kom og sæt dig, duuh," sagde Ramdon, klappede et par gange sin hånd på den anden pude og ventede på at hun ville sætte sig. I mellemtiden åbnede han en af skufferne, og så ned i den med lys i øjnene. Langsomt - næsten som om det var noget levende og skrøbeligt han havde fat i - løftede han noget af skuffens indhold op med et koncentreret ansigtsudtryk.
I hans hånd var en lille bunke tørrede blomster. Bladene var små og i en lys, lilla farve. Man kunne næsten forveksle dem med Lavendler.
Han så på Xhimi med et afventede smil, som om han forventede én eller anden vildt begejstret reaktion fra hende.

Xhimi havde nu også sat sig ved siden af Ramdon i det blege lys fra vinduet. Hendes hoved lå en smule på skrå mens hun så på indholdet af Ramdons hån. ”Blomster?” spurgte hun. Et overrasket, næsten lettet smil viste sig på hendes ansigt. Hun vidste ikke hvad hun havde forventet, men at blive vist en håndfuld blomster var bestemt ikke det. Hvorfor han havde været så hemmelighedsfuld omkring dem, forstod hun dog ikke.
Men selvom det ganske vist var nogle kønne blomster, kunne det, at stirre på dem vel umuligt være nok til at få håndsudstrækning til ikke at gøre ondt. Brugte man blomsterne til at udføre en eller anden slags magi?

Ramdons smil falmede lidt da han ikke fik den overdrevne reaktion som han uden tvivl havde håbet på. Men grundet den koncentration han ikke havde, var hans skuffelse glemt i løbet af få sekunder.
"Så nuuh, kære lærling af kosmos," sagde han og lænede sig hen mod Xhimi så hun kunne høre hans visken. Man skulle synes at han gjorde det til en langt større ting end det egentlig var. "Jeg bliver nødt til at vide om du stoler på miigh. For det bliver kun en syrret dejlig oplevelse hvis du er i, sådan, varme og gode omgivelser."
Pludselig vendte han kinden mod hende og pegede på den med en magiker-finger og så seriøst et udtryk en fyr som ham kunne komme med.
"Giv mig et kys på kinden, lillesøster," sagde han, umiddelbart ikke i spøg. "Så jeg ligesom totalt ved at du stoler på mig."

Xhimi trak sig instinktivt væk og så lettere forskrækket på Ramdon. ”Nej,” sagde hun fast og stod nu op.
Hun regnede bestemt ikke med at der kunne være noget specielt galt med nogen fra akademiet af. men man rendte altså ikke bare rundt og kyssede på folk, som man ikke havde nogen ældre minder om, end nogen der stammede fra en halv time siden af. Heller ikke, hvis det bare var på kinden.
”Jeg har ikke noget imod dig eller noget,” forklarede hun så hurtigt med en lettere rystende stemme af nervøsitet over, at det her var en af de eneste gange hun nogensinde havde sat sig direkte op mod nogens opfordring. Og så oven i købet, måske, en lærers! ”Men jeg vil altså ikke kysse dig.”

Ramdon lod hånden falde ogtrak bare på skuldrene med et afslappet smil.
"Fint, duuh," sagde han og gjorde tilsyneladende ikke lige så stort en sag ud af det som Xhimi. "Hvis du synes. Men det er ikke min skyld hvis du så møder ild i stedet for regnbuer."
Han lod allerede til at have glemt hvad der var sket da han igen viste blomsterne frem. Hvad det han lige havde sagt betød var ikke til at vide.
"Det er ligesom, totalt simpelt," forklarede han. "De hér blomster vævet af ægte kærlighed, skønne. Vi spiser bladende fra dem. Én er nok til dig, søster. Og så viser trappen til stjernerne sig for dig. Alt du skal gøre er at gå op ad den; tage imod den. Lade den velsigne sig."
Han rakte hende en nøje udvalgt blomst.
Tog én selv og viste hende derefter med øvede hænder hvordan man tog bladene af.
"Og bare rolig, søde tingest, jeg snyder dig ikke. Jeg skal nok selv spise den første." Han blinkede til hende. "Men også kun fordi du skylder mig et kys."
Og spise bladene, det gjorde han. Hvor underlig det end måtte se ud.

Hun nikkede uden at sige noget og efter en kort overvejelse satte hun sig langsomt tilbage ned igen. Hun kunne ikke lade være med hurtigt og forvirret at skæve ud mod vinduet, men hun så ikke umiddelbart nogen regnbuer derude.
Hun lyttede til hvad han fortalte, og gjorde sit bedste for at huske det. Selv om hun langt fra var sikker på, hvad det betød.
Med en genvundet nysgerrighed så hun mod den lille lilla blomst, der nu lå i hendes håndflade. Hun forsøgte at efterligne hans metode til at tage bladene af, men det var nu tydeligt, at han havde gjort det langt oftere end hende.
Og efter at have set på bladene i sin hånd et kort stykke tid, spiste hun dem også selv. Det her var uden tvivl en af de mest mærkelige situationer hun havde prøvet at finde sig selv i.
”Hvad så nu?” spurgte hun nysgerrigt.