Tid heler alle sår, ikke?

Det var længe siden at Lycidas havde været i Militær-distriktet, hendes storebrødre havde bedt hende om at holde sig på afstand i lidt tid, da der var noget på færre som civile absolut ikke burde få nys om. Det var dog nu overstået, en succesfuld operation, men de havde mistet flere end hun kunne lide. Hun havde været en nær ven af Thor, og det havde været et stort tab, da hun fik at vide at de havde mistet ham under operationen. Det var en del af det, det vidste hun alt for godt, men det gjorde stadig ondt.
Som hun bevægede sig rundt i Militær-distriktet klirrede hendes guldarmringe svagt, og læderstøvlerne fik støvet til at hvirvle op omkring hendes fødder. Militær-distriktets lugte og lyde var velkendte, og alligevel var alting anderledes end før.

På træningspladsen klingede de sløve sværd mod hinanden. Støvet stod op fra den sandede jord nu hvor foråret endelig indfandt sig.
På sidelinjen stod to mænd i dyb samtale; General Dorgon Parél og hans højre hånd, Garth Kasvor. Generalen med armene over kors på sin blå uniformsfrakke og den næstkommanderende med pergament og pen i hænderne, sikkert skrivende ned samtidig med at samtalen forløb.
Dorgon bemærkede hvordan en gruppe af soldater holdt op med at træne til fordel for at dreje hovedet og endda pifte et par gange. De har ikke i hans træninggruppe - ingen fra hans gruppe ville vove at stoppe et øjeblik i frygt for deciplineringen der ville følge - så han greb ikke ind. Han så blot selv kort i retningen af hvad soldaterne fandt vigtigt nok til at lave drengestreger af.

Hun blev revet ud af sine egne tanker ved lyden af høje pift, og drejede om på hælene så støvet stod i små skyer om hendes fødder, og brast i latter da hun så gruppen af unge soldater, der havde glemt hvad de burde foretage sig. Vinden legede med hendes lange hår og pressede i korte øjeblikke den Novitus-blå silkeskjorte ind mod hendes overkrop, og afslørede derved hvor spinkel hun egentlig var.
De grønne øjne fangede et glimt af et genkendeligt ansigt, hun så nærmere og genkendte nu den mand, der virkede bekendt: General Dorgon Parél. Hun havde mødt ham nogle gange på foranledning af hendes venskab med Thor...møder, der til tider hade været lettere akavede, dog altid underholdende.

Dorgon genkendte straks kvinden der var grunden til al tumulten. Han havde set hende adskillige gange med Thor, oftest mens Thor enten var så fuld at han knapt kunne holde sig selv på benene, eller efter han havde slået panden i gulvet. Han kunne dog ikke huske at have set den nydelige kvinde i militær distriktet på andre tidspunkter.
Et sted i Dorgons bryst var der en ubehagelig, stikkende fornemmelse da han så det lange, brune hår der gik ned omkring de slanke skuldre, men han skubbede det stædigt væk.
Da hendes øjne mødte hans smilede han venligt, men drejede kort efter hovedet for at svare på noget Garth havde spurgt ham om. Den næstkommanderende lod til absolut at ignorere Lycidas, eller det faktum at hans samtalepartner havde været distraheret et øjeblik.

Lycidas gengældte Dorgons smil, så han genkendte hende - hun var ikke helt sikker på hvorvidt det var positivt eller ej. Idet at hun blev stående, blev piftene fra tidligere nu suppleret af mindre sobre tilråd, der ikke hørte hjemme i en træningssituation. Hun gik roligt tættere på gruppen af unge soldater, der mindede mere og mere om sultne hunde, der for første gang i måneder havde set en fyldt madskål.
Hun stod nu få centimeter fra, hvad der så ud til at være, gruppens førehund og sagde med en klar og rolig stemme "Med al respekt, unge herre, så tror jeg ikke at nogle af mine storebrødre ville sætte pris på, at deres lillesøster blev tiltat på en så..uraffineret måde. Eller hvad tror De?"

Manden som Lycidas havde talt til så overrasket på hende. Han åbnede munden for at sige et eller andet, men blev afbrudt af en anden mands stemme.
"Godt, soldater, i har haft jeres underholdning." Dorgons dybe stemme fik straks gruppen til at låse kæberne sammen igen. "Tilbage til træningen eller jeg overtaler jeres kaptain til at tredoble jeres vægte de næste to uger."
Soldaterne tog skuffet deres blikke af Lycidas. Manden som hun havde talt til var blevet underlig hvid i ansigtet.
Dorgon fandt adelskvindens blik og himlede undskyldende med øjnene af mændenes reaktion på hende. Drenge forblev drenge, som man sagde.
Han lagde kort en hånd på skulderen af en meget utilfreds Garth, sagde et par ord, og begyndte derefter at gå hen mod kvinden der havde bragt så meget opmærksomhed med sig.

Hun undertrykte en latter, da hun så den unge mands ansigt blive ligblegt. Det gik ud over hendes forstand, at de ikke havde kunne holde disciplinen når Generealen var til stede, men nu vel.
Hun kluklo over Dorgons blik, hun forstod godt hvor opgivende man måtte være overfor den slags reaktioner, men de var trods alt også unge.
Hun så ud over træningspladsen. Støvet hvirvlede op omkring de unge mænd der trænede, lyden af klinger der hamredes mod hinanden genlød i hendes øre og lugten af sved fyldte hendes næsebord. Det var dem der skulle beskytte deres land, deres by, deres hjem - mon de var klar over hvor vigtig deres mission var? Var de klar over, hvor vigtigt det var, at de var i stand til at bekæmpe de langørede sataner? Hendes blik var fjernt, men hendes venstre hånd hvilede på skaftet på hendes dolk.

"Frøken Cadfael," sagde han da han endelig nåede den unge kvinde og bukkede formelt for hende. Selv om han vidste hvad hun havde foretaget sig med Thor var der ingen grund til ikke at holde på formerne. Især når et manglende komma kunne fornærme en hel familie. "Hvad bringer Dem til vores lille afkrog af Retneck? Nogen jeg kan hjælpe Dem med at finde? Deres storebrødre, måske?"
Han havde en stor lyst til at fortælle hende hvor smuk han fandt hende, men situationen der lige havde udspillet sig samt den mærkelig stikken i hans bryst holdt ham tilbage.

Hun plirrede med øjnene da hun hørte sit efternavn, og vendte sig om med et overrasket udtryk. Hun smilede venligt, lagde hovedet på skrå så det lange, kastanjebrune hår gled til den ene side og blottede noget af den hvide hals og så på Dorgon.
"General, hvor høfligt det end er, får De mig til at lyde som min moder..!" lyset spillede i de grønne øjne idet hun fortsatte "Ellers tak, jeg kommer ikke for at finde mine brødre, jeg kom bare for..for at bekræfte at han ikke er her." hendes stemme knækkede ikke, men det var tæt på. Ubehageligt tæt på, dette var ikke tidspunktet at ligne en blødsøden porcelænsdukke, dette var ikke stedet for den type opførsel.
Hun rystede på hovedet og smilede undskyldende.
"Undskyld, det er grinagtigt, men det virker så - så uvirkeligt på sin vis, når man aldrig ser krigen. Det eneste man ser er listen over døde."

Dorgons ansigt gik fra venligt, til neutralt, til trist... Eller rettere; selve ansigtet, munden, dets folder var neutrale. Men der var en dyb sorg i hans øjne, hvis man så efter. Noget han aldrig havde vist før situationen med Thor.
"Han døde en stærk mand, Lycidas," sagde han. Følte at alt andet end hendes fornavn ville være upassende for situationen. "Man kunne sige meget om Thor og hans betvivlsomme sider. Men han døde en mere moralsk mand end jeg nogensinde havde troet han kunne blive..."
Det var surrealistisk at føre en sådan samtale med al larmen omkring dem, men samtaleemnet fik nærmest tiden til at stå stille, i hans øjne. Dæmpede tumulten.
"Det gør mig ondt... Jeg ved at du nød hans selvskab."

Hun havde sænket blikket for at holde fatningen, og lyttede stille til de ord Dorgon dekorerede Thor med. Hun vidste hvor utålelig, hvor stædig, hvor direkte ubehøvlet Thor havde kunne være, men han havde altid haft en bund af noget ærligt, der gjorde at hans opførsel var acceptabel. Idet Dorgon nævnte hendes relation til Thor, så hun op med et skævt smil, der - hvis det ikke havde været for de blanke øjne - virkede sjofelt.
"Ja det..det kan man vidst godt sige at jeg gjorde." idet hun mødte Dorgons blik, så hun den sorg hun selv følte spejlet i hans øjne, bortset fra at det virkede som meget mere end det. Det var ikke bare et tab af en ven eller en soldat, det var et tab af noget uvurderlig. Hun tav kort. "Han havde den størst tænkelige respekt for Dem, det håber jeg, at De ved."

Dorgon gav en bittersød, sørgelig latter fra sig og så kort ned.
"Det tvivler jeg stærkt på..." sagde han kort.
En del af ham troede på hvad han sagde. Men vigtigst af alt havde han brug for at tro på at Thors had til ham havde været virkelig... Efter det han gjorde.
Efter et kort øjeblik så han igen op på kvinden foran sig igen, denne gang med den normale, fattede mine.
"Hvis De er træt efter at have gået hele den lange vej kan jeg byde på et glas vin?"
Sandheden var at han druknede i arbejde. Bare at stoppe op for at tale med Lycidas nu spildte al den tid han højest sandsynligt ville bruge dage på at indhente. Men Alting taget i betragtning... Hvad der skete med hans tidligere kammerat. At give de rørte mennesker en del af hans tid var det mindste han kunne gøre. For dem, for Thor og sikkert også for hans egen forstand.
"Hvis De har tiden, selvfølgelig."

Hun tog en dyb indånding og smilede. "Jo tak, det ville jeg sætte pris på."
Hun lænede sig en smule frem, så på Dorgon og sagde med en fattet, alvorlig tone. "General Parél, hvad end De har gjort, hvad end han har gjort, så vil De altid være den mand, der vil redde Rétneck. Det ved alle med en smule forstand, selv Thor ved..vidste så meget."
De grønne øjne var dybe som et bundløst hul og det lange, kastanjebrune hår faldt omkring hendes ansigt der var ganske tæt på Dorgons.

Jeg er parat til at beskytte Retneck, færdiggjorde Dorgon Lycidas tale i sit eget hoved. Jeg beskyttede endda Retneck fra Thor, hvor skadelig eller uskadelig han så end var...
Han smilede blot ved hendes ord og gjorde en gestus med sin arm der opfordrede hende til at komme med sig.

Fortet stod tomt denne dag idet arméen alle havde deres at se til. Arméen havde haft dens del af problemer på det sidste, for at være ærlig. Han viste Lycidas ind i det store rum der normalt blev brugt til møder eller almindelig tidsfordriv. Stenpejsen stod koldt hen.
På sin vej ind greb han automatisk en flaske vin og et par glas fra et træstativ ved væggen - komplet fyldt op med fyldte flasker, siden eliten ikke ligefrem drak ofte... I det mindste ikke siden Thor.
"Sæt Dem endelig hvorend de har lyst til," sagde han venligt med hensyn til langbordet midt i rummet. "Jeg har set Dem underlige steder i Retneck et par gange efterhånden... Det er ellers ikke noget enhver adelig familie ville se let på?"

Hun fulgte villigt med Dorgon. Da hun gik ind i det store rum, genlød lyden af hendes læderstøvler mod stengulvet, og hun så sig om. Det virkede så hult, så dødt. Hun rynkede brynene og irettesatte sig selv tavst *lad nu vær med at overanalysere hver enkelt lille ting, der er sikkert ikke noget galt* tænkte hun for sig selv.
Hun satte sig ved siden af den stol der sod for bordenden, hun smilede lystigt ved Dorgons ord, lænede sig tilbage i stolen og så på ham.
"Vi er heller ikke enhver adelig familie" hun klukkede lavt "jeg blev trænet sammen med mine brødre fra jeg var 5 år gammel, og min mor er mindst lige så skrækindjagende som den gamle oberst. Jeg blev opdraget til at kunne slå igen, ikke til at lægge mig ned og bede om nåde."

"Hvordan kan det være jeg altid falder over adelsfrøkenerne med de karaktertræk?" tænkte han højt idet han satte sig ned diagonalt for Lycidas. Han tænkte på Evelyn der var blevet opdraget med bueskydning. Hendes stædighed. Hvordan hun ikke lod sig fornærme af nogen...
Dorgon satte glassene på bordet og begyndte med lidt for meget vane at åbne vinflasken.
Da han opdagede at han havde tænkt højt smilede han til hende. Grå øjne glimtende i lyset fra vinduet i rummet.
"Jeg kan forstå hvorfor han kunne lide Dem," sagde han. En ting man ikke burde sige til en kvinde af hendes status.
Han fyldte glassene med den dybrøde vin.

Hun smilede, lagde benene over kors, hægtede dolken fra sit bælte da den gjorde det svært at sidde behageligt og lagde den uden at tænke videre over det på bordet.
Hun hvilede de spinkle hænder med lange fingre på armlænet, og mødte hans blik med et flabet grin.
"Tak, jeg antager at det var et kompliment" sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå "Måske er det fordi at det kun er den type kvinde der tør spænde ben for Dem, har de aldrig tænkt over det?"
Hendes læber formede sig i et drilagtigt smil, som hun stillede dette ulogiske spørgsmål, der spillede på de ord han havde brugt tidligere.

Dorgon smilede, var tæt på et grin.
"Det havde jeg faktisk aldrig tænkt på, nej," sagde han. Lænede sig en smule ind over bordpladen med vægten på sine underarme. "Og her troede jeg ellers altid at jeg var så imødekommende..! Jeg har hverken ar i ansigtet eller manglende tænder, hvad ellers er der at forvente?"
Han så på det fyldte glas foran sig... Han havde lagt alkoholen bag sig. Men på det sidste havde den fundet en vej tilbage ind i hans liv. Dog formåede han ikke at røre ved den, for nu. Hvis han først startede ville det gå stærkt. Han kendte sig selv godt efterhånden.
"For jeg kan fortælle Dem," fortsatte han, stadig med et smil. "Hvis der er meget højere standarter end dét kan jeg bedre forstå at os militærmænd aldrig har en chance."

Hun begyndte at grine ved Dorgons ord, og kastede hovedet tilbage idet hun gjorde det. Lyset spillede i de grønne øjne og hendes latter blev kastet tilbage fra de rå vægge.
"Forhåbentlig er det ikke tilfældet, da vores familie ellers vil være truet..! De er vældig imødekommende, når De selv vil være det. Sådan er det nu også for de fleste andre.." Hun lænede sig frem mod ham og smilede "De vil være overrasket over hvor lave standarder adelen kan have, så længe man har én meget vigtig ressource..!"

Ved de ord kunne Dorgon ikke lade være med at le. Især fordi han ikke var overrasket, nej. Han kendte udmærket til det.
Han rakte ud efter glasset på bordet.
"De er en fantastisk kvinde, Frøken," sagde han oprigtigt. Hun var den første der havde fået ham til at le længe.
Med et smil hævede han glasset for at skåle. Med et skævt, drenget smil - et smil der et øjeblik kunne minde forunderligt meget om det smil Thor altid havde stavret rundt med - kunne han ikke dy sig for at sige;
"Til den ene meget vigtige ressource..!"

Hun tog fat om den tynde stil på vinglasset, løftede det og stødte det mod Dorgons glas.
"Og De er en fantastisk chamør, General." sagde hun med et sjofelt smil, og et ubestemmeligt glimt i øjnene "Til den ene uvurderligt vigtige ressource..!"
Hun satte det kølige glas til de varme læber og tog en slurk af vinen. Hun lænede hovedet tilbage, lukkede øjnene og nød fornemmelsen af hvordan den stærke alkohol prikkede i gangen, og hvordan denne summene fornemmelse langsomt spredte sig rundt i kroppen. Øjenvipperne sittrede svagt og et lettelsen suk undslap hendes læber som denne summene fornemmelse spredte sig.

Jo... Dorgon kunne helt sikkert forstå hvorfor Thor havde brugt tid i denne kvindes selvskab. Hun var charmerende, hendes smil var sødt og hele hendes væsen havde en antydning af noget unævneligt... Hvorfor hun havde brugt tid i hans selv skab var dog stadig et mindre mysterium for ham.
Da han så hvordan hun nød vinen blev dette mysterium dog opklaret en smule mere. Og det fik ham selv til at sætte glasset for munden. Han var sikker på at hun kunne se han nød det mindst lige så meget som hun gjorde.
"Undskyld mig hvis jeg siger noget upassende..." sagde han med et smil. "Men De drikker ikke som alle de andre adelsfrøkkener jeg har haft noget at gøre med."

Et smil spredte sig på hendes læber da hun hørte hans spørgsmål, hun lænede sig frem mod ham med albuerne på bordet og mødte hans blik.
"Det er aldeles ikke upassende, det er et faktum. Jeg nyder alkohol, stærk alkohol er at foretrække, og helst i større mængder." der var noget legesygt over hendes blik "alkohol vækker mig, det prikker og summer i hele kroppen indtil det føles som om jeg svæver et lille stykke over jorden. Som om alle mine sanser fordobles i styrke...så nej, General, jeg drikker ikke som de andre adelsfrøkkener, som De har stiftet bekendtskab med."

"Pas på eller de risikerer at jeg falder for Dem, Frøken Cadfael," sagde han uden at tænke.
Det var noget han normalt ikke ville sige. Højest sandsynligt ikke engang under påvirkelse af alkohol. Måske var det skyldfølelsen over Thor. Måske var det det knuste hjerte efter Evelyn. Måske var det fordi Lycidas havde en helt speciel forførende glød over sig. Det var ikke til at sætte en finger på, men sagt var sagt.
Han tog endnu en slurk af sin vin, inden han blot så på hende med et ansigt der indikeret at han aldrig havde sagt noget ud over det sædvanlige.

Hun så på ham henover kanten på vinglasset, smilede og tog en til slurk. Hun lod sit hovede falde forover så håret lå i kaskader udover bordet og hendes nakke var blottet. Hun kunne mærke alkoholen pumpe i blodet på hende, hun kunne mærke hvordan det føltes som om hver en lille celle i hendes krop sitrede og hvordan hendes puls begyndte at stige - langsomt, men støt. Hun var ikke helt klar over hvor dybtfølt Dorgons kommentar var, men det foruroligede hende ikke, hun havde dog ikke forventet at han af alle ville finde på at sige den slags.
Hun satte sig langsomt op igen og det lange hår faldt ned af hendes ryg.
"Jeg vidste ikke at det var negativt Dorgon." sagde hun mens hun slyngede vinen i glasset.