Tid heler alle sår, ikke?

Selv om det ikke kunne ses på Dorgons ansigt var han overrasket over hendes reaktion... Hun var i den grad ikke en normal adelskvinde. Ikke at han var en normal soldat.
"Og hvad skal det betyde," spurgte han med et selvsikkert smil. Lænede sig behageligt tilbage i stolen. Af en eller anden grund kom attituden fra hans tidligere liv som lejesoldat op til overfladen. En ting Thor og ham havde delt. "Det var måske hvad du håbede på?"
Nu var selv den formelle tiltaleform forsvundet. Der var andre ting end ordentlige former at koncentrere sig om.

Hun smilede og smågrinede af hans spørgsmål. Hun satte langsomt glasset ned foran sig og lænede sig tilbage i stolen.
"Jeg håbede ikke på noget bestemt, men man ved vel aldrig. Du er ikke ligefrem typen man siger nej til." Hun lod hovedet hvile mod ryglænet og så op i loftet. Lod øjnene følge de små linjer der var i det, mens hun mærkede alkoholen bruse igennem sig. Hvordan den krøb helt ud i fingerspidserne, hvordan blodet virkede til at løbe hurtigere.
Huden omkring det øverste af hendes hals begyndte langsomt at blive en let rødlig farve, det var ikke på nogen måde kraftigt, men fordi at hendes hud var så lys, kunne man tydeligt se det.

Dorgon smilede ved komplimentet. Men det gik også op for ham at hun var ved at blive godt påvirket af vinen. Hurtigere end han var, men det gav mening. Hun var en lille i forhold til ham.
Han tømte sit glas og greb efter flasken for at fylde dem på ny. Overvejede om han skulle fylde sit eget glas mere end hendes, men talte sig selv fra det. Med hans tidligere oplevelser af at være beruset var det sikkert kun godt hvis han endte ud med at være en smule mere ædru.
Han fangede sig selv i at stirre på hende... Den blege hud. Det lange, brune hår...
"Hvordan har du det?" spurgte han med et smil. "Hvis du har lyst kan jeg vise dig et sted du kan ligge ned?"

Hun lukkede øjnene og mærkede et ryk af adrenalin, samt hvordan hun begyndte at få varmen. Hun kendte hele forløbet, hun vidste præcis hvordan hendes krop reagerede på vinen, og hun nød at mærke sin krop blive rykket rund. Hun nød at føle hvordan hendes krop reagerede, hvordan alt blev stærkere, hvordan hendes hud begyndte at blusse, hvordan hendes puls begyndte at stige.
Hun smilede ved Dorgons kommentar *nå så det kan du?* tænkte hun for sig selv, men bed det i sig. Hun ville ikke gå så hurtigt frem, hvis det overhovedet var et trin de ville komme i nærheden af. Hun nød legen, på samme måde som hun nød at mærke hvordan hendes krop langsomt blev mere og mere påvirket af rusen.
"Jeg har det fortræffeligt" sukkede hun, og lod fingrene løbe langs de små indhak der var i armlænene "og hvor skulle det så være, hvis jeg havde lyst til at ligge ned?"

"Vi har værelser ovenpå," sagde Dorgon med et uskyldigt smil. "Ikke voldsomt komfortable senge siden de er lavet til soldater, men de går an."
Han lod informationen hænge en smule i luften inden han fortsatte.
"Vi kunne tage en ekstra flaske vin med op og sidde mere komfortabelt?"
Men det var omkring så lang tid at det tog ham at huske at han legede med ilden. Han havde været i kneb med adelen før og efter nylige hændelser var det måske ikke det bedste at rode sig ud i igen. Ikke at tale om at det var en påvirket kvinde han havde med at gøre... Det var simpelthen bare for forbandet fristende.

"Hmmmm." det lød som en lav nynnen. Hun lænede sig langsomt frem indtil hendes ansigt var få centimeter fra Dorgons. Lyset spillede i de grønne øjne og hendes smil havde klare undertoner af noget sjofelt. Hun var tydeligvis påvirket, hun var udmærket godt selv klar over det og hun nød det i fulde drag lige som de utallige andre gange hun havde været påvirket af alkohol. Hun kunne mærke en grad af tøven i Dorgon, og kunne ikke lade være med at smågrine.
"Siger du det?" sagde hun i en legesyg tone "hvor langt er der til trapperne?"
Hun lagde begge hænder på bordet så hun stod lettere foroverbøjet og fangede hans blik. Hendes medaljon, udsmykket med familiens våbenskjold i blå emalje og guld hang tungt fra hendes hals og svingede frem og tilbage under silkeskjorten.

Dorgon kunne ikke lade være med at kaste et blik ned langs skjortens åbning. Han havde ikke følt en sådan spontan lyst de sidste mange år... Især ikke efter han først mødte Evelyn. Der var ingen tvivl om at han var dybt moralsk forvirret.
Med et smil så han igen op på hendes ansigt. Stadig ikke sikker på hvad han skulle gøre - eller ikke gøre - med hende, selv om det nu ikke kunne sees.
"Lad mig vise dig," sagde han og gik hen til døren. Åbnede den for hende, og på den anden side kunne man se de brede trapper der ledte op til etagen ovenover. For en sikkerheds skyld tog an endnu en flaske vin under armen som han havde lovet. Han var måske nok moralsk ude af kurs, men der var ingen grund til også at bryde løfter.

"Se dét var vældig godt placeret." sagde hun idet hun rettede sig op, tog sin dolk fra bordet i sin ene hånd og gik over til døren. Før havde man kun kunne se effekten af alkoholen i form af hvor meget hun så ud til at nyde den, men nu fik det også fysiske konsekvenser. Hun slingrede ikke, hendes gang var sikker, men hendes hofter svingede mere end de ellers ville. Normalt gik hun med korte, afmålte skridt, nu tog hun længere skridt, der havde den sideeffekt at hendes hofter begyndte at svinge. Det var en udvikling hun vidste der ville ske, og hun kunne ikke lade være med at smile.
Da hun nåede døren, nikkede hun som tak til Dorgon og gik videre hen mod trappen. Medaljonen hvilede tungt og køligt mod hendes blussende hud, og amringene klirrede lavt for hvert skridt hun tog.

Dorgon havde selv en behagelig summen i hovedet, men var langt fra fuld... Hvordan var det gået så stærkt for Lycidas..?
Han smilede over mod hende, inden han selv kom derover for at hjælpe hende høftligt op ad trapperne. Eller i det mindste se efter at hun ikke faldt på dem.
Han fandt sig selv med en indre konflikt om hvad det var han gjorde. Hans hoved vidste at det var galt. Og grundet denne konflikt havde han ikke meget at sige. Han havde lyst til at spørge ind til Thor... om hun havde set mange andre mænd som hun så ham og hvordan i alverden det kunne virke, siden hun var adelig. Men spørgsmålet passede ikke ligefrem ikke ind i situationen.
Altså forblev han tavs. Smilede blot venligt til hende.
For toppen af trapperne bredte gangen sig til begge sider i en hestesko form. Dorgon gjorde mine til at ville gå med Lycidas ind i en af dem.

Hun kunne ikke lade være med at grine over Dorgons omtanke, på trods af at den strengt taget ikke var nødvendig. Der skulle en hel del mere til at hun ikke ville kunne holde sig selv opret, på trods af at hun mærkede rusen hurtigere end andre på grund af hendes spinkle bygning.
Da hun kom op for toppen af trappen genkendte hun døren til højre for midten, alle dørene lignede hinanden bortset fra den. Thor havde i fuldskab hamret en kniv ind i den i forsøget på at holde sig oprejst, og det havde efterladt en iøjnefaldende fordybning i døren. I og for sig var det et under at kniven ikke var gået igennem døren.
Hun gik hen til døren, lod fingrene løbe langs kanten på fordybningen, lænede panden mod døren og tog en dyb indånding.
"Du var altid en uforbederlig idiot.." mumlede hun.

Dorgon var glad for at se at hun i det mindste ikke var så beruset som han først havde troet. Høftligt fulgte han blot efter hende op ad trappen til siden for, og et enkelt skridt under hende.
Da hun stoppede på halvvejen og så på døren, så han stille til... Mærket var et evigt minde om al den tid kammeraten havde brugt på fortet.
Stille gik han blot hen til Lycidas og lagde en medfølende hånd på hendes ene skulder. Der var intet han kunne sige, der ville gøre hendes sorg mindre.
Og dermed ventede han. Døren de skulle ind igennem - den han oprindeligt havde udpeget - var to til højre for den de stod foran nu. Men han ville ikke slæbe hende nogen steder hen inden hun selv var klar.
Efter et stykke tid, sagde han, med et halvt smil:
"Hans ting står stadig urørte... Jeg er sikker på at han ikke ville have noget imod hvis du så dig omkring derinde."

Lycidas smilede ved Dorgons kommentar, vendte sig om, lænede sig op af døren og så på ham uden at sige noget i lidt tid. Hun tog en dyb indånding.
"Tak, jeg har dog en fornemmelse af, at det ville lægge en betydelig dæmper på stemningen." sagde hun og så smilende på ham, men så så ned "men jo tak, jeg vil gerne se derind." hun så op med et skævt grin "om ikke andet, så for at få noget af det han beholdt tilbage."

Afstanden mellem hende og Dorgon var minimal, når hun tog en dyb indånding var hendes bryst få millimeter fra at støde mod ham. Alkohollen summede behageligt i Lycidas, og hun kunne mærke hendes puls hamre mod den tynde hud ved håndledende og halsen.

Dorgon kunne mærke hendes varme... Føle hendes åndedrag på sin hals. Se lyset genspejle sig i de blanke øjne. Og pludselig gik det op for ham, hvor forkert han opførte sig.
Han behandlede sig selv som et offer for den samme sorg alle andre omkring ham oplevede efter Thors bortgang. Han sørgede, han savnede og han var sentimental, og han glemte gang på gang at det var ham der havde ført sværdet der havde forårsaget al denne sorg. Men hvordan kunne han glemme?
Nu stod han tæt overfor en tidligere elsker af selv samme ven hvis blod han havde på hænderne.

En pludselig syg følelse samlede sig i hans hals, og han kom da også til sig selv efter den lange tænkepause, da han kort så på Lycidas, rømmede sig, gik et skridt forbi hende, og åbnede døren med en langsom bevægelse.
"Lad os bare glemme alt om stemning, for et øjeblik," sagde han med en tør stemme.

Lycidas kunne se glimtet i Dorgons øjne forsvinde jo længere de stod der, hun havde lyst til at rykke fat i ham og bede om en forklaring, bede ham om at fortælle hende hvorfor munterhed nu virkede til at være afløst af distance - måske endda afsky? Men hun kunne ikke gøre det, hvem kunne bebrejde ham for at føle afsky i denne situation?
Hun var hans nu afdøde vens tidligere elsker, der ingen kvaler havde ved at falde i muntert lag så kort tid efter hans død. Alle vidste hvor retskaffen Dorgon var, og i dette øjeblik virkede hun selv knap så retskaffen. Hun sukkede dybt og gik så ind i rummet.

Støvet lå som et lag af sne over møblerne, luften var tyk og duften - Thors duft, der hovedsageligt var udgjort af tobaksrøg, øl og sved - ramte hende som en mur da hun trådte ind. Hun gik langsomt hen mod bordet, hvor dokumenter flød ud over det hele.

Dorgon tog selv et blik rundt i rummet der stod så godt som urørt efter episoden...
Rod af alt fra kamme til træningsvåben stod langs væggene. Halvtomme flasker af alle slags stod på en reol. Et par enkelte uåbnede flasker vin han sikkert havde gemt til sine kvindelige besøgende. En mørkebrun kofte lå endda henslængt på soldatens seng. Thor havde aldrig været klædt i blåt med mindre han blev tvunget til det. Illoyale fjols...
Generalen gik ikke helt ind, men lænede sig op ad dørkarmen i stedet. Han vidste udmærket godt at han ikke var velkommen i dette rum; en af grundene til at det endnu ikke var blevet tømt.
"Hvad var det du sagde han havde lånt af dig?" spurgte han stille, da han bedømte at Lycidas ikke var for emotionelt overrumplet.

Hun var faldet i staver mens hun stod og betragtede dokumenterne, hun læste dem ikke, men så bare Thor's håndskrift. Hans håndskrift når han vidste at den ville blive læst, hvor det var nemt at skille bogstaverne ad, og hans egne notater, der mest af alt lignede et opdigtet sprog. Hun blev rykket tilbage ved Dorgon's spørgsmål, og kluk lo kort, vendte sig om og så på ham med hovedet på skrå.

"Jo ser du, i...kampens hede glemte jeg til tider at få alt jeg havde på med hjem" hun sænkede blikket og lod det glide rundt i rummet for at undgå Dorgon's blik "Thor havde tradition for at blive glad for at have det liggende, og derudover så sagde han at-" hun tav. Hun havde sagt rigeligt, der kunne give ham grund til at fordømme hende, der var så sandelig ikke behov for mere. Hun rømmede sig "at jeg jo selv måtte komme og finde det før eller siden."

Dorgon rømmede sig ukomfortabelt. Så ned på sine skosnuder.
"Jeg ville, ehm... Tjekke kisten i hjørnet..." sagde han mumlende.
Grunden til at han ikke var voldsomt glad for at give dette råd videre var, at han udmærket vidste hvor mange forskellige glemte genstande der var fra månderne-vide-hvor-mange kvinder henslængt i dens indre. Tøj, mindre smykker, bånd, vifter... Manden havde behandlet dem som trofæer fra nedlagt bytte.
"Jeg lærte Thor at læse..." sagde Dorgon i stedet, for ikke at tænke på alle de kvinder hvis hjerte nu var blevet knust for alvor. "Mens vi stadig var børn og jeg først lærte ham at kende... Lejesoldater er ikke ligefrem de litterære typer, ved du nok."
Han trak på smilebåndet. "Han var forfærdelig til det..! Sådan en sløv person at undervise..."

Lycidas gik hen imod kisten i hjørnet. Den var stor, i mørkt træ og en lås af metal. Hun lod fingrene glide henover låsen - metallet var ridset af flere omgange og skruerne sad løst. Den var ikke låst "Thor du burde passe bedre på din 'samling'" tænkte hun for sig selv.

Ved Dorgons bemærkning kunne hun ikke lade være med at smile, hun så op og klukkede svagt. "Thor var aldrig akademisk anlagt, han var umulig at lave papirarbejde i nærheden af, han ville altid...afbryde." sagde hun og satte sig på hug foran kisten "Lad os så se hvad du rummer..!"
Hun skubbede det tunge låg op. Det åbne låg afslørede et virvar af korsetter, bånd, beskeder skrevet ned på afrevne stykker pergament, utallige enlige øreringe der måtte have forsvundet i kampens hede samt sammenrullede pergamenter, der - når de blev rullet ud - afslørede tegninger af et utal af unge afklædte kvinder.

Ved Lycidas' svar smilede Dorgon blot. Han betragtede hende kort, men derefter vendte han sig langsomt rundt i døråbningen. Hans bevægelser var langsomme og tøvende, sladrede om hvor meget rod der var i hans hoved.
Uden at sige mere gik han ud på gangen igen og lænede sig mod væggen ved siden af døråbningen. Med et lydløst, svagt rystende suk dækkede han sit ansigt i sin ene hånd.
Han havde ingen ret til at være i det værelse... Han var ikke velkommen, og han vidste det, værelset vidste det og månerne vidste det. Lycidas kunne komme og finde ham lige så snart hun var færdig derinde.

Lycidas begyndte målrettet at rode samlingen igennem, hver gang hun stødte på et sammenrullet pergament rullede det ud, og kort tid derefter rulle det sammen igen "Hvor er det?!". Det måtte være der, der var ikke andre steder, det skulle være der. Med et suk tog hun endnu et pergament op og rullede det op "Endelig!". Hun foldede det sammen, smækkede det tunge kistelåg i så der lød et smæk, og gik hen mod døråbningen.
Idet hun gik henimod døråbningen, rykkede hun lidt op i den tynde skjorte - hvilket blottede lidt af hendes venstre hofte - og stak det sammenfoldede pergament i kanten på hørbukserne.
Følelsen af det rug pergament mod hendes hud forsikrede hende om, at hun havde sikret sig selv nu.

Da Dorgon hørte lyden af kistelåget der faldt i, tog han hånden af ansigtet, som hvis han havde brændt sig. Han glippede et par gange med øjnene, og ventede til Lycidas var nær døren.
"Fandt du hvad du ledte efter?" Spurgte han med et svagt, påtaget smil. Han så en del mere afkræftet ud end han havde kunne tænke sig.

Ved Dorgons spørgsmål gav hun slip på skjorten, så den dækkede det stykke af pergamentet der stak op fra kanten af hendes bukser.
"Ja, jeg fandt det." hendes stemme føltes hul, uroen fra tanken om at en anden havde fundet det, at en anden var i besiddelse af det pergament sad stadig i kroppen på hende. Hun greb om håndtaget på døren idet hun gik ud af den, og lod den tunge trædør glide i uden at se sig tilbage. Det var ovre, Thor var død, alt var...på plads.
Hun lod blikket hvile på Dorgon uden at sige noget - hun kunne genkende den træthed. Hun havde set den utallige gange, både hendes brødre og hendes fader havde vist den træthed, Dorgon viste nu.
Det var trætheden efter at have gjort det rigtige, trætheden efter at have forsvaret det rigtige - for enhver pris.

Dorgon så på hende og smilede. Men det var ikke et oprigtigt smil. Det var som om det var dæmpet af noget, og det var som om hans øjne ikke så hende helt.
"Jeg har taget nok af Deres tid," sagde han toneløst og så frem for sig, ud i intetheden igen. "Lad mig finde en soldat der kan opstøve en af Deres brødre for Dem. Jeg er sikker på De stadig har meget at gøre."

[out]

Hun ville have stoppet ham, det var ikke nødvendigt at finde hendes brødre, men det virkede nyttesløst at sige noget nu. Hun rystede på hovedet og begyndte stille at gå ned af trapperne. "Tak General, det er venligt af Dem."
Hun lod sin venstre hånd hvile på pergamentet, det var ordnet nu.

[out]