Når ting pludselig ikke længere er som de plejede

Ramdon tog bladende af endnu en blomst. Ikke nok med at han var større end hende, men hans krop var også vand til blomsterne.
"Nu venter du bare et par minutter," sagde han med et meget tilfreds smil. "Og så er der iiingen bekymringer tilbage i hele den store verden."
Han lagde nænsomt de resterende blomster ned i skrivebordsskuffen og lukkede den, inden han så afventende på Xhimi.
Der var aldrig noget så interessant end at bevidne en persons første oplevelse med den slags hér.

Hun nikkede alvorligt og betragtede Ramdon mens han spiste den anden blomst.
Hun havde ikke nogen ide om, hvad hun ventede på, men vente, det gjorde hun. Så kom hun pludselig i tanke om, at hun sad på gulvet på et forladt kontor og spiste blade. Med en person, hun stadig ikke var helt sikker på, hvem var. Til at starte med forsøgte hun at være alvorlig, men så blev tanken af en eller anden grund så komisk for hende, at hun ikke kunne lade være med at bryde ud i et mindre spontant, og bestemt ikke diskret, latteranfald.

Da Xhimi begyndte at grine, kunne Ramdon heller ikke lade være. Det begyndte som et uskyldigt, afdæmpet grin, men snart lo han åbentlyst og kunne ikke stoppe igen. Det kildede varmt i hele hans krop og han havde så meget energi at han nærmest ikke kunne håndtere at sidde stille.
"Je-jeg" hulkede han mellem grinene. Tårer begyndte at glide ned ad hans kinder. "Jeg sagde jo at det var skønt."
Han så på hende. Tvang grinet i sig et par sekunder. Men så vendte det tilbage endnu værre og han blev nødt til at lægge sig fladt på ryggen på gulvet for at håndtere latterkramperne.
"Åååhå, ba-bare vent til visionerne kommer, søster, de-det bliver for viiiildt!"
Han så op på hende fra sin plads fra gulvet. Han lå sådan, at hun måtte vende på hovedet for ham.
"Kan du også dufte kanel?" Og han lo endnu mere.

”Vi … vi … vi spiser blade!” Fremstammede Xhimi. Hun havde svært ved at få ord ud gennem latteren, men alligevel syntes hun åbenbart at det skulle gentages. ”Vi spiser blade!”
For en kort stund satte hun bare med ansigtet gemt væk i hænderne, rystende af latter.
”Ka-kanel?” spurgte hun så. Hun rystede voldsomt på hovedet og så mod ham. ”Det er ikke kanel, det er regnbuer!” forklarede hun i et så alvorligt tonefald, man nu end kan tale i, når man på samme tid må gispe efter vejret på grund af latter.

"Regnbuer?" spurgte Ramdon oprigtigt nysgerrig og satte sig op igen. Så facineret på Xhimi. "Jamen regnbuer lugter da ikke af noget! De har alt for travlt med at svømme! Svømme og... og ryste i et hav af pels." Han lagde hovedet på skrå. "Pels? Katte?"
Og den obligatoriske rablen var åbenbart begyndt. Som det næste kneb han øjnene sammen og stirrede på Xhimis pande. Han løftede endda en finger og prikkede hende undersøgende mellem øjnene. "Du har, sådan totalt blå pletter i ansigtet. Woooow, og de synger!"
Og så begyndte latteren igen.

”Synge?” et øjeblik tegnede et bekymret udtryk sig over hendes ansigt. ”De skal ikke synge! De skal … ud og lede efter de afpelsede katte!” Hun rejste sig op og lignede et øjeblik en der var ved at falde, men hun genvandt hurtigt balancen. Et øjeblik kikkede hun overrasket mod et eller andet, der åbenbart foregik et sted bag Ramdon, men kun et øjeblik. Så fandt et kæmpesmil igen vej til hendes ansigt. ”Kom,” sagde hun glad. ”Vi skal ud og lede! Før de rider væk!”

"Rider væk på en solstråle af is," gav han hende spændt ret inden han også rejste sig op. Fnisende gik han afslappet hen mod kontorets dør (efter han i tredie forsøg havde fundet ud af hvordan han kom rundt om skrivebordet) og åbnede døren ud til gangen.
Han stak hovedet ud, så sig vagtsomt omkring, og vendte sig dermed hviskende mod Xhimi.
"Sssssh, duuuh!" formanede han mystisk. "Vi skal totalt sørge for at lygtemændene ikke høre os. Jeg så dem kidnappe den bog du var ved at læse lige før, man. Den dér om træer der kan flyve."
Derefter holdt han døren åben, så hun kunne gå ud først mens han stadig holdt udkig efter lygtemændene.

[Seriøst.... What the hell? xD]

"Tror du de stadig har bogen?" spurgte hun bekymret. Hun gik forsigtigt et par skridt hen ad gangen mumlende om at de sikkert ville bruge bogen til at dissekere gulvets indbyggere. Da hun skulle til at dreje om et hjørne stoppede hendes mumlen pludseligt midt i sætningen "Hvis de absolut skal have fat i nogen burde de virkelig gå efter dem oppe på loftet, de har nemlig ..." Hun sprang forskrækket tilbage.
"Der er en!" råbte hun forskrækket mod Ramdon "en af fakkelfolkene! Og jeg tror den havde en ... en ... EN HAT!"

"Åh nej, man!" Ramdon tog sig fortvivlet til hovedet med begge hænder. "Alt andet end lysende hovedbeklædning! Det er for meget, duuh, jeg kan ikke holde til det! Hvis bare det havde været omvendte cirkler i vinden i stedet!"
Han var fuldt med Xhimi ned ad gangen og så nu samme sted hen som hende.
Forbipasserende lærlinge enten skyndte sig så meget de kunne med at komme væk, eller stoppede op for at se på optrinnet. Ganske rigtigt opførte jordmagikerne sig normalt en smule sært, men dette hér var en af de underligere ting de havde bevidnet.
"Åååh, Xhimi, sødeste lillesøster," sagde han og lagde betroende en hånd på hendes skulder. "Jeg sagde jo til huleboerne at jeg skulle havde været forfatter i stedet. Men de lyttede aldrig til mig. De havde altid for travlt med at drikke te, maaan, det var totalt brutalt."
Han gik videre i retningen Xhimi havde peget.
"Det eneste vi kan gøre nu er at finde bogen, duuh. Det skal nok vise dem at de ikke kan danse mens der er højvande!"

"De burde ellers passe på med al den te," fortalte Xhimi. For en gangs skyld uden at bemærke de andre lærlinges blikke. "vidste du, at hvis de drikker for meget af det, så begynder deres øre at blafre?"
Hun begyndte så at fnise over et eller andet mens de gik ned ad trappen, de før havde siddet på. Midt på trappen stoppede hun op og vendte sig stadig fnisende mod Ramdon. "Hvis nu vi får bogen tilbage, tror du så, fakkelflokken vil skifte farve?" hendes fnisen udviklede sig til en latter da hun tilføjede "Så kan vi også blive orange".

"Ååårh, totaaalt," sagde Ramdon med det samme der straks fangede hvad Xhimi snakkede om. "Og jeg tror de bliver, sådan, flydende! Bare, splash..!"
Han gjorde en illustrerende bevægelse med sine hænder der viste noget der splattede ud over gulvet. Men da han så sine hænder foran sig stoppede han pludselig op og måbede. Viste sine hænder til Xhimi, midt på trappen.
"Wooow..." sagde han facineret. "Mine hænder er, sådan... begge to højre-hænder..! Hvordan skal jeg nu vide hvilken hånd jeg skal skrive med?"

"Spørg dem om, hvilken af dem kender flest ord. Den hånd skal du nemlig holde dig fra, for en god skrivehånd bør aldrig tale om andet end vejret." Forklarede hun. "Se her," sagde hun og holdt nu også sine hænder fremme. "Den her hånd her den roder rundt med alle ordene, så den bør ikke skrive. Den her har kun nogle ord, så den holder sig til ordene i stedet for at hoppe over til alt muligt andet goblingespyt med marmelade."
Hun så bearbejdende på hans hænder og rystede så på hovedet.
"Men det er også fordi at dine hænder er blevet for store. Det gør hænder nemlig her."

"Ååårh, nu forstår jeg det," sagde han som om Xhimi lige havde forklaret ham hvordan universet hang sammen. "Det er totalt ligesom festøv. Simpelt..!"
Han tog Xhimis hånd i hans og holdt dem op mod hinanden for at sammenligne deres størrelser. Og der var ikke så lidt af en forskel.
"Men dine hænder er så smååååh, sødeste," sagde han betaget. "Det dur da slet ikke for en græsforkynder, duuuh. Det er hestene slet ikke glade for, altså. Og de ved totalt hvad de taler om, for de kan lyse i mørke. Også selv om det regner."

"Men hvis hestene ikke kan lide det, hvad skal man så gøre?" spurgte hun bekymret. "Har køerne også noget imod det? For hvis de har det, hvad gør vi så?"
Hun så sig forvirret omkring, men tog sig så sammen og sagde langsomt ”Jeg har det! Vi må finde nogle andre hænder. Nogle store hænder. Nogle ENORME hænder” Hun råbte ordet ’enorme’, som for at understrege sin mening.
”Men hvor er de henne alle hænderne?” hun mumlede så videre om at hænder sikkert var henne hvor alt hændede sig.

"Jamen du kan ikke bare gå rundt og tage andres hænder, maaaand..!" udbrød Ramdon med det samme. "Det ville være at stjæle, og det må vi ikke fordig... fordi... fordi kopsdelenes uafhængighedserklæring, sådan, totalt forbyder det. Og det synes lyninsekterne faktisk også. Det er nemlig grønt på lygtepælene udenfor."
Han så endnu engang på Xhimis hænder, sine egne for at sammenligne, og på hendes igen.
De omkringstående lærlinge himlede i høj grad med øjnene af den underlige samtale.
"Vi bliver nødt til at få dine hænder til at gro," sagde Ramdon, tilsyneladende komplet overrasket over sin egen briliante idé. "Med vokse-middel eller tidsrejser eller sådan noget."

Xhimi nikkede skyldfølende ved formaningen om, ikke at stjæle andres hænder.
Hun bemærkede overhovedet ikke de andre elever. De var uden for det univers hun i øjeblikket befandt sig i.
"Få mine hænder til at gro ..." gentog hun tænksomt. "Jeg ved hvordan man får ting til at gro. Ligesom med planter! Vi skal bare proppe dem ned i jorden og hælde enten vand eller killinger på dem, så gør de det selv." Hun nikkede beslutsomt for sig selv og begyndte så at gå for at komme udenfor, men kom til at gå op ad trappen i stedet for ned. Dette gik dog op for hende da hun nåede toppen, så hun vendte forvirret om og gik nedad i stedet.