En utrolig sejr! ...Og et krus øl for meget.

Oktober, Anno 583

Nyheden om en stor sejr ved Korsbyen, havde allerede nået hovedstaden flere dage inden soldaterne nåede byens porte. Hele byen summede af spænding. Forældre havde trukket deres børn ud i gaderne for at gå de modige krigere i møde. Unge kvinder i deres smukkeste kjoler ventede trofast på deres kære ved byens port. Ligeledes gjorde bekymrede forældre.
Snart hørtes larmen fra marcherende støvler. Byens tunge gitre gik op, højere end normalt, med en utrolig metallisk lyd. Og folkemængden jublede.

Røde og orange blade blæste om hæstenes hove, idet soldaternes overhoved og næstkommanderende først viste sig for folket. To mænd til hest - én rødhåret, og én blond. Efter dem, marcherede en bataljon på 1000 mand. Forslået. Udmattet. Men i overraskende god behold. Med stolthed i ansigterne og glæde over endelig at være hjemme.
Garius Henzel sad højt hævet på stridshingstens ryg. Pladerustning om hans torso skindede i solen, og den blå kappe bølgede bag ham i vinden, idet han gik de mange borgere i møde.
Hundredevis af øjne funklede op mod ham. Og det han så var håb. Stolthed. En tro på at alting endelig ville blive bedre.
Idet Garius mødte folket som den første hjemvendte soldat, gjorde han noget usædvanligt: Han gengældte folkets stolthed, i skyggen af et smil. Med hovedet hævet højt, og øjne lysende af næsten månelig styrke. Og folket tog imod ham med jubel.


Selv samme aften, summede byens mest populære kro, Den Glade Goblin, af liv. Højlydte stemmer og sang lød helt ud på de snævre gader udenfor.
I selve krostuen, blev larmen kun værre. Hærens mænd havde komplet overtaget hvert eneste bord, hver eneste stol og hver eneste væg der kunne hænges op ad.
Ejeren af stedet, Duxis, dirigerede flittigt sine mange kropiger rundt til de mange mænd, og sørgede for at drikkevarende flød som de skulle, mens hendes perlende latter rungede gennem mængden. Der var tændt op i krostuens ildsted, selv om der egentlig ikke var brug for det.
En forholdsvis ung soldat, Doras, stod på en af langbordene midt i rummet. De tunge støvler trampede mod bordets træ. Med lys i øjnene berettede han om kampens hede, med en viljestæk stemme.
Det var Doras der havde reddet foran soldaterne, sammen med Garius, hele vejen fra Korsbyen. Det korte, blonde hår var pjusket efter de mange ugers hårde rejse, og hans ene arm var pakket ind i en slynge. Øl skvulpede ned på de omkringsiddende, idet den unge blev ved med at slå ud med sin raske hånd, der holdte et stort krus.
De tilhørende klappede og råbte, hver gang historierne nærmede sig deres klimaks. Garth Kasvor bandede højlydt idet halvdelen af Doras’ øl pjaskede ned i hans skød, men blev bare mødt med adskillige dunk i ryggen fra de andre mænd. General Dorgon Parél lo højlydt et sted i rummet.
Ved et andet bord, sad Garius selv, med et krus øl foran sig, i dyb samtale med fire andre mænd fra hæren. En af disse mænd var Bentjreman Cadfael.
Rejsen til Korsbyen havde taget næsten halvanden måned. Men Garius havde overgået alle forventinger i sit lederskab. Og der var i den grad noget at fejre på denne aften.

Det føltes som evigheder siden at Rétnecks borgere havde haft noget at fejre, og byen summede af glade stemmer og musik på trods af det køligere vejr.
Lycidas havde ikke haft planer om at gå ud i det, så stor en glædesdag som det var, var det ikke nødvendigvis en beguvenhed der kaldte på tilstedeværelsen af en adelsfrøken, men da hendes storebror Bentjeman ikke kom hjem på det forventede tidspunkt var hendes sorte hest Roka blevet sadlet, ikke på sædvanligvis, men med damesaddel.
Det var stadig tidligt nok på aftenen til at hun ville kunne blive set, hvilket betød at kjolen blev på. Udover sin kjole havde hun en tung kappe med en stor hætte lavet i mørkeblåt stof, foret med gyldent silke, når hun tog hætten over hovedet var det næsten umuligt at få øje på hendes ansigt, en betryggende faktor når man tænkte på hvor upassende nogle ville finde det, at frøken Cadfael red på dette tidspunkt af aftenen, for slet ikke at tale om hvor hun var på vej hen..!

Da hun slog døren op til Den Glade Goblin blev hun ramt af en mur af varme og lugten af øl og sved, kroen var pakket med soldater. Da hun havde lukket døren bag sig lod hun hætten glide ned så det lange, løse kastanjehår hang frit men hun beholdt kappen på. Hun kunne ikke lade være med at smile ved synet af så mange festende soldater i samme rum, hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde set et sådan syn.
Den første hun fik øje på som hun kendte var Duxis, hun ville vel have en idé om hvorvidt Bentjeman stadig var her, på den anden side var der så mange mænd i uniform i kroen på denne aften at de begyndte at blive svære at skelne fra hinanden, men det var hendes bedste bud.
Hun begyndte at gå imod Duxis, men det var lettere sagt end gjort i en så tæt mennekemasse, og hun måtte flere gange presse sig ind mellem to soldater for blot endnu engang at tå overfor en mur af blåt.

Duxis satte et overstort grin op og slog en enkelt gang i bardiskens træ, idet hun vandt endnu en omgang terninger mod en tilfældig Major, der straks smækkede en hånd hårdt i panden.
Dux havde stadig lovet en gratis runde af drikkevare til hele kroen, hvis nogen kunne slå hende i et spil. Alle vidste, at det ikke var muligt, men de blev ved med at prøve alligevel.
Den lykkelige barejer var denne aften klædt i en lang kjole med et stort, fyldigt skørt - plettet af mel - og et stramt korset i rødbrunt læder. En råhvid skjorte hang løst om hendes arme, og holdt hendes skuldre blottet. Gulvsmykker hang smukt om hendes hals og funklede i pejsens skær.
Hen langs baren sad et par mænd og talte højlydt sammen: Dorgon, dovent henslængt på en højbenet skammel, den ene fod stadig plantet på gulvet. Hans samtalepartner, Rodon, var en ældre soldat med et gråt skæg og en blank isse.
På bordet midt i rummet udbrød Doras et eller andet mens han dramatisk gjorde en piruette om sig selv, og alle de omkringstående brød ud i bragende latter.
Duxis gav den besejrede Major et dask på skulderen, og så derefter op.
“Lycidas!” udbrød hun, med et stort smil på ansigtet. Hendes stemme var hævet, siden adelskvinden stadig var mange meter væk i havet af mennesker. “Hvad i alOrbis laver du her? Er det din bror der har slæbt dig med? Vin eller mjød?”

Da Duxis havde råbt hendes navn havde mændende foran hende vendt sig om for at se hvem denne person Duxis kendte var, hvilket skabte nok mellemrum til at Lycidas med lange skridt endelig kunne bane sig vej frem mod baren. De unge soldaters fordrukne blik fulgte den usædvanlige skabning som hu banede sig vej til baren, kappen kamuflerede hendes figur til et vidst punkt, men hun stod stadig i skarp kontrast til de kurvede kropiger.
Da hun endelig stod foran baren smilede hun stort til Duxis, det havde i sandhed været længe siden hun havde set hende..!
"På sin vis er det Bentjemans skyld, selvom han næppe har lyst til at jeg er her..! Vin, tak Duxis" hendes stemme var lys og let, og på hendes læber var et bredt smil "Han burde have været tilbage for timer siden, og taget nylige begivenheder i betragtning blev jeg sendt afsted for at dobbelt tjekke, at han ikke var forsvundet ned i andet end et krus øl..! Er han her stadig?"
Hun havde haft planer om at beholde kappen på indtil hun fandt Bentjeman, men da det uden tvivl ville tage sin tid i dette mylder, og kroen var så fyldt med mennesker at den tunge uld-kappe blev ulidelig varm.
Hun åbnede spændet der hold den samlet om hendes skuldre og lod den glide ned af sine arme før hun lagde den op på baren, den var for tung at have over armen. Kjolen hun havde på nedenunder var gulvlang og i samme blå farve som soldaternes uniformer, den havde lange ærmer men den dækkede ikke hendes spinkle skuldre som det lange kastanjebrune hår nu faldt ned over. Den mælkehvide hud lyste nærmest op som hun stod der i den lettere dunkle kro.

Inden Lycidas havde svarede hende, havde Dux allerede snurrede en gang rundt om sig selv og grebet en flaske vin fra en af de mange hylder bag hende. Tydeligvis havde hun allerede luret præcis hvad Lycidas havde lyst til. Hun havde ikke engang behøvet at se efter mærkesedlerne på de mange flasker, for at finde den hun havde haft i tankerne. Hun kendte sin bar, bedre end hun kendte alle soldaternes skumle hemmeligheder. Og det sagde faktisk en hel del..!
Hun rakte ned efter et redskab til at lukke vinen op med, mens Lycidas endelig fandt vej over til disken. Et par ringe om kroejerens fingre klirrede mod flaskens glas.
“Ja, han er her skam,” sagde hun med et vidende smil. “Han var endda en af de første til at dukke op! Hvem skulle have troet det? Den kære Bentjeman, altså, det er så fantastisk at se at han endelig har fundet sig en god ven han kan have en smule sjovt med!”
Duxis forklarede ikke sine ord videre, men trak blot proppen i flasken op, så den gav en høj, fornøjelig lyd.
Bag Lycidas var tre unge soldater i fuld gang med at forsøge at overtale og udfordre hinanden til at starte en samtale med den unge adelsdame.
Den dybrøde vin duftede stærkt af en krydret sødme der i den grad var noget for sig selv, idet Duxis hældte et glas op til sin veninde.
“Et glas ægte Ravnedal, sødeste,” sagde hun med et stort smil, idet hun skubbede glasset over mod Lycidas med to finger. “Fordi det er så længe siden. Huset giver!”
De tre yngre soldater havde endelig udpeget en modig knap-så-frivillig, og de to andre kammerater skubbede ham nu hen mod Lycidas, leende i baggrunden. Den frivillige rømmede sig, samlede mod, og gik et skridt fremad, komplet rød i ansigtet allerede. Men inden han nåede hen til adelsfrøkenen, gik en anden mand pludselig i vejen for ham.
Dorgon stod pludselig ved siden af Lycidas, og gav hende et stort smil.
“Hvor sjovt at se dig her, frøken!” sagde han højt, hen over mængden. Han var tydeligvis en af de absolut eneste i den tæt befolket krostue der ikke var det mindste påvirket af alkohol. Han tog blidt om hendes hånd, og plantede et kys på dennes håndryg med et smil. Duxis fløjtede af dem. Han tog sig ikke af det.
“Her for at tale med din bror?”

Hun rynkede først brynene i let forvirring ved Duxis ord, men kort tid efter gav hun et suk fra sig idet hun mumlede "Garius, selvølgelig..! Garius!".
Det var i sandhed et besynderligt bekendtskab, men på sin vis var det en lettelse at Bentjeman rent faktisk var begyndt at tale med mennesker, frem for blot at tale til sig selv, pergamentruller og flasken ved siden af ham. Hvis dette bekendtskab derudover på nogen måde havde hjulpet Garius med at undgå at synke ned i et dybt, fordrukkent hul alene, kunne hun egentlig ikke sige det store til det.
På trods af dette var der en lille del af hende der ikke blev glad ved tanken om de to sammen over øl, men hun kunne ikke bestemme sig for hvad det var, og lød tanken passere.

Lycidas smilede stort til Duxis som hun tog imod glasset "Du er en skat Duxis! Det er alt for længe siden..!" stemmen nærmest sang som hun talte til sin kære veninde bag disken, der havde hjulpet hende ud af flere uheldige sene nætter end hun havde lyst til at indrømme.
Hun havde kap taget en tår af sin vin før hun hørte Dorgons stemme ved siden af hende, hun klukkede let ved Duxis' fløjten, på trods af alt der var sket mellem de to virkede det unægteligt at antyde den slags nu.
"Dorgon.." hun så op på ham med lysende grønne øjne og et stort smil der afslørede de perlehvide tænder "Ja og nej, jeg kom mest af alt for at sikre mig at han stadig var her..! Men nu er jeg blevet tilbudt vin, og det ville være aldeles uhøfligt at gå uden at drikke ud, ikke sandt?" stemmen var munter, det var længe siden noget sted i Rétneck havde tilladt en så afslappet stemning "Du er her vel for at holde øje med tropperne, siden du er ædru?"

“Tro mig,” lo Dorgon. “Hvis de her folk beslutter sig for at gøre oprør i aften, så er der ikke noget jeg kan kan gøre ved det, ædru eller ej!”
“Lyt til din veninde, Dorgon!” formanede Duxis fra den anden side af baren. Daskede voldsomt ud efter ham med et viskestykke. “Vin er sundt! For krop og sjæl! Eller i det mindste for humøret..! Vi har lige åbnet en flaske.”
“Ellers tak,” svarede Dorgon, og smilede til Duxis. Flyttede sig en smule, så stofkluden i det mindste ikke kunne nå hans ansigt. Den skøre kvinde bag disken var blevet som en fjollede tante for ham gennem de mange år.
Dorgon kantede sig diskret et par skridt rundt om Lycidas, og skærmede dermed endnu en modig soldat af fra at bryde ind og tale med hende. Han kommenterede dog ikke videre på denne underlige bevægelse.
“Jeg tror stadig din bror er i samtale med festens midtpunkt, hvis du skulle få lyst til at tale med ham alligevel,” sagde han muntert. “Eller vi kan overtale et par af mine kammerater til en omgang kort, hvis du har lyst?”

Lydas grinte muntert af Duxis' opførsel overfor Dorgon, det fik hende til at tænke tilbage på en tid hvor tingene havde været nemmere, før verden begyndte at falde sammen omkring dem.

Ved Dorgons bemærkning om kortspil spredte et skævt smil sig over hendes læber, ved mindet om hvordan kortspil på Goblinen tidligere havde endt. Ingen regnede med at hun kendte noget til kort, hvilket i og for og var forståeligt siden hun var en adelsfrøken, men grundet hendes lettere aparte opdragelse havde hun brugt ualmindeligt meget tid med sine brødre, der elskede at spille kort.
Hun så op på Dorgon med et glimt i øjet "Du ved bedre end nogen anden hvordan dét kommer til at ende, sidst tror jeg at jeg vandt en soldats bukser..en speciel pris..! Men hvis du har et villigt offer vil jeg hellere end gerne spille kort."
Hun tog en slurk af sin vin, og den velkendte, varme snurren alkohol skabte i hende begyndte at melde sin ankomst.

En lille time senere kastede Dorgon sin hånd af kort fra sig på bordet foran sig.
“Jeg er helt færdig,” sukkede han og lænede sig tilbage i sin stol, med en hovedrysten og et grin. Lycidas havde gjort det igen..! Hvor hun fik evnen til at bluffe som hun gjorde, havde han ingen anelse om.
En kaptajn der havde sluttet sig til dem jamrede ligeledes højlydt idet han var ude af spillet.
Rodon var den eneste ved bordet der stadig sad med en tænksom mine. Den ældre soldat var den eneste af de tre mænd der lod til at kunne hamle op med den unge adelsfrøken. Dog så spillet ud til nærmest at være ovre, og det ville komme til at kræve revanche mellem de to, hvis der skulle findes en klar vinder.
Kaptajnen lagde sine kort fladt på bordet, og skævede derefter til Lycidas. En smule længere end han burde.
“Jeg må indrømme at jeg finder Dem ganske imponerende, frøken,” sagde han med et vantro suk. Manden havde skulderlangt mørkt hår, der var samlet i hans nakke, og et velplejet skæg.
Dorgon, der havde drejet sig en halv omgang væk fra bordet, var for travlt optaget af en pludselig samtale til at bemærke kaptajnens pludselige interesse i Lycidas.
Rodon var for optaget af sit sidste strategiske træk, til at bekymre sig med de unge folk på den anden side af bordet. Han spillede sit sidste kort, men det kom - som forventet - ikke til at afgøre en klar vinder.
“Lad mig byde på et glas vin,” fortsatte kaptajnen høfligt. “Siden De komplet har efterladt mig i støvet, er det det mindste jeg kan gøre.”

Lycidas lænede sin hage mod hendes håndryg, og så på kaptajnen der sad overfor hende med et skævt smil. Hun havde nydt kortspillet gevaldigt, at se frustrationen og vantroen sprede sig over disse mænds ansigter over at en lille adelsfrøken var så umanerlig dygtig til kort.
"Kaptajn, hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro De forsøgte at drikke mig fuld.." hun holdt en kunstpause, lyset spillede i de grønne øjne "Men det kunne De naturligvis ikke finde på."
Hun havde allerede fået et par glas, ikke nok til at hun ikke var ved sig selv, hun var stadig i kontrol, men hun kunne mærke hvordan alkohollen snurrede i kroppen på hende, og fik hende til at sidde mindre opret.
Hun lænede sig tilbage i sin stol med skuldrene let på skrå og kurvet ryg, hun fasthold kaptajnens blik som hun lagde hovedet tilbage mod stolens ryglæn.
Den blå kjole var ikke som sådan stram men stoffet svævede ikke langt fra hende spinkle krop, og som hun sad der strammedes stoffet let om hendes hofter og hendes lår.

Bentjeman havde siddet i selv samme stol i så mange timer nu at han havde mistet følingen af hvor sent det måtte betyde at det var blevet, men det havde været et stykke tid siden han havde kunne snakke med Garius så han var egentlig ligeglad.
Han sad komfortabelt, i godt selskab og lyttede interesseret til Garius og de andre mænds fortællinger om hvad der var sket. Ikke som sådan hæders-historier, det var mere for de unge soldater, men hvilken strategi der havde været brugt, hvordan det havde gået op i en højere enhed i angreb.
Han løftede kruset med øl til sin mund og tømte det, det var med krusende af øl som det var med timerne: han havde mistet fornemmelsen af hvor mange der egentlig var gået. Han skulle lige til at hælde mere øl op i sit krus da han frøs i et øjeblik ved glimtet af langt, kastanjebrunt hår på den anden side af lokalet. Han kendte til hver eneste soldat i dette lokale ingen, ingen af soldaterne havde deres hår sådan. Han fastholdt blikket, og da manden foran personen rykkede sig til siden stod det pludselig klart at det absolut ikke var en soldat.
Det var Lycidas. Hans lillesøster, med bare skuldre, omringet af soldater og alkohol...det her var ikke en optimal situation.
Ikke at disse tanker kunne læses på Bentjemans ansigt, der forblev i de samme rolige folder som det havde været i resten af aftenen.

“Selvfølgelig ikke!” Kaptajnen lo hjerteligt. Det var tydeligt at han selv var påvirket af både stemningen, drikkevarerne, og den smukke adelskvinde foran ham. Han sad med rank ryg lænet hen mod Lycidas, og følte sig umådeligt heldig. “Hvad tror De dog om mig, frøken?”
Alligevel, trods hans ord, havde han fået fremtryllet to glas vin ved en kropiges hjælp, og han rakte nu det ene hen mod Lycidas. Det andet glas, rakte han galant op, for at skåle med hende.
Smilet på hans læber var det mest charmerende han overhovedet kunne overkomme.

Garius havde været midt i at lytte til en af sine kammerater, da Bentjemans målrettede blik pludselig fangede hans opmærksomhed. Han så undrende på ham, som for at overveje om mandens hjerne mon var kogt over. Undrende vendte han sig i stolen, for at se hvad der mon kunne være så vigtigt.
Synet der ramte ham, var præcis samme form for ucharmerende parringsdans man så ofte så på nætter som denne. Lallende, desperate folk der håbede på ikke at skulle gå hjem til en kold seng alene. Typisk kunne han ikke være mere ligeglad.
Men alligevel gjorde synet denne aften ham langt mere frustreret, og langt mere vred, end han ville indrømme. Krostuen var overbefolket og dunkel, men den eneste kvinde der var til stede, var ikke til at tage fejl af.
Garius drejede sig om mod sine kammeraters bord igen med en dyb knurren, og rakte ud mod sit krus. Han tog et par lange drag af den bitre væske, inden han fik struktureret sine tanker.
“Måske du burde hente din søster, inden hun pludselig får udvidet familien,” brummede han med en stemme tung af frustration ned i kruset, der pludselig forsvandt langt hurtigere end hvad godt var.

Med et let ryk satte Lycidas sig op og lænede sig let henover bordet som hun tog imod glasset, hendes kraveben og spinkle skuldre fangede lyset og skinnede nærmest hvidt.
Hun slog let glaset mod hans med et smil, der havde noget ubestemmeligt tillokkende over sig "Er De sikker på at De vil vide hvad jeg tror om Dem...Kaptajn?" hendes stemme var så sød at den nærmest dryppede af honning, men øjnene var alt andet end ufarlige. Som en rose, med en skøn duft og smuk blomst, men med torne der burde omgåes med forsigtighed.

Bentjeman holdt blikket fæstnet ved sin søster, som han gav en tør latter fra sig som svar til Garius' bemærkning "Hun er kogere end du tror..! Tro mig, Lycidas ved for meget til nogensinde at blive gravid af det medmindre det rent faktisk er planen, og ham der har hun ingen planer om at blive gravid med.." han holdt en kort pause, han observerede mandens ansigtsudtryk, åh han var tryllebundet for længe siden. Han gav et suk fra sig "Hun ved hvad hun laver, hun kender faldgrupperne og hun har lært at undgå dem. Jeg forsøgte én gang at skille hende og en mand ad, jeg har stadig arret..!"
Han lænede sig tilbage i stolen og hældte noget mere øl op, medmindre manden virkede til at gøre noget hun ikke ønskede, havde han absolut ingen intentioner om at rykke sig ud af flækken.

Kaptajnen tog diskret et sip af sin vin, idet hans mund pludselig var blevet tør fra den næsten overvældende, ophedet situation. Alle ungkarlene i krostuen havde uden tvivl overvejet at starte en samtale med den unge kvinde, men han havde aldrig forestillet sig at det rent faktisk ville gå så godt, og så lovende, som det gjorde nu.
“Fuldstændig sikker,” svarede han, og lænede sig ligeledes længere ind mod Lycidas. “Jeg vil høre hvert et ord.”
Ved månerne, hvor var hun køn!

Garius så komplet vantro på Bentjeman, da han hørte hvad han havde at sige. Det var den underligeste, mest forargende talestrøm han længe havde måtte lytte til! Hvordan i alverden kunne en adelsfrøken som Lycidas vide hvad hun lavede i sådan en situation? Hvordan kunne hun kendte til faldgrupper? Alle faldgrupper?
Det Bentjeman sagde var komplet absurd.
“Jeg er ikke bange for ar…”
Det tomme krus gav en høj, hul lyd, idet Garius hamrede det hårdt mod bordets overflade. I en flydende bevægelse rejste han sig op, og vendte blikket mod parret, der havde fanget hans opmærksomhed. En del soldater omkring ham råbte sejrsråb og jublede af ham, men han hørte det ikke engang. Gik i stedet målrettet og stålfast direkte mod den anden side af krostuen, med lange skridt.

En lav latter undslap Lycidas ved katajnens imødekommenhed, det var nogen tid siden hun havde haft så sjov og uforpligtende aften, og hun nød det i fulde drag. Det var en velkommen mulighed til at glemme tunge minder.
"Så det siger De, men jeg er ikke sikker på at alle disse ting jeg tror om Dem er passende at sige i et offentlig rum.." hun lod en finger glide ned af stilken på sit vinglas uden at bryde øjenkontakt med ham "Hvad skal vi dog stille op med sådan en situation."
Hun hvilede hovedet mod sin anden hånd og tog en slurk af vinen, stadig uden at bryde øjenkontakt.

Bentjeman havde været på vej til at overtale Garius til at blive siddende, men da han åbnede munden havde han allerede rejst sig. Bentjeman sukkede dybt, han brød sig ikke om tanken om endnu et element i ligningen, især ikke når elementet ikke virkede til at give mening.
Hvorfor i alOrbis var Garius pludselig så interesseret i hans søster, de fleste gange han havde nævnt hendes navn havde Garius ikke ligefrem talt om hende med glæde...Han tømte sit krus øl og lænede sig tilbage, der var ikke det store han kunne gøre i situationen, andet end at afvente om han blev nødt til at gribe ind.

Kaptajnen følte sig totalt på toppen af verdenen. Troede knap sine egne øre - eller resten af hans sanser. Nok var han ikke en uattraktiv mand, men at en adelsfrøken viste interesse for en simpel soldat som ham var noget der skete én gang i en hel livstid.
“Vi kan jo altid-“
Hans tale blev afbrudt af en skikkelse, der pludselig stod tæt ved siden af deres bord. Han drejede hovedet op med en vred mine, klar til at fortælle hvem end det var, til at skrubbe af og finde deres egen adelsfrøken. Men da han opdagede hvem der tårnede sig op over bordet, ændredes hans ansigt på et splitsekund.
“Hr!” Udbrød han åndeløst, og hele hans krop gjorde nærmest et spjæt i overraskelse, som om han ville have gjort hunør af refleks.
Garius Henzel betragtede manden med korslagte arme og et komplet rasende udtryk. Gav ikke Lycidas så meget som et enkelt blik.
“Knap hjemme fra krigen, og du gør allerede dig selv til grin, kaptajn?” knurrede den rødhårede glubskt.
Kaptajnen krympede sig under sin overordnedes blik, og vidste pludselig ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han havde tydeligvis været en del af den bataljon der havde været i Korsbyen, men i dette øjeblik havde han ingen anelse om hvad i alverden han havde gjort, for at fortjene Henzel-sønnens vrede.

Lycidas havde set undrende på Garius et øjeblik, hun vidste naturligvis at han var til stede, men hun kunne ikke gennemskue hvorfor han nu stod ved deres bord. Han så overraskende...hel ud for en mand der var kommet tilbage fra krig, især hvis man tog hans yderligere belastninger med i regnestykket.
Disse tanker blev dog afbrudt det øjeblik Garius åbnede munden, hvad i alOrbis havde fået ham til at tro, at dette ville være passende opførsel?!
"Hvad er det helt præcis han har gjort, hr. Henzel?" de grønne øjne så op på den sværdmanden med overraskende intensitet, blodet kogede i årene på hende.
Hvorfor skulle han være sådan? Han havde vel ved månerne andet at gøre på en aften som denne, hvor han sejr fejredes..! Hun kunne ikke forstå noget af dette, hvilket kun gjorde spot til skade.

Ved Lycidas ord, sukkede Garius utrolig tungt. Som om hendes anklagende stemme trak liv ud af ham, samme sekund han hørte den. Han ignorerede hende så længe han overhovedet formåede - hvilket var omkring fem sekunder - inden han langsomt drejede sig, og mødte hendes blik. Hans arme lå stadig over kors. De grønne øjne skar igennem luften mod hende.
“Frøken Cadfael,” hilste han. Høfligt ordvalg, men med en stemme tung af irritation.
Derpå vendte han sig mod kaptajnen igen.
“Du opfører dig som om i to var bag lukkede døre,” rasede han videre af den stakkels soldat, der stadig ikke anede hvad han skulle gøre. “Vis dog noget forbandede respekt for de soldater der knap kom hjem med livet i behold! Brug din patetiske energi på at være der for din deling i stedet for at te dig som en åndssvag knægt.”
“Jeg..! Hr.! Men jeg-!” Kaptajnen forsøgte at få et ord indført, men hans hoved forsøgte stadig at bearbejde at den nye krigshelt - hans overordnet gennem de sidste seks måneder - nu var komplet utilfreds med ham. Nok var Garius Henzels rustning nu udskiftet med en simpel kofte, men øjnene der lynede ned mod ham, var de samme øjne fjenderne havde set på slagmarken. Det sidste de havde set..!
Kaptajnen havde kæmpet ved Garius’ side. Set hvordan manden førte et våben: I en komplet blodrus, uden nåde. Han havde givet ham al hans respekt. Ville sværge troskab til ham, hvert øjeblik det skulle være. Så hvad gjorde man i en situation som denne?
“Ja, Hr., selvfølgelig,” sagde kaptajnen endelig, da hans hoved kom til en konklusion. Skubbede sin stol tilbage, og rejste sig med et ansigt tynget af skyld. “Undskyld, Hr.”

Lycidas grønne øjne lynede som Garius fik kaptajnen til i sidste ende at forføje sig. Hvorfor i alverden havde han valgt at blande sig, hvorfor var han så rasende på en mand der bare fejrede en sejr, hvorfor kunne han ikke bare havde ladet dem være? Hun havde ønsket at stoppe kaptajnen fra at gå, men Garius havde reduceret ham til en hund med halen mellem benene, og havde derved spoleret al tænkelig mulighed for en sjov aften.
Hun lænede sig frem mod Garius "Garius Henzel," hendes stemme dirrede af vrede og de lynende, grønne øjne borede sig ind i ham som om de var knive "Hvor vover De at gøre Dem til dommer over hvad der gør forskellen på en respektfuld fejring af en sejr, og hvad er usmagelighed? De har ganske vidst ledt disse mænd, men det giver Dem ikke retten til at fordømme det faktum, at de ønsker at fejre at de er i live på med andet end en urimelig stor mængde øl..!"
Hun havde sat sit glas vin på bordet, det efterlod ikke længere andet end en irriterende velkendt, bitter smag i munden på hende.

Garius så ned på Lycidas, hvor hun sad ved bordet. Studerede hver eneste detalje ved hendes ansigt. Overvejede stadig om alt dette bare var en grum spøg både hende og Bentjeman havde kørende.
Bag ham, var festen stadig på det højeste. En gruppe soldater i den ene side af krostuen havde forvandlet en simpel armlægnings-konkurence til årets højdepunkt. I lokalets anden side havde en ny historie-fortæller højlydt taget over for Doras.
“Du du har det altså fint med at være en patetisk belønning?” Garius’ stemme var ikke hævet, men den skar stadig gennem luften. “Så det er dét du har tænkt dig at gøre med al din snak om ære og fremgang? Belønne soldater for deres arbejde med dit, åh, så fantastiske selvskab?”
Med en hurtig bevægelse satte han sig sig ned på en stol direkte ved siden af hende. Selv om man kunne formode at han ikke ligefrem var ædru, viste hans bevægelser ingen tegn på at han havde drukket. Hans front var vendt mod hende, idet han sænkede stemmen til en snerrende, irriteret mumlen kun hun kunne høre.
“Jeg satsede ikke liv og lemmer for din sikkerhed, så du bare kan smide dig i armene på det første fordrukne fjols der ber om det.”

"Patetisk belønning?!" snerrede hun tilbage, hun kneb let øjnene samme og drejede hovedet så hun så direkte på ham uden at ændre stilling "Det du forsvarede var min ret til at bestemme hvorvidt min krop skal røres eller ej! Det har intet at gøre med hvorvidt han beder om det eller ej, det handler om hvorvidt jeg ønsker nogens selskab..! Det at du reddede mig fra en værre skæbne end døden giver dig ikke retten til at bestemme over hvordan jeg vælger at fejre en sejr, alene eller ej."
Hun kunne mærke sin puls stige, hvorfor i alOrbis skulle han nu have en holdning om hvem hun brugte sin tid i selskab med?! Det var jo grotesk, bortset fra nogle få glimt havde han ikke brugt tiden på andet end at fortælle hende hvor lidt hun burde blande sig i hvad han gjorde og hvorfor, og nu sad han der i ramme alvor og var arrig over hvad hun havde gjort, på trods af at hun havde foretaget sig stort set ingenting..! Ved månerne, kaptajnen havde ikke engang rørt hende!
Hvad irriterede hende endnu mere var, at hun oprigtigt havde følt sig lettet ved nyheden om at Garius var vendt tilbage til Rétneck i ét stykke, men da han nu sad ved siden af hende var deres gensyn syrnet af hans uforklarelige galle.

En krusning faldt over Garius’ ansigt ved hendes ord. Et øjeblik dirrede hans overlæbe i et øjebliks komplet frustration.
Han så på hende. Længe.
“Fint,” sagde han endelig med en ligegyldig stemme. Rejste sig langsomt fra stolen igen, for at gå. Hvis hun ville spilde sin tid og sin krop på ligegyldige mænd som kaptajnen, måtte hun selv om det.
“Du ligner ellers ikke en komplet skøge.”

Ved Garius ord var det som om noget slog klik i Lycidas' hovede, uden så meget som at fortrække en mine rejste hun sig i en glidende, overraskende hurtig, bevægelse op. Stolen hun havde siddet på væltede bag hende som hun slyngede hvad der var tilbage i vinglasset i hovedet på Garius, efterfulgt af en syngende lussing der efterlod et par små rifter fra hendes skarpe fingernegle.
Glasset faldt til gulvet og smadredes i tusinde stykker, som hun stod der og stirrede på ham med let rystende skuldre. Hun kunne mærke tårene presse sig på. Tårer af vrede, af rent raseri og frustration, tårer af bitter fortrydelse over at have skænket hans ussle væsen så meget som én eneste tanke i den tid han havde været væk, og hun ikke havde anet om han var i live eller lå død på en blodig slagmark et sted hvor ingen burde have sat deres ben.
"At du havde mistet meget vidste jeg, men jeg vidste ikke at du havde mistet alt forstand om ære..!" hendes øjne blev blanke som hun talte "Jeg kan ikke beskrive med ord hvor nederdrægtig og forkert din påstand er, men siden du er lige så lydhør som en dør ville det næppe gøre den store forskel!" hendes stemme skar som en kniv igennem luften mellem de to "Men siden du tænker så lidt om mig, hvor forfejlet det end er, hvorfor lod du dem så ikke tage mig den nat? Hm?! Jeg er trods alt en skøge, selv du, en mand uden ære og titel kan se dét!" hendes stemme havde en kølighed over sig der næsten aldrig kom til fuldt udtryk, men hun havde fået for meget at drikke og var for såret til at holde det tilbage nu "Hvorfor i alOrbis var du nødt til at redde mig den nat, og binde mig til dig som en slave i taknemmelighed?!"

Som hun mærkede tårene begynde at flyde over gik hun med hastige skridt forbi ham, det lange hår svingede frem og tilbage om de bare skuldre som hun gik, hun havde ikke lyst til at se på ham, hun ville væk! Hun gik hen mod baren, hun måtte få Duxis til at få hende ud herfra, hun kunne ikke klare tanken om at være der et øjeblik længere.

Adskillige folk drejede hovederne og stirrede målløst, da Lycidas råbte op. En stor del af krostuen blev pludselig komplet stille, idet den nye krigshelt modtog en ordentlig opsang fra adelsfrøkenen.
Garius stod komplet forstenet. Det samme udtryksløse, frustrerede blik som altid, var stadig på hans ansigt.
Vinen samlede sig i røde perler i hans hår og gled ned ad hans hals, hvor det farvede hans grønne kofte bordeaux. Selv ikke lussingen, var nok til at ændre det stålfast ansigt.
Dog drejede han sig langsomt rundt og fulgte adelskvinden med øjnene, idet hun strøg forbi ham.

“Garius, din tomhjernede kraftidiot!” Råbte Duxis vredt efter ham, gennem stuen der pludselig var knap så højlydt. Hun var allerede gået Lycidas i møde, da hun havde regnet ud hvordan samtalen ville ende. Hun kendte et knust hjerte, lang tid før andre gjorde…
Idet hun nåede sin veninde, lagde hun betryggende en hånd på hendes arm.
“Tag dig ikke af ham,” sagde hun til Lycidas, mens hun ledte hende hen mod gangen, der førte op mod Goblinens mange værelser. Greb en flaske et-eller-andet fra barens disk på vejen.

I baggrunden havde Garius stadig ikke rørt sig. Selv om et par soldater varsomt var gået over til ham for at høre hvad i alverden dét mon havde handlet om, hørte han dem ikke. Havde ikke engang gjort et forsøg på at tørre vinen af sig.

Lycidas fulgte Duxis uden et ord, det var ikke første gang hun havde fulgt hende på vej til Goblinens værelser, men det havde dog som oftest været af en mere opløftende årsag at hun havde haft brug for at bruge dem..!
Da de kom til værelset lod hun sig dumpe ned på sengen og lænede sig op af hovedgæret, værelset var til slående kontrast med det store åbne rum stille og tomt for mennesker, man kunne dog stadig svagt hører stemmerne i baggrunden.
Hun vidste ikke hvad der fyldte mest i hende nu, vrede eller skuffelse over hvor nemt hun var blevet narret til at tro at den mand kunne være andet end ulidelig. Lige gyldig hvilken hæder han havde tilranet sig ved denne sejr var hans ære faldet til jorden som en sten, hvilken hykler! Manden der havde kastet sig over en gift kvinde havde i alvor forsøgt at belære hende om korrekt moralsk opførsel, hvor latterligt!
Som hun tog imod flasken fra Duxis tørrede hun et par tårer væk, hvorfor havde det været ham af alle mænd i Rétneck der havde reddet hende?! Hun havde lyst til at vende hver enkelt bøn til en forbandelse i dette øjeblik, men det var umuligt....hvilket spild af tid.
Under stolen der var væltet lå Lycidas kappe på gulvet. Den havde hængt over stoleryggen under kortspillet og i frustrationen havde hun ikke skænket den en eneste tanke.

Bentjeman havde set samtalen spille sig ud fra sin plads, for første gang den aften havde hans ansigtsudtryk været andet end neutralt, en anstrengt mine lå nu over hans ansigt som han forsøgte at regne ud hvad han burde gøre. Lycidas var hans yndling, det vidste alle, men han hadede tanken om besvær..og siden Duxis var hos hende, var der vel ikke noget han kunne gøre fra eller til.
Han lod sig falde tilbage i stolen med et dybt suk, hvorfor skulle Garius dog ogå have behov for at blande sig i hans søster adfærd..! Han lod øjnene hvile på Garius, afventende, for at se hvad den forstenede mand ville gøre, om han ville blive nødt til at slå sin ven i gulvet denne aften eller ej.

Flasken Dux havde taget med til Lycidas, indeholdt det sødeste, mest opmuntrende, velbryggede mjød man kunne tænke sig.
Hun havde tænkt sig frem til at vin måske ikke ligefrem var det Lycidas stadig havde lyst til efter optrindet..!
Hun havde givet sin veninde et kram, fortalt hende at alting nok skulle falde på plads, at mænd ofte var på den måde og at hun ikke skulle tænke på det, og havde derefter lukket døren forsvarligt efter sig. Hun ville have elsket at blive hos hende, men der var trods alt en hel hær i hendes krostue. En krostue der meget gerne helst også skulle være der i morgen..!

Garius vågnede endelig op fra sin trance.
En hel bunke soldater stod om ham og snakkede i munden på hinanden. Doras havde hevet spørgende i hans ærme med et bekymret blik. Dog ænsede han ikke nogen af dem.
Med en hurtig bevægelse, rakte han ned mod gulvet og samlede den ensomme kappe op. Stoffet var blødt mod hendes hænder, og mindede ham om hvilken feminin skabning han om muligt lige havde revet komplet fra hinanden.
Uden et ord til mængden, skridtede han igennem det befolkede rum, og videre op til de mange værelser. Duxis der nu igen stod bag baren, havde sendt så hadefulde blikke efter ham at hans baghoved nær var gået i brand, men han tog sig ikke af det.
Mens hans støvler gav genlyd mod trappen, lod han en hånd løbe over sit ansigt og igennem sit hår for at tørre det værste vin væk. I det mindste havde glasset været halv tomt.
Han stoppede op i den øde gang. Så ned på kappen i sine hænder.
Det var næsten uvirkeligt at være på et øde sted, efter aftenens fest. Og efter de sidste 6 ugers rejse og kamp før dét.
Han sukkede tungt. Bandede indædt.
Derefter løftede han en hånd og bankede på døren foran sig.