En utrolig sejr! ...Og et krus øl for meget.

Garius havde lukket øjnene, for at slappe af. Måske endda få noget ekstra søvn, for én gangs skyld, selv om det aldrig var noget han gjorde. Klokken var knap seks, og han var allerede bagud med dagens gøremål. For én gangs skyld var han villig til at foretage sig absolut ingenting en hel morgen.
Men da Lycidas for alvor begyndte at røre på sig, løsnedes hans greb, og han så spørgende på hende. Da hun begyndte at sætte sig op, løftede han sin egen vægt op på sine albuer, bag hans ryg. Dynen gled en smule væk fra ham, og flere røde streger kom til syne hen over hans ene side.
Samme sekund hendes hoved blev løftet fra hans bryst, forsvandt det rolige, neutrale blik.
Han hørte hendes ord, men han havde tydeligvis problemer med at forstå meningen bag dem, for hans ansigt vendte sig nu i en gnaven, skeptisk mine.
“Jeg forstår ikke,” sagde kan kort for hovedet. Hvorfor kunne hun ikke blive?

Hun lod hånden glide let henover de røde streger der kom til syne over hans side, lige nu ville hun ønske hun lå under ham igen, men det var ikke muligt. Ikke lige nu.
Hendes grønne øjne løftede sig fra rifterne på hans side og fandt hans øjne, der nu var fyldt af en alt for velkendt irritation, forskellen var at den ikke kom af hendes tilstedeværelse, men ved tanken om at hun ville gå.
Så meget som hun havde lyst til at blive frustreret, var den nye årsag nok til at hendes smil blot blev en smule træt. Hun rystede let på hovedet som hun fandt ordende i sit eget hovede, hvordan kunne han dog undgå at forstå..!
"Garius, vi er i Goblinen..! Hvor meget jeg end kan lide dette sted, er det ikke just et sted jeg burde være på denne tid af morgenen..." i en hurtig bevægelse pressede hun sine læber let imod hans hals "Hvor meget jeg end kunne tænke mig at blive, er det ikke en mulighed. Ikke nu."
Hun rullede om på siden så hendes bare ryg var vendt mod Garius som hun strakte en arm ned ved siden af sengen for at løfte sin kjole op. Den novitus blå tatovering af solen der var en del af hendes families våbenskjold på hendes ryg stod i skarp kontrast til den mælkehvide hud.
Normalt gjorde hun hvad hun kunne for at holde den skjult indtil hun havde fået sit tøj på igen da det på ingen måde var alment godtaget at adelens kvinder havde tatoveringer, men hun var blevet så afslappet i Garius' selskab, at hun havde glemt alt om at sørge for at han ikke så den.

Da hun slap ham helt, og vendte sig væk fra ham, forsvandt irritationen fra hans ansigt igen og udskiftede sig med noget ubestemmeligt.
Langsomt lagde han sig op på sin ene side, og hvilede sit hoved i den ene håndflade. Dynen lå stadig om hans hofter, og dens varme mindede ham om nattens utrolige oplevelser.
Hans øjne faldt på tatoveringen på hendes ryg. Han havde set den aftenen før, men først nu havde han tid til virkelig at studere den.
Mens hun tale, rakte han langsomt en hånd ud, og lod en fingerspids løbe ned over dens blå streger, der tegnede sig hen over hendes perfekte talje. Hendes hud var blød og indbydende, selv hvis hun ikke havde fokus på ham…
Det var sjældent at se tatoveringer overhovedet, og han var sikker på at han aldrig havde set én på en kvinde. Processen var typisk utrolig omstændig, med en vis risiko, så han vidste at det måtte have været utrolig vigtigt for hende. Det havde været modigt. Og hvis det var vigtigt for hende, respekterede han den.
Hans ansigt vendte sig i en tænksom mine mens hun iklædte sig kjolen. Minderne fra aftenen før hvor hun var blevet begloet af utallige mænd væltede ubehageligt ind over ham.
Han kunne stadig huske hvor blød hun havde været i natten. Hvordan hun havde stønnet hans navn. Havde fået ham til at glemme, og samtidig huske hvem han virkelig var. Den forbandede duft af vanilje han havde lært både at hade og elske lå stadig tungt i rummet.
Endelig så han op på hende. En stålfast mine strålede i de grønne øjne, som om han endelig havde taget en vigtig beslutning. En beslutning der ikke kunne ændres på.
“Jeg kommer til at gifte mig med dig, ved du nok.”

Som Garius' fingerspidser var gledet ned af hende ryg langs linjerne på hende tatovering havde det sendt lyn ned af hendes rygsøjle, og hun havde bidt hårdt ned i sin egen læbe for ikke at udbryde hans navn i slev samme øjeblik. Hun blev nødt til at holde fokus. Hun kunne under ingen omstændigheder blive.
Heller ikke for at drukne i hans omfavnelse endnu en gang, som hun havde i den forgangne nat.
Hun havde bundet kjolens stof sammen bag på ryggen for at holde den oppe, knapperne der var sprunget af havde hun samlet op i den ene hånd, hun måtte sy dem på når hun kom tilbage til huset. For nu var den sikker nok, og hun ville derudover have kappen udover sig. Det burde kunne lykkedes.
Hun havde vendt sig halvt om mod ham, og havde været på vej til at sige noget, men før hun kunne komme til det fik han sagt ord der fik hende til at glemme alt hun nogensinde kunne have tænkt sig at sige.
Hun stod fuldkomment frossen, de grønne øjne der var fyldt med unden hvilede på Garius, det var som om hun ikke kunne få sig selv til at forstå, at hun havde hørt rigtigt..han havde ikke engang stillet det som et spørgsmål, eller sagt det som en sjov bemærkning - hvilket i og for sig ville have været mere forvirrende taget manden i betragtning - men som et definitivt faktum.
Forstod han hvad de ord betød? I dette øjeblik var der ingen måde hvorpå han kunne gifte sig med hende, og for hvad der syntes som meget kort tid siden havde han forbandet sin familie og sit navn langt væk; de to ting han ville blive nødt til at genvinde for at hans faktum kunne være et faktum.
Som hun blev ved med at stirre ind i hans grønne, stålsatte øjne begyndte der dog at formes en anden tanke bagerst i hovedet på hende, den var spæd, men den var der.
Hun satte sig på sengens kant og lænede sig let forover hen mod ham, det lange hår hang frit foran hendes skuldre og de grønne øjne lyste af en stille beslutsomhed, ikke langt fra Garius' egen men dog meget anderledes.
"I så fald kommer det ikke til at være noget du kommer sovende til. Du kommer til at skulle kæmpe mod et system du hader for at få det til at ske, du kommer til at skulle tale med mennesker du ikke kan udstå og du vil bede om tjenester fra mennesker du hellere ville hugge i to med dit sværd en så meget som at se på.." hun lagde en hånd under hans hage, afventende hans respons

Garius havde fulgt hende med øjnene mens Lycidas klædte sig helt på. Langsomt forvandledes hun til den adelsfrøken han normalt kendte: Et perfekt billede på høflighed, stil og gode manerer.
Idet hun lænede sig ned mod ham, hvor han stadig lå strakte han hals. Han kunne mærke hendes åndedrag mod sit ansigt, men alligevel var hun uden for rækkevidde. De grønne øjne glimtede kort af længsel, inden de igen blev komplet viljestærke.
Han lyttede til hendes ord med mere koncentration end nogen anden mand kunne have givet.
Da han talte igen, var den dybe stemme grav alvorlig. Hans øjenbryn pegede nedad i panden på ham med utrolig vilje.
“Jeg beder ikke om tjenester.” Han holdt hendes blik fast. Sikrede sig at hun forstod hvert et ord. “Og hvis jeg ønsker mennesker hugget i to, så gør jeg det. Jeg vil aldrig bukke under for systemet - om så jeg selv skal ændre på det.”
Hans øjne funklede af sandhed.
“Jeg tager mit navn og mit våbenskjold tilbage.” Han fik denne kendsgerning til at lyde som om det var en af de mest simple handlinger i verdenen. “For dig, vil jeg blive Henzel-familiens arving, og vende tilbage til Bellus. Men jeg gør det efter mine egne regler.”
Han rakte op til hendes ansigt. Lagde nænsomt en hånd på siden af hendes ansigt.
“Hvis du bliver ved med at sige mit navn, Lycidas, vil du snart opdage at jeg kan være den stærkeste mand i hele denne måneforladte by.”

Hun havde lyttet til hans ord i komplet ro, hendes bestemte blik fastholdt hans som ordende faldt. I hende indre var der noget der åndede lettet op som det blev tydeligt, at han havde alle intentioner om at gå den kamp i møde, som han blev nødt til at tage før hun kunne blive hans. Dette afsløredes dog ikke i hendes ansigtsudtryk, der først ændredes da han lagde sin hånd mod hendes ansigt.
Hun lod sit ansigt hvile mod hans hånd, og et smil spredtes på hende læber. Der var noget ubestemmeligt over det, det var ikke triumferende - intet var vundet endnu - men det var heller ikke blot glæde der var at spore.
"Lige nu er jeg ligeglad med hvis regler du følger, Garius.." dette var store ord for en kvinde der under alle andre omstændigheder troede fuldt og fast på at der var én korrekt vej at gå, men denne situation var der ingen bog skrevet for. Hans regler var den bedste mulighed. Hun lod sin hånd glide fra under hans hage ned af hans hals og rundt om hans nakke som hun lænede sig ind mod ham. Hendes læber var presset mod hans øre som hun færdiggjorde sin sætning "..så længe det resulterer i din sejr, Garius!"
Hun sagde bevidst hans navn mere end hun havde haft behov for, hvis det var dét der skulle til at give ham styrken til at blive den mand hun vidste han kunne blive, den mand der ville have evnen til at gøre hans påstand til et faktum og ægte hende, ville hun ikke tøve et øjeblik.

Garius lukkede øjnene og sukkede let, idet han mærkede Lycidas feminine hånd mod sin nakke. Skylden fra et tidligere liv boblede stadig i hans indre. Men den blev skubbet væk af noget vigtigere. Noget stærkere. Noget som skulle ske, uanset om han ville det eller ej.
Ved hendes ord, trak han vejret dybt ind. Lod hendes duft fylde sine lunger, til de ikke kunne rumme mere.
Noget havde ændret sig i ham. Han havde givet et løfte. Der var ingen vej tilbage længere.
Han så på Lycidas med øjne der slog gnister af en nyfunden vilje til at leve, og til at kæmpe. Til at gøre verdenen til et bedre sted.
I fortiden havde han besejret utallige fjender. Han havde stået imod de værste modstandere man kunne tænke sig. Han var en mand der havde fået sin morale og etik testet om og om igen. Han havde bevist sin styrke. Han havde mistet sig selv… men nu var han en igen mand med en grund til at kæmpe for alvor, med hele sin sjæl og krop.
Selv inden Lycidas havde forladt rummet, følte Garius’ en brændende længsel i sit indre. Som en vrede og vilje der voksede og tog en uhyggelig, selvstændig form.
Hvad præcis hun havde vækket i ham, var ikke til at sige. Kun tiden ville vise det. Men uanset hvad det var, kunne kræften af det, knap holdes tilbage.

[out]

Som hun havde fundet vej ned af trapperne var kappen lukket om hende, skjulte kjolen hvis lukning var ødelagt i Garius' lidenskab og den hvide hud der nogle steder nu havde en let rosa farve som minde om natten, hætten skjulte hendes ansigt og hun bevægede sig lydløst og uset ud af bagdøren.
Hendes hjerte hamrede i brystet på hende som hun red hjem i skjul af baggaderne og den tidlige morgen, for første gang i umindelig tid havde hun årsag til at være håbefuld. Hun havde set hvad Garius var i stand til som en knækket mand, det var mere end de fleste kunne i hel tilstand. Hun havde mærket den kraft der havde strømmet igennem ham som hun havde gjort det klart hvilken udfordring han stod overfor. Om han var på vej til at blive hvad Dorgon mente han havde brug for at blive vidste hun ikke, men han var på vej til at blive hvad hun havde brug for at han blev, og det overskyggede alt andet.

Da hun endelig var på sit eget værelse igen, uden at være blevet set, skyndte hun sig øjeblikkeligt at skifte ud af den ødelagte kjole som hun gemte bagerst i sit skab for at trække en lang, rød natkjole med lange ærmer over hovedet. Det dybrøde stof skjulte levnende af Garius' berøring. Indtil han var istand til at genfinde sin position var det altoverskyggende nødvendigt at hun forblev velanset og urørelig, ingen måtte vide at hun allerede havde været i hans arme. At hans krop allerede havde impregneret sig på hendes sind var en hemmelighed der for alt i Orbis måtte forblive netop det. Det var hendes job, det var hende der måtte holde alle facader oppe, og hun havde ingen intentioner om at fejle.
Som hun sank ned i sin seng under de varme dyner for at få nogle få øjeblikkes søvn mere inden hun igen måtte være den version af sig selv samfundet efterspurgte, lod hun en tanke hvile på Garius' ansigtsudtryk som han havde lovet hende alt..hun begravede sit ansigt i puderne så verden ikke fik hendes smil at se, som hun langsomt faldt i søvn igen.

[out]