En utrolig sejr! ...Og et krus øl for meget.

Som Duxis havde lukket døren bag sig havde Lycidas åbnet flasken med mjød og uden at tøve sat den for læberne. Hun tog Et par lange drag af flasken før hun tog den fra læberne igen, og hvilede sin hage på det ene knæ mens hun så ud i det tomme rum.
Alkoholens søde smag fik hende til at føle sig mindre tung, men hun kunne ikke ryste følelsen af noget hult af sig. Hvorfor kunne den forbandede kaptajn ikke have gjort opmærksom på sig selv tidligere, hvis han havde det ville hun ikke sidde i en seng alene, med en flaske mjød og et ubehageligt hulrum i sig.
Ved lyden af en banken på døren løftede hun blikket der ellers havde hvilet på gulvet, hvad havde Duxis dog nu fundet på? Mad mons tro? Hun ville ikke kunne holde noget mad i sig længe sådan som hendes mave vendte og drejede sig i hende, en irriterende følgereaktion af voldsomme følelser.
"Kom ind.." sagde hun med let hævet stemme, fuldt ud forberedt at måtte forklare Duxis at hun virkelig ikke havde behov for noget andet end mjød.

Døren gik op, men det var ikke Dux der kom gående ind. Det var den mand hun om muligt havde mindst lyst til at se i hele Orbis.
Garius holdt den blå kappe over den ene arm. Hans ansigt var defensivt og fjendtligt, men hans kropssprog var en smule sammensunket og knap så rankt som normalt.
Langsomt kantede han sig om døren, løftede blikket og så på hende.
Den mørkerøde plamage af vin fik det øverste af hans kofte til at hænge tæt om ham.
Han hævede kappen over sin arm en smule, for at forklare sig selv.
“Jeg… “ brummede han ubehageligt, men sætningen blev ikke til mere end dét. Han fortrød allerede dybt at han var gået efter hende..! En knurren undslap ham. Egentlig mest rettet mod sin egen manglende evne til at sige noget passende, men det var ikke sikkert det ville blive opfattet sådan.
“Du kan ikke bare efterlade ting hvor det passer dig,” mumlede han i stedet gnavent.

Ved synet af Garius var hun lige ved at smide flasken mod ham, men hun fik øje på kappen over hans arm før hun fik den kastet efter ham. Et øjeblik så hun forvirret på kappen, hun kunne have svoret at hun havde på den...efter lidt tids tavs stirren på hans arm huskede hun svagt lyden af stolen der var væltet bag hende, som kappen havde hængt over, den måtte have været faldet på gulvet sammen med stolen.
Da hun endelig så op på ham igen var der stadig en hvis forvirring over hendes blik, øjnene var stadig let blanke men de var dog ikke blodskudte som sidst hun havde grædt i hans nærhed.
Hun lod med en tøven fødderne ramme gulvet, hun havde ikke voldsomt lyst til at være i nærheden af ham, men på den anden side foretrak hun at gå hen til ham frem for at han gik over til sengen.
Med hånden om flaskens hals gik hun over til ham, et par hårtotter faldt ned over hendes ansigt og hendes hofter svegede let som hun gik.
"Siger manden der stadig har en kofte liggende i mit hjem..!" sagde hun tørt, hendes stemme en smule hæs af at have skulle tale over larmen i krostuen, men den var lav og hun holdt blikket let sænket så hun bare så på kappen og ikke som sådan på Garius som hun rakte den frie arm ud for at tage kappen fra hans arm.

Han blev stående hvor han var. Da Lycidas nærmede sig, rakte han udtryksløst kappen ud mod hende med den ene arm.
“Som om du ikke er glad for at jeg var der til at efterlade den,” mumlede han tvært.
Da hun havde taget imod kappen, lagde han igen armene over kors. Man kunne måske påstå at han nu havde fuldført opgaven, og at han nu burde gå. Men han blev stående.
“Du ved godt at du absolut ingen garanti har for at mændene i denne her by ikke er ligesom mændende fra den nat.” Sagde han, nu med normalt stemmeleje. “Det er et ondt og koldt sted udenfor Rétneck, det efterlader ikke ligefrem soldater blødsødne og tålmodige.”
Hans blik flakkede mod hendes skuldre, og hans ansigt vendte sig i en bitter, utilfreds mine. “Du går klædt som et forsvarsløst lam, blandt blå ulve… ”

Med en let snerren tog hun kappen fra hans arm, det var ikke om hvorvidt hun var glad for at han havde efterladt sin kofte der! De havde begge efterladt ting steder fordi situationen ikke tillod dem at tage det med sig, men selvfølgelige ville han ikke gøre nogen indrømmelser. Hvor var han dog tykpandet..!
Hendes blik løftede sig ved hans sidste bemærkning, hendes øjne var ikke længere blanke men lynede af vrede "Jeg går klædt som en adelskvinde der havde alle intentioner om at blive i sit hjem, før det bev nødvendigt at tage afsted for at sikre at hendes bror ikke var forsvundet ned i andet end et ølkrus!" bed hun af ham, det var ved Sininen hans forbandede skyld at hun overhovedet var her, det var ham der havde fået Bentjeman til at forlade huset på et tidspunkt hvor han ikke burde have forladt det.
Hun gik tilbage mod sengen, slæbende kappen efter sig, hun var for vred til samle den op ordenligt.
"Du opfører dig som om jeg altid vil være lige så skælvende og udsat som den nat, tror du virkelig at jeg kom er uden at bære et våben?!" hun smed kappen på sengen og satte flasken for munden igen, tog et par slurke før hun fjernede den og vendte sig mod ham igen "Tror du det er første gang jeg er her? Du så hvor godt Duxis kender mig, jeg er ikke en skrøbelig lille blomst der er ikke kender forskellen mellem de der vil plukke den og de der vil kvase den..!"

Garius lyttede til Lycidas’ ord. Hans ansigt viste ingen positive følelser. Der var kun irritation til overs for den rablende adelskvinde.
De grønne øjne fulgte hendes bevægelser, idet kun gik hen over gulvet, og fulgte flasken, idet hun hævede den for at drikke.
Da hun endelig havde talt færdig, åbnede han munden, for at svare igen. Alt omkring ham - kropssproget, udtrykket, den ene knyttede næve - vidnede om at blodhavet ville bryde løs med hans næste sætning. Og alligevel, var hans ord ikke så fjendtlige som man kunne have forventet.
“Du har ret,” sagde han kort for hovedet. Tonen i hans stemme skreg af at han stadig var klar til at diskuterer til døden indfandt sig. Men ordene han valgte passede ikke ligefrem.
Han rakte op til sin pande, med den ene hånd. Det røde hår havde stadig små perler af vin i sig. Et dybt, langt, smertende suk faldt over soldatens læber.
“Jeg kom herop for at undskylde,” sagde han, nu med en stemme der ligeledes var knap så vred som før. “Det var ikke min mening at behandle dig disrespektfuldt.”
Han tog hånden fra sin pande, og lagde den tilbage over kors over sit bryst. Gjorde sig utrolig umage for ikke at se på Lycidas, som han talte. I stedet nedstirrede han en af guldbrædderne i rummet.
“… Lad det ikke stige dig til hovedet…”

Lycidas' øjne spærredes op i fuldkommen vantro ved hans ord, dette var første gang i de mange måneder der var gået siden hun førte gang talte med ham foran kirken at han havde vist noget andet end vrede og irritation bortset fra den aften han reddede hende, men der havde de begge været ude af dem selv..hun kunne næsten ikke finde ud af om hun kunne tro det hun hørte.
Hun stod forstenet og så på ham, mundlam og forvirret, før en let smerte bredte sig over hendes ansigt og hun satte sig på sengens kant med hænderne foldet i skødet.
"Garius.." hendes stemme havde noget ubestemmeligt over sig, som om hun følte alle tænkelige følelser i et og samme øjeblik "Hvorfor gik du over til vores bord? Hver gang jeg har så meget som kommenteret på din ageren har du påpeget hvor unødvendigt det er, men nu påtaler du min adfærd som værende så forfejlet at du væmmes uden så meget som at blinke." hendes blik var fæstnet på gulvet, hun kunne ikke se på ham og tale samtidig "Hader du synet af mig i den grad, at du ikke kan klare at se mig medmindre du ved jeg snart forsvinder bag en dør? Er det så ulideligt at se mig smile?!"
Hun kunne ikke forstå hans handlinger, alt hun havde mærket fra ham var vrede og irritation, hun havde ikke engang talt til ham denne aften før han havde rettet sin vrede mod hende som om hun var en målskive. Hvad andet kunne det være end had?
Det lange hår var faldet frem fra hendes skuldre og skjulte hendes ansigt.

Musklerne i Garius’ kæbe spændtes ved hendes ord.
Som han sad dér på sengen, minedede hun ham pludselig om den skrøbelige kvinde han havde løftet op i sine arme og båret gennem et blodtilsølet hus.
Hans militære støvler gav genlyd idet han gik over til sengen med lange skridt. Selv om rummet ikke var videre stort, føltes det som tusind skridt.
Da han stod overfor hende, bukkede han sig langsomt en smule ned. Rakte ud og lagde en hånd under hendes hage. Hun duftede sødt... Hendes hud var kølig. Blød. Alt hvad han ikke var.
Han ville se hendes ansigt. Have hende til at se op på ham, så han kunne se hver eneste ting hun følte afspejle sig i de store, blanke øjne.
“Det er ulideligt at se dig smile…” Sagde han med en dyb stemme. “Hvis ikke jeg er grunden til det.”

Ved lyden Garius' tunge militærstøvler mod gulvet havde hendes hænder grebet let om kjolen stof, hun vidste godt at han ikke ville gøre hende noget, men på den anden side havde hun ingen anelse om hvad han havde tænkt sig at gøre. Han havde lige ytret sætninger hun ikke troede han var i stand til at sige, det var ved månerne Garius der var tale om..! Manden der havde råbt af hende foran en kirke, manden der havde kaldt hende en dum tøs i hendes eget hjem, manden der havde reddet hendes liv og holdt hende...hvad i alOrbis var det der foregik?!
Ved følelsen af hans hånd under hendes hage løb en udefinerbar varme ned af ryggen på hende, hans første ord fik hende til at presse læberne sammen, pludselig ikke lyst til at høre mere. Idet han færdiggjorde sætningen nærmest fór hendes øjne op, de store grønne øjne så op på ham.
Det var ikke en enkelt følelse der afspejledes i dem i dette øjeblik, vantro, forvirring, overraskelse og...en ubestemmelig varme.
"Så lad være med at give mig en årsag til at smile til andre" sagde hun åndeløst, øjnene stirrede stadig op på Garius, som hun lagde sin ene hånd på hånden han holdt under hendes hage.

Lycias’ hånd var kølig mod hans egen. De slanke fingre var så skøbelige og små at han et øjeblik ikke troede det kunne være sandt.
Et langt øjeblik, så han blot ind i hendes store, grønne øjne. De var som et nådesløst spejl, der viste ham alle hans mangler og alle hans fejltagelser. Og for første gang meget længe var det som om han endelig indså præcis hvem han var.
Blodet rasede i hans årer. Han følte sig opstemt. Spændt. Skyldig… Så utroligt skyldig.
Ved hendes ord, ændredes hans ansigt ikke. Han lyttede blot, og lod stilheden i rummet sænke sig igen. Brød ikke hendes øjenkontakt et eneste blik, idet en indre kamp udspillede sig i hans indre.
Garius Henzel trak vejret ind, idet han bukkede sig ned mod adelsfrøkenen foran sig. Ryggen rank og øjnene fyldte med vilje. Hans hånd flyttede sig fra hendes hage, og lagde sig om hendes bløde, kastanjebrune hår.
Han lagde sit hoved let på skrå, og lod sine læber møde hendes.

Ved følelsen af Garius' læber mod hendes egne var det som om noget i hende smeltede, det gav et sug i hendes krop og den mærkelige tomhed der havde fulgt hende i en rum tid forsvandt som dug for solen.
Hun lagde armene om halsen på ham og trak sit bryst tættere på hans, som hun pressede sine læber imod hans. Ligesom alt andet var der en grad af hårdhed over hans læber, de følte nærmest rug mod hendes egne bløde læber, men det var ligemeget. Det bekræftede bare at det var Garius' læber, at det var ham der rørte ved hende. Hun lod de lange spinkle fingre rodde op i håret i hans nakke, det var som om hun med hver eneste bevægelse søgte at bekræfte at det vitterligt var ham der rørte hende.
Hun kunne mærke sin puls stige, og hendes åndedræt blive overfladisk.

Da Lycidas trak ham ned mod sig, satte han instinktivt en hånd mod sengens bløde overflade. Hans ene knæ, fandt vej op til senges kant, idet hun trak ham med ned mod den bløde dyne og lænede sig en smule tilbage.
Den frie hånd fandt vej ind mellem det silkebløde hår. Selv om denne hånd, var van til at holde om et sværd, var dens bevægelser nu så nænsomme som man overhovedet kunne tænke sig. Selv om han havde mærket hendes hår før, gik det først nu op for ham, præcis hvor blødt det virkelig var. Den velkendte duft af hende væltede ind over ham.
De slange fingre om hans nakke sendte kuldegysninger hele vejen igennem hans krop. Den søde, stærke smag af mjød satte ild til alle hans sanser.
Hendes læber føltes præcis som de havde gjort natten han havde holdt om hende: Omsorgsfyldte og elegante. Men hendes bevægelser og følelsen af hendes tunge der mødte hans sendte andre signaler: Legesyge. Lidenskab. Noget insisterende.
Hendes slanke skikkelse forsvandt nærmest under hans brede skuldre. Han kunne føle hendes krop mod hans. Kunne mærke hendes vejrtrækning mod sit ansigt.
Det gik ikke engang op for ham, hvor dybt hans åndedrag var blevet. Mærkede ikke længere skrammerne der blussede rødt op på hans kind, hvor hun havde slået ham kort forinden.
Alt han oplevede var en euforiserende tåge af lyst, af varme, og af vanilje. Og igennem tågen hørtes bebrejdende stemmer, der forsøgte at tale ham fra hans handlinger med al deres kræft.

Som hun lå under Garius på den bløde seng blokkerede han krop hende fra at se resten af rummet, fjernede alle andre faktorer end ham. Han var det eneste hun kunne se, det eneste hun kunne mærke, det eneste der betød noget. Følelsen af hans fingre gennem hendes hår og hvordan de let stødte på hendes bare nakke fik hendes hovede til at snurre, den blide berøring stod i skærende kontrast til den rå styrke hun havde været vidne til for nogle måneder siden. Det føltes som om alt han rørte brændte, hvis hun ikke vidste bedre ville hun tro at hendes hud dampede af varme.
Hendes fingre gled fra hans nakke til halsudskæringen på hans kofte, de gled let ned under stoffet og løb nu ved konturerne på hans muskler, ned langs hans skulderblade før de igen gled op og ud fra koften. Lige så snart hendes hænder var fri af stoffet lagde hun dem mod hans bryst hvor hun tog fat i stoffet, langsomt rykkende det op indtil hun til sidst havde fået trukket koften af ham.
Som hendes læber igen og igen fandt hans kunne hun mærke sit åndedrag gå fra at være overfladdisk til en dyb, tunge vejrtrækning.
Hun kunne ikke tænke klart, alt snurrede og hendes krop bevægede sig af sig selv. Fingre der instinktivt gled henover hans bryst, kærtegnende, insisterende, undersøgende, som om hun søgte at impregnere følelsen af hans hud i hende sind.
"Garius.." hendes læber var presset mod hans øre som hun hviskede hans navn, stemmen var hæs men tydeligt ophidset, hendes bryst hævedes let op og ned mod ham som hun trak vejret dybt "Hold mig..! Giv ikke slip."
Ord der havde været ytret før, men stemmen var tydeligt anderledes. Det var ikke en desperat, frygtsom pige der bad om beskyttelse, men en lidenskabelig kvinde der higede efter at mærke t han var i live. At han var kommet tilbage, at han ikke lå død i en udørk.

Garius kofte gled over hans hoved på få sekunder. Han ænsede den nærmest ikke, som den faldt ned på værelsets gulv et stykke vej fra sengen.
Lycidas’ berøringer af hans hud føltes som is: Hver eneste lille bevægelse tog vejret fra ham og gjorde kun hans egen brændende hud varmere.
Hans mund fandt vej fra hendes læber, ned til hendes hals, hvor det dybe åndedrag nu bredte sig over hendes hvide hud. Hans hånd gled over de slanke, blottede skuldre. Lod en finger løbe over en af de tydelige kraveben. Hånden gled ned og fulgte hendes side, hvor stoffet var blødt og pirrende mod hans fingerspidser. Et øjeblik føltes det som om det dunkle rum var alt der eksisterede i verdenen.
Lysten pumpede rundt i hans årer.
Han havde ikke følt sådan en passion siden… siden…
Han hørte hendes ord. Mærkede hvad de gjorde ved ham. Og noget slog klik.
Minder fra et tidligere liv blandede sig med lidenskaben, og gjorde hans hoved tungt. Flakkende billeder der blinkede for hans øjne. Han havde gjort sit bedste for at ignorere skyldfølelsen der rasede bagerst i hans hoved, men alting var så fordrejet og forkert.
Garius brød de lidenskabelige kys mod hendes hals af, for at synke tungt. Hånden mod sengens dyne krampede ildevarslende. Musklerne i hans skuldre spændets og fik ham til at se uhyggelig ud idet han forsøgte at kvæle de skrigende stemmer af skyld, men det lykkedes ikke.
Væggen i rummet rystede, idet Garius’ knyttede en næve, og slog sin hånd imod den med al sin kraft, blændet af et øjebliks komplet frustration. Hans åndedræt var utrolig tungt, idet han satte sig halvt op, væk fra Lycidas. Hans hofter hvilede stadig mod hende. Han kunne stadig smage hendes læber.
Han så ikke på hende, men gemte sit ansigt, i en rystende hånd. Væggen lod stadig til at vibrere efter det hårde slag.

Følelsen af Garius' læber mod hendes hals havde sendt bølger af uudholdelig, overvældende, uundværelig varme ind over hende, det havde nær fået hende til at udbryde hans navn i ren og skær længsel efter ham, efter mere, men det var blevet afbrudt på voldsom vis ved lyden af hans knyttede næve der hamredes mod væggen.
Det gav et gib i hende, sidst hun havde hørt den lyd havde det på ingen måde været et varsel om nydelse, men om rædsel. Hun blinkede et par gange med øjnene før hun kunne fokusere ordenligt på ham..hun var målløs.
Manden der denne aften havde gået fra raseri til lidenskab sad nu, stadig tæt på hende, og lignede en mand der havde set et mareridt udspille sig for øjnene af sig.
Hun lod blikket hvile på den rystende hånd der dækkede hans ansigt, hun sank en enkelt gang for at holde fast i sig selv. Hun havde lyst til at røre ved ham, til at bringe ham tilbage fra hvad end det var han så, men det stod ulideligt klart for hende at det eneste der havde kunne provokere en reaktion i ham i dette øjeblik var netop det: hendes berøring.
Hun rakte ud efter hans anden hånd der hang ned langs hans side nu, hun holdt let om den i frygt for hvad dette nu kunne fremkalde af dæmoner, hun lod hovedet falde let forover så det lange hår for anden gang denne aften dækkede hende ansigt.
"Garius...har du brug for hjælp?" hendes stemme lød næsten som om hun led, det gjorde ondt hvor mange gange disse ord havde lydt og hvor lidt det virkede til at have gjort. Hun havde ikke lyst til at spørge, det var muligt han ville hade at høre de ord - første gang hun havde sagt dem havde han næsten tømt sine lunger for luft mens han råbte af hende. Tanken om at han kunne hade hende nu, at han kunne reagere så smerteligt ved hendes berøring skar gennem hende som en kniv.

“Stop!” Garius stemme forlod hans læber som en dyb knurren, idet han rev sin hånd fra sit eget ansigt, og slog hendes hånd af sig, i samme bevægelse. De grønne øjne var komplet isnende, og det hvide ar over den ene iris lod til næsten at vibrere i frustration idet han stirrede vantro på hende.
“Hold op med at være så god ved mig! Kan du ikke se at jeg er et spild af dit gode hjerte?!”
Hans brystkasse trak sig voldsomt sammen i dybe, vrede vejrtrækninger, og gjorde kun muskulaturen mere dominant. Han kunne stadig mærke hvor hun havde rørt ham, som et spor af varme.
“Du giver mig lyst til at leve.” Hans stemme var pludselig underligt desperat. Bebrejdende og rasende, men med en undertone af noget bedende. Noget han ikke engang selv forstod til fulde. “Du giver mig lyst til at kæmpe. Til at føle. Til at starte forfra. Hvordan kan jeg nogensinde tilgive mig selv for dét?”
Hans hjerte var splittet i to. Hun havde rakt ind i brystet på ham, og revet ham fra hinanden.
Alt han ønskede var at høre hende sige hans navn om og om igen. At hun havde brug for ham. At beskytte hende. At være en del af hendes liv der ikke forvoldte smerte. Men hvordan kunne han?
Hans hoved dunkede så tungt, at han knap forstod at han stadig var i live.
“Jeg har så stor lyst til dig, at det føles som om jeg brænder op indefra,” gispede han. Vreden var nu væk, og udskiftet med et bedende blik. Han så på hende. På de store, blanke øjne, og den mælkehvide hud. “Men hvordan kan jeg..?”

De store blanke øjne havde i første instans været fyldt med forvirring, og var gradvist fyldt med sorg som han råbte sin smerte af hende. En sorg der kun trængte halvt igennem hende før det blev mødt af hendes hjerte der hamrede i brystet på hende, som det blev åbenlyst at det ikke var i afsky over hende men i hvad han følte var en utilgivelig længsel efter hende, at han havde trukket sig væk.
Hun pressede sig selv op fra sengen så hendes overkrop nu var presset mod hans i den lettere akavede, halvt siddende stilling. Kjolens bløde stof pressedes mod hans bare hud, som hun lagde en hånd på hver side af hans ansigt, de store, blanke grønne øjne stirrede direkte ind i hans.
"Garius, vor fortid er ikke en kæb vi skal slå os selv med resten af livet..! Hvem ville dét dog glæde? Ingen! Meniels liv bliver ikke bedre af at du straffer dig selv hver eneste gang du føler andet end smerte," hendes stemme var blid, lige så blød som håndfladerne der hvilede mod hans ansigt "Du har lidt nok..." hendes stemme knækkede let, hun holdt en pause for at prøve at genvinde fatningen, men det virkede ikke. Som hun igen talte rystede hendes stemme let "Mine tanker har ikke sluppet dig et øjeblik i halvandet måned. Mine drømme var hjemsøgt af mareridt af dig, liggende død på en mark du aldrig burde have sat dine ben..!"
Hun kæmpede med sig selv som ordende kom ud af hendes mund, der var stadig en del af hende der ikke havde lyst til at indrømme i hvor høj grad Garius havde tvunget sig ind i hendes sind, hvordan han havde slet døren ind til hendes hjerte, og da hun endelig opdagede det var det akt for sent at ændre.
"Du er den eneste mit hjerte ikke vil give slip på," hendes stemme var næsten en hvisken, hendes blik var sænket, alt i hende skreg for at trække ordende tilbage i frygt for hvilken smerte indrømmelsen kunne bringe, "Hver gang du rør mig føles det som om mit indre står i flammer, min fornuft forsvinder fordi du er den eneste jeg vil have..!"

Da hun skubbede sig op mod ham, lagde han uden at tænke over det en sikker arm om hendes liv. Den måde hun passede ind i hans egen favn var så forbandede perfekt, at det gjorde ondt.
De slanke fingre på hans ansigt, sugede desperationen og sorgen ud af ham.
Mens hun talte, var det som om hele hans verden gik i stå. Alt han oplevede, var en storm af skyld og onde stemmer, og hendes blanke øjne der gjorde alting bedre.
Han stirrede på hende med intense øjne. Kunne ikke lade være. De ord der forlod hendes mund, var ord han aldrig havde troet han nogensinde skulle høre igen. Hendes følelsesladet stemme vidnede om ægte følelser, og om at han måske stadig havde noget i sig, der var værd at tro på. Og hendes ord var nok til at kvæle stemmerne i hans indre, og overbevise ham om, at hans krop talte sandt.
Hans ansigt fandt langsomt hendes, som om han blev trukket mod hende af en ubestemmelig kræft. Hendes åndetræt var stadig køligt, idet han igen følte det mod sin ru hud. Mans mund fandt hendes igen. Han var overbevist om at hun kunne mærke hans hjerte hamre mod hendes bryst.
Pludseligt, var al desperation og vrede komplet forsvundet fra ham. Alt der var tilbage, var et tungt åndedræt, og en brændende lyst.
To stærke hænder rakte om på hendes ryg, hvor den smukke, blå kjole var holdt sammen med et par simple knapper. De sprang bække, idet Garius' arme spændets og tak til, komplet blændet af lidenskab. Det bløde stof faldt ned om hende.
Han lænede sig grådigt ind mod hende, stadig med sine læber låst mod hendes.
Følte hendes hud mod sin. Holdt om hende. Og gav sig selv væk.

Som hans mund fandt hendes pressede hun sine læber mod hans som om det havde været en evighed siden hun sidst følte hans læber mod hendes, det føltes som om hendes indre slog gnister som hun mærkede hans tunge mod sin egen igen.
Hænderne der havde hvilet på siderne af hans anigt gled nu bagud og gennem hans hår, de lange spinkle fingre greb let om hans hår ved følelsen af kjolen der gled af hende. Den nu komplet blottede krop skinnede hvidt i den lille smule lys der stadig var i rummet fra den flakkende olielampe. Om hendes talje var en tynd men stærk guldkæde, hvori en næsten fuldkommen flad medaljon var fastgjort, udsmykket med ørkenroser i lyserødt emalje på en baggrund af hvid emalje gik den næsten i et med hendes mælkehvide hud. Den var så tynd at den næsten ikke kunne mærkes.
Som han lænede sig ind over hende var det som om hendes krop gav en lettelsens suk, som den åbnede sig for ham uden tøven. Da hans læber slap hendes genlød rummet af hendes stemme, der kaldte hans navn igen og igen, som for at binde ham til sig.

Solens stråler sneg sig dovent ind gennem vinduet i det hyggelige lille værelse.
Det var ikke et stort rum, men det havde alt man behøvede, og en hjemmelighed der ikke kunne ignoreres. Flasken med mjød stod stadig så godt som urørt på bordet tæt ved den bløde seng.
Klokken var ikke meget mere end fem da Garius vågnede. Hans indre ur var for længst vendt tilbage til de gamle, strikse vaner. Havde det været en normal dag, ville han allerede være på vej ud på sit daglige morgenløb. Men dette var ikke en normal dag. Langt fra.
Han sukkede dybt, men blev liggende hvor han var. Afslappet. Tilfreds. En summende fornemmelse i kroppen.
Tre skrammer tegnede sig rødt hen over hans ene kind. Adskillige flere hen over hans ryg.
Han bukkede en smule i nakken, og rakte ned, hvor et sovende hoved stadig hvilede trygt på hans bryst. Roligt plantede han forsigtigt et langt kys på Lycidas tinding. Hendes hår duftede hjemligt…
Forsvarligt trak han den bløde dyne op omkring adelsfrøkenen, så den dækkede hendes nøgne skuldre. Hans hånd fandt en tot af det lange, bløde hår. Derpå gled han hen i sine egne, seriøse tanker med en stålfast mine, og lod tiden gå.

Ikke længe efter Garius var vågnet begyndte Lycidas langsomt at komme boblende op til overfladen, med en lav brummende lyd der mindede om en kat begravede hun ansigtet i Garius' bryst så det lange, kastanjebrune hår spredtes udover ham, det var som om hun forsøgte at gemme sig fra det faktum at det var morgen. Hun havde aldrig været glad for processen at vågne op.
Som det langsomt gik op for hendes søvndrukne selv at det var Garius' arme hun lå i spredte et lettet smil sig over hendes læber, og hun løftede langsomt hovedet fra hans bryst for at se op på ham. Så surrealistisk som det var, var der ingen del af hende der stillede spørgsmålstegn ved hvorfor hun lå hos ham. Det var behageligt, betryggende...naturligt.
"Godmorgen.." hendes stemme var en lille smule hæs, hun havde kaldt hans navn så mange gange i nattens mørke at hun ikke havde tal på det.
Hun lod sine fingre glide kærligt henover de tre skrammer der lyste rødt på hans kind, som for at viske dem væk. Der gik dog ikke længe før hendes hånd flyttede sig, og de lange, spinkle fingre gled langsomt henover hans læber.
Det var som om tiden stod stille i det lille rum. Det lange hår faldt nu ned over hendes bare skuldre og skjulte hendes afklædte bryst, men følelsen af hendes bare hud mod hans forsikrede begge om at det blot var en illusion. En illusion dækket af langt hår og bløde dyner.

Garius blev hevet op fra dybe tanker, da Lycidas langsomt vågnede. Da hun begyndte at røre på sig, lagde han sikkert en arm om dynen igen og sørgede for at den holdt hende varm. Nærmest som om han troede hun ville sabotere sin egen morgen.
Hendes hoved mod hans bryst føltes rart. De spinkle fingre mod hans ansigt fik hans hjerte til at banke en lille smule hurtigere.
En fugl kvidrede livligt udenfor vinduet.
“Sovet godt..?” brummede han som svar til hendes hilsen med en dyb stemme. Hans blik faldt på hendes ansigt, og det gik op for ham, at hun fra nu af ville se anderledes ud.
“Det er stadig tidligt,” brummede han videre, selv om hendes fingre stadig lå mod hans læber. Hans hånd gled over det bløde hår. “Du kan sove noget mere, hvis du har lyst.”

"Mmmm, jeg har sovet ualmindelig godt.." selvom det kunne lyde som en ligegyldig forsikring sagde det mere end man skulle tro, for første gang i flere måneder havde hun ikke vågnet enten badet i sved eller med tårer løbende ned af kinderne - mareridtende havde skiftet mellem indtrængende mænd og Garius' livsløse krop i mudderet blandt en uendelig mængde af andre døde kroppe.
Som hans hånd gled over hendes hår undslap et sødt suk hende læber, hans berøringer sendte en let summen gennem hende.
"Et fristende tilbud," sagde hun med et stadig let søvnigt smil, hun rykkede lidt på sig og lagde sit hovede mod det øverste af hans bryst, hendes bløde hår spredte sig op af hans hals som hun lagde sig til rette. Hun rakte armen ud og lod sine fingre blide ned langs arret der nu var efterladt på hans højre overarm fra angrebet.
Hun var ikke anspændt eller bange, hun lå roligt mod ham som hun lod fingrende glide langsomt henover arret, langs musklerne på hans overarm.

Ved hendes ord, lagde Garius tilfredst sine arme tæt om hende. Hun var så lille i forhold til ham, at hun nærmest forsvandt i hans omfavnelse.
Roligt lukkede han øjnene, og hvilede sin kind mod toppen af hendes hoved. En veltilfreds, lav brummen undslap ham.
Han kommenterede ikke på hendes interesse af hans ar… Det var ikke et lille et af slagsen. At han havde ignoreret det et par dage, og at det blev syet langt tid efter det egentlig burde, havde ikke hjulpet på hvordan det nu så ud.
Han var ligeglad med ar. Hvis bare hun ligeledes ikke havde noget imod det.
Om ikke andet, var det blot endnu et kendetegn ser adskilte ham fra hans bror.

Følelsen af Garius' arme der foldede sig tæt omkring hende og hans kind mod toppen af hendes hovede fik hende til at give en lav, veltilfreds lyd fra sig.
Hun strakte sin hals let og pressede sine læber imod arret der strakte sig over det meste af hans overarm, han virkede på ingen måde til at være en der havde lyst til at hans ar blev påtalt - det var bare en del af det han gjorde. Det var nemmere at vise ømhed i stilhed, det virkede mindre eksplosivt.
Som hendes læber flyttede sig lod hun hovedet hvile mod hans skulder et øjeblik, hun havde ikke lyst til at forlade hans arme, men det var ikke en mulighed at blive liggende. Det meste af byen sov stadig, det var nu at det var sikrest for hende at tage bagvejene tilbage til Bellus for at glide ned i sin egen seng for at opretholde antagelsen af at hun var kommet hjem for længe siden.
Med hænderne fladt mod hans overkrop pressede hun sin overkrop op fra ham, benene lå stadig op af ham. Hun gav en svag smertelig lyd fra sig som hun hævede sig selv, på trods af at hun absolut ikke var en jomfruelig ungmø kunne hun mærke hendes hofter dunke svagt, hun var øm. Garius var i mange henseende en ny oplevelse.
Hun lod øjnene hvile på ham som hun lod en hånd glide henover hans kind.
"Jeg kan ikke blive her Garius.." hun smilede, men det var tydeligt at hun ønskede at blive på hendes tonefald, men det var ikke muligt "Byen sover stadig, hvis jeg venter vil jeg blive set."
Ordende var sagt lige så meget til Garius som de var til hende selv, hun blev nød til at huske hvem og ikke mindst hvor hun var, hvor meget han end gav hende lyst til at glemme det.