En kop te, og en forsvunden søn

December, 583

Den lille, fine tekop med håndmalede blomster virkede absurd lille og skrøbelig i Dorgon’s grove hænder. Og alligevel var hans bevægelser sikre, idet han førte dens kant op til sine læber.
Stuen han selv og hans veninde sad i til te var varm og hyggelig. Der var tændt op i pejsen, og på denne hvide vinterdag var huset Cadfael i den grad et varmt tilflugtssted for en kold verden udenfor. Vinteren havde indfundet sig underligt tidligt syd for grænsen dette år.
Dorgon sad i en af de mange behagelige stole. Hans uniformsjakke hang hen over stolens ene armlæn, og et roligt smil tegnedes på hans læber.
Ilden knitrede varmt ved siden af ham. Vinden hørtes mod vinduerne. Porcelænet i hans hænder gav en diskret lyd, idet han satte den fine te-kop tilbage ned på den tilhørende underkop. Han nød altid sine besøg hos Lycidas Cadfael, som en rolig pause en sjælden gang, blandt opgaverne der aldrig lod til at holde op eller blive færre.
Det var en god dag… Det havde taget ham mange måneder, men han følte endelig at han var ved at finde sin vej tilbage til de levendes verden. Hvor længe var det ikke siden, at han for alvor havde været i stand til at nyde en kop te? Selv om han var umådeligt træt, var han ikke så træt som han plejede. Og dog var det intet i sammenligning med en anden af hans soldater.
Mens vinden stadig hørtes udenfor, faldt hans tanker på Garius Henzel.
Hvad den mand havde opnået gennem de sidste få måneder var et absolut mirakel. Generalens egen mentale healing, var intet - nærmest til grin - i sammenligning. Om det var tro, eller had, eller en pludselig åbenbaring vidste han ikke. Men uanset hvad der havde givet hans kammerat pludselig styrke, havde Dorgon set til mens Henzel var gået fra at kravle igennem sit liv, til nu at sprinte med hovedet først.
Det hele var startet med den ene successfulde mission i Korsbyen. Men siden da havde soldaten konstant tilegnet sig flere mænd og var draget ud på opgave efter opgave. Dorgon havde adskillige gange set manden arbejde på rapporter sent om aftenen, og fundet ham i præcis samme stilling næste morgen. Han trænede hårdere. Studerede hårdere. Arbejdede hårdere. Henzel havde endda givet op på sin egen lærlings ene-undervisning, til fordel for at starte sin egen specialiserede gruppe af personlige soldater - på Dorgons opfordring.
Og folket var begyndt at lægge mærke til ham. Der blev snakket rundt om i byens kroge. Om denne faldne adelsmand, Garius Henzel, der kæmpede for borgerne. Blandt de fattige, og de håbefulde, var han blevet et symbol på den smule sande ære der var tilbage blandt hovedstadens mere priviligerede folk.
Dorgon lod endnu engang tekoppen møde sine læber, for at skjule det lette smil der nu viste sig på hans ansigt. Derefter rømmede han sig, og satte koppen fra sig på bordet foran sig. Hvor længe var han faldet hen i egne tanker?
Han så op på sin veninde overfor sig, og smilede venligt.

Lycidas sad fuldt tilbagelænet i den, behagelige stol overfor Dorgon, med fødderne trukket op under sig og et tæppe slynget om det øverste af hendes ryg og hang frit fra hendes arme hvor stoffet hvilede. Som årstiden for alvor var gået over til vinter var kjolerne blevet tykkere i stof og de dækkede nu mere. Udover det lange skørt og lange ærmer var halsudskæringen nu også lukket til. Normalt var hendes kraveben til a se for halsudskæringen, men nu var kjolen afsluttet med en høj, tætsiddende krave der var lukket med en række knapper der gik fra midt på brystet og op til slutningen på kraven. Stoffet var en dybgrøn farve, og fik hendes hud til at se endnu mere lys ud, end sommerkjolerne der var i lette, lyse farver.
Hun mødte hans blik med et venligt smil, men den måde hendes ene mundvige trak opad tydede på at hun var mere underholdt end det venlige smil antydede. På det sidste var Dorgon begyndt at forsvinde i egne tanker i længere perioder, hun tog det som et tegn å træthed, men det var unægteligt underholdende at se ham komme tilbage til sig selv, med en let undren over hvor længe han havde været væk.
I skødet holdt hun sin kop te.
"Dorgon, hvornår har du sidst fået en fuld nats søvn?" spurgte hun med en varm, lav latter "Hvad er det dog der får dig til at forsvinde sådan? Eller burde jeg spørge, hvem?"

“Jeg ved ikke engang hvad dét betyder,” svarede Dorgon hende venligt, med kommentaren om søvn. Og det var sandt nok. Han foretrak arbejde frem for søvn for tiden, for at holde minder på afstand. “Undskyld jeg sådan falder hen. Der har været meget at tænke på for tiden.”
Han undlod at nævne hvem der havde distraheret hans tanker. Selv om det var flere måneder siden at hende of Garius havde været oppe at toppes offentligt - noget der var endt i spildt vin, skrammer og rygter - havde han ikke glemt at det var fundet sted. Der var ingen grund til at kede hende med teorier om en mand hun ikke gad høre om.
Langsomt lænede han sig frem, og rakte ud mod den fine te-kande på bordet. Den varme drik havde været så fantastisk i vinterens kulde, at han havde måtte kæmpe for at indtage den på høflig vis, men nu var hans kop alligevel tom.
Idet hans hånd lukkede sig om kandens hank, gav en sikker banken mod træ genlyd gennem palæet. Dorgon tøvede et sekund, inden han fortsatte sin bevægelse, som planlagt med et suk. Han genkende en sikker, militær banken hvor som helst.
“Venter din familie nogen?” spurgte han, med et blik på Lycidas, mens han hældte dampende te op i sin kop igen. Dog havde han en fornemmelse af, at han ikke ville komme til at drikke den færdig.

Lycidas sukkede let ved hans bemærkning, hun vidste at han havde mere ansvar end de fleste, men hvad nyttede det dog at fuldføre sine opgaver på en måde der gjorde ham så udmattet? Han brændte sit lys i begge ender, uden nogle tegn på at han ville slukke én af dem.
"Dorgon lad være med at undskylde, der er intet at undskylde for..!" Hun rynkede brynene let som hun så på ham "Men du kan ikke fortsætte sådan, det ved d-"
Hendes talestrøm blev afbrudt af den høre lyd af banken, hun rettede ryggen og sad nu fuld op i den store stol som hun satte den fint bemalede tekop på dens tilhørende underkop på et lille bord ved siden af hende, hvorpå der også stod en trearmet lysestage. Flammernes gyldne lys faldt på hendes ansigt som hun så forvirret mod døren i et øjeblik, som om hun ville kunne finde frem til hvem det var hvis hun stirrede på den lukkede dør, før hun igen drejede hovedet og så på Dorgon.
"Nej, udover dig burde der ikke komme nogen i dag, ikke engang med forsyninger til køkkenet. De kom igår.." hun lagde hovedet let på skrå "Venter du nogen?"
Det var mere end sandsynligt at han var lige så forvirret som hende over den pudselige tilstedeværelse af en potentiel gæst, men på den anden side havde det været klart for hende at Dorgon i nogen tid nu havde planlagt noget i hemmelighed, noget som kun han kunne planlægge... Var det derfor at en uventet gæst havde meldt sig ved døren?

Dorgon svarede hende ikke med det første, men lyttede blot, som døren blev åbnet et andet sted i huset. En myndig stemme tilhørende en yngre soldat kunne anes gennem palæet.
Dorgon sukkede, sippede en sidste gang til sin te, og rettede sig derefter op i sin stol med en officiel mine.
“Åbenbart,” sagde han med et træt smil. Han kunne kende dén stemme når som helst.

Døren til stuen blev åbnet, og en ung soldat i Parél arméens officielle uniform kom til syne. De hvide, karakteristiske mærker lyste på hans jakkes venstre ærme. Samme sekund han fornemmede at Dorgon var i rummet, gjorde han trofast honnør.
Soldaten havde kort, blond hår på hovedet og kunne ikke være meget mere end midt i tyverne. Lycidas’ ville kunne kende ham som den unge mand der dramatisk havde fortalt historier med en skadet arm på Goblinen efter hærens rejse til Korsbyen.
Der var noget panisk over hans bevægelser, idet han var braget gennem døren.
“General!” hilste han formælt. Kunne knap stå stille. “Frøken.”
“Doras,” hilste Generalen tilbage. Satte roligt sin tekop fra sig på bordet. Hans soldat fik i den grad hvad end det var til at se vigtigt ud, men samtidig vidste han at Doras havde en vane med at gøre ting til meget mere end de egentlig var, når han blev en smule for opstemt. “Reportér”
“Det er Garius, Hr.,” begyndte den unge soldat med hurtige ord og en åndeløs stemme. “Han er tilbage. Og… han har sin søn med.”
Hvis ikke Dorgon havde sat koppen ned, havde han uden tvivl tabt den. Et øjeblik troede han i den grad ikke hvad han hørte. Han drejede hovedet og så på Doras med et chokeret ansigt.
“Ramund er i live?”

Lycidas havde bøjet hovedet let til soldatens hilsen, og håbede stille at han ikke huskede synderligt af hende, baseret på hvordan han havde fortalt i Goblinen for over en måned siden havde han drukket rigeligt den aften. Det havde de vel stort set alle sammen..! På den anden side havde hun gjort sig irriterende bemærket som hun havde råbt af Garius..
Idet hans navn fløj ud af munden på Doras greb hendes hånd let om det polstrede armlæn og lod blikket hvile på sin hånd, hun holdt sit ansigtsudtryk neutralt lige indtil at en søn blev nævnt. Forvirringen lyste ud af øjnene på hende, Meniel var i Rétneck? Og kort tid efter den tanke, blev den koklusion bekræftet af det ukendte navn Dorgon nævnte. Det rungede for hendes øre som om noget havde eksploderet inde i hende, et barn?!
Hun havde ganske vidst hørt rygter om at kvinden Garius havde mistet alt for var gravid under besøg i militærdistriktet, men han havde aldrig nævnt noget om et barn, så hun havde ikke tænkt videre over det. Hun havde antaget at barnet, lige som kvinden han havde elsket, ikke længere var i blandt os. Hvad i alOrbis skulle hun tage dette som? Hvad betød det her?!
Hun så op på Dorgon, han var chokeret. Han havde ikke regnet med den besked, hvilket ikke fik hendes egen fuldkomne forvirring til at dæmpes på noget plan..!
"Dorgon, hvad i alOrbis er det der er af lave?!" hun formåede at have kontrol over sin stemme, men de store grønne øjne var præget af uro og kaos, fuldkommen forvirring, som de søgte at fange hans stålgrå øjne, der ligeledes var præget af forvirring.

“I live og vel,” rapporterede Doras videre. “Garius har taget Ramund med til fortet. Rodon holder øje med ham så godt han kan, men Garius nægter at være i rum med andre end sønnen.”
Dorgon, der egentlig bare havde troet at Doras havde endnu en af sine lidt for opstemte øjeblikke, var nu utrolig hastigt på vej op fra stolen. Han greb jakken der hang over stolens armlæn, og havde allerede en af sine arme halvt igennem et ærme, da han hørte Lycidas’ ord.
Mens han trak resten af uniformsjakken på, så han på sin veninde. Og hvad han så, fik ham til at stoppe tænksommeligt op midt i en bevægelse et øjeblik. De følelsesladet øjne. Det stramme greb om stolens armlæn. Hendes ord. Det var utrolig diskrete tegn, men han så dem.
“Ah..!” Dorgon kunne ikke holde en lyd tilbage, idet noget pludselig dæmrede for ham og gav utrolig god mening. Sandheden slog ham i ansigtet lige så tungt som Doras’ nyhed havde gjort.
Den måde Lycidas og Garius blev ved med at skændes offentligt. Garius’ pludselige vilje til at blive en bedre mand. Hans pludselige søvnløse søgen efter en søn alle troede var død for længst.
Nu da han så det hele klart, kunne han have bandet af sig selv. Hvor utrolig åbenlyst!
Men nu var ikke det rette tidspunkt at stille spørgsmål.
Garius Henzel var muligvis stærk, stædig og uovervindelig. Men han var også en mand der løb fra en mørk fortid, med så stor en kræft at han ville kunne falde og miste forstanden ved hver eneste nye forhindring. Og dette var i den grad en ting der kunne ødelægge den skrøbelige balance på et splitsekund..! Hvem vidste hvad manden - der til tider var mere død end levende - kunne finde på?
Dorgon greb sværdet der havde stået lænet op mod stolen, og spændte det for sin side med hurtige bevægelser. Derefter så han på Lycidas med et sigende blik.
“Kom med,” tilbød han hende. Knappede jakken til. Der var om muligt ikke meget tid. “Jeg forklarer senere.”

Som Dorgon mødte hendes blik og fastholdt det blev det klart for hende at realiteten af hendes relation til Garius dæmrede for hendes ven, men hun var i netop dette øjeblik var hun ligeglad, så længe der kom en eller anden form for klarhed over hvad i alOrbis foregik.
Ved hans ord rejste hun sig uden et ord op, tæpppet der havde hvilet om hendes arme faldt på gulvet som hun satte fødderne på gulvet.
"Karrin, min kappe" sagde hun i en, for en adelsfrøken, overraskende autoritær tone idet hun fulgte Dorgon ud af den varme stue. En ung tjenestepige kom ud fra hvad der virkede som ingenting, med en sort kappe i tyk uld der blev holdt lukket om hende med guldspænder der lige kunne skimtes bag kanten af sort muldvarpepels samt et par lange støvler i sort læder. Som Lycidas svingede kappen om sine skuldre og lukkede spænderne, snørrede pigen hendes støvler. Det tog overraskende kort tid i forhold til hvad man kunne forvente, det var en del af stereotypen at adelskvinder tog en ren evighed om så meget at tage handsker på.

Doras var ude af døren først. En anden soldat stod utålmodigt ved palæets dør og holdt et vagtsomt øje på to af hærens heste. Ved synet af Doras og generalen der kom hastende ud på de frost-tildækkede brosten, gjorde soldaten honnør, og rakte villigt tøjlerne frem.
Det var sjældent at man benyttede sig af heste i Rétneck. Men i situationer som denne, var det absolut nødvendigt. Doras svingede sig øvet op på sin egen hest i en flydende bevægelse. Der var ingen tvivl om at dette var hvad han havde træne sigt op til gennem hele sit unge liv.
Dorgon selv så sig over skulderen på Lycidas. Han hjalp hende op på dyrets ryg, inden han selv svingede sig sikkert op bag hende.

Hestens hove tordnede mod byens brosten. Grundet det kolde vejr, var gaderne mere affolkede end sædvanligt, og det var i den grad til deres fordel.
Dorgons arme lå sikkert omkring hver side af Lycidas, idet han førte hesten fremad i gallop. Hans brune hår blev blæst bagud af den isnende vinterluft.
“Lida De Le Waar gav Garius en søn for 19 måneder siden.” Dorgons stemme lød hen over larmen fra hestene. Siden han sad bag Lycidas, kunne kan fortælle hende nogle af detaljerne på vejen. Det var strengt fortrolige oplysninger, men han stolede ubetinget på adelskvinden. Især nu da han vidste hvad hun selv tænkte om Garius Henzel.
Der var ingen grund til at forklare hvem De La Waar var. Han vidste at Lycidas kendte til storforræderen der havde ledt oprøret fra bag byens mure. Hvordan hun havde snydt ham selv og hans armé. Infiltreret dem, endda. Og dog havde han aldrig et eneste øjeblik troet at Lida havde haft onde intentioner. Men det var irrelevant nu.
“Da hun flygtede ud af byen for et år siden, tog hun sønnen med sig. Efterlod ikke så meget som en forklaring eller note bag sig. Vores kilder har siden fortalt os at hun blev indfanget af oprørets resterende styrker, kort uden for byen. Vi formodede at både hende og barnet var blevet slået ihjel på stedet.”

Som Dorgon forklarede baggrunden for det chokerende faktum at Garius var vendt tilbage til Rétneck med en søn, forholdt hendes ansigtsudtryk sig stort set det samme; fuldkomment neutralt, bortset fra sammenrynkede øjenbryn og let sammenbidte læber.
Hun lod den nye realitet fæstne sig i hende, Garius havde en søn, en søn der var forsvundet med kvinden han havde været villig til at smide alt bort for og nu var sønnen genfundet. Hun kunne ikke finde ud af hvordan hun skulle få det til at passe sammen med manden der uden at tøve havde påstået at han ville gifte sig med hende. Som om det ikke var et problem, som om omstændighederne der tillod det var en ren formalitet der hurtigt var overstået. Selv samme mand havde nu begivet sig afsted for at finde sin søn fra familien han havde tabt, hvem havde han ellers fundet? Hvis barnet var i live havde det med al sansynlighed været sammen med sin mor, så vad var hans mission. At genfinde sin familie?
Hun kunne mærke kulden sprede sig i hende, men ikke fra vinden. Det føltes som om hendes bryst var frosset for at hun kunne være i stand til at holde fast i sig selv, og det spredte sig langsomt ud til resten af hendes lemmer.
"Javel.." det var det eneste hun kunne få over sine læber, tankerne rasede igennem hendes sind, hvad var det der ville møde hende? Hvilken familie var det hun ville se..

Snart forlod de to heste byens centrum, og red igennem portene til det travle militær distrikt. Selv om resten af byen havde søgt ly for vejret, hvilede soldaterne aldrig.
Stort set lige så snart hestene havde krydset distriktets grænse, hoppede både Doras og Dorgon af hestene, mens disse stort set stadig var i løb. Doras selv satte i løb hen mod den velkendte bygning der var deres mål for at åbne op, mens Dorgon stadig holdt fast i sin egen hests tøjler, og sørgede for Lycidas.

“Alt er roligt, General,” informerede armé-soldaten Rodon, idet de tre gik ind på fortet. “Garius ankom her for omkring en time siden med barnet, og har ikke forladt sit værelse siden. Han vil ikke lade mig komme i nærheden af ham, men ellers jeg har ikke hørt det mindste.”
Dorgon nikkede anerkendende ved den ældre soldats ord, og strøg op ad trappen til barakkens første sal. Han forventede at Lycidas ville følge efter.
Doras selv blev tilbage, hvor han vekslede ængstelige blikke med Rodon.

Som hun kom af hesten genkendte hun Rodon fra kortspillet på Goblinen flere måneder tidligere på dette tidspunkt, hun nikkede kort som en uudtalt høflig hilsen før hun med hastige skridt fulgte efter Dorgon op af trapperne, som hun gik faldt kappens hætte ned fra hendes hovede så det løse, kastanjebrune hår dansede om ansigtet på hende.
Det var længe siden hun havde været i barakken, men hun var i stand til at genkende det nok til at kunne følge ubeværet med Dorgon som han banede sig vej mod Garius' værelse.
Da hun så Dorgon stå forn døren indtil Garius' værelse var hun omkring en meter fra ham, det ville være ganske naturligt at gå hen til døren, men hun valgte at blive stående hvor hun var, med afstand til Dorgon og dørne.
Hun var afventende, der var en del af hende der ikke engang havde lyst til at være der i dette øjeblik, det blev dog overdøvet af behovet for at få svar på den synende uendelige liste af spørgsmål der havde formet sig i hendes hovede.
Hun havde ikke set Garius siden natten i Goblinen og morgenen der havde fulgt, hun vidste at det ville være en anderledes mand hun så i dag. Så naturligt som det burde virke at det ikke ville være den samme mand hun så, gjorde tanken hende næsten syg.

Dorgon spildte ikke tid, men gik direkte hen til døren med en bestemt mine, rakte ud om håndtaget, og gik ind uden varsel.
Synet der mødte ham, fik ham dog til at stoppe op.

Garius stod foran det store vinduesparti i værelset. Vintersolen væltede ind.
Den nederste del af den lange rejse-frakke han brugte om vinteren var komplet dækket i støv. De tunge støvler vidnede ligeledes om en lang rejse.
Manden der normalt rasede af vrede og frustration, stod komplet roligt, stille vuggende fra side til side, med ryggen til værelsets dør. Da nogen kom gående ind, vendte han sig dog en halv omgang, og det blev klart at han bar på noget.
Et lille barn lå trygt og sov i hans arme. Kun et lille, søvndrukkent ansigt med runde kinder tittede frem fra den bløde, dybblå kappe der holdt ham varm i vinteren. Røde dun viste sig øverst på barnets hoved, under kappens stof. Garius hænder var enorme, i forhold til den lille dreng.
Garius sagde ikke noget, da han blev forstyret. Han var for optaget af sin egen lykke.
Alt han gjorde var at smile, med blanke øjne låst fast på sin hjemvendte søn.

Da der ikke var kommet et udbrud ved at Dorgon gik ind i rummet gik hun hen mod døren, i modsætning til før var hendes skridt nu korte og langsomme, som om hele hendes krop tøvede.
Som hun gik ind rummet var det første hun så Dorgons ryg, men sekundet efter så hun Garius, der i den grad var en anden mand end sidst hun havde set ham.
Som hun fæstnede øjnene ved ham lagde hun mærke til hvad der lignede røde dun der tittede frem fra kappen, der var ikke et øjebliks tvivl om at det var Garius' søn, ingen der havde deres syn i behold kunne betvivle det. Hendes blik gled fra det sovende barn op til Garius' ansigt..et ansigt der altid faldt i irritable, tunge folder var pludseligt alt andet end det. Han smilede. Han var lykkelig. Ord hun aldrig havde troet hun ville kunne bruge i relation til Garius.
Det føltes som om selv tiden var frosset i rummet, som hun fordøjede det hun så.
Hun følte sig fanget mellem to modstridende følelser, lysten til at løbe i to dybt forskellige retninger. At Garius kunne føle lykke efter de ulidelige tab han havde lidt var det bedste der kunne være sket, at der var et tab mindre i hans liv var unægteligt noget der gjorde hende lykkelig på hans vegne. Des mindre han skulle kæmpe mod sine egne dæmoner des bedre..!
Men af grunde hun ikke havde lyst til at tænke på føltes denne lykke også som en syl igennem hjertet på hende. Det var det her han havde søgt i månerne måtte vide hvor længe, han havde fået hvad han søgte efter..hvilket kunne betyde at enhver søgen stoppede her. Det kunne naturligvis også betyde andet, men af en eller anden grund kunne hun ikke se de andre muligheder.
Hvorfor var hun så fuldkommen ude af stand til at se gennem hvad den mand ønskede, at hun nu stod som forstenet både i krop og sind ved synet af Garius som han stod der. Hun væmmedes ved sin egen manglende evne til at håndtere denne situation med handlekraft.

Endelig lykkedes det Garius at løsrive sit blik fra rodet af tæpper i hans arme. I stedet så han op på de to mennesker der var kommet gående ind. Da han vendte sig mod dem, faldt drengens lille ansigt ind mod sin fars bryst.
Dorgon havde været frosset til stedet. Han havde aldrig for alvor troet at Garius ville gøre noget dumt, men den snævre sandsynelighed havde dog distraheret ham nok til ikke at vide hvad han havde forventet at se. Nu da hans kammerats lykke fik op for ham, vendtes hans ansigt dog i et smil.
Hans strålende øjne mødte Garius’ og med rolige skridt gik han længere ind i rummet. Generalen lagde en venskabelig hånd på sin soldats skulder, idet han smilede sejrsrigt til ham. Derpå så han ned på Ramund igen, der virkede absurd lille i forhold til de to enorme mænd.
“Hej med dig, lille soldat,” sukkede han vantro. Han rakte en finger ud mod en af drenges lille hænder der hang udenfor kappens varme. Ramund lukkede de små fingre om den, mens han stadig sov. “Dig havde jeg aldrig troet jeg skulle se igen..!”
Den lille fyr havde allerede overlevet mange flere grusomme ting end de fleste mænd ville have held til gennem en hel livstid. Allerede - knap to år gammel - havde han al generalens respekt.
Garius smilede en sidste gang til Dorgon, inden hans ansigt igen blev mere seriøst, og han begyndte at ligne sit sædvanlige, depressive selv. Derpå så han over på Lycidas. Hvorfor hun var her, vidste han ikke, men det var ligegyldigt. Han tog tøvende - håbefuldt? - et skridt over mod hende.
Drengen i hans arme glippede søvndrukkent med øjnene, og vågnede langsomt op med en uforstående pludren. Ramund så direkte op på Lycidas med store, tryllebindende øjne. De var gyldenbrune. Som flydende honning.

Hun havde stået frossent på samme sted siden hun kom ind i rummet som en statue, selv da Dorgon flyttede på sig havde hun ikke rørt en eneste muskel. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Det føltes som om hun var ved at kvæles af den overvældende forvirring og uvished i hende.
Netop som hendes hjerne havde besluttet sig for at det nok var bedst at forlade rummet, havde Garius taget et skridt mod hende, og af en uvis, forbandet, grund fik det hende til at gå hen til ham. Udadtil så hun rolig ud men hendes indre var i kaos, skreg og rev i hende for at få hende til at dreje om på hælene og løbe sin vej. Det her var for meget!
Som Ramund så op på hende med sine store gyldenbrune øjne var der et eller andet der spillede i hendes egne grønne øjne, først var det svært at se hvad det var, men det udviklede sig langsom til en moderlig varme. Han havde Garius træk langt hen af vejen, men øjnene var fra barnets mor. Fra Lida.
Hun smilede til det lille barn som det pludrede i Garius' arme. Hendes øjne var varme, men smilet havde en let vemodighed over sig.
"Godmorgen Ramund" sagde hun stille, som hun lod en finger glide frem og tilbage henover hans kind.

Ved Lycidas ord pludrede Ramund optimistisk et eller andet, man kunne formode var et ord han stadig øvede sig på. Med en lille hånd greb han søvnigt ud, og fik fat i en blød tot af hendes lange hår, som han dovent begyndte at lege med. Dog gik der ikke længe inden hans hoved faldt tungt ind mod Garius’ bryst igen. Det havde været en lang rejse hjem..!
Garius så på Lycidas. Noget ubestemmeligt i hans blik.
“Hvis jeg skal begynde et nyt liv,” sagde han med en dyb stemme. “Så agter jeg ikke at lade en eneste fortabt søn blive glemt. Mindst af alt min egen.”
Han så ned på barnet i sine arme. Smilet fra før var nu forsvundet, som om det aldrig havde været der. Han var gået glip af sin søns første ord. Han havde ikke været der til at lære ham at gå. Hver eneste gang han så ind i de store, gyldne øjne, trak hans indre sig smertende sammen. Og alligevel føltes alting pludselig så utrolig rigtigt.
Han lagde sikre hænder om Ramund, og krammede det lille menneske ind til sig. Lagde sit hoved imod drengens hår, og sukkede.
“Alting er i orden,” mumlede han til drengen, der gav en tilfreds, snorkende lyd fra sig. Lod ikke til at forstå at han havde rejst sig fra de dødes verden. “Du er hjemme og blandt familie nu.”

Hendes øjne havde hvilet på Ramund som han legede med hendes hår, han var så lille og fuldkommen rolig at det virkede grotesk at han havde været i hvad hun kun kunne forestille sig var et meget mørkt sted.
Hun så for første gang siden hun var gået hen til Garius op på ham som han talte, de store grønne øjne havde ikke længe samme varme som da hun så på Ramund, men de var heller ikke kolde. Der var en alvor over dem. Det føltes som om hendes hjerne forsøgte at trække hjertet i brystet på hende væk fra ham. Væk fra dem. Det var ikke hendes plads..men hun blev stående.
Som han holdt barnet ind til sig og lagde hovedet mod drengens hår strakte hun sin arm og lagde sin hånd på Garius' kind, fingerspidserne hvilede mod hans tinding og lod blikket hvile på den sovende Ramund.
"Det ville jeg aldrig drømme om at bede dig om at gøre.." det var de første ord hun sagde der var møntet på Garius, hendes stemme var sagte, det ville kun være Garius der kunne høre hvad hun sagde til hans kommentarer om det at starte et nyt liv.
Hun lod langsomt hånden glide væk fra Garius kind igen, som hun indså at døren stod åben, derudover var de ikke alene, hun blev nødt til at trække hånden til sig.

Ved Lycidas berøring, så Garius på hende. Alting føltes så rigtigt…
Ramund lå stadig ind mod ham, og han holdt trygt barnet ind til sig med en stor hånd på hans ryg, som om han aldrig nogensinde ønskede at give slip igen.
Et par skridt derfra, rørte Dorgon nu på sig. Selv om han ikke ønskede at forstyrre den unge far, havde han så utrolig mange spørgsmål.
“Hvordan fandt du ham?” spurgte han med en rolig stemme.
Garius tog øjnene af Lycidas og drejede sig nu hen mod generalen. Hans øjne blev autoritære, og hans ansigt faldt i en professionel mine.
“Min nye special-soldat der har taget sig af spionage gennem de sidste tre måneder, har været på sagen,” svarede han. En forklaring der højest sandsynligt ville forårsage flere spørgsmål hos Lycidas, end den ville svare. Han vuggede stille Ramund i sine arme, hvilket måtte virke absurd i forhold til stemmens grove tone. “En af hans kontakter påstod at have set Ramund i varetægten på en kvinde identificeret som Jóhanna Lindahl. Vi formodede at hun var en del af den nye oprørtbevægelse der blev formet efter vores angreb på frihedens havn. Det viste sig at være sandt.”
Dorgon nikkede tænksomt ved hans ord.
“Og…” svarede han, beklagende. “Lida?”
Garius ansigt fortrak sig i en ubehagelig mine. Han sank dybt. Og rystede derefter utrolig langsomt på hovedet.
“Garius, jeg-“ begyndte Dorgon, men han blev afbrudt af Henzel-sønnen.
“Lad os tale sammen, General,” sagde Garius kort for hovedet. Der var i den grad noget at diskutere. Oprørsbevægelsen der ikke var slået komplet ned. Den ukendte grund til hvorfor de havde holdt Ramund i live.
Uden et ord, vendte Garius sig om mod Lycidas, og rakte forsvarligt Ramund hen mod hende, så hun kunne tage ham.
Lige siden han havde taget barnet fra denne Jóhannas arme, havde han ikke sluppet ham en eneste gang. Barnet havde siddet trygt mod hans bryst gennem hele rejsen hjem. Han havde knurret dødstrusler af enhver person der var kommet en smule for tæt på. Hans øjne havde knap forladt det lille, runde ansigt og de store øjne et eneste øjeblik.
Men nu gav han ham til Lycidas uden at tøve.

Ordudvekslingen mellem de to mænd var alt andet en forventelig for udenforstående, Lycidas' blik gik fra Garius til Dorgon som hjulene drejede i hende hovede. Én ting var hvad Garius selv havde af tanker og motiver, men det var ingen tvivl om at Dorgon var fuldt ud bevidst om dem, hvis ikke ligefrem ansporerede Garius i en retning der, fra hvad hun kunne høre, var alt andet end blot det typiske felt for en elitesoldat.
Hvad i alOrbis havde Dorgon som formål ed hvad der virkede til at være en ny form for position for Garius? Var det dét her han havde ment, med den besynderlige bemærkning om hvad han havde brug for at Garius blev til? Hvor meget var Garius' egne tanker, og hvor meget var Dorgons? Denne mission havde tydeligvis været på Garius' initaitiv alene, men hvad med ændringerne i hans beføjelser?
Denne tankestrøm blev afbrudt da Garius igen vendte sig mod hende, hun så op på ham, hun forventede nærmest at han ville bede hende om at gå, men istedet rakte han hende Ramund.
Hun rakte armene ud og tog imod det sovende barn, de lange, spinkle fingre kørte i små cirkler rundt i de bløde, røde dun på hans hovede som hun holdt ham tæt ind til sit bryst.
Han virkede knap så lille mod hendes spinkle krop som han havde gjort mod Garius', men han var stadig meget lille som han lå med hovedet hvilende mod hendes bryst.
Hun så op på Garius med et roligt smil, som en stille forsikring om at hun ville blive indtil han og Dorgon var færdig med at tale sammen, før hun gik over mod en stol der stod ved et af vinduerne, let vuggende Ramund i sine arme mens hun sagte begyndte at synge en vuggevise hun huskede fra sin egen barndom.

Garius øjne mødte hendes, idet hun tog imod hans søn. Minder - denne gang fra en langt nærmere fortid - skød pludselig igennem hans hoved. Han havde ikke set hende i månedsvis… Ikke siden…
Et øjeblik havde han nær rakt en hånd ud, for at løbe den over Lycidas hår. Men han lod være, og det stålsatte ansigt vidnede ikke om at han så meget havde overvejet det.
Med en mental kræftanstrengelse vendte han sig fra barnet, og skridtede i stedet hastigt igennem rummet, efter Dorgon. Han sig ikke tilbage. Han var bange for at hvis han så på Ramund med bange anelser, ville alle hans mareridt blive til virkelighed.
Ved lyden af sang, stoppede han dog bræt op i dørens åbning. Frosset til stedet. Komplet forstenet.
Efter hvad føltes som en evighed, løsrev han sig, og var væk.

Da Lycidas satte sig ned, begyndte Ramund endnu engang at vågne op.
“Jó’na,” mumlede det lille barn, og trak endnu engang i Lycidas hår. Forsøgte at proppe en smule af det i munden. “Jó’na.”
Dog varede det ikke længe, inden vuggevisens magi, fik den lille Henzel-søn til at falde hen i drømmeland.

Da Ramund virkede til at være faldet i en dyb søvn åbnede hun med den ene hånd guldspænderne der hold hendes kappe sammen om sig mens hun stadig holdt ham tæt ind mod sig med den anden, stoffet løsnedes og gled ned af hendes ryg. Hun trak den ene side kappen op om sig så den lå om Ramund som en dyne, og holdt endnu engang om ham med begge arme.
Hun vuggede let frem og tilbage som hun sad i stolen og så på ham, en finger gled beroligende let henover hans kind, det var utrolig så meget han lignede Garius..! Der var tydelige træk fra hans mor, mest åbenlyst var øjnene, men ellers var ligheden påfalende.
Hun smilede som hun så på ham, hans små hænder greb i jævne mellemrum fat i hendes hår, men der var ingen voldsom kraft i det. Det var som om han brugte hendes hår som et tøjdyr eller en sutteklud, hun kunne ikke lade være med at lade en lav latter undslippe sine læber som han i søvne begyndte at tygge på hendes hår.
"Lille skat, det kan da umuligt smage godt..!" hun sukkede let og lod blikket glide rundt i rummet, ikke ligefrem udstyrret til at have et barn som beboer. Hvilket i og for sig var forståeligt, omstændighederne taget i betragtning. Hun så igen ned på Ramund "Du er i sandhed et mirakelbarn, du fik den mest sammenbidte mand til at smile, og nu får du mig til at strikke..!" mumlede hun for sig selv som hun vuggede ham i sin favn, hun hadede at strikke mere indædt end man kunne forestille sig.
Hver gang barnet begyndte at klynke eller komme til overfladen begyndte hun at synge vuggevisen, hvilket lykkedes i at lulle barnet tilbage i søvn.

Efter de to soldater havde været væk en rum tid, begyndte dybe stemmer igen at nærme sig på gangen udenfor værelsets dør. En samtale af velovervejede ord der blev udvekslet med en myndig tone. Da de to stemmer var direkte udenfor døren, tav de.
Endelig gik døren op, og Dorgon kom gående ind. Han havde et roligt smil på sine læber, selv om han tydeligvis stadig tænkte dybt over noget.
Han gik roligt over til hvor Lycidas sad. Synet af hende med den lille rødhårede dreng varmede ham helt ind i hjertet, og det kunne tydeligt sees i hans smil. Han brød sig næsten ikke om at skille de to ad, men han rakte alligevel sine arme ned mod Ramund.
“Jeg skal nok tage ham nu,” sagde han stille. Der var noget forstående over hans blik. Han kunne ikke forestille sig at denne situation var nem for hende, nu hvor han forstod Garius’ rolle i hendes liv en smule bedre.
I åbningen ud til gangen, lænede den rødhårede sig nu op ad dørkarmen. Med armene over kors, og et fjernt flik på kvinden og barnet.

Hun havde ikke fuld registreret at døren var gået op og de to var kommet ind, hun var faldet hen i egne tanker som Ramund ikke længere gjorde væsen af sig men blot sov roligt, som Dorgon kom ind i hendes synsfelt kom hun tilbage til sig selv.
Hun smilede til ham, han virkede til at have forstået meget mere end hvad godt teknisk set var, men det var vel kun et spørgsmål om tid før han lagde to og to sammen.
"Det behøver du ikke, men tak" sagde hun stille som hun forsigtigt lagde Ramund i Dorgons arme, hun klukkede let da hun måtte indse at han stadig holdt godt fast om nogle totter af hendes hår. Efter lidt nørklen fik hun håret fri og erstattet med en af Dorgons fingre i stedet så barnet stadig havde noget at holde om.
Hun satte sig sidelæns ned på stolen igen, lænede den ene skulder mod ryglænet, så hun kunne se døråbningen fra hvor hun sad. Hun gned med den ene hånd sin nakke, det var længe siden hun havde siddet med et barn så længe i sine arme, det gav en underlig ømhed i kroppen.

Dorgon smilede varmt til hende. Det var ikke gået op for ham før nu, hvor naturligt et barn i hans venindes arme så ud til at være.
Da han passerede sin kammerat i døråbningen, stoppede han op. Garius lod en varm hånd løbe forsigtigt over toppen af Ramunds hoved, med et fjernt blik. De to mænd nikkede til hinanden. Derefter forsvandt Dorgon ud på den lange gang, og Garius lukkede tavst døren bag sig, idet han gik et par skridt hen mod Lycidas.
Den rødhåredes øjne var en smule trætte, som om han først nu endelig kunne slappe af i dagevis. Men hans ryg var rank, og hans ansigt var præget af en myndighed hun uden tvivl ikke havde set før. Meget var sket i den utroligt korte tid, siden deres nat sammen…
Han så på hende med viljefaste øjne. Det føltes som uendeligheder siden hun havde ligget i hans arme.