En kop te, og en forsvunden søn

Ved lyden af at døren lukkedes lukkede hun sine øjne et øjeblik, rummet var fuldkomment stille, det lindrede hendes dunkende hovede en smule.
Hun havde et utal af spørgsmål, han havde ganske vidst forklaret hvorfor han ønskede sin søn tilbage, men betød det at alt var som han havde postuleret tidligere? Og hvad i alOrbis havde han gjort, der nu betød at han havde en enhed af en art under sig på den måde, var det ikke netop meningen at han selv var et medlem af en eliteenhed?!
Da hun åbnede øjnene igen stod Garius ikke langt fra hende, hun lod øjnene hvile på ham, undersøge manden der nu stod foran hende. Han var træt, naturligvis baseret på at han lige var kommet hjem fra en mission, men han var ikke på samme måde udmattet til det yderste som hun tidligere havde set ham. Han var begyndt at have staturen af en mand med magt, en mand der burde frygtes så vel som respekteret.
Endelig hvilede hendes øjne på hans egne grønne øjne, der så trætte som de var lyste mere af vilje end udmattelse. Hun smilede.
"Velkommen hjem, Garius" på trods af de mange spørgsmål der stod i kø, var disse de ord der instinktivt forlod hendes læber.
Hvor mange spørgsmål hun end havde, havde længslen og savnet været større. Hun havde ikke set ham siden han vendte tilbage fra Korsbyen, hvilket føltes som evigheder siden som hun sad i hans rum i december, hvor sne lå fast på jorden.

Fortsat så han på hende, men svarede hende ikke. Der var intet at sige.
Langsomt, gik han hen mod stolen hvor hun sad, med lange skridt. På vejen derhen, lod han den støvede frakke glide af sine skuldre. Under den, kom en solid brynje i skinnende metal til syne.
Den kølige sol stod stadig ind igennem vinduespartiet, og lod til at dræne alle farver fra verdenen.
Frakken faldt ligegyldigt på gulvet. Da han nåede stolen hvor Lycidas sad, satte han roligt et af sine knæ i gulvet, så han kom til at side foran hende. Metallet om hans krop klirrede, men det gjorde ikke den mindste indvirkning på hans bevægelser.
Stille tog han hendes spinkle hånd i sin. Betragtede den. Studerede den.
Hun havde budt ham velkommen hjem. Men han var ikke sikker på hvad hjem betød. Ikke endnu.
Derfor forblev han tavs. Dog løftede han sit blik, og så på hende, som hun sad over ham.

Hun kunne ikke placere hans adfærd, han virkede ikke utilfreds men stilheden var svær at aflæse, især med tanke på mængden af ting det var blevet klart at hun ingen anelse havde haft om. Hvad i alOrbis var det dog han ville med hende, hun var en kvinde der udfordrede ham og var tæt på umulig for ham at få...det sidste fik det til at stikke let i brystet på hende, han havde gjort det klart at han ikke var bange for den kamp det ville tage, men det var ikke en kamp hun var ovenud lykkelig for var nødvendig.
Og dog, det kunne måske være med til at få ham til at rejse sig op igen, hvilket under andre omstændigheder måske ville have været umuligt.
Som hans øjne så op på hende, fangede hendes blik, lod hun sin frie hånd glide gennem hans hår og et lettelsens suk undslap hende. Det var blevet en smule længere end sidst hun havde set ham sidst, fingerspidserne kørte i cirkler rund over hans hovedbund, hun havde brug for at røre ved ham..

Lycidas fingre i Garius’ hår sendte kuldegysninger ned langs hans rygrad.
Hans læber skiltes let ad, og uden at tænke videre over det, lænede han imødekommende sit hoved ind mod hendes hånd. Tog imod hende, som en kat der blev kælet for.
Men pludselig, var det som om han kom i tanke om noget vigtigt. Hans ansigt skriftede fra neutralt til hårdt. Han rakte op med en bestemt bevægelse og flyttede hendes hånd væk fra hans nakke. Lagde i stedet hendes hånd ind mellem sine egne to. Hans hud var varm i forhold til hendes.
“Ikke endnu,” sagde han, med øjne der lyste ubestemmeligt op mod hende. Han gjorde en pause i sin tale, inden han fortsatte. Hans ansigt var frustreret, men hans stemme havde intet ondt i sig. “Jeg har givet dig mit ord. Du må for alt i Orbis ikke lade mig tro, at jeg har nået mit mål. Ikke før jeg har opnået, hvad jeg har lovet dig.”

Det behagelige øjeblik blev kort, som han fjernede hendes hånd fra hans hår.
Hun så på ham med forvirring, hendes øjenbryn rynkedes lidt som hun lyttede til hans ord. Hans håndflader lå tæt og varmt om hendes hånd, de sendte en let snurren gennem hende at mærke hans varme mod sig, på trods af i hvor lille en grad det var.
Som han gjorde det klart hvorfor han afbrød hendes berøring blev hendes øjne rolige, med et svag glimt af vilje. Noget mærkeligt sensuelt Garius ikke havde set i hendes øjne før.
"Garius," hendes stemme havde en sødme over sig som hun sagde hans navn, hun bukkede sin hals let og lod sit ansigt komme tættere på hans, det lange, bløde hår svegede let frem og tilbage mellem de to "Jeg har ikke glemt at du gav mig dit ord, jeg har ingen intentioner om at lade dig tro at du har opnået det før du rent faktisk er i en position til at opfylde dit løfte.." hun lod blikket glide fra hans øjne til hans læber i få sekunder før hun igen fastholdt hans blik, det korte blik nedad fik de lange øjenvipper til næsten at røre hans hud "..men lad mig minde dig om hvorfor du afgav det løfte, hvem det var du afgav det til."
Fingrene på hånden hans hænder lå om begyndte at bevæge sig let frem og tilbage mod hans håndflader som hun talte, fingerspidserne bevægede sig langs linjerne i hans håndflade i den grad de kunne. Fastholdende en form for aktiv berøring af ham.

Hun var så tæt på ham, at han kunne mærke hendes vejrtrækning mod sin hud…
Garius ansigt vendte sig pludselig i en dybt fjendtlig mine. En lav knurren undslap ham, og hans øjne lynede et øjeblik aggressivt.
Hun legede med ham. Udfordrede ham. Den måde hun sagde hans navn på fik hele hans krop til at isne i længsel. Hendes ord fristede ham mere end han kunne indrømme overfor sig selv. Var det en test?
Men selv om hans ansigt nu var dybt fjendtligt, og hans blik mistænkeligt, trak han sig ikke væk.

Hun pressede let sin hånd fremad mellem hans hænder så hendes fingerspidser nu hvilede mod hans håndled, fingrene bevægede sig let frem og tilbage mod hans hud som hun fastholdt hans blik.
Så fjendtlig og skræmmende som han virkede var det intet i forhold til da han havde hamret sin knyttede næve ind i væggen sidst de havde set hinanden, så hun trak sig ikke tilbage fra ham.
Han skræmte hende ikke, ikke nu.
"Lad mig bekræfte at du har genfundet den styrke der er nødvendig for at opfylde dit løfte," hendes frie hånd lagde sig under hans hage, spidsen på hendes negle kunne mærkes mod hans kæbe "Du behøver ikke at stå alene, lad mig give dig støtten og styrken til at forcerer forhindringerne du møder."

Idet hendes bevægelser blev for pirrende, trak han sine hænder til sig. Rakte op og holdt nu fast om hånden ved sit ansigt. Bevægelsen havde været fjendtlig, og hans ansigt lyste stadig af en spørgende vrede.
“Håner du mig?” Et øjeblik så han på hende i vantro. Hendes ord var venligt mente, men hans egen forvirring overdøvede komplet hendes gode intentioner. Kunne hun ikke se den voldsomme storm der rasede i ham? Mellem ære og lyst. Mellem fortid og nutid. Mellem hans egen etik, og hvad hun bad ham om.
Hun havde givet ham et ultimatum. Kunne hun dog ikke se, at der ikke var en middelvej?
Voldsomt lænede han sig tilbage fra hende, så han kunne se ordentligt på hende. Han gav slip på begge hendes hænder.
Vejens støv og rejsens slid hang stadig om ham.
“Leg ikke med mig, Lycidas.” Hans ansigt var fjendtligt, men hans stemme var åndeløs. “Giv dig selv til mig, eller lad mig kæmpe i fred.”

For en sjælden gangs skyld var frustrationen lige så tydelig på Lycidas' ansigt som det var på Garius', hun bed tænderne sammen for ikke at råbe af ham det sekund han havde ytret de første ord, hvor vovede han at antage at hun ville håne en mand hun havde hevet op fra sølet.
Hendes pupiller virkede nærmest til at dirre som hun så på manden foran sig, som han sad med et knæ på gulvet.
"Leger jeg med dig?! Hvem af os er det der siger intet men kræver fuld forståelse? Hvad tror du det gør ved mig?!" hendes stemme var lav, frustreret, insisterende "Jeg lever i uvidenhed, kun afbrudt af halve ufuldendte nye informationer om en mand der vil have mind hånd, men nægter at røre den. Du gav mig dit ord, betyder det blot at jeg er dømt til smertelig uvidenhed og isolation til den dag du kræver min hånd? Er det meningen at jeg skal brænde op fra den ild du startede den nat?!"
Der var en længsel blandet sammen med frustrationen i hendes stemme som hun sagde de sidste ord, han gjorde det umuligt for hende at handle som hun ønskede. Han præsenterede det som om at det kun var muligt for hende at blive rørt hvis hun samtidig opgav alt andet, det vidste han ikke var en mulighed! Samtidig var det så godt som ulideligt at tænke på en fremtid hvor hun skulle sidde i bellus som en anden prinsesse i et tårn, der passivt ventede på sin prins. Hun havde trukket ham tilbage til de levendes verden under høj protest, og nu skulle hun pludselig leje handlingslammet dukke? Ikke tale om!

Han troede knap hvad hun sagde. Fugerne i hans formørkede ansigt blev kun dybere for hvert ord.
“Ja, jeg er sikker på at du har det utrolig hårdt i dit varme palæ,” spottede han hende. “Isoleret med bløde tæpper og en bog i skødet - hvor umenneskeligt!”
Han rejste sig op fra sin plads foran hendes stol. Brynjen raslede ved bevægelsen, og de militære støvler gav lyd fra sig, da han plantede dem solidt på gulvet. Han tog et skridt bagud, så han kunne se ordentligt på hende med de vantro, rasende grønne øjne.
“Jeg trækker mig selv gennem støvet, dag ud og dag ind,” lød hans stemme aggressivt. “Jeg slår ihjel og vasker villigt blod af hænderne. Alt sammen så jeg kan forsøge at leve op til din latterlige standart om åndssvag sociale æressymboler.”
Hvem var denne adelsfrøken, at hun troede hun kunne invadere hans liv, give ham falske håb om en bedre fremtid, ændre på ham, og derefter smide hans løfte tilbage i ansigtet på ham?
“Og alt du gør er at vifte dit lange hår i mit ansigt, og forføre mig med søde, giftige ord. Findes der nogen større hån?”

Der var begyndende trækninger omkring hendes øjne der langsom fik dem til at blive smallere, han spillede sin smerte ud som om det var et spørgsmål om hvem der led mest, mens han belejligt glemte den trussel han på første hånd havde set hun levede med. Han nævnte blod som om hun aldrig havde taget et menneskes liv, som om han bevidst valgte at male alle nuancer over med en bred pensel for at kunne lade sit eget verdensbillede forblive intakt.
"Jeg valgte ikke hvilken position jeg blev født til at have, jeg vælger til gengæld at beskytte min familie med alt jeg har i mig! Tror du vitterligt at jeg er den eneste målskive der skydes efter?! Så ligegyldigt som du ser titler som at være, er det en del af det der har beskyttet min familie." hvæsede hun af ham "Det betyder at jeg ikke er fri til at vælge, det betyder at jeg ikke har beføjelsen til at give mig selv til nogen medmindre de har styrken til at kræve mig. Hvor højt jeg ed har lyst til at sætte den er min lykke er ikke nok at smide en hel families værn over bords for!"
Hendes bryst trak sig sammen i hastige, smertelige jag, hun var rasende. Rasende over at en mand der havde tvunget sig vej ind i hendes hjerte nu bebrejdede hende for at gøre det samme, rasende over at en mand der havde gjort alt for at få sin egen søn tilbage i sikkerhed ikke anderkendte nogle andre måder at beskytte en familie på end hans egen hovedløse version, rasende over at hun ikke kunne gå og overlade ham til sin egen miserable skæbne.
"Alt jeg har gjort er for at sikre din sejr! For at sikre mig, at jeg ikke skaber yderlige forhindringer ved at være urørelig for den formidable rygtemaskine der er Bellus eller ved at bringe min familie skam der vil gøre din indsats ligegyldig!" hendes stemme slyngedes mod ham som sten der forsøgte at bryde igennem en barriere "Hvorfor ville jeg håne en mand, jeg allerede har gået så langt for at støtte?!"

“Og hvad er det du har gjort, helt præcist?” Han tog et skridt tættere på hende. Hans ansigt var ikke langt fra hendes, da hans blik blev intenst i indædt vrede, og deres øjenkontakt lynede. “Du taler, som om du er grunden til at jeg stadig trækker vejret. Men hvad er alle disse ædle handlinger du taler om? Hvad har du gjort, ud over at få en kniv hugget i skulderen på mig, og råbt af mig, uanset om jeg ville høre dig eller ej?”
Han rystede vantro på hovedet. Hans læber var presset tæt sammen, og hans hænder knyttet.
De store blanke øjne han nu forbandt med noget varmt, indgød pludselig ubeskriveligt had i ham. Og alligevel var der stadig et irriterende glimt af den varme han nu så desperat forsøgte at ignorere.
“Du har ladet mig røre ved dig en enkelt gang,” snerrede han af hende. “Og dermed efterladt mine nætter søvnløse, som en anden sirene. Er min paralyserende søvnløshed også en del af din geniale plan om sejr og støtte? Eller har du i virkelighed bare intet begreb om hvordan verdenen fungerer?”

Øjnene der havde lynet af raseri blev fyldt med forvirring, manden der havde formanet hende om så meget at foreslå at han skulle røre hende var nu mindst lige så frustreret, hvis ikke mere frustreret, over at hun ikke havde ladet ham røre hende siden den nat.
Hvad i alOrbis var det han ville have fra hende?!
Derudover havde hun vanskeligt ved at forstå at hun kunne være årsag til søvnløshed, det gav kun mening hvis han ikke kunne stoppe med at tænke på hende, hvilket i dette øjeblik virkede surrealistisk. Han havde ikke så meget som kontaktet hende siden den nat, han havde konstant været ude at Rétneck, hvordan skulle det passe sammen med billedet af en mand der ikke kunne sove for længsel?
Hun tøvede...han var mange ting, men løgn lå ikke til højrebenet for ham, så det måtte vel passe..
"Du bad mig om ikke at røre dig! Og hvordan skulle jeg have ladet dig røre mig siden du så sjældent er her?!" hendes stemme var frustreret men hun bed ikke længere af ham, de store grønne øjne så op på ham med en blanding af forvirring og frustration over sig og en bagvedliggende varme "Jeg har intet ønske om at lade dig ligge søvnløs, lige så lidt som jeg ønsker selv at vride og vende mig fordi min seng føles tom siden første nat du holdt mig i dine arme..!"
Hvorvidt han forstod hvad hun mente var uklart, det ville nærmest være et vidunder hvis Garius der eller havde siddet alle indlysende konklusioner denne dag overhørig forstod at dette gik hele vejen tilbage til august.

“Jeg bad dig om at give dig selv til mig,” gentog han fra før. “Eller lade mig være i fred. Der er intet ind imellem.”
Selv om hendes stemme nu var sænket en smule havde hans egen udstråling ikke ændret sig det mindste. Vreden boblede stadig i hans ansigt. Højdeforskellen gjorde at han tårnede sig over hende. Hans næver var stadig knyttet.
Hvordan kunne hun ikke forstå, at han ikke kunne se hende, ind til han havde fuldført sin del af aftalen? At han ikke havde kontaktet hende, fordi det ville være spildt tid.
“Jeg kan ikke udstå din legende tone og dine flygtige bevægelser,” fortsatte han med en rasende stemme. Ansigtet stadig truende tæt på hendes. “Hvordan kan jeg stille mig tilfreds med pirrende finderspidser, når hele mit væsen skriger efter mere? Aldrig i mit liv, har et smil holdt mig så groft for nar!”
De grønne øjne lynede i frustration, stadig komplet upåvirket af at Lycidas nu var knap så opstemt.
“Fald i mine arme, eller sæt mig fri!”

De store grønne øjne var som låst på hans, blodet kogede stadig i årene på hende som han fortsat rasede mod hende. Hun bed tænderne sammen i et øjeblik, hvor vovede han at insinuere hvad andre kvinders smil havde resulteret i..
Som han sagde de sidste ord valgte hun at besvare hans bryske ord ved at strække sin hals og pressede sine læber imod hans i et ophedet kys, en hånd greb fat i hans hår og den den anden rykkede fat i stoffet der lige præcis kunne ses omkring skuldrende. Hun lagde vægten på hånden der havde fat i koften under brynjen som hun trak sig selv ind mod ham.
Hun havde ikke lyst til at høre ham råbe mere.
Hun var arrig, hun hadede hvor meget hun ikke kunne lade ham være når han var så fuldkommen og aldeles urimelig, men hun kunne ikke stoppe det. Det føltes som om hendes indre stod i flammer fra det sekund hendes læber ramte hans.

Garius’ vrede, hastige åndedrag blev pludselig afbrudt, da Lycidas’ mund fandt hans. Han så stadig komplet rødt, men nu af en anderledes grund.
Voldsomt lagde han en arm om hendes liv, og trak hende ind til sig uden hæmninger. Hans hoved arbejdede på højtryk for at bearbejde alle sanseindtrykkene der nu væltede ind over ham. Blodet kogte i årene på ham af ren vrede og lyst.
Kort afbrød han kysset, for at læne sig forover, og hive brynjen af sin overkrop. Den faldt til gulvet med et højt metallisk brag.
Garius - nu klædt i en våbenkofte - vendte tilbage til Lycidas. Hans forstand rasede stadig af fornærmelser og pointer han ønskede at råbe af hende, men hans mund var for optaget.
De voldsomme bevægelser var stadig fjendtlige og dybt aggressive mod hende, selv om hans grådige handlinger sagde det stik modsatte.
En dyb, dyrisk knurren undslap ham, idet han samlede hende op i sine arme - om hun ville det eller ej - så hvert ben hvilede om hans hofter.

Følelsen af at blive trukket ind mod ham var fuldkommen anderledes end sidste gang, forskellen var tydelig da den nat havde hjemsøgt hende lige siden, hun havde memoreret hver eneste berøring, og de var langt fra dem hun modtog nu. Bevægelserne var voldsomme, nærmest dyriske, men den brændende fornemmelse hvor han rørte hende var umiskendeligt den samme.
Som han samlede hende op fra stolen gav hun et gisp fra sig, han lød som et bæst der var ved at angribe hende, hun lod begge ben stramme sig om hans hofter så hendes mellemgulv blev presset tæt ind mod ham.
Hun havde brug for at føle ham mod sig, og hver eneste bevægelse pressede hende tættere på hans krop, desperat higende efter at mærke manden der havde været bagerst i hendes tanker hvert eneste øjeblik siden den nat i Goblinen.
Begge hænder var nu begravet i det røde hår, fingerspidser og negle glidende over hans hovedbund som hun pressede sine læber mod hans. Hendes bryst trak sig sammen i hurtige ryk som hendes åndedræt blev mere og mere ophidset.
Hendes tunge føltes brændende varm som den mødte hans, det sendte kuldegysninger ned af hendes ryg der kurvedes ved følelsen.

Den dybe knurren lød fortsat fra et sted dybt i hans hals. De grønne øjne slog stadig gnister.
Hun vejede absolut ingenting. Med sikre skridt gik han igennem rummet, og satte hende forsvarligt på det stærke træbord han normalt sad og arbejdede ved. Ikke et eneste øjeblik holdt han dog op med at læne sig ind mod hende.
Papirer, rapporter og breve fløj pludselig rundt i rummet, idet Garius voldsomt tømte bordpladen med en enkelt, voldsom armbevægelse. Små genstande faldt til jorden og rullede hen over gulvet. En enkelt fjerpen dalede fredeligt ned ved siden af Garius' ene støvle.

Som hun blev placeret på bordet rakte hun den ene arm bagud for at stabilisere sig, mens den hånd rykkede hårdt op i koften for at få den over hovedet på ham. Da den endelig blev trukket over ham og smidt på gulvet trak hun sig ind mod ham, grådigt ladende hænderne glide ned langs hans bryst og overkrop. Det var ikke undersøgende kærtegnende hænder som første gang, der var en vilje bag hvordan hun bevægede dem, de vidste hvad de ville have.
De få øjeblikke hendes læber ikke var låst mod hans genlød rummet af hende stakåndede stemme der kaldte Garius' navn igen og igen, fulgt af noget der lød som en blanding af en knurren og spinden. Afbrudt af gisp når han uventet tog fat om hende igen.
Lycidas' hovede var tungt, det føltes som om alle tanker hun kunne have tænkt var dækket i en tyk tåge af vrede og begær.

Solen var gået ned. Det måtte være tidlig aften.
En tøvende banken mod træ, fik Garius til at vågne op. Han glippede med øjnene, og gav en spørgende, gnaven lyd fra sig.
“Garius?” Kaldte en ung stemme gennem døren. “Garius, hvor blev du af? Vi skal stadig træne om en time, ikke?”
Garius rakte op og lod en hånd løbe over sin pande og igennem sit hår. Meniel?
“Jo,” svarede han med en lettere hæs stemme. Rømmede sig, inden han talte videre. “Vi ses derude.”
Han lyttede tavst, mens støvler gik ned ad gangen udenfor døren og forsvandt. Huden på hans ryg brænde. Hans hovedbund føltes som om håret nær var blevet revet op ved rødderne. Var han blevet bidt adskillige steder?
Han trak vejret dybt ind. Derefter åbnede han øjnene, og kom langsomt til sig selv.
Han lå på ryggen på gulvet. En anden person op ad sig. Pludselig kom det hele tilbage til ham, på et splitsekund, og han kunne ikke lade være med at sukke åndeløst i et øjebliks vantro.
Hele værelset var et komplet rod. Papir overalt. En væltet stol. En fjerpen der havde spildt blæk i mørke klatter. Tøj og udrustning der flød ud over det hele.
Han var stadig iklædt sine bukser, men snørerne der normalt holdt dem fast om hans liv var komplet bundet op.
De var åbenbart aldrig nået hele vejen hen til sengen, men i det mindste havde de hevet dynen af den, og havde beskyttet dem selv mod det isnende trægulv.

Ved følelsen af nogen der bevægede sig mod hende gav Lycidas en svag utilfreds brummen fra sig, hun lå nøgen op af Garius med skørtet fra hendes kjole over sin hofte og hendes lår. Den kølige luft i rummet havde fået gåsehud til at sprede sig over hele hendes ryg, hun puttede sig instinktivt ind mod kroppen der lå ved siden af hende for at få varmen.
Langs hendes hals og kraveben tegnede der sig en sti af mærker der var mere eller mindre mørke, der tegnede et kort over hvor Garius' læber havde været presset mod hende. Hun gned i søvne sit ansigt mod ham hvilket fik det lange hår til at falde helt væk fra halsen så det blev tydeligt at stien af mærker fortsatte ned langs hendes nakke og skuldre.
Som hun lå op af ham, lullet i en let søvn gav hun små suk fra sig, og mumlede noget der var svært at få helt fat i "...rius.." var det eneste der var højt nok til at give mening.

Da kvinden i Garius’ arme søvndrukkent begyndte at mumle hans navn, lagde hans trygt sin arm tættere om hende. Han drejede en smule i sin hals, og plantede et kys på hendes hår. Trak duften af hende langt ned i lungerne. Han burde sikkert vække hende snart, for at være sikker på hun ikke blev forkølet på grund af ham…
Alting var stadig en smule tåget idet dagens tidligere begivenheder begyndte at komme tilbage til ham.
Pludselig gippede det i ham, og han satte sig voldsomt op.
“Ramund,” gispede han, som om han vågnede fra en intens drøm. Et øjeblik troede han at hans minder spillede ham et puds. Men det måtte være sandt. Lycidas vidnede om at begivenhederne virkelig var fundet sted.
Langsomt stillede han sig op. Den kolde vinterluft tegnede kuldegysninger over hele hans overkrop. De samme røde streger han havde oplevet en gang før viste sig hen over hans ryg.
Med en sikker, rolig bevægelse samlede han både Lycidas og dynen op fra gulvet for de havde ligget, og bar hende over mod sengen.
Han ville ønske han kunne blive hos hende. Men det mindste han kunne gøre var at sørge for at hun havde det blødt og varmt…

Ved Garius' voldsomme bevægelse var hun langsomt begyndt og vågne, dog ikke nok til at hun flyttede på sig som sådan, hun krummede sig en smule mere sammen som hun begyndte at mærke kulden mere.
Idet hun blev løftet op gled kjolen fra hendes hofte og ned på gulvet oh hun begyndte langsomt at blinke lidt med øjnene, rummet omkring hende var mørkt med kroppen hun kunne mærke mod sin hud genkendte hun. Med et veltilfredst suk hvilede hun sit hovede mod hans skulder mens hun langsomt fik åbnet øjnene.
Som hendes øjne vænnede sig til lyset i rummet kunne hun se hans ansigtstræk begynde at træde frem igen, der var en lille grad af uro over det ellers neutrale ansigtsudtryk, først kunne hun ikke forstå hvorfor, men noget fra lige da hun begyndte at vågne fik det til at dæmre for hende.
"Dorgon har ham..." fik hun frem som hendes fingre begyndte at køre i små cirkler ved hans kraveben, hendes stemme var hæs og ru, selv i forhold til sidst hun havde kaldt hans navn igen og igen var hendes stemme bemærkelsesværdigt hæs.

Lycidas’ hoved der hvilede søvnigt mod hans skulder, var noget der gav ham langt mere lykke end han ville indrømme. Langsomt løftede han hende hen til den bløde seng.
Hvad hun fortalte ham, var noget han allerede vidste, men alligevel gav det ham en smule indre ro, at høre hende sige ordene højt.
Den stofklædte overflade gav imødekommende efter for adelskvindens beskedne vægt, idet han lagde hende ned. Det var ikke en særlig blød seng - han var trods alt soldat - men i forhold til det hårde trægulv, håbede han i det mindste det var en forbedring.
Utrolig umage lagde han tæt dynen og et par ekstra tæpper om hende. Gav hende en pude at hvile hovedet på. Sørgede for at hendes fødder og skuldre var pakket godt ind, og beskyttet fra den onde vinter udenfor. Derefter lænede han sig ned, og lod sine læber falde varmt på hendes kind. Hvordan kunne han nogensinde have råbt af hende..?
“Jeg bliver nødt til at gå,” sagde han. Der var noget beklagende i den brummende stemme, selv om ordvalget fik sætningen til at lyde som en simpel information. “Men du kan blive og sove, hvis du har lyst. Jeg kan være tilbage om et par timer.”
Dog fortalte noget ham, at det ikke ville være tilfældet. Solen var allerede gået ned…

Som han pakkede hende ind i dynen presede hun sig selv ned mod madrassen, som en kat der vrikkede sig rundt indtil den fandt det erfekte sted at ligge, på trods af at hun godt vidste hun ikke ville kunne blive liggende længe.
Hun så op på ham, de grønne øjne der normalt altid var fuldt åbne var nu kun halvt åbne og virkede ualmindeligt søvnige, hun smilede varmt til ham og gav en veltilfreds spinden fra sig ved følelsen af hans læber mod hendes kind.
Det var som om al tænkelig konflikt var vasket væk på forunderlig vis.
"Åh Garius, det ved du at jeg har lyst til.." hendes sætning blev afbrudt af et gab, hun strakte sig let under dynen "..men det kan jeg ikke. Hvis jeg bliver kommer jeg ikke til at vågne op før imorgen tidlig, én ting er at komme uset fra Goblinen, at komme uset fra militærdistriktet er noget ganske andet..!" hun rakte en hånd udenfor dynen og tog fat om hans hånd, hun trak den lidt ind under dynen, bukkede halsen let og pressede sine læber mod hans håndryg. Smilet der var varmt var nu beklagende.