En kop te, og en forsvunden søn

Garius nikkede stille ved hendes ord. Selv om hans ansigtsudtryk blev lettere frustreret igen, var var slet ikke ment mod hende. Selv om han havde lyst til at gemme hende væk fra verdenen og beholde hende helt for sig selv, vidste han godt at de blev nødt til at gå på kompromis.
“Bliv så længe du har lyst alligevel,” svarede han hende, nu lysvågen. Tog sin hånd til sig, selv om han ikke havde lyst. Derefter banede han sig vej gennem alt rodet der flød hen over værelsets gulv. Skridtede han over den væltede stol. “Jeg får Rodon til at vise dig ud. Han kommer ikke til at stille spørgsmål.”
Uden videre forklaring, begav han sig til at skifte til et nyt sæt tøj. Der var stadig meget at gøre, især nu hvor han havde mistet et par timer. Snart var han iklædt lette bukser og en kofte. Tøj der udentvivl måtte være køligt i vinteren, men som snart ville være gennemblødt af træning. Dog trak han en varm uniformsjakke over det simple tøj, der kunne holde ham varm ind til da.
Han samlede en bunke papirer op, der var faldet ned mellem arbejdsbordet og væggen, og stak dem under sin ene arm. Derefter gik han tilbage til sengen, hvor han lænede sig ned, og plantede sine læber på Lycidas kind. Hun duftede rart… Han rakte en hånd ud og sørgede for at dynen lå ordentligt om hendes bare skuldre.
“Garius.” Endnu en forstyrrende banken mod døren. Men denne gang tilhørte stemmen ikke en dreng, den tilhørte arméens næstkommanderende, Garth Kasvor. En mand der var kendt for at løbe i hælene på generalen konstant, og ellers ikke arbejde med andre laverestående soldater.
Garius løsrev sig fra kvinden der lå puttet i sengen, og så på hende et sidste, langt øjeblik, inden han gik over til døren og åbnede den. Sørgede for at stå i åbningen, så den anden soldat ikke ville kunne se ind på både rodet og kvinden i sengen.
“Jeg har flyttet dit møde i morgen to timer, på opfordring af Obersten.” Garths stemme lød nu klarere, idet den ikke blev nødt til at trænge sig igennem døren. Havde Lycidas kunne se ham, ville hun se at han ikke engang så op da døren blev åbnet, men var fokuseret på en stak pergament i sin ene hånd. En pen hvilede sikkert i den anden. “Derudover er der en mindre komplikation med den nye rekruttering. Jeg anbefaler at du tilser det personligt.”
Garius nikkede forstående. Rakte rapporten han havde samlet op kort forinden til Garth, og gik derefter et skridt ud på gangen. Idet han lukkede døren efter sig, undslap et flygtigt blik mod sengen ham.
Døren gav et klik idet den lukkede til, og lod Lycidas være alene.

[Out]

Ved hans ord blev hendes smil igen varmt, så kølig som han kunne virke var han ingen hård mand, han var tvært imod chokerende omsorgsfuld.
Hun nikkede søvnigt til hans tilbud, greb med begge hænder om puden han havde givet hende og borede sig ned i den mens hendes krop krøllede sig sammen i som en kugle under den varme dyne.
Hendes øjne fulgte ham som han gik igennem rummet, der nu lignede en forhindrings-bane mere end et rum man burde opholde sig i på permanent basis. Som han trak en ny kofte over hovedet stod musklerne på hans ryg tydeligere frem end når han blot stod foran hende, og de utallige røde streger dækkede nærmest hele ryggen. Et veltilfredst smil spredte sig på hendes læber, de mærker ville ikke forsvinde med det første...godt!
Hans læber mod hendes kind føltes som den sødeste smerte, det var en gestus der gav hende ro men også indikerede at han nu blev nødt til at gå. Hun havde lyst til at række ud efter ham og trække ham ind til sig igen, men det ville ikke nytte noget, det ville ikke ændre det faktum at han blev nødt til at gå, lige som hun blev nødt til det inden længe.
Hun havde puttet sig ned i sengen og lå med lukkede øjne da en stemme hørtes bag døren, hun kunne mærke hans blik hvilende på sig men hun holdt øjnene lukkede, det følte som om hun ikke ville kunne lade gå ud af døren hvis hun så hvordan han så på hende.
Som døren lukkedes åbnede hun igen øjnene og lod dem glide rundt i rummet, de havde virkelig raseret stedet..! Hun begravede ansigtet i puden og trak vejret dybt, indåndede duften af Garius i fulde drag. Da hun endelig fik løftet sit hovede fra puden gav hun et suk fra sig og begyndte at kravle ud af sengen. Hun tog sig til lænden og gav en let knurren fra sig, hun havde troet at det ville få hendes krop til at værke mindre anden gang, men vreden havde kompenseret rigeligt til at det ikke havde gjort nogen forskel.
Hun fik kjolen på igen, i det mindste havde han ikke rykket nogle knapper af denne gang, hvilket var et mindre mirakel. Hun begyndte i stilhed at lægge tingene der var blevet fejet på gulvet på deres plads på bordet, løftede stolen op fra gulvet og organiserede papiret i sirlig bunket på sskrivebordet. Hun stod og kiggede på bunkerne af papir et øjeblik, hvad i alOrbis gjorde dog at han ville have så mange rapporter på sit bord, et var lige før det lignede Dorgons...hun rynkede brynene lidt, men rystede på hovedet, hun var for træt til at tænke over det nu. Derudover gav intet af det logisk mening, det ville ikke hjælpe at tænke mere over det nu!
Som det sidste redte hun sengen inden hun fik kappen om skuldrene og lukkede døren bag sig som hun forlod rummet.

[out]