Og De troede De kunne slippe væk, Fru De la Waar?

Havde Aridóri haft kræfter til det, ville han have sukket. Vidste lærlingene da ikke at de ikke skulle blande sig i hans arbejde? De var der som tilskuere, intet andet. Og dog, kunne han ikke andet, end at værtsætte deres hengivenhed til hans tilstand.
"Nej," han lænede sig ind over bordet og så hen over skulderen på Lida. Hans stemme var umådelig hæs, men nu så høj at alle i rummet kunne høre det. "Tag jer ikke af mig. Det eneste der tæller nu, er det forskruede menneske der sidder foran jer. De traumer hun bringer ind i vores midte, er intet i sammenligning med den skade hun kan påføre os!"
Han kæmpede sig rundt, og lænede derefter sin ryg mod kanten af bordpladen. Hans ben var bukket, idet hans knæled ikke ville samarbejde det mindste med at holde hans vægt oppe.
"Kaptajn," sagde han højt af Miráda, med en stemme fuld af indædt irritation. "Mine metoder har svækket hende, men der må fysiske metoder for at knække det fordømte menneske. Gør hvad du vil med hende, jeg vil have at vide hvem hun er!"

Lida havde ikke været særlig tilstedeværende under Aridóris tale, fordi hun var ret travlt beskæftiget med det blod, der løb ned ad hendes ansigt og helst ikke skulle ind i hendes mund, og samtidig forsøgte at lette trykket på sin arm som den ene soldat stadig holdt i et jerngreb, ved at svaje i ryggen. Blodstrømmen fra næsen tog hurtigt af i styrke, efter at have lavet gevaldige pletter på hendes kjole.
Hun havde altså ikke helt fået fat i, hvad Aridóri havde sagt - ud over at han var vred - men det var ikke svært at vide, at det jo nok ville komme til at gå ud over hende. Endnu en grund til, at hun ikke havde hørt hans foruroligende ordre var, at hun imens havde haft tankerne fastsat på, hvordan hun mest smertefrit ville kunne komme ud af den situation, hun sad i.
Soldaterne, der var mere end opmærksomme på hvad der skete i rummet, tog bedre fat i hver sin arm og placerede dem nu skråt bag hende, så de let kunne vride i dem, hvis hun forsøgte på noget, og så hun samtidig kunne komme til at sidde nogenlunde normalt.
Lida åndede kort lettet op, da hun igen kunne sidde mere behageligt, men følte sig overhovedet ikke mindre nervøs, og hendes blik gik fra troldmanden til kaptajnen, og tilbage til troldmanden igen.

Det meste af Mirádas ansigt var dækket af skygger men man kunne ane at et ubehageligt smil dukkede op på hans ansigt. Det var en af de slags smil som ville få de fleste folk til at overveje om de skulle begynde at løbe for deres liv. ”Javel,” lød det fra ham. Stemmen var blottet for følelser og afslørede langt fra hvad han tænkte om situationen.
Han trådte frem mod mennesket og så kritisk på hende på samme måde, som man på et marked normalt ville se på en hest man overvejede at købe. Til sidst så han ud til at blive enig med sig selv om et eller andet hvorefter han begyndte at tale. ”Nå, menneske,” sagde han. Det lød næsten, som om han glædede sig til, hvad end der snart ville komme til at ske. ”Det ser ud som om vi to kommer til at tale lidt sammen... eller hvad det nu end bliver til” han lod sætningen hænge lidt i luften inden han fortsatte med at tale ”Jeg vil have dig til at fortælle mig lidt om dig selv. Den slags er jo kun høfligt, når man er på besøg hos andre, som du er nu. Men måske kender I ikke til høflighed hvor du kommer fra?” han gav hende ikke tid til at svare på spørgsmålet før han fortsatte: ”Igen vil jeg lade dig få et valg. Vil du selv fortælle mig noget, eller skal jeg hjælpe dig?”

Lidas instinkter fortalte hende, at hun skulle forsøge at komme så langt væk fra elverkaptajnen som overhovedet muligt, og hun rykkede sig en smule tilbage, da han trådte tættere på. Hans blik fik hende til at synke den pludseligt opståede klump i hendes hals, og hendes ansigt fortrak sig i en forvirret og tydeligt skræmt grimasse. Hun åbnede og lukkede munden et par gange, da hun med drejningen af situationen slet ikke kunne finde ud af, hvordan hun skulle takle det hele. Ville han gøre hende ondt? Brække hendes knogler? Eller ville han også til at gøre et forsøg på at trænge ind i hendes hoved, ligesom Aridóri havde?
Hun mærkede sit åndedrag blive hurtigere og tog blikket fra Miráda, fordi panikken ophobede sig hurtigere i hende, når hun så på hans følelsesforladte ydre. Den ene af soldaterne krængede straks mundvigene nedad og tog fat om hendes nakke og tvang hende til at løfte hovedet igen.
"Se på kaptajnen, når han taler til dig!" beordrede han i en vred tone, og den anden soldat ærgrede sig over ikke at have fået den idé først.
Lida kunne ikke få ordene over sine læber. Det var som om de var blevet klemt fast mellem voksende hulk i hendes hals. Hulk der var kommet frem, da den totale magtesløshed havde overvældet hende. Hun var ikke vant til eller på nogen måde forberedt på den situation, hun sad i nu, og det skræmte hende mere end nogensinde at hun ikke havde den mindste kontrol over noget som helst.
Hun ønskede at spørge kaptajnen, hvad han ville vide, men samtidig ønskede hun på ingen måde at give ham - og dermed Aridóri - oplysninger. Faktisk ville hun helst stikke dem i brystkassen med sine strikkepinde, men de lå på bordet, og hendes arme blev holdt fast, og havde hun været fri til at gøre det, ville hun nok ikke havde haft kræfterne til det alligevel. Hun endte med blot at se skræmt på Miráda og håbe på, at han i det mindste ikke ville rode rundt i hendes hoved.

Da der ikke kom noget svar, valgte Miráda åbenbart, at gøre det han kaldte 'at hjælpe hende'. Han nikkede mod den ene soldat og fremsagde ordet "kniv", hvorefter soldaten straks fremdrog en kniv fra sit bælte og gav den til kaptajnen.
Miráda vejede kniven eftertænksomt i sin ene hånd og beordrede så soldaten, som holdt menneskets venstre arm til at give slip. Noget ubehageligt lyste i hans øjne. Det lignede nærmest en syg form for glæde.
Han tog fat om menneskets håndled og lagde langsomt knivens blad mod hendes arm et sted hvor det ville være svært at lave nogle livstruende sår, men hvor der alligevel ville kunne komme et værre blodsvineri, hvis man skar dybt nok.
"Hørte du ikke hvad jeg sagde?" sagde han i samme venlige tonefald som man normalt brugte når man i høflighed spurgte til andre folks helbred.
Han pressede kniven let mod hendes arm. Ikke hårdt nok til at den kunne skære sig vej gennem hendes ærme, men hårdt nok til at man sagtens kunne mærke at den var der. "Hvis jeg var dig ville jeg begynde at tale. Og det omgående."

Cyrile havde fortalt Lida historier om sådanne situationer. Historier om, hvordan man fik oplysninger ud af folk og historier om tortur. Lida havde altid betragtet Nicholas' handlinger mod hende som tortur, men forskellen på hans sadistiske tendenser og tortur, var at torturen kunne stoppes, når der blevet givet de informationer, bødlen ville have. Når folk bukkede under.
Lida var på ingen måde anlagt som Cyrile, stærk og viljefast i aldrig at give informationer til fjenden. Lida var ikke egnet til den her situation. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til bare at bruse ud med svaret, det ville på ingen måde gøre Cyrile stolt over hende. I hvert fald ikke gøre det bedre at hun lige havde mistet 30 mand.
En enkelt tåre fandt vej ud til hendes øjenkrog midt i al magtesløsheden, og hun besluttede sig at forsøge at virke stærk og få elveren til at ombestemme sig. Helst inden han gjorde hende noget. Han trak allerede på det, tøvede i sine handlinger, og det gav Lida et håb om, at han egentlig ikke ville - modsat af hvad hans øjne fortalte.
"Slip mig, dit mølbefængte afskum, tror du virkelig du kan få noget ud af mig, når han allerede har fejlet?" spurgte hun med sin bedste hånlige stemme og forsøgte at trække sin arm til sig - nedad, så hun ikke ville få skåret sig selv på kniven. Da det ikke var let at vriste sig ud af elverens greb, rakte hun op med fingrene og forsøgte at bore neglene ind i hans håndled, hvor hans tøj ikke dækkede.

Miráda holdt med nød og næppe et overrasket, og ikke mindst irriteret udbrud fra sig. Hvad bildte det menneske sig ind? Øjnene blev kolde og ansigtet viste at hans toldmodighed ikke længere var særlig stor.
I stedet for at trække sin arm til sig, som man ellers skulle tro, han ville gøre, pressede han bare kniven hårdere mod menneskets arm og håbede at hun snart ville fjerne sine negle fra hans håndled. Med mindre Lidas kjole var lavet af noget særdeles tykt stof, burde kniven nu være gået gennem hendes ærme og sikkert også gennem hendes hud. Blod ville snart komme.
Xhimi der med et vagtsomt udtryk i ansigtet havde betragtet situationen der udspillede sig foran hende flyttede hurtigt blikket til et punkt på gulvet. Hun forsøgte at komme i tanke om, hvorfor hun var her. Det her var jo barbarisk. Men det var jo et menneske, huskede hun endnu en gang sig selv på.
"Hvorfor jeg tror, at jeg kan få dig til at tale?" Lød det hvislende fra ham. Det var svært at spore irritationen i hans stemme, men den var der "det får vi jo at se, gør vi ikke?" han kommenterede ikke på det, at hun havde kaldt ham et afskum. Han var bedøvende ligeglad med hvilke meninger et sølle menneske havde om ham.
"Jeg regner ikke med, at du vil fortælle mig noget endnu?" spurgte han med sin kølige stemme. Irritationen var næsten forsvundet fr stemmen, men lyttede men godt efter kunne man høre at den var blevet erstattet med vrede.

Så snart knivens blad gik igennem Lidas tynde, bløde hud, gav hun slip med sine negle fra Miráda og hendes stemme, der havde været sat over på det håndlige, knækkede over i et halvkvalt, lavt skrig, som hun forsøgte at stoppe ved at bide sig selv i læben. Hendes hoved sank ned mellem hendes skuldre, mens tårer vældede frem i hendes øjne lige så hurtigt som blodet begyndte at vælte ud fra under huden og gennemvæde hendes ærme. Det var kun det yderste af kniven, der endnu var gået igennem, så det var ikke overvældende meget blod, der kom frem lige med det samme. Smerten var dog en anden ting, og Lida var allerede begyndt at hulke så meget, at hendes rystende skuldre truede med at sende hendes arm længere op mod kniven.
Hun nåede frem til med sig selv, at det nok måtte være klogest snart at få tungen på gled, hvis ikke elveren skulle ende med at skære armen af hende. Hun havde helt klart valgt den forkerte reaktion før, og det havde hun ikke tænkt sig at gøre igen.
Men Lida havde været for længe om at komme frem til sin beslutning, for inden hun selv nåede at løfte hovedet og se på Miráda, tog den arbejdsløse soldat - der var blevet frataget jobbet med at holde hendes venstre arm - fat i hendes hår og tvang hendes hoved op med en så voldsom bevægelse, at hun kun lige akkurat holdt sig selv fra at spjætte sin arm op i knivsbladet.
"Se på ham!" udbrød han vredt, men forholdsvist forgæves, da Lidas øjne var knebet sammen. Han vendte hovedet mod Miráda uden at slippe hende og så på ham med et blik, der lyste af afsky for det, han holdt fast i. "Sir, hun siger jo ingenting, lad os skære dybere!"

Troldmanden havde nu kæmpet sig vej over til en stol ved bordet, hvor han nærmest faldt om. Hans arme faldt slapt ned langs hans sider og hans trak vejret langsomt dybt. Øjnene gled uregelmæssigt om i baghovedet på ham og efterlod det hvide tilbage for de andre i lokalet at se på.
Men det som han selv så, var ikke de tilstedeværende. Det var den enøjede mand der slog fra sig. Det var elskov med en rødhåret Parélsoldat. Det var et stort, dystert bibliotek.
Aldrig i sit liv havde han oplevet nogen kæmpe så meget imod hans tilstedeværelse før, og det havde drænet ham for kræfter på en måde han aldrig havde troet muligt. Hvor længe havde hypnosen taget? Et minut? Nej, tredive sekunder var mere sandsynligt.
"Det dér," sagde han stille gennem alle sine syner, "er ikke en normal oprører."
Havde han været mere ved sine fulde fem ville han meget muligt være en del utilfreds over hvor magtesløs han fremstod nu. Men hans sindstilstand taget i betragtning, skænkede han det ikke en tanke. Desuden var han overbevist om at de omkringstående soldater havde nok respekt for selve eksistensen af hypnosen alligevel.

Ved soldatens forslag kikkede Miráda først overvejende på ham, og derefter flyttede han langsomt blikket til Lida.
Han tog hensynsløst kniven væk fra hendes arm, som han stadig holdt hårdt fast i, og tog sig god tid til at vende og dreje kniven i sin hånd, som om han undersøgte hver eneste bloddråbe der befandt sig på den. Menneskeblod. Alle følelser var som ofte før tilsyneladende forsvundet fra hans ansigt. Alle på nær det kolde grusomme smil. Men det var jo ikke noget nyt.
"Tjo, vi kan jo se, hvad der så sker..." Hans blik var rettet mod mennesket, men om han talte til hende eller til soldaten var uvist.
Et øjeblik stod han roligt og betragtede endnu en gang kniven han holdt i sin hånd. Så, uden varsel, huggede han pludseligt knivens spids direkte ned mod Lidas arm, så blod begyndte at strømme frem. stadig ikke i livsfarlige mængder, men alligevel kom der foruroligende meget. Nok til at hendes fine kjole sikkert ikke ville være til at vaske ren igen.

Knivens spids borede sig igennem huden, og Lida mærkede tydeligt hvordan den skrabede hen langs overfladen af hendes knogle, for let til at gå igennem, men med kraft nok til at lave en ridse og skære en flænge lang nok til at den næsten ramte den anden. Blod væltede op fra såret, som længtes det efter at komme væk, og den tyktflydende masse kravlede hurtigt ud over hendes arm og ærmet, der allerede var gennemvædet, hvorefter det begyndte at dryppe ned mod hendes kjole og gulvet i tykke, klistrede tråde.
Fra den voldsomme bevægelse var der sprøjtet bloddråber ud i rummet, og de havde ramt Lidas ansigt, hår og tøj, og sikkert også Miráda, men det tænkte hun ikke så meget på. Hun var travlt optaget af at skrige højt og skingert i smerte.
Stod der vagter uden for døren, ville de ikke være i tvivl om, at nogen inde i rummet var i stor smerte, og vidste de at Miráda var derinde og der var tale om et menneske, ville de nok være endnu mindre i tvivl.
Lidas arm spjættede, hvilket bare gjorde såret værre, og hun kunne absolut ikke holde på sine tårer mere. Hendes skrig var så meget blandet med gråd, at hendes stemme virkede hæs og tør, som om tårerne, der vældede ud af hende, udtørrede hende indvendig.
"Sto-op!" råbte hun halvt utydeligt gennem sin gråd og forsøgte at rive sin højre arm fri, så hun kunne tage fat og stoppe blødningen. Men soldaten gav sig ikke en tomme. "Jeger.. Jeg er næstkommanderende!"
Hendes ord var højere, end normalt toneleje, og de kunne nu let høres gennem hendes smertesudbrud og jammerlige hulken. Hun talte hurtigt, som om det ville få smerten til at gå væk.
"Jeg skal nok fortælle jer alt..."

Mirádas øjenbryn røg højt op i panden på ham. Kniven blev denne gang fjernet en smule mere forsigtigt fra menneskets arm. Han tørrede irriteret noget af menneskets blod af sig.
"Næstkommanderende?" gentog han og lød pludselig som om de havde gang i en meget vigtig handel, og at han ville vide noget om en vare han var ved at købe. "Fortæl endelig videre, menneske, jeg lytter." At han lyttede var der ingen tvivl om. Og at han var parat til, igen at hugge kniven mod hende, hvis hun ikke fortalte ham hvad han ville have hende til at fortælle var der heller ingen grund til at tvivle på. Det sås tydeligt på den måde han holdt den på. Hvad han ville have hende til at fortælle hav dog ikke helt så tydeligt. Mennesket måtte selv finde ud af hvad hun ville fortælle. Så længe det ikke bare var noget vrøvl.

Xhimi, der forskrækket havde krympet sig sammen da kniven blev hugget i menneskets arm turde nu igen se mod Miráda og Lida. Hun undrede sig over hvordan der kunne være så meget blod inde i nogen. Og over hvordan hun endnu havde undgået at brække sig ud over nogen. Det her var jo grotesk!

Soldaten havde sluppet Lidas hår, og hendes hoved faldt tungt ned mellem skuldrene, og tårer faldt stadig ustyrligt fra hendes øjne, mens hun rystede og halvt græd, halvt hulkede i afbrudte åndedræt.
"Jeg.. skaffer information.. Arbejder på biblioteket. Alkymisterne.. Vil I ikke nok slippe mig?" Lida talte nogenlunde tydeligt, men stadig med hæs stemme og smerte skød ustandseligt op fra hendes arm. "Jeg organiserer alt. Jeg kan ikke lede det hele... Jeg kan ikke kæmpe.. Men jeg kan holde overblikket... Jeg beder jer, hvad mere vil I vide?!"
Hendes sidste udbrud kom brat og bedende, og i det øjeblik havde Lida mistet enhver form for værdighed, hun havde haft, da hun trådte ud i haven for at møde Aridóri tidligere på dagen.

Da Lida nævnte at hun var næstkommanderende faldt Aridóris øjne på plads igen og visionerne holdt op med at flimre for hans blik. Han samlede stadig kræfter til at kunne rejse sig op igen, men nu kunne han idet mindste tænkte nogenlunde klart.
Han betragtede hende med et ansigtsudtryk der antydede at han nu havde luret hende. Han havde dog ikke noget at sige endnu og faktummet at han ikke havde den mindste bekymring til overs for mennesket stod klart. Men lige nu, ville han hellere vente og se hvad Kaptajnen kunne få ud af mennesket på egen hånd, men noget var ved at tage form i hans hoved. En plan som de fleste mennesker ville dømme som ond og lumsk. En plan som de fleste højelvere ville tilegne begreber som genial.

En lyd af lette hurtige fodtrin og en svag hvislen af stof mod fliser var den eneste advarsel, før en klar lys stemme beordrede døren åbenet. Foran vagten stod rankere, højere og mere rasende end nogen siden før Saheliari Awyr Tān. Det var hverken den høje elvermand eller den kulsorte bestia bag hende fik vagten ved døren til omgående at låse op. Autoriteten stod mur omkring den smukke unge elverkvinde samtidig med at hendes stemme slet ikke levnede mulighed for at modsætte sig hende. Døren til cellen gik op og elverkvinden trådte ind. Hun så hurtigt rundt i lokalet der ikke efterlod nogen tvivl om hvad der forgik.

Helia noterede sig tårene, blodet og et selvtilfreds glimt i øjnene på Aridori. Noget var blevet afløret. Og selvom hun forstod at det ikke ville gøre ting lettere for hende var Helia endnu mere opsat på sit mål. Hun vendte sig mod soldaterne der stod med mennesket. Selvom hun var umådelig nysgerig efter at se et menneske, holdt hun sit blik fokuseret mod Miráda. "Denne kvinde skal øjeblikkeligt frigives og bringes med mig. Hun kan derudover ikke sættes under yderligere afhøring før Dronningens råd afgører at et sådan forhør skal afholdes." Sagde Helia med klar stemme og uden den minste tøven, hends tonefald gjode det tydeligt at hun mente hvert et ord og at hun kun forventede at blive aflydt. "At afhøre en repressentant for vor allierede grupper kan kun finde sted efter hændelser af drastisk karakter og såfremt dronningenes samlede råd beslutter det. Der ud over skal et særlig udvalg af observatøre være til stede." Hun gjorde en kort bevægelse af hånden hvorefter den høje elvermand trådte frem og med et ansigt så udtrykløst som en maske tog han fat i mennesket for at løfte det op i sine arme. Helia holdt stadig sit blik rettet mod Miráda selvom hun udemærket godt vidste at det var Aridori der havde haft komandoen i lokalet.
Bag hende stod den sorte bastia og holdt skrapt øje med skiftevis, Aridori og lærlingene. Bestien havde ikke håndet på sit sværdskæfte men der var ingen tvivl om at den var parat på angreb.
Helia derimod stod rank midt i rummet og udstrålede stadig aftorritet som en skovbrænd udstråler varme.

Lida forstod ikke, hvad der foregik. Hun havde forventet, at kaptajnen ville begynde at opremse en liste over oplysninger, han gerne ville have, og at hun derpå ville give ham dem mod ikke at få skåret sin arm mere i stykker. Hun vidste godt, det var dumt. Havde hun været observatør til scenariet, ville hun straks havde nævnt mindst syv andre ting, offeret kunne have plapret løs om, som stadig var sande, men som ikke ville skade oprøret lige så meget, som de oplysninger, hun var bruset ud med. Hendes arbejde, hendes position. Kunne det snart blive værre?
Da flere stimlede ind i lokalet og der blev taget fat i hende, løftede hun endelig hovedet for at danne sig et overblik. Hendes tåre var ikke stoppet, hun hulkede stadig med et alt for hurtigt åndedræt, og endnu et udbrud i smerte steg op fra hendes hals, da manden bag hende løftede, men Miráda og den anden elver stadig havde fat i hende - og såret derved blev strukket i, da Miráda ikke havde sluppet.
"Lad mig være!" bad hun og gjorde en halvhjertet bevægelse for at blive slubbet igen - det gjorde bare det hele være at tre personer nu havde fat i hende.
Hun vendte hovedet for at se på de nyankomne, og hendes blik faldt straks på den smukke elverkvinde. Nu følte hun sig blot med endnu mindre værdighed, at sidde med opsprættet arm foran en så smuk elverkvinde klædt i så hvide klæder, og samtidig strålende af en så stor autoritet uden at være lige så skræmmende som Aridóri. For på nuværende tidspunkt indrømmede Lida gerne, at hun var utrolig intimideret af ærketroldmanden.

Havde troldmanden set bleg ud før, så var han kridhvid – næsten så hvid som sine egne klæder – nu. Hans mundvige sitrede utilfreds nedad og vantroen var at se i hans øjne. Men på trods af dette voldsomme ansigtsudtryk, gav det store chok ham tilsyneladende kræfterne i benene tilbage, for nu sprang han nærmest op med et meget utilfredst udtryk i øjnene.
"Tān" snerrede han spydigt og indædt mens han fik stillet sig ind mellem Miráda og det nyankommende rådsmedlem. Fuldstændig frygtløs overfor bestiaen og de medbragte soldater. "Hvad i dronningens hellige kærtegn bestiller du hér?!"
Han drejede hastigt om på hælene og pegede truende af soldaten der havde fat i Lida med et spyttende "slip mennesket!"
Han holdt dog ikke blikket på manden der holdt hende fast længe nok til at se om hans ordre blev adlydt, for nu vendte han sig hastigt om endnu engang for at se Saheliari i øjnene igen.
"Du kommer her og taler om ordre fra dronningen og rådet, Tān," vrængede han videre. "Men hvem er du, sådan at fratage mig mine direkte ordre fra Dronningen og mine privilegier til at udføre denne opgave, som det står bedst i imperiets interesse? Jeg har direkte, officielle ordre, Tān, jeg har papirer underskrevet af selveste dronningen og du ved udmærket godt at ved at komme hér, så hindre du Hendes Majestæts direkte ønske. Men hvor er dine papirer, Tān? Hvor er din autoriserede underskrift?"
Normalt brugte de to rådsmedlemmer formæl taleform overfor hinanden, men dette hér var ligegodt for galt!
"Du siger at du kommer som fortaler for rådet. Men har du glemt hvem du taler til? Har du glemt hvem jeg er?"


[Woah! Det må jeg godt nok sige: Der overraskede i mig godt nok! Det havde jeg ikke forudset. xD Det er det sejeste twist længe – hvor er det fedt!]

Da Seheliari kom ind i rummet og beordrede Miráda til at frigive mennesket, var det som om der fløj en bølge af utilfredshed fra Miráda og ud i lokalet. Nu var hun jo lige begyndt at tale. Han havde på fornemmelse at mennesket ville have fortalt ham hvad som helst nu, hvis han havde fortsat forhøret. Oplysninger om menneskerne og oplysninger om oprøret. Oplysninger der måske kunne være kommet til nytte for elvernes hær. Men de oplysninger kunne han ikke få fat i nu. Nu måtte han bare følge ordre som en viljeløs hund, der adlød sin ejer.
Langsomt slap han menneskets arm. Fjernede kniven fra såret. Han sendte Seheliari et langt koldt blik og undgik omhyggeligt at skule ondt, som et lille vredt barn. Kunne den elverkvinde da ikke forstå, hvor værdifulde oplysninger de kunne have fået, hvis de havde fortsat forhøret?
Han sagde intet. Han havde intet at sige. Han trådte blot et skridt væk fra mennesket, og lagde sine arme over kors. Det her var jo latterligt!

Xhimi var på en måde blevet lettet over at torturen så ud til at være stoppet nu. Men nu var der en anden ting at bekymre sig om. En ting som tilsyneladende også bekymrede Selin. Deres læremester var tilsyneladende vred. Meget vred. Ingen af dem hvde set det syn før. Ikke engng når en lærling på akademiet opførte sig ubehøvlet.
Desuden brød Xhimi sig bestemt heller ikke om den måde bestiaen så på dem. Den så ud som en, der ikke ville tøve med at gøre dem ondt, hvis de ikke gjorde som han ville have.

Mirada var ude at Helias interesse det øjeblik Aridori reagerede og hun brugte ikke engang en brøkdel af sin opmærksomhed på ham. Aridori var hende egentlige modstander.
Helia blev ikke mindre rank på trods af Aridoris ord, ej heller såes så meget som et glimt af tvivl, usikkerhed eller frygt i hendes ansigt. Den lille, ranke kvinde mod den høje frådende mand. Hun holdt uden tøven øjenkontakt med den rassende ærketroldmand, en mand der uden tvivl stod højere i både rang og gunst end hun, alligevel bøjede hun sig ikke en tomme og svarede klart, ja næsten roligt: "Det er dem, der har glemt hvem de er, Aridóri Nir’kahl. Jeg står ikke her som fortaler for dronningens ejet råd, jeg står her for noget meget stærkere. Hjørnestenen i vor storslåede civilisation, den fundamentale kraft der har betydet ophøjning fra skovens vilde til vor enestående fuldendthed. Jeg står her som fortaler for loven! Den lov vor strålende dronning og hendes råd har besluttet gennem alle tider. Den autoritet, der er over enhver ordre og som i sig selv er dronningens klare ord og befalinger!"
Fra det øjeblik Helia havde fundet ud af hvad der foregik havde hun i tankerne forbredt sit forsvar i tilfælde af at de værste var tilfældet. Nemlig at Aridori handlede efter ordre fra dronningen. Havde han handlet på eget initaitiv, som hun havde ham mistænkt for, ville hun være på vej væk fra Mennesa i dette øjeblik. Nu var det tydeligt at det ville blive en svær opgave at overhovedet at få mennesket med ud af lokalet. Det ville dog være muligt hvis hun spillede sine kort rigtig og ellers var der jo plan b.
"Loven siger udbøjeligt at et forhør som dette ikke kan finde sted uden visse forudsætning. En af disse er at det samlede råd skal inddraget og høres i sagen. Særloven for krigstilstand bind 73, afsnit 11 om forholdet mellem allierede." Hendes tonefald sagde tydeligt at hun citerede ordret fra gamle tykke lovbøger.
Hun holdt Aridoris blik mens hun langsom tog et skridt frem mod ham. Hun ville ikke for tæt på, så ville hun bare se endnu mindre ud, men hun ville også vise ham at hun ikke lod sig skræmme.
"Nok er de ærketroldmand, Aridóri Nir’kahl," Forsatte hun med en ægte aristokrats kølige tonefald, "men de påstår da ikke at Hendes hellige højhed dronningen, har brudt sin egen evige lov og givet dem sådanne ordre?"
Hun vidste at Aridori aldrig, selv ikke i den mest ophissede tilstand, kunne eller måtte på nogen måde indrømmet at noget der kunne bringe dronningens troværdighed, moral eller retskaffenhed i tvivl. Han ville altså være nødt til at lade lade sin påstand om dronningens ordre falde. Dette var det bærende punkt i hele Helias plan og udfaldet ville efter alt sansynlighed danne ringe i vandet.

[ Tjjaa Synes der skulle ske lidt... ]

Sagitta holdt sin plads bag Helia i døråbningen selvom hun mest af alt havde lyst til at sætte den hovne toldmand en kniv for struben. Hun havde aldrig brudt sig om ham, kom heller aldrig til det. Hends blik lå på skiftevis Mirada og de forskræmte lærlinge, og selvom Helia ikke havde set Miradas kolde blik have Sagitta holdt øje med ham og var klar til at trække sit korte sværd det øjeblik der var brug for det.
Inderst inde fyldte det hende altid med ærefrygt og stolthed at se sin rolige, bogglade veninde forvandle sig til en stærk, målbevidst politiker men i hendes krop var der ikke plads til den type følelser idag. Hun stod for Helias sikkerhed og hun skulle nok sørge for at hun kom sikkert hjem til Tarparminen med eller uden menneske.

Elvermanden, Ferlan, der skulle tage offeret med ud, kunne trods sine mange års troskab overfor Awyr Tān familien ikke lade være med at stivne da selve ærketroldmanden ligefrem råbte af ham. Han fingre løsnede sig et sekundt men Sagitta sendte ham et gennemborende blik der fik ham på andre tanker. Hans eller altid udtrykløse ansigt lyste af tvivl men gav ikke slippe på mennesket.

Sagittas gule øjne afsøgte lokalet samtidig med at hun sørgede for at fornemme vagten ved døren bag hende. Ingen skulle lukke dem inde eller overmande dem bag fra på hendes vagt.

Da Miráda slap Lida, gjorde soldaten, der havde fat i hendes højre arm, det samme, og Lida havde nu begge arme fri - selvom elveren bag hende umiddelbart stadig havde fat i hende og sikkert prøvede at forhindre det.
Hendes reaktion på den umiddelbare frihed - i hvert fald var armene angik - var straks at knuge den venstre ind til sig og forsøge at holde sammen på det åbne, blødende sår med den anden hånd. Nok var hendes ærme skåret i stykke nu, men der skulle rives mere i det for at der kunne blive lagt en forbinding, og Lida fandt ikke, at der var tid til den slags midt i den autoritetskrig, der var brudt ud mellem Aridóri og den smukke elverkvinde.
Lida forstod, at hun var mere handelsvare nu end egentlig fange, men hun vidste ikke, hvorvidt det var en god ting. Kvinden så ud til at være mere roligt anlagt end den nærmest eksploderende ærketroldmand, men det var ikke nødvendigvis et godt tegn, og hun forsøgte derfor absolut ikke at blande sig i samtalen, der jo tydeligvis indirekte kom til at bestemme hendes videre færden. Hun forsøgte kun at holde sammen på sin arm og stoppe sin gråd - hvoraf sidste del var den, hun klarede ultimativt dårligst... Lige indtil hun kom til at dreje hovedet og fik øje på den sorte bestia. I det øjeblik holdt hun helt op med at trække vejret i overraskelse, og dermed stoppede hendes gråd et øjeblik, inden hun tog sit stirrende blik væk fra kattekvinden igen og vendte øjnene mod gulvet igen, mens hun håbede, at hun havde set forkert - og hvis hun ikke havde, at bestiaen så ikke kunne se hende ordentligt nu grundet hårets fald ned foran hendes ansigt.

"Åååh, Tān, din tåbe," sukkede troldmanden i vantro, nu tilsyneladende ikke bange for at ty til grovere ord. "Ved du da ikke, at du ikke kan søge ly i de gamle lovbøger, når dronningens ord altid vil være højest på den enkelte situation? - Sagde jeg ikke at du skulle slippe hende!"
De sidste ord var henvendt til elveren der stadig holdt Lida fast, men denne gang tog han sig ikke engang tiden til at se på ham - han pegede bare direkte på ham mens han sagde de hårde ord, inden han fortsatte sin opsang mod Helia.
"Dronningen er den højeste lov. Dronningens ord ligger over alle andre regler, og det ved du udmærket, Tān."
Han greb ind et sted under en af lagene i sin kåbe - omkring samme sted hvor Lidas dokument også var forsvundet -, og fremdrog et dokument. På det hvad sirlig, hvid, næsten selvlysende skrift og et segl i samme farve. I strakt arm holdt han det hen mod Helia, så hun ikke kunne undgå at se det.
"Direkte ordre, Tān, direkte ordre! Det er hvad jeg kan præsentere; men hvad har du? Kan du ikke se, at du vanære dig selv ved at gå imod mig? Imod rådet? Imod dronningen og i mod hele imperiet? Ikke nok med at du vanære dig selv, du vanære os alle ved at vise din illoyalitet."
Han gjorde en kunstpause idet han lagde dokumentet væk igen, hvor det var kommet fra og gik et skridt tættere på hende. Så hende fjendtligt direkte i øjnene, uden at blinke.
"Men hvorfor, Tān, hvorfor? Hvad er din interesse i at løbe denne risiko? Hvad for du personligt ud af det? Jeg begriber det ikke... Så oplys mig. Hvad er det du vil?"

Miráda overværede halvt fascineret og halvt irriteret magtkampen. Hans ansigtsudtryk var fuldstændigt neutralt. Det her var jo spild af tid. Kunne de to ikke bare blive enige om et eller andet så han selv enten kunne fortsætte tortureringen eller gå til sit så han kunne ordne noget af sit papirarbejde. Der burde ikke være nogen tvivl om hvilken af de to muligheder Miráda foretrak. En smule sadistisk havde man vel lov at være.
Selin fik nu også øje på bestiaens blik og snart forsvandt det bekymrede udtryk fra hans ansigt og blev afsløret af et udtryk der med lidt god vilje kunne ligne en efterligning af Mirádas. Dette var en magtkamp mellem hans mester og et medlem af dronningens råd. Hans mester ville sikkert ikke være glad for at hans to lærlinge stod her og lignede to forskræmte børn.
Snart fik Xhimi også en bestemt albue i siden fra Selin, der vist betød at hun skulle tage sig sammen og stoppe med at virke så foruroliget. Hun nikkede for at vise at hun havde forstået og trak sig på samme tid lidt væk fra Selin hvis nu der skulle komme flere albuer. Det var svært at se om det foruroligede udtryk faktisk forsvandt, men Xhimi bøjede i hvert fald nakken en smule så det meste af hendes ansigt blev skjult bag det lange pandehår.

Helia blev stående tilsyneladende rolig og fastholdt uden tøven den vrede og fjentlighede, der strålede fra Aridori. Hendes blik var fast og stadig uden skyggen af tvivl eller nervøsitet, en svag gnist gjorde det dog tydeligt at hun også var vred, meget vred. Hun kunne officielt intet stille op mod en direkte odre, hun vidste det og var dybt ærgelig over udfaldet af denne samtale, men der var ikke nogen vej tilbage for hende. Hun havde prøvet at nå at læse hele ordren da Aridori rakte den frem, for i så fald at finde i smuthul i den, men han havde stukket den af vejen igen før hun nåede det, og hun mistænkte ham for at gøre det med vilje. At han trådt et skridt nærmere, så hun næsten var nødt til at lægge nakke tilbage for at se på ham, var selvfølgelig også dybt provokerende.
Alligevel gjorde hun sig umage for at bevare den høflige tiltale. Også selvom han ikke gjorde det. "Aridori Nihr´Kahl, hvordan kan du påstå at jeg vandærer rådet med min indgriben? Rådet har intet fået afvide om hvad der sker her, og som min pligt som rådsmedlem må jeg naturligvis sikre mig, at alt her i lokalet forgår i overenstemmelse med Dronningen og hendes råds bestemmelser. Det er naturligvis min loyalitet over for Dronningen, der komme til syne netop i denne handling." Det lykkedes hende endda at fremtvinge et høfligt smil, men hendes øjne var ligeså stenhårde som de havde været siden hun trådte ind i lokalet og hun knyttede den ene hånd hårdt sammen bag ryggen.

Der var ikke mange muligheder for Helia til at hjælpe menneskekvinden ud af disse toturbødlers greb, men hun havde ikke tænkt sig at trække sig tilbage endnu, og istedet for at kapitulere og forlade lokalet trådte hun endnu et skridt tættere på Aridori. Det betød at de kom til at stå så tæt at hun måtte lægge nækken tilbage for at kunne hold hans blik.
Den ubehagelige følelse af at stå tæt på en elver, der var så vred som Aridori, sørge Helia for at skubbe så langt væk hun kunne. Der var vigtigere ting end følelser.
Og fordi de nu stod så tæt sammen kunne hun sænke stemmen så kun de to hørte hvad der blev sagt og hun sagde nu hårdt men indtrægende "Dette her er en vænære, Aridori. Dette under vores civilisations niveau. Mennesker kunne finde på det, men vi er elvere." Hun talte bevidst til hans forargt for mennesker men mente også fra bunden af sit eget hjerte at det var under elveres værdighed at opføre som barbariske torturmagere. "Denne kvinde er en vigtig repræssentant for de få på Novitus side at grænsen, der ville have lyst til at hjælpe og i vores kamp og som kunne udgøre en vigtig brik i vores kamp." Sagde hun i et forsøg på at nå hans fornuft, "De kan blive til fordel for os, ligesom bestiaerne har været det i årevis!" Hun trak vejret dybt ind og mens hun holdt en kort kunstpause, "Men ikke hvis vi ødelægge forholdet til dem nu!" Hendes lysende grå øjne borede sig ind i Aridoris fjentliglige med et udtryk så stærkt af intelligens og beslutsomhed at en svag antydning af bedende udtryk næsten ikke var til at se.

Ved Helias formaning om at handlingerne var under elvernes niveau lagde troldmanden hovedet tilbage og satte en utrolig højlydt, lys - og meget foruroligende - latter op. De andre i lokalet kunne kun undre sig over hvad det drejede sig om.
Åh, den kære Helia..! Hun havde virkelig regnet hele det elviske imperium og hele Orbis ud, havde hun ikke? Havde styr på hvad der var op og ned, havde hun.
Men ifølge hendes tankegang, var mennesker på ligefod med dem. Det var under deres værdighed at tortere andre personer. Åh, kære Helia, tænkte troldmanden ved sig selv og sin lyse latter, kan du ikke se, at det ikke er en person der sidder foran dig? Vidste hun da ikke, at det ikke var under deres værdighed med derimod deres privilegium som en højrestående race?
Men hvis det havde været Helias intention at sætte Aridóri i en position hvor han ikke længere kunne foretage åben tortur for informationer, så havde hun opnået hvad hun kom efter. Han skulle jo nødrig fremstå blodtørstig på nogen måde..!

"Tro da ikke at jeg vil gøre dette menneske ondt i sådan en grad at hun får varige mén," sagde han, højt nok til at de andre i lokalet kunne høre det. Blevet nærmest helt rolig på et sekund eller to. "I øjeblikket før du gik ind i lokalet med dine livvagter hér havde vi ingen kendskab til hendes vigtige stilling som næstkommanderende. Men nu jeg ved hvad hun er, så kommer hun skam ikke noget til. Hun skal hjem til menneskeland i ét, åndende stykke, bare rolig."