Og De troede De kunne slippe væk, Fru De la Waar?

Troldmandens ansigt vendte sig i en grimasse der uden tvivl ikke tydede på noget som helst godt.
"Tro ikke at jeg har glemt den gamle historie, Tān." Med en anstrengelse satte han hænderne på stolens armlæn og rettede sig derefter langsomt op. Han havde aldrig været fysisk stærk af sig, men lige nu var han direkte svagelig.
Han gjorde en pause, inden han gennemgik Helias ord systematisk. "Jeg betvivler skam ikke hvorfor du er her. Jeg ved at det ikke er usædvanligt at du rejser fra destination til destination og det er ikke noget jeg fordømmer dig for. Hvad jeg ikke forstår, er din utilfredshed: Hvorfor søger du at redde mennesket? Det er noget du stadig undgår at svare mig på. Og vi kommer ingen vegne, før du svarer. Hvad angår mine særlige privilegier,"
Han så direkte på hende med de lynende, grønne øjne, "Så ved jeg ganske enkelt ikke hvad du taler om." En påstand der hurtigt blev annulleret af hans pludseligt hævede stemme.
"Jeg har fået direkte, underskrevet ordre på at foretage mig hvad jeg gør. Jeg adlyder kun dronningen. Du har intet at beskylde mig for."

[Åh, nu skal han ikke skubbes så meget mere til inden han går lidt amok igen. xD]

Aridoris ord var som et vindpust på gløden af vrede i Helias mave. Hvor det dog lignede ham at påstå at hun handlede af selviske årsager! `Tyv tror hver mand stjæler.´ Citere hun arrigt en berømt politiker for sig selv, og det gjorde hende dog kun mere overbevidst i sin sag. Vreden var også at spore i hendes stemme da hun svarede ham. "Hvordan du kan få dig selv til at påstå dette har jeg svært ved at forstå. Du adlyder kun Dronningens underskrevne ordre, men hvem er det virkelig, der hente pennen og peger hvor der skal skrives? Du skal vide at det er blevet bemærket og at det ikke kommer til at forsætte sådan." Hendes grå øjne var ikke mindre lynende end hans grønne. Venligheden var ingensteds at spore i hendes stemme længere og hendes holdning fik hende til at fremstå større og faretruende. "Dette handler om dine privilegier! Hele byen ved at du har haft et menneske her, hvorfor ved Rådet det ikke? Når jeg som rådsmedlem opleve sådan hændelser er jeg af min pligt bundtet til at undersøge det. Det er mit ansvar, ikke en strategisk finesse!" Helia kæmpede for at lade være at råbe uciviliseret og at holde sit ansigt udtryksløst, men vreden i hende langt større end hvad hun normalt oplevede. Aridoris opførsel provokerede hendes pligt- og retfærdighedsfølelse. "Du vidste udmærket godt at denne kvinde var repræsentant for Oprøret, en gruppe, vi har prøvet at søge kontakt og alliance med. På trods af det lader du hendes følge dræbe og bringer hende ind til afhøring og totur uden lovmæssigt grundlag! Hvordan skulle vi nogensinde kunne opbygge en alliance på den grundlag?" Hun holdt til sin egen overraskelse sin stemme skrap og næsten rolig men pludselig, til trods for at have lovet sig selv ikke nævne det menneske der skandaløst slap væk fra Tarpaminen, kunne hun høre sig selv næste hvæse: "Desuden har deres tidligere succes med menneskefange jo vist er det er bedst at de ikke står alene med sådanne opgaver! "

Hun ærgrede sig øjeblikkeligt da ordene slap ud af hendes mund og hun pressede, som for en sikkerheds skyld læberne tæt sammen men holdt alt angst og nervøsitet væk fra sit ansigt. Hendes respekt for Aridori og hans krafter var så dyb del af hendes opfattelse af ærketroldmanden at hun håbede, hans åbenlyse udmattelse ville være nok til at beskytte hende mod et magisk vredesudbrud.

[Var det skub nok? ]

"Prøver du at tage min post fra mig, Tān? Er det dét du vil? Har du og resten af rådet endelig indset hvor misundelige i virkelig er på mig og min kunnen?" Aridóri havde virket vred før. Men nu tog det overhånd. Havde han været stærkere havde han udentvivl rejst sig op, men hans muskler ville ikke være med. Derfor sad han på kanten af stolen, med fingrene knugede så hårdt om armlænene at knoerne blev hvide og hans arme skælvede i anstrengelsen.
"Lad mig fortælle dig noget. Vores samfund er bygget op om én ting: Krig. Kold, blodig, modbydelig, uelverlig krig. Og derfor er det et samfund, hvor jeg har overtaget, om du vil det eller ej. Behold din fjollede musik, Tān, behold din dans og din kunst og dine arkitekturiske bygninger; for med mindre du planlægger at synge fjenden i søvn er du og din viden ubrugelig. Du er ubrugelig!"
Troldmandens stemme var hørøstet og hæs. Men værst var, at man både kunne se og høre at han mente hvert et ord han sagde.
"Jeg er alt hvad dronningen har brug for! Jeg er moderne krigsførelse. Jeg er det hemmelige våben. Jeg er videnskaben! Jeg er Tarpárminens chance for en lysere fremtid. Jeg er rådet!"

[Det tyder det på. xD For nu begynder magten at gå ham til hovedet.]

Først mærkede Helia vreden boble i sig og kugede en hånd mellem kjolens folder men erfterhånden som toldemadens ord blev mere hysteriske, blev hun mærkelig rolig. Han virkede på en gang utrolig ynkelig og alligevel en smule skræmmende i sin vrede. Hans indstilling til hendes beskæftigelse rørte hende ikke så meget at hun følte hun burde reagere på det. Når man som hende brugte hver eneste dag af sit liv på kunst og kultur i alle afskygning og havde viet sit hele sit flerehundredeårige liv til denne beskæftigelse kunne det for hendes vedkommen kun ske på baggrund af den fuldstændige overbevisning at det var essensielt og uundværligt. At Aridori ikke var enig med hende i grundlæggende spørgsmål kom ikke som en overraskelse. I stedet for at reagere med det samme studerede hun Aridori et øjeblik og indså at han virkelig troede at hun og rådet gerne ville overtage hans plads. Forestillede han sig at de var i gang med at vælte ham ved et kup? Så havde hun næppe advaredet ham. I hans nuværrende tilstand kunne være han ikke så klart. Hans træthed at meget tydelig.
"At høre dig tale som et oppustet hane smerter mig," Sagde hun i stedet for at indlade sig på en diskusion "Der er ingen der betvivler din vigtighed eller ekspertise. Tværtimod er det tydelig for os alle at du er vigtig for vores civilisation. Dine ord for mig dog til at frygte for din dømmekraft og fremtidige handlinger."
De grå øjne lyste men ellers var Helias ansigt rolig. Hendes kropsprog var ikke direkte afslappet men virkede på den anden side ikke anspændt. På mange virkede hendes rolig fremtoning tilidsskabene og hun håbede også det var tilfældet her. Hun vidste dog at toldmandens reaktion kunne være uventede.
"Ingen er ude på at fratage dig din post i rådet, men vi lader heller ikke vores forsvinde." forsatte hun fast og staigt rolig "At have et så utrolig ansvar som hvad du prøver at påfører dig bør ingen elver alene bære. Det er derfor rådet sammen har den opgave. Hverken du eller vores lysende Dronning skal så alene med blottet ryg. Lad rådet stå samlet! Du, Aridori er ikke rådet, men du har magten til at samle os, påtag dig ikke alt ansvar og alle beslutninger. Lad os vejlede af de love og forskrifter som vore stolte forfædre i deres visdom efterlod os. Der er grunde til deres bestemmelser. Sådan er vi i stand til at sikre ikke bare Tarpaminens, men alle elveres og vores allieredes fremtid og storhed."

"Dine ord siger én ting, Tān," Sagde troldmanden giftigt. "Men dine handlinger siger noget andet. Hvorfor forsøger du at redde mennesket? Hvor tager du hende hen? Blot ved at handle så utrolig naivt og uden den mindste form for dybte i din tankegang har du vist mig at du - og højst sansynligt resten af rådet - slet ikke kan se ud over jeres egne næsetippe når det kommer til at hjælpe vores emperium!"
Troldmanden havde samlet få kræfter gennem den lange samtale. Ikke mange, men nok til at kunne rejse sig fra stolen med en kraftanstrengelse. Han gik - lettere haltene - gennem rummet og over til døren hvor alle de folk der hvade været til stede før, var forsvundet. Uden varsel åbnede han døren og så ud.
"Magikere," adresserede han de to lærlinge uden for døren. "Kom her ind med det samme. Vi har arbejde at gøre."
Han gik et skridt tilbage og gjorde plads til at de kunne få forbi ham, ind i rummet.
"Mirada, soldater," adresserede han de næste. "Må jeg bede den om at eskortere Tān væk fra mit åsyn? Og til dig"
han vendte sig rundt og så direkte på Helia. "Lad mig minde dig om hvem af os to, der har en underskrevet dronningeerklæring."

Men før nogen på gangen nåede at gå ind i rummet smækkede Helia døren i igen med brag. Dette bragte hende helt tæt på Aridori og før første gang fyldtet hendes fulde rasseri de lysende grå øjne. "Det er åbenbart nødvendig at tale til dig som til et barn," Hvæsede hun unaturligt lavt. Hun ville ikke have dem udenfor døren til at høre dem "Jeg søger at rede en fremtidig alliance med oprøret! Jeg lader mig ikke styre af smålige magtkampe og egoistiske overbevisninger om andre racer. Elverrigts bedste er i høj grad hvad der styrer mine ord - såvel som handlinger!" Hun stod tættere på Aridori end hun havde lyst til men hun kunne ikke trække sig tilbage. I stedet tog hun en dyb indånding for at få styr på sig selv. Hendes hvisken var derfor næste rolig og meget indtrængende da hun forsatte: "Målet i denne krig må ikke sky midlet, ellers er mister vi vores grundlag og legitimitet. Lad være at forværre situationen yderligere: Hvis du lader mennesket gå med mig vil hun få det indtryk at måske er mulighed for en fremtidig alliance. Hvis du beholder hende og forsætter dit "forhør" vil du med alt tydelighed vise at elverne ikke vil have støtte i deres krig mod menneskene. At elverne ikke vil have alierede der bor i Retneck, har forbindelser i det inderste at novitus magtcirkler og forstår mennesker bedre end vi nogensinde kommer til. Et vores emperium bedst tjent med det?"

Med et lille træt suk trak Helias sig et skridt tilbage og så undersøgende på Aridori. Hun håbede inderligt han var modtagelig for hendes fornuft. Hun var kun en meget lille, spinkel - oven i købet næsten barnligt udseenede elverkvinde, der trods titler og indflydelse kunne virke umærkelig, men hendes lysende øjne udtrykte en intelligens og et håb, der burde kunne påvirke enhver. "Forsæt dit forhør, hvis du tror det tjener Dronningen bedst, jeg har sagt hvad jeg kom for."

De stod utrolig tæt. Selv om højdeforskellen næsten var absur to elvere imellem, stod Helia nærmest lænet op ad ham. Han kunne i den grad føle hendes fjendtlige tilstedeværelse. Man han lod sig ikke kue, han slog ikke blikket ned og han veg ikke for hendes - for hende - logiske tale. Han var både for stædig og for træt til den slags.
Han lyttede toldmodigt til hende. Ikke påvirket.
"I det tilfælde," sagde han med en lav stemme. "Foreslår jeg at du forlader rummet og lader mig fortsætte mit arbejde..."
Der var stille mellem dem et øjeblik inden han roligt fortsatte.
"Du er et fjols, Tān. Du taler som et militært overhoved, når sandheden er at al din ekspertise ligger i bøger og sølle underholdning... Luk døren efter dig, når du går, vil du?"

"I mangel på anstændige millære overhoveder tillader jeg mig at kæmpe for i mit rige kan beholde en smule af sin storhed og ikke forfalde til barbarismens slum!" Sagde hun med foragt før hun lod alle følelser forsvinde bag en udtryksløs maske og forsætte med en tom direkte stemme. "Som jeg nævnte da jeg komme kan et forhør som dette i følge loven ikke finde sted uden de rette observatører. Særloven for krigstilstand bind 73, afsnit 11 om forholdet mellem allierede. Sagitta Laburnum er min repræssentant og vil overvære forhøret og følge mennesket lige meget hvor hun går. Du skal have dronnignen til at ophæve den lov før du kan sende Sagitta væk." Med disse ord sendte hun menneskekvinden et næsten undskyldede blik. Derefter åbende hun roligt døren og gik ud af rummer uden at se sig tilbage. "Sagitta, du kender dine ordre." Sagde hun roligt og forsvant ned af gangen med sine elvervagter efter sig. `Der var ikke mere jeg kunne gøre!´ tænkte hun for sig selv men knuden hendes maven blev ikke mindre af den grund. Aridori ville komme til at fortryde denne dag, lovede hun sig selv.

[out]

Sagitta havde allerede stået op da døren blev åbnet første gang. Hendes fremragende hørelse havde gjort det muligt for hende at høre det meste af hvad der var blevet sagt på den anden side af døren. Hun havde også kunne høre da Aridori var gået frem til døren og havde derfor stået afventende da den blev åbnet. Hans ord kom ikke som sådan bag på hende med det gjorde det til gengæld at Helia havde smækket den i igen og hvad hun havde sagt. Så netop på grund af sin hørelse vidste Sagitta også med det samme hvad hendes ordre gik ud på. Irriteret knep hun øjnene sammen og slog et slag med halen men gjorde også mine til at gå ind i lokalet. Helia skulle nok få af høre for dette senere men lige nu var det eneste at gøre at følge hendes ordre. Nu kom det også tydeligt til udtryk hvorfor Helia havde insisteret på at terpet særloven for krigstilstand bind 73, afsnit 11 med Sagitta hele turen frem til dette lokale.

Det var ret enestående, det Lida netop havde været vidne til, det var hun godt klar over. Og hun havde da også suget hele scenariet til sig, hvilket havde fået hendes opmærksomhed væk fra den dunkende arm. Ham Nir´Kahl var da i den grad noget af en magtgal elver, men Helia lod til at have fat i den lange ende og rent faktisk ville alle det bedste. Lida havde gennem deres samtale opnået mere respekt for kvinden - og mere frygt for Aridóri. Derfor var det også som en sten om hjertet, da Helia valgte at forlade lokalet efter tabt kamp... Og selvfølgelig lade sig udskifte med Sagitta. Ikke lige frem den person, Lida kunne forestille sig ville have interesse i at holde hende i live. Og det samme gjaldt efterhånden for Aridóri.
Lida i rum med to fjender. Hun brød sig ikke om det.

Miráda fulgte efter katten ind i lokalet. Stadig med en halv-blodig kniv i hånden. Stadig med et udtrykløst ansigt. De to soldater sneg sig lettere forvirrede bagefter.
Miráda sagde ikke noget og gjorde ikke rigtigt noget heller. Stod bare der og ventede på sin næste ordre, mens blodet på kniven langsomt størknede og dannede et krakeleret mønster.

Selin gik ind, da andre også gik ind i rummet. Nysgerrig efter at vide hvad der var sket, mens de havde været sendt ude.
Et sted bag ham gik Xhimi. Fast besluttet på at holde mund nu. Hun stillede sig nær væggen, og regnede med at det var okay at de var gået ind i rummet nu. Selv om døren var blevet smækket i igen, var de jo vist blevet bedt om at gå ind igen. Så det burde vel være okay.

Aridóri vendte sig igen mod Lida. Gav sig god tid til at betragte hende, inden han rakte ned i en af folderne på sin kåbe.
"Lad mig minde Dem om, kaptajn Mirada," sagde han med en monoton stemme, mens han stadig så på oprørskvinden. "At Sagitta nu kun fungere som Helias stedfortræder, men er underordnet min rang. Derfor er De, kaptajn, nu helt og holdent under min kommando."
Det var ikke nødvendigt at gøre opmærksom på alle de ting han kunne frarøve Mirada hvis han var ulydig. Hans arbejde. Hans indkomst. Hans hjem. Hans familie...
Den skalpel troldmanden fremdrog glimtede en smule i lyset i rummet.
"Vær så venlig at afhold livvagten fra mig og mit arbejde. Den mindste fysiske kontakt er uacceptabel."
Han gik langsomt helt tæt på Lida, lænede sig ind over hende og lænede en hånd på stolens ryglæn. Knivsbladet i den frie hånd. De grønne øjne stirrede intenst ind i hendes.
"Bare rolig, mit kære menneske... Det er snart overstået."

Lidas hænder lagde sig om maven, og pludselig var smerten fra armen helt glemt, i perspektivet af en skalpel i umiddelbar nærhed. Hendes gyldne øjne mødte Aridóris og blev holdt ubehjælpeligt fast, som brugte han magi til at få hende til at se på ham. Der var tydelig frygt at se hos hende, også selvom hendes øjne nu var tørre og hendes åndedræt nogenlunde på plads. Det var som om lugten af hendes frygt klæbrede koldt og fugtigt til væggene, og belysningen dæmpede sig selv en tone, da ærketroldmanden trådte tættere på.
Havde hun ikke allerede set det meste af sit liv passere revy for sit indre blik, ville hun nok have gjort det nu, og tanken om, at hun skulle ende sit liv for en elvers hånd, i en fremmed by, indsmurt i eget blod, med sin gruppes liv på samvittigheden, og kun dunkle minder om et forfejlet ægteskab, der var endt i utroskab med fjendens elitesoldat...
"Jeg.. Jeg beder Dem.." fik hun fremstammet, og der var ingen tvivl om, at hun ikke bad for sit eget, men barnets liv.

"Åh, jeg er ikke interesseret i at have jer døde," sagde han med et smil. Henvendt til både Lida og barnet. "Tvært imod."
Med et solidt tag greb han om kraven på hendes kjole, og satte skalpelen for. Det næste der fyldte rummet, var lyden af det flænsende stof.
"Luk øjnene og tænk på noget lykkeligt," sagde han med en venlig stemme. "Så kommer det nok til at gøre knap så ondt."

Troldmanden vaskede de blodfyldte hænder i en skål med vand som Selin havde bragt ham. Menneskers blod var noget af det værste han vidste. Så varmt. Så ildelugtende. Så klistret... Muligvis kun overgået af synet af et menneskeligt foster på nært hold.
Han gøs. Blot at tænke at de formerede sig; og han lod det ske.
"Vi tager tilbage mod Tarpárminen i aften," sagde han til sine lærlinge, med en næsten uhørlig stemme. De sidste kræfter han havde haft var nu udtømte. "Vores arbejde her er gjort."

Ved grænsen mellem elvernes og menneskernes land fandt nogle landsbyboere en kvinde, der var blevet efterladt ved deres dørtrin. Gravid. Indsvøbt i bordouxrødt stof. Og en simpel seddel med simple ord i sirlig skrift. Vogt over hende. Han bærer mit mærke.

[out]

Resume:

Efter at være blevet slæbt tilbage til Mennesa (fra denne tråd) bliver Lida De la Waar nu placeret i et lokale for at blive forhørt af Aridóri Nir'Kahl, der er blevet nysgerrig på, om han kan finde ud af mere om hende. Mens magikerlærlingene Selin og Xhimi Green ser på, benytter Aridóri sig af hypnose for at finde ud af, hvad Lida mente med en tidligere samtale. Lida får dog stået imod og i stedet vist ham en masse minder om Nicholas og Garius (Paréls Armé), hvorved Aridóri tapper sine kræfter og må afbryde sessionen. Herefter giver han ordre til, at kaptajn Miráda får oplysninger ud af hende, og så snart han skære i Lidas arm, bryder hun sammen og fortæller alt.
Ind i alt dette kaos kommer Saheliari Awyr Tān sammen med sin rådgiver Sagitta Laburnum, for hun har hørt om tilfangetagelsen af deres allierede repræsentant, og vil straks dette til livs. Aridóri og Helia kommer ind i en heftig diskussion på, hvorvidt det er i Dronningens interesse at opretholde eller ødelægge deres alliance.
Helia må gå derfra med uforettet sag, og inden Aridóri lader Lida gå derfra igen, bliver han lige nødt til at sætte sit mærke på Lidas kommende barn...