Og De troede De kunne slippe væk, Fru De la Waar?

Lida havde været ret foruroliget, da de to elvere havde talt lavmælt sammen. Eller det ville sige, da kvinden havde snakket lavt til Aridóri. Så snart troldmanden begyndte at le, gav det dog et gib i hende, og hun kunne ikke lade være med at hæve ansigtet en smule.
Da han afslørede hendes identitet for de nyankomne, og oven i købet bekendtgjorde, at han ikke ville få skåret mere i hende, rettede hun dog hovedet op, uden tanke for om bestian ville se hende, og stirrede med vantro lysende ud af øjnene - kraftigere end hendes tårer stadig faldt. Ville han lade hende gå? Bare sådan uden videre? Han havde kun fået ganske få oplysninger, godt nok nogle rimelig gode nogle, der sagtens ville kunne graves dybere i, men de havde allerede knækket hende, så hvorfor i alverden skulle de stoppe hér?

Sagittas ører lå fladt tilbage og hendes gule øjne var knebet sammen til to smalle sprækker. Hendes opmærksomheds niveau var dog stadig på sig højeste og hun stod klar til spring, ved mindste tegn på fare. Helia så til trods for sin udstråling, meget lille og skråbelig ud overfor troldmanden der godt nok også var spinkel men tilgengæld meget høj og meget rassende. De to lærlinge havde på et tidspunkt mandet sig op til at se en smule mindre pjokkede ud, men Sagitta regnede ikke dem som nogen reel fare. Selv hvis de skulle angribe på Aridoris befaling ville en kort tøven være nok til at Sagitta ville kunne sætte med ud af spillet.
Soldaten, der havde ført kniven da de kom ind, var derimod mindre tilregnelig. Alligevel forventede Sagitta sig heller ikke noget fra hans side. Noget omkring ham fortalte hende, at han var så vant til at aflyde ordre, at han ville næppe angribe på egen hånd. Det efterlod Aridori som rummets eneste egentlige fare, og ham havde Sagitta af Helia få strenge advarsler og ordre mod nogen sinde at angribe. Hun ville gøre det alligvel, hvis hun fandt det nødvendigt. Den eneste hun ikke havde medregnet var mennesket og en kort kommentar fra Aridori fik Sagitta til at vende hovedet mod mennesket med et sæt. `Oprørenes næstkomanderende!´ Hendes gule øjne fastnede sig på kvindens forgrædte ansigt og pludselig genkendte hun en lugt der hele tiden havde ligget i rummet. Ikke bare lugten af menneske, men lugten af lige præcis et mennekse hun havde mødt før. Hendes øjne blev først store af overraskelse og hun skyndte sig at bide tænderne sammen før hun kunne komme med et overrasket udbrud, derefter trak hendes øjne sig igen sammen til to smalle sprækker og hun kunne ikke tilbageholde et meget svagt hvæs.

Helia brød sig heller ikke om at blive leet af, men vidst godt at Aridori ofte reagerede atypisk. Derfor skuppede hun også både det og hans gennerelle uhøflighed fra sig.
Et øjeblik blev Helia afledt af en svag hvæsen fra Sagitta men hun lod sig ikke afbryde. Hvis bestiaen mente der var en fare ville hun ikke holde sig tilbage. Hvad det end var måtte Helia vente med at finde ud af det til bagefter. Forstyrelsen gjorde hende endnu mere irreteret.
Hoffacaden blev dog opretholdt for Helias vedkommende da hun sendte Aridori et ægte hofsmil, en fremvisning af tænder blottet for ægte glæde. Hun gav ikke meget for hans sidste ord, men hun kunne tidsnok diskutere sagen med ham, nu galdt det blot om at få mennesket ud af han greb. Hendes stemme var meget rolig og blottet for følelser da hun stadig uden at bryde øjnekontakten sagde: "Det glæder mig naturligvis at vores ærketroldmand træffe så kloge og fornuftige beslutninger." Hun kiggede kort i retning af mennesket og notere sig tilfreds at hendes mest trofast elvervagt ikke have sluppet sit greb i menneskekvinden selvom han så meget udtilpas ud. Derefter så hun tilbage op på Aridori og forsatte somom hun blot talte om sine middagplaner "Nu da der er kommet klarlys over tingenes tilstand, er det nok på tide at mennekset brignes til ro. Jeg ved at ærketroldmanden har mange ting at tage sig af, så det mindste jeg kan gøre er da at opbevare mennesket, i sikker forvaring naturligvis, indtil hun skal føres tilbage til menneskene. Jeg har en lukket vogn holdende uden for huset i dette øjeblik så hun øjeblikkeligt kan bringes til et sikret sted. Jeg ved, at de har deres lærlinger med til Mennesa, og de kan næppe forsømme deres undervisning." Hun sendte et kort nik i retning af lærlingene sendte Aridori endnu et smil og et beslutsomt blik.

"Tror De virkelig det er så let, Tān?" spurgte troldmanden med en langsom hovedrysten. Nu da vredesudbrudet havde lagt sig og han faldt mere ned på jorden igen, lykkedes det ham at bakke et par skridt inden han dumpede træt ned på en tilfældig stol. Selv om han var en forholdsvis ung elver, kun beskedne 332 år, så kunne han i den grad stadig se gammel og udslidt ud.
"De kommer løbende ind i min efterforskning, påvirker mine metoder og fratager mig min ret til at håndtere dette enehånd. Og De har ikke engang fortalt mig om Deres bagtanker endnu, som ellers tydeligvis er der i den ene eller den anden forstand. Og nu forventer De at jeg bare sådan skal overgive mit menneske til Dem og Deres varetægt? Tror De virkelig at jeg har lyst til at sætte så værdigfuld en person i kløerne på Deres livvagt?"
Han så forbi Helia og sendte et blik til Sagitta. Uden tvivl ikke en videre venlig kat.
"Nej, Tān, så har jeg et andet forslag." Han rakte hånden ud og pegede over mod sine lærlinge. "Mine magikere bliver hér og vover over mennesket. Sammen med din ellers så glubske udseende livvagt. Og kaptajn Miráda... Mens vi to - diplomat til diplomat, ridder til tidder, rådgiver til rådgiver, elver til elver - går et andet sted hen og får snakket ud om hele denne hér affære, uden al denne irriterende formalia."

Sagitta sendte ikke troldmanden noget venligt blik. Hun kunne ikke lide ham. Men samtidig forstod hun at den del af situationen hvor hun skulle beskytte Helia mod pludselige angreb var ved at være ovre. Hun sænkede ikke helt opmærksomheden, men tillod sig at følge med i samtalen mellem de to rådgivere. Aridori så ikke så farlig ud sådan som han havde smid sig i stolen. Sagitta sendte kaptajen et blik og vendte igen opmærksomheden mod Aridori. Ved hans forslag kunne dog ikke lade være med at sende Helia et advarende bllik. Det gjorde skulle Helia under ingen om stændigheder gå ind til! Helia så selvfølgelig ikke hendes blik da hun stod med ryggen til og Sagitta vidste kun alt for godt hvad der rørte sig i sin venindes hoved. Hun sendte Aridori et arigt blik og kunne ikke lade være med at bande højt af ham i sit indre.

Et kort øjeblik var der stolthed at spore i Selins ansigt. Han håbede at det ville blive som foreslået. Dagen i dag vrimlede jo med spændende opgaver! han var sikker på at de andre lærlinge hjemme på akademiet ikke engang havde en halvt så begivenhedsrig dag som de lærlinge der var blevet bedt om at tage med her, havde. Langt fra. Mon livet ville være sådan her, når han engang blev en fuldt udlært magiker? Det håbede han.
Hvad man ikke kan se kan man for det meste ikke have ondt af. Hvilke vrede tanker, der fløj gennem Mirádas hoved, da han hørte at han skulle være vagt er uvist, men det var i hvert fald ikke nogen særligt glade tanker. Pfff! Ham, som vagt? den slags gjorde soldater jo! At han skulle overtage soldaternes arbejde... og så oven i købet i selskab med en bestia, og to tilsyneladende langt fra færdigudlærte lærlinge? Uhørt.
Som mange gange før var det dog nært umuligt at gætte sig til hvad han tænkte om situationen ud fra hans evigt monotone ansigtsudtryk.
Hvad Xhimi tænkte om situationen var også svært at se. Men i hendes tilfælde var det mest fordi at hendes pandehår dækkede for det paniske udtryk der et kort øjeblik lyste i hendes øjne ved udsigten til måske at skulle være i enrum med en halvskummel bestia, en uhyggelig kaptajn og et menneske. Alligevel kom der ingen indvendinger fra hendes side af. Båda fordi at det sikkert ikke rigtigt ville nytte noget at komme med nogle invendinger her og så også fordi at forslaget i bund og grund virkede fint nok da mennesket jo egentlig var den eneste rigtige fjende.


[Undskyld at det går så langsomt med at få skrevet.]

I sit indre var Helia ikke i tvivl, hun skulle snakke med Aridori alene hvis hun skulle have noget ud af det. At han så sansynligvis ville skrue indnu mere ned for høflighederne var ikke noget der tiltalte hende.
Helia kunne ikke lade være med at smile af Aridoris udsag om hendes bestiaven. Hun kunne levende forstille sig lige nettop hvor glubst og kold Sagitta ville se ud i sådan en situation. "Du kender da udemærket min gamle livvagt, Sagitta Laburnum, og desuden mener jeg ikke der er nogen grund til at dine lærlinge blive her meget længere. Kaptajn Mirada og hans soldater burde være rigeligt sammen med Sagitta og Tornevig. Sammen skulle de ikke fp nogen problemer med at holde øje med mennesket." Sagde Helia med et blik i retning af mennesket som så en smule ynkeligt ud. "Derers lærlinger har haft dagens store oplevelse," Forstatte hun med en snert af sarkasme i stemmen, "nu da de store begineheder er forbi skal de tilbage til de andre." Det var meget tydeligt at dette var hendes betingelse for at lade mennesket ude af syne og at hun ikke ville tilfredstilles af mindre. Hendes autoriet i rummet var ikke blevet mindre efter Aridori smed sig i en stol og hendes klare grå øjne lyste af vilje. Den der ville sætte sig op imod hende ville ikke få det let.

"Du ser virkelig ikke ud til at tænke særlig højt om mine magikere... Det gør mig virkelig ikke tilfreds..!" Og man kunne se i troldmandens øjne at dette var en stærk underdrivelse. Det gjorde ham rasende: Hvor vovede hun at sænke dem så lavt? At påstå at de trængte til hvile, at være bekymret for dem. "Jeg skal nok selv sørge for at se efter mine egne lærlinges helbred, tak."
Hans stemme flød over af indædt bitterhed bag det diplomatiske smil.
"Men siden du ikke tænker højere om dem - og det endda selv om de ville være i stand til at forkulde din elskede kat på et øjeblik - så vil det vel ikke være så stor en bekymring for dig at lade dem tilbage?"
Han så over på mennesket der ganske enkelt så lige så forvirret ud som aldrig før. "Se det fra mit synspunkt, Tān, hvis mine lærlinge går herfra vil det kun være dine livvagter og Mirada tilbage til at se efter oprøreren. Og vi ved begge at Mirada har en loyalitet der er nem at omvende, siden vi alle er på samme side hér, og han blot forsøger at gøre sit land det bedste. Så der ville ikke være noget til at stoppe dig i bare at fordufte med mennesket. Desuden, ud fra dine egne ord, så ser du kun mine folk som små børn, ikke sandt? Dem burde din elite-soldat nok lige kunne klare, tror du ikke? Lad dem dog blive lidt endnu."

Men Helia lod sig ikke rokke og svarede med en ro, der kom fra jernhård selvbeherskelse: "Ingen taler om at fordufte nogen steder hen med noget menneske, Nir’kahl. De er den eneste der bringer dette på banen." Halia havde ikke i sinde at trække sig tilbage på dette punkt. Magikere var alt for uforusigelige, især lærlinge, der måske i et forsøg på at imponere kunne komme til at forudsage store ulykke. De fleste magikerlærliger led i hendes øje af en stor mangel på klarsyn, fornuft og modenhed. Dette fortalte dog intet om da hun i stedet med et nik i rætning af lærlingene tilføjede "Jeg nære meget stor respekt for alle magikere og nettop af den grund ser jeg ikke mulighed for at de og kaptajnen og dennes soldater bliver. Vi er alle loyale over for vores stårlende dronning og derfor bliver der naturligvis ikke tale om at nogen kommer til at forkulde nogen, overhovedet!"
Helia sendte både Sagitta, kaptajnen, soldaterne og lærlignene blik der ikke tålt modsigelse før hun igen vendte opmærksomheden mod Aridori. Vreden i hans øjne og holdning gjorde det svært for Helia at tøjre sin egen, der ved synet at mennesket igen var vældet op i hende. Derfor var hendes stemme også for første gang rigtig skarp da hun til sidst tilføjede "Og jeg lader under ingen omstændigheder mennesker uden opsyn så længe de taler som de gør. Jeg vil meget gerne gå ind på deres forslag om at forsætte denne samtale i enerum men ikke så længe jeg føler mig berettiget til at frygte for mine vagters og menneskets sikkerhed."
Hun ærgerede sig lidt over at hun havde kunne kontrolere sin vrede bedre men tillod sig selv at rette ryggen endnu mere og knytte en hånd på ryggen.

Lida havde været glad for at blive stoppet i at afsløre alle oprørets hemmeligheder, da elverkvinden var dukket op og havde gjort situationen forvirrende, men nu var hun ved at syntes, at de talte alt for meget og overhovedet ikke nærmede sig den konklusion, hun gerne så dukkede op inden for de næste minutter.
Siden hun havde fået øje på Sagitta - hvis tilstedeværelse egentlig var ret upraktisk - havde hun forsøgt at holde sig så passiv som mulig. Så passiv, man kan være, når man er ved at blive gennemblødt af blod.
"Kan I ikke bare blive enige?" spurgte hun med spag stemme, men hun kunne stadig høres. Det ville i normal tilstand nok have lydt irriteret, men da hun stadig var ret skræmt, lød hendes spørgsmål mere bedende. "Jeg sidder med et ret stort blodtab herovre.."
I forhold til hvor ærke-adelig hun havde været før, var hun virkelig ynkelig nu, og hun så primært på Aridóri, fordi Sagitta stod så tæt på Helia, at hun ikke turde se derhen for længe ad gangen. Fordi elversoldaten der var kommet ind sammen med hende, stadig havde et godt tag i hende, var det svært at holde ordentlig fast om den sårede arm, og hun kunne efterhånden fornemme varmen fra at blodet gik igennem kjolens stof på lårene.

Et vredt fnys undslap Miráda. Mest fordi at mennesket tog sig den frækhed at tale i denne situation, men bestemt også på grund af Aridóri's ord: 'Og vi ved begge at Miráda har en loyalitet der er nem at omvende'.
Xhimi modstod trangen til at trippe fra fod til fod, som hun ellers havde for vane at gøre, når der var noget hun var nervøs over. Der blev diskuteret om dem. Det var ikke godt. De to rådsmedlemmer havde sikkert andet at gøre end at stå der og diskutere om hvad der skulle gøres af to lærlinge.
Hendes blik, der før havde været rettet mod gulvet strejfede nu rundt mellem alle personerne der efterhånden havde samlet sig i lokalet. Hun så på mennesket da det talte, men valgte hurtigt at se væk igen. Der var alt for meget blod til at hun kunne se derhen. Alligevel lyttede hun til hvad mennesket sagde og opdagede at hun måske var en smule enig. Enig med et menneske. I hvert fald enig i at de andre også godt måtte se at blive lidt enige.
Om hun nogensinde ville indrømme det eller ej, blev hun lidt irriteret over, at de stod der og skændtes om, hvad der skulle blive af Selin og hende. Selv om de to lærlinge var af lavere rang end de to medlemmer af dronningens råd måtte de da godt lige tage at spørge om deres mening. Alt andet var da uhøfligt.
Så var der også det med alt blodet.
"Undskyld mig, men..." et lidt forskrækket udtryk fløj hurtigt hen over Xhimi's ansigt da det gik op for hende at hun var begyndt at tale, og hun talte pludseligt meget hurtigt, "men eftersom det lyder, som om at alle her er interesserede i at holde mennesket i live, bør vi måske gøre noget ved alt blodet." Med det samme fortrød hun, at hun havde talt hvilket også viste sig tydeligt i hundes ansigt. Det var dybt forkert af hende at bryde ind i diskussionen. Hvis hun havde stået nær en væg ville hun sikkert, hvis ikke det også ville være dybt forkert have slået sit hoved mod den. Okay, måske ikke.

Aridóri tog et langt øjeblik. Et laaaangt øjeblik.
Han trak vejret dybt ned i lungerne, holdt det dér et par sekunder, og lod det derefter langsomt sive ud igen med en høj, koncentreret, tålmooodig lyd. Lod langsomt en langfingret hånd køre over ansigtet og lod den hvile over panden.
Alle i rummet ville uden tvivl kunne fornemme hvordan troldmanden forsøgte at beherske sig, og det ville uden tvivl også forurolige de fleste, eftersom noget tydede på det var en prøvelse.
Mennesket havde talt i utide... Det samme havde hans lærling... Helia skabte så mange problemer at det ikke engang var sjovt. Men desværre havde oprøreren ret: De kunne dog ikke have at hun gik hen og forblødte, nu da de havde fundet ud af at hun var næstkommanderende.
"Ud." sagde han, kort for hovedet. Lavt og forholdsvis roligt, men med et par fingre der massivt masserede næseryggen mellem hans øjne. Så meget, at det næsten så ubehageligt ud. "Ud, alle sammen, undtagen mennesket og dig, Tān. Nu. Resten kan vendte uden for døren. Ud. Nu."

Helia havde stor lyst til at skære ansigt af Aridoris tydelige temprementsbekæmpelse. Men hun gjorde det ikke. Hun nedværdigede ikke sig selv til nogen form for reaktion mens hun betragtede hans grimaser. Et sted i baghovedet ægrede hun sig over, at hun ikke havde tænkt på at mennekset kunne forbløde. Det ville være alt for dumt hvis hun havde vundet en diskution over ærketroldmanden kun for at opdage at diskutionens genstand var død af blodtab. Det var sådan set også en ny situation for Helia at medregne den type af faktore.
Det lod til at troldmanden endelig var faldet lidt ned da han besluttede sig for at sende alle ud. For ikke at tirre ham udnødigt gjorde hun også en lille bevægelse med den ene hånd som tegn til at Sagitta og hendes anden vagt godt kunne gå. Hun krydsede fingre for at Sagitta så gjorde det. Det ville måske være en fordel at kunne snakke med Aridori uden at der var andre elvere til stede.

Der gik et par sekunder efter ordren blev sagt, hvor der hverken blev gjort eller sagt særligt meget. Miráda var godt og grundigt utilfreds. Først blev der sagt, at han skulle stå vagt, og nu blev han sendt uden for døren.
Det udtryksløse ansigt bøjede sig kort i en blanding af et nik og et buk, hvorefter ejeren af ansigtet gjorde et lille tegn til de to soldater som før havde holdt menneskets arme, hvorefter soldaterne gik i en bue udenom både Helia og Aridóri og hen mod døren, som deres kaptajn nu var på vej ud af. Lyset der befandt sig på den anden side af døren lavede en utydelig stribe hen over gulvet.

Selin nikkede lydigt og bukkede dybt før han fulgte efter dem der lige havde forladt rummet. Har ærgrede sig over at være blevet sendt væk. Det var da ikke hans skyld at Xhimi ikke kunne holde sin mund.
Xhimi der nu igen havde bøjet sit hoved mod gulvet fulgte stille Selins eksempel og gik nu også ud af det lille rum. Stadig med blikket rettet mod gulvet. Hvor ydmygende. Nej, ydmygende var slet ikke det rigtige ord, men eftersom Xhimi ikke kunne tænke på et ord der passede bedre valgte hun i sit hoved at beskrive situationen sådan. Stille lukkede hun døren efter sig.

Mens den elvermand, der havde holdet Lida forsigtigt gav slip og med et buk i retning af de to rådsmedlemmer forlod lokalet blev Sagitta i midlertid stående. Hun havde ikke rørt en muskel med stirrede på Aridori gennem to sprækker. De andre forlod lokalet omkring hende, mere eller mindre fornærmede men hun hun blev i stedet stående og så skiftevis på Aridori, mennesket og nakken af Helia. Meget uhøflige eder rungede gennem Sagittas hoved, og hun var ikke i tvivl om at Helia ønskede at hun skulle forlade rummet, men hendes livvagt i maven var dybt foraget bare ved tanken om at hun skulle forlade lokalet mens troldmanden var til stede. Troldmænd gav hende myrekryb, og især Aridori. Den indre kamp for og imod fik lov at rase endnu et minut i hendes hovede før hun med et vredt slag med halen sendte Aridori et langt blik og mennekset et hurtigt og forlod rummet.
Uden for lukkede hun døren bag sig og lænede sig mod karmen til højre for den mens hun vurderede de andre. Hun hvæsede en ordre til elvermanden som straks satte afsted i hurtig gang og satte sig så på hug ved siden af døren med ørene på stilke.

Aridóri faldt sammen i den stol han også var sunket sammen i før, i sin mentale kamp med mennesket.
Mens han havde set på de andre der umådelig langsomt forlod lokalet havde han trampet i gulvet med sin ene fod, men nu havde han ikke flere kræfter tilbage.
Han så over mod oprøreren der stort set var lilla i ansigtet. Frygten var malet i hendes øjne og det klistrede, sorte blod løb ud over det hele. Dog var det ikke nok til at slå hende ihjel på nogen måde, selv hvis hun blev lidt følelsesløs i den ene side af det.
Troldmanden rettede nu sin fulde opmærksomhed mod Helia igen. Han begræb stadig ikke hvad hun lavede her i byen. Hvad hun havde imod sit foretagende.
"Forklar dig," var det eneste han sagde, stadig uden den formelle tiltaleform. De havde ellers fungeret så godt sammen, de to.

Helia udstøte et næsten lydløst suk da døren lukkede sig bag Sagitta. I Sagittas fravær havde hun næsten glemt hvordan det var have hende som livvagt. Hun følte sig så sikker som aldrig før men det kunne være meget udmattende. Mest af alt havde hun lyst til at synke ned i stol som Aridori og slappe af. I stedet samlede hun sig, holdt rygggen rank og med næsten udtrykløst ansigt betragtede hun Aridoris ansigt. Lige gyldig hvor træt han så ud, havde han stadig noget farligt over sig. Da han igen rettede sin opmærksomhed mod hende, følte hun sig som da hun var lille og huslæreren tog hende i at dagdrømme i timen. Det gjorde hende samtidig vred, det var fuldstændig uberettiget! Han skulle være glad for at hun havde fået stopet dette forhør før han gjorde uoprettelig skade. Hun vendte sit blik væk for ikke at lade ham se vrede i hendes øjne og hendes blik faldt på mennesket. For første gang siden hun var kommet ind i lokalet så hun grundigt på dette fremedartede væsen. Alle de beskrivelser hun havde læst gav pludselig ny mening for hende. Mennesker var virkelig helt andreledes. For et stykke tid valgte hun helt at ignorer Aridori. Hvis han kunne være uhøflig kunne hun også. Istedet gik hun over og satte sig på hug ved menneskset. Hun blev ikke mindre fremmedartet på tæt hold men hendes øjne var meget interessante. Tøvende og uden et ord rakte Helia ud efter menneskets sårede arm. Som mennesket selv havde sagt blev de nødt til at gøre noget ved det sår. Hun sendte mennesket et meget lille smil og så meget et sekund meget ung ud.

Lida havde haft øjnene rettet mod Aridóri, og afventende fulgt med i udvandringen fra lokalet. Hun havde måske egentlig forestillet sig, at han ville eksploderer så snart de andre havde forladt lokalet, men på den anden side så han ikke ud til at have genvundet nok energi til en sådan handling.
Da elverkvinden satte sig på hug foran hende, så hun for første gang rigtigt på hende. Hun havde set elvere før, og de havde da også nogle i oprøret, men hende her var den smukkeste, hun havde set. Hendes træk var kønne og fine, og Lida fik det pludseligt dårligt med at skulle dryppe blod ned på hendes hvide klæder og sarte hud. Med et lettere bekymret udtryk rykkede hun sig en smule tilbage på stolen.
Samtidig havde kvinden opført sig så autoritært omkring situationen, at Lida var ret bekymret for, om hun egentlig bare ville have hende med sig for sig selv, hvilket i første omgang så ud til at have været Aridóris plan. Hun havde selvfølgelig forsøgt at få ham til at stoppe forhøret, men hun kunne ikke forestille sig, hvorfor elverkvinden ville gøre sådan noget, nu hvor Miráda havde formået at knække hende og få hende til at bruse ud med en masse informationer - det var vel noget de fleste elvere havde interesse i.
Blødningen fra såret var taget en smule af, men det så stadig voldsomt ud med pletterne på hendes ansigt og kjole, som også stammede fra den eksplosion, hendes næse havde reageret med, da Aridóri var trængt ind i hendes hoved. Såret dunkede ubehageligt, men gjorde ikke lige så enormt ondt, som det havde gjort i øjeblikket, kniven var blevet hakket i hende. Hun så med stadig tårevædede øjne på kvinden.
"Jeg vil gerne hjem..." sagde hun så stille og overvejede ikke engang, hvor ynkelig hun fremstod.

Helia fulgte facineret menneskets minespil. Forundring, bekymring, et øjebliks kalkulering som dog tilsidst synes at blive overældet af alt forvirringen, smerten og fortabtheden. De blågrå øjne rummede så mange blandede følelser og var så livaktige at hun kunne ikke lade være med at føle sig draget til dem. Ikke bare som en der har læst om nok i århundrede og endelig ser det men også som et levende væsen til et andet. En fornemmelse af sammenhørighed var hvad hun oplevede, selvom hun ikke havde lyst til at indrømme det. Hun vidste, at hun burde lukke af for sine følelser så hun kunne se mere objektivt på sagen, og efter et momentes stilhed trak hun igen ind bag sin selvvanelige skal og pressenterede sig som var de mødtes til et officielt banket.
"Mit navn er Saheliari Awyr Tān, og det er mig en glæde at møde dem." Med den ene hånd strøj hun det rødbune hår, der var faldet frem, om bag sit ene øre og rakte derefter igen ud efter den blodige arm. Hun vendte blikket mod armen og tilføjede lavmælt men roligt "Du skal nok komme hjem igen."
Hun lukkede helt af for følelser ved at give sig til at studerede stoffet i menneskets kjole og ikke sikker på at så groft stof egnede sig til forbinding. På den anden side ville hendes egen kjoles tynde stof være endnu dårligere. Forbindinger var i det hele taget ikke noget hun havde særlig stor erfaring i. Hun havde dog set nogle stykker blive lagt i sin tid og mente nok, at hun også kunne klare at lave en sådan. I hvert fald så længe den bare skulle være midlertidig. Hun tog meget forsigtigt fat i menneskets knugede hånd og trak den tættere på sig selv.

Lida undrede sig over det blik, højelverkvinden gav hende, som havde hun aldrig set et menneske før, men blev dog heller ikke overrasket over at se, at der snart blev lagt et filter over hendes ansigt, hvorved følelserne forsvandt fra overfladen. Lida kendte den metode bedre end de fleste mennesker, og det var måske et af de eneste punkter, hvor hun kunne relatere til højelvere.
At Helia præsenterede sig på en sådan, gjorde hende en smule irriteret. Adelig irriteret, altså.
"Jeg tror ikke officielle former passer sig til situationen," kommenterede hun, da hun havde snøftet et par gange og fået taget sig lidt sammen. "Hvad angår mit navn, kender De det sikkert allerede eftersom Nir'Kahl har overbrugt det voldsomt siden jeg dukkede op."
Hun så ned på sin kjole, som Helia også så på, og havde for længst regnet ud, hvad der var mest praktisk at gøre.
"Bare flæns den. Den er alligevel ødelagt," sagde hun og tørrede tårer af sine kinder med den højre hånd, hvorved hun fik tværet mere blod ud i sit ansigt. "Kan I ikke få talt færdigt hurtigt?"
Det sidste var ret meget en opfordring til, at de to elvere begyndte at føre den samtale, der skulle til, for at alting begyndte at give mening. Det med at komme hjem igen lå i hvert fald på den anden side af den samtale, det var Lida sikker på. at hun så ikke talte med helt så flotte ord og respektfulde vendinger, som hun burde, kunne hun da virkelig ikke tage sig af, når de havde valgt at skære i hende.

"Høflighed passer sig altid." Svarede Helia blot roligt og trak en meget lille kniv fra hendes bælte. Kniven lignede mest af alt en pyntegenstand og var mere spinkel og elegant end nogen almindelig kniv. Til gengæld var den så skarp som et barberblad og med små forsigtige snit skar Helia strimler af Lidas kjole. En strimmel lagde hun i hånden på Lidas raske så hun kunne tørre sit ansigt rent og de andre lagde hun frem sig mens hun satte kniven på plads og tog endnu et kig på den sårede arm.
Lidas spørgsmål reagerede hun ikke på, og gav sig i stedet til at overveje hvordan hun skulle starte en sådan bandage. Det måtte være noget med at starte et sted også bare rulle rundt om. Før hendes tænkepause blev alt for lang lagde hun den første strimmel om armen og rulle forsigtigt strimlen rundt om. Men en rolig hånd som hun håbede virkede bare næsten sikker forsatte hun med at binde armen ind i stof, så stramt som hun turre.
Til sidst bandt hun en knude og så på resultatet. Hende far ville nok næppe være særlig stolt med det ville vel stoppe blødningen.

"Er i to snart færdige?" Aridóri havde efterhånden masseret sin pande og næseryg at det efterhånden gjorde mere ondt end gavn. Menneskets ynkelighed gik ham på nerverne, og selv om det gav ham lyst til i den grad at tale hurtigt færdig med Helia, så var han en mand af principper: De gik ikke fra rummet før de havde fundet en løsning. Hans løsning.
"Jeg venter stadig på en forklaring, Tān," sagde han endnu engang, stadig siddende i stolen. Lidas blod havde farvet hans hvide kåbe og han var ikke tilfreds med det. "Hvad laver du hér, hvad er det du vil mig og hvorfor er det så vigtigt at få mennesket ud af mine kløer?"

Så snart elverkvinden var færdig med bandagen, trak Lida armen til sig, langsomt, så hun ikke ødelagde forbindingen. Hun holdt armen ind til kroppen så hånden lå højere end hjertet. Cyrile havde vist nok engang fortalt, at man skulle holde hånden ved hjertet, hvis man havde et sår deromkring, fordi det ville få det til at holde op med at dunke, eller sådan noget i den stil. Lida gjorde det mest for at understrege, at det var hendes arm, og hun ikke var særlig tryg ved en situation, hvor op til flere tydeligvis fjendtlige elvere konstant var inden for fysisk kontakt af hende.
Ved Aridóris brug af ordet klør som beskrivelse, blev Lida en smule bitter - så han troede, han ejede hende lige nu? - men også skræmt, for det var præcis sådan et ord, hun selv ville have brugt. Især som beskrivelse på hans negle.
Hun rykkede sig lidt tilbage på stolen og gjorde sig klar til at se på de to højelveres diskussion. Hun havde stadig tårer i øjnene, men hendes åndedræt var hun efterhånden ved at få styr på igen.

Helia rejste meget langsomt. Det var nu det galt. Med et blik ned af sig selv opdagede hun blodet på begge sine ærme men at hendes kjole ellers var sluppet. Derefter tog hun en dybt indånding og vendte sig mod Aridori. Han sad endnu i stolen, blodet på kåben og det røde hår var en voldsom kontrast til hans hvide påklædning som fik ham til at se farlig ud. Det irreterede lidt Helia at mennesket skulle høre de ting hun havde at sige, men det var for sent at gøre noget ved den del.
Hun rettede blikket mod Aridori og tog et par slentrende skridt i hans retning mens hun begyndte. "Jeg er i Mennesa i ren embedsmæsig forstand. Du ved godt selv, hvordan jeg forsøger at besøge de store byer jævnligt og ser til kunstnere. Taler med de gamle, opmundrer de yngre, møder de der er værd at møde og ser optrædener, fremvisninger og værker. Alt sammen en del af mit hverv som rådsmedlem i vor lysende Dronnings råd. Et hverv du selv kender, dog på et helt andet område naturligvis."
Hun var nu kommet en del tættere på Aridori og stoppede samtidig med at hun holdt sin kunstpause. Hun holdt hans blik og smilede. "Husker du legenden om dronningens råd?" Spurgte hun men gav ham ikke tid til at svare i stedet blev hendes stemme rungende og fremmedartet da hun citerede den ældgamle tekst, "Dronningen da, om sin marmortrone samlede af elverer fem. End skønnere og visere fandes i Orbis ej. De skulle at råde hende, idet alle hver forstod sig på sit. Hun smilede da og alt var vel."
Hun lod citatet hænge i luften før hun knyttede sin kommentar til det. "Den fortælle ikke meget, men det er alligevel mærkværdigt ikke sandt?" sagde hun muntert men en snert af sarkasmen var svagt at spore for den der kendte hende. "Legenden glemmer helt at fortælle om ærketroldmandens særlige privilegier." Så er helved løs tænkte hun men gjorde sit ypperste for at fange Aridoris blik med et fast et af slagsen. "Det er gået for vidt, Aridori!" Sagde hun indtrængende, bestemt med også bedende. Helias unge ansigt udstrålede ikke kun styrken og autoriteten fra en statsmand men også håbet fra en ven.