Inginus hemmelighed

... Hvad lavede han her?
Dorgon drejede lidt rund om sig selv og så sig lidt omkring. Han var vågnet op i parken - var åbenbart faldet i søvn... Jo! Et lys gik op for ham - han var bare gået igennem parken, for at skyde genvej. Men pludselig var trætheden kommet over ham endnu engang..! Hvorfor var han dog også så træt her for tiden? Det var direkte mærkeligt.
Han satte sig på en bænk og åndede langsomt ud. Han havde heldigvis meget 'lettere' tøj på, end han havde haft længe. Ingen rustning, ingen jernbelagte handsker, bare en blå kofte... Og de sædvanlige jernbeslået støvler, men det kunne man ikke komme udenom.
Dejlig dag - før middag - ikke en sky på sommerhimlen.

Ignisu spankulerede glad hen ad en af stierne i parken. Endnu en af hendes ture, men for en gangs skyld, så hun med glæde frem til den næste "ferie" hun havde. Ferie, som i en hel dag hvor hun ikke havde vagt et eller andet håbløst sted, men var fri til at tage hen, hvor hun ville. Og hun vidste skam godt hvor hun skulle hen. Og det var hjem.
Hun smilede rigtig meget, da hun så en ret så bekendt person, længere henne. Og hun gik lidt hurtigt.
"Hej, Dorgon!"

"Hm?" Dorgon vendte sig om og så på skikkelsen. Så snart han så at den var rød i det, sagde han strags; "Hej med dig, Ignisu." Han så kort på hende. "Du er ellers ikke klædt på til kamp i dag, hva?" Han smilede til hende og så ned af sig selv. "Det er sjældent man ser os sådan hér."
Han rejste sig fra bænken. "Novítus har også givet dig en fridag, kan jeg gætte mig til?"

"Dét(!) har de nemlig! Endelig! Det er tiltrængt, er du gal mand. Men hvad med dig og din udklædning? Hvad er der med den?" Hun nåede helt hen til ham, og lagde an til et kram. Når hun nu var så glad, og han var glad, og alt var glad, så kunne hun godt være hyggelig, for en gangs skyld. Dorgon var normalt ret sød, jo. Hvis man så bort fra alt det der..

"Tro mig, jeg blev selv overresket over at jeg rent faktisk ejede sådan noget tøj." Han smilede til hende og gav hende et kram. Hends røde pels føltes utrolig dejlig, nu han tænkte over det... En smule kølig, men alligevel varm. Hans kofte havde ingen ærmer, siden at det var en varm dag. Kun hans ene underarm havde han bundet bånd om, for at gæmme de blå tatoveringer lidt af vejen.
... Han stod og følte den bløde pels et øjeblik endnu, inden at det gik op for ham at de havde stået sådan i et halvt minuts tid længere, end hvad en normal hilsen varede. Han gav slip på hende og smilede venligt til hende. "Jeg faldt vist i staver."

"Det er helt i orden. Det er rart nok, knap så formelt. Vi sænker ligesom vores parader lidt. gør vi ikke?" Hun smilede skævt og kiggede løst ud over parken. Der var en del andre, sådan nogle civile folk. "Jeg mener, sådan overfor hinanden"
Det var faktisk en pæn dag i dag. helt tilpas til at komme hjem i. Det havde hun ventet på i nogle måneder, nu.. Hun håbede, at hun ville blive genkendt af de små røde øjne, når hun kom hjem.
"Det er hyggeligt."

"Det er det helt sikkert." Dorgon virkede slet ikke til at kunne få smilet ned i dag. "Et eller andet sted har vi sikekrt godt af det, rent psykisk." Han så op mod himlen. Ganske køn, var den nu altså...
"Nå, hvor er du ellers på vej hen? Og endnu vigtigere, har du lyst til selvskab?"

"Ihh, Dorgon, jeg troede aldrig du ville spørge! Jeg er på vej HJEM, og du må gerne følges med mig, så langt du gider, selvfølgelig." Hun hoppede nærmest, og hendes pels lyste næsten lidt mere rødt, end den havde gjort før. Ikke nok med hun kunne komme hjem i dag, hun kunne også lære Dorgon lidt bedre at kende. Det var jo yderst praktisk, med sådan nogle fridage!
"Skal du noget i dag, eller hvad?" Spurgte hun.

"Jeg skal helt sikker noget i dag!" Sagde han, og lagde hænderne i lommerne på sine løse bukser. "Men jeg har glæmt hvad det var, så jeg er simpelthen din." Han blinkede til hende, og gjorde mine til at følge hende på vej. "Hvor bor du egentlig? Det meste af tiden holder du jo bare til i bestiaernes barrakker, ikke?"
Selv på en fridag i dag gik han kun i blåt... Ikke at han selv skænkede det en tanke. Et par børn løb rundt og legede lidt væk, og lod som om at de ikke stirrede på bestiaen der kom gående.

"Godt så! Jeg bor, rigtigt nok, ved min deling. Men det er ikke noget jeg vil kalde "hjem", nej tak. Mit "Hjem" er der, hvor mine forældre bor. Et almindeligt hus, lidt gammelt, der ligger lidt uden for Port Lass. Hovedstaden var for hektisk for mine forældre, men de følte sig heller ikke helt sikre, i en menneske landsby. Så de fandt et sted, lidt i midten, kan man sige. Der er vildt hyggeligt!" Ignisu gik fortsat ligeud, og en landevej kom til syne nogle hundrede meter væk. Det var altid den vej hun tog, de få gange, hun kom hjem.

Dorgon stoppede kort op, og så forbavsede på hende et øjeblik. "Skal jeg møde dine forældre?" Han inhæntede hende med et par lange skridt, og kunne så ikke lade være med at grine. "Som om vi er forlovet og det hele, der kan man bare se!"
Han lagde muntert en arm om skulderen på hende, mens de gik. "Men det lyder da hyggeligt! Selv om mit sidste visit i Port Lass var lige lovlig dramatisk."

"Haha! Ja, det er nok hvad min mor tror, når hun ser os. Så må vi bare forklare os ud af den. Jeg glæder mig virkelig til at se dem alle tre!" Hun kunne lige forestille sig sin mors ansigt, når hun så dem. En bestia med sådan et menneske. Det skulle nok vække nogle teorier, og alt muligt. Men sådan var det jo, ikke noget man kunne ændre på.
"Jeg er sikker på, de vil synes om dig."

"Det håber jeg da." Han giv hendes skulder et venskabeligt klæm. Selv om hun nærmest gik på tæer konstant(Hun var jo bestia), så var han heldigvis stadig højere end hende. Han hadede at være lav i forhold til andre..!
"3? Har du nogle søskene der stadig bor hjemme?"

"Nej nej, ingen søskende. Ved du det ikke?" Hun kiggede lidt overrasket på ham, men ændrede så sin mine til det normale. Hvor skulle han også vide det fra? Hun havde jo ikke sagt det til nogen.. Men måske var der nogle andre bestiaer der havde fundet ud af det. Lidt kaotisk, at hun ikke havde styr på, hvor mange der vidste det. Og måske var hun heller ikke tilpasset Novítus, i andres øjne, hvis de fandt ud af det. Hun måtte huske lige at tjekke op på det, så der ikke kom ubehagelige episoder om det emne, senere..

"...Nej?" Han så tænksomt frem for sig. "Åh, i har garranteret nogen boende der til leje, ikke sandt? Så længe det ikke er en kendar!"
Han så på hende, og hans blik blev bekymret. "Sig mig... Hvorfor ser du prudselig så tænksom ud? Åh, nu har jeg garranteret sagt noget ubetænksomt igen, har jeg ikke? Det må du undskylde - vi mennesker er en flok idioter til det med at sige de rigtige ting!"

"Det kan i sagtens være, men det var ikke så meget det." Hun var stille i noget tid, mens de gik. Fumlede lidt med ordende, for at få dem til at hænge ordentligt sammen. "Og vi har heller ikke nogle til leje, specielt ikke kendarer! De er så irriterende.." Igen noget stilhed. Var det i orden at fortælle ham det?
"Okay, Dorgon. Jeg fortæller dig kun det her, fordi jeg stoler på dig, som ven, og fordi du gang på gang har vist, hvor loyal du kan være overfor Novítus. Så lov mig, at du ikke bryder min loyale opfattelse af dig, ved at fortælle det videre." En sidste kort kunstpause, fordi hun lige skulle tænke sig om. Nu var hun lidt derude, hvor hun kunne blive nødt til at sige det.
"Jeg.. har en datter."

Og så blev Dorgon måløs. Hans arm gled ned fra hendes skulder(Ikke afvisende, bare chokeret) og han stirrede vantro på hende. Nu var verden da vendt helt op og ned..! Han kunne ikke rigtig få ordene frem. Der var selvfølgelig pludselig ekstremt mange spørgsmål, men de ville ikke rigtig ud.
Til sidst fik han tvunget to enkelte spørgende ord ud: "... Med hvem?"

Ignisu havde sådan lidt ventet den reaktion, men stadig gjorde det ondt at se, at han tog det sådan. Hun vidste godt, man ikke kunne regne med andet.
"Det ved jeg.. faktisk ikke. Jeg ved heller ikke, om jeg faktisk vil vide det. Kunne ske, det var en jeg kendte. Og det ville jeg ikke have det så godt med, når man tænker på det hele.." Hendes ansigt pådrog sig et smådystert udseende. Hvorfor var det lige hun fortalte Dorgon det hér? Han havde ikke rigtig brug for at vide det. Måske var det bare hende selv, der havde brug for at snakke om det.

Han rystede på hovedet og så så på hende igen. Nu med et mere acceptabelt udseende. "Undskyld, Ignisu.. Jeg blev bare lidt.. Overresket."
Han gik strags ud fra at Ignisu havde været beruset den dag, det skete, og derfor havde hun fået et barn. Det hørte man så ofte om, inden for deres område... Lejesoldater havde det med at drikke lidt for meget. Han havde selv været der..!
"Det gør mig virkelig ondt... Virkelig, jeg anede det ikke!" Han lagde endnu engang en hånd på hendes skulder.

"Det er okay, Dorgon. Jeg er efterhånden kommet videre, så meget man nu kan, med sådan noget. Det sørgelige er, at hun minder mig om det, hver gang jeg ser på hende." Det hele vendte sig inde i Ignisu. Oplevelsen skyllede ind over hende, og det var nærmest som at være der igen. Også selv om der var gået noget tid siden, og så meget andet var sket.
"Jeg har aldrig rigtig snakket med nogle om det. Bare accepteret det, og.." Og så begyndte hun lidt at ryste. "Det skrømmer mig stadig.. Det er skamfuldt at få sin værdighed frarøvet sådan."

Endnu engang stirrede Dorgon vantro på hende. Hun... rystede? Han trådte et skridt tætere på hende og lagde armene om hende. Endnu engang følte han den bløde pels mod sine arme, og denne gang også hendes hår mod sin kind.
"Det skal nok gå, Igni." Mumlede han frem for sig. "Du skal ikke tænke på det, når du ser på hende. Jeg er sikker på at hun er lige så bedårende som du er, og med den opdragelse, som du giver hende, kommer hun aldrig til at minde det mindste om sin far, det er jeg sikker på!"
Han var stadig rystet over situationen... Han stod rent faktisk og trøstede en af sine kommanderende kaptajner, hvad i alverden var dét for noget?!

"Jeg tror også, ham der gjorde det, syntes jeg var bedårende." Hun nærmest knugede sig ind til Dorgon nu. Der var kommet hul på det, og hun havde virkelig brug for en støtte sig til nu. Ellers ville hun ikke kunne blive stående.
"Den gang troede jeg ikke, det var sådan. Jeg vidste ikke, hvordan soldater forholdte sig til den slags, for han var helt sikkert soldat. Ellers kunne han ikke have hvisket det elversprog til mig. Jeg kan vel lige så godt fortælle dig hele historien, kan jeg ikke? Det er nemmere.."

Det var lige før det gav et sæt i Dorgon. Elversprog? ... Nu var barnet da vel ikke halv elver?! Oh, Lady Ad'mina, hjælp!!
"Det kunne godt se ud som om at du kunne have brug for det." Han gik et halvt skridt tilbage, og tog hendes hænder. "Men som tingene er nu, står vi midt på en park-sti..! Og du ligner en der kan falde om hvert øjeblik det skal være"
Han gik med hende over til et træ der stod ved søbreden. Han bad hende sætte sig ned, så han kunne sætte sig ved siden af. (Eller bag hende, op af træet, det kom an på hvor meget hun havde brug for at der var en anden til stede.)

Hun satte sig og tog et par halvdybe indåndinger. Sikke hun dog kunne accelere i det..
"Det var en dag, for halvanden års tid siden. Sikkert lidt mere. Jeg var lige begyndt på min træning, så jeg var ret ør i det. Du ved, når man først lige begynder sin træning, og så er man virkelig smadret, når man er færdig..?" Hun gik ud fra at han kendte til det. Alle startede ud jo et sted, og ingen var en så god en form, lige fra begyndelsen.
"Nå, men. Jeg var på vej hjem. Den gang boede mine forældre i sådan en bestia by.. Jeg ved ikke, om den stadig eksisterer.. Jeg fulgte stien, som altid. Det var en pæn tur."

Han satte sig med ryggen op af træet, ved siden af hende. Han begyndte at få bange anelser... Efter træning? Det lød ikke som noget der havde meget med alkohol at gøre alligevel..!
"Jo, jeg kende det. Selv om det er længe siden..." Mere ville han ikke sige - han ville ikke gøre det svært for hende med sidespor i samtalen..!