Inginus hemmelighed

"Mine evner var slet ikke trænede den gang. Nærmere slørrede, jeg ville bare hjem og sove. Så jeg gik bare der ud af, mærkede ikke noget til at der var en anden også. Der plejede aldrig at være nogle andre. Det fandt jeg jo så ud af, at der var." Hun kiggede over på Dorgon, både for at se om han var med, og for at tjekke, at han virkelig sad der.

Der var neste noget bange i hendes øjne... Han kunne ikke lide det. Hun var altid så stærk og tempramentsfuld. Han lagde en arm om hende endnu engang. Hun så ud som om at hun var bange for at han bare var en illution..!
Han sagde ikke noget. Ventede bae på at hun skulle fortælle videre. Uanset hvad der var sket(Og han begyndte at få en idé om hvad dét var), så havde det ramt hende hårdt.

"Jeg troede faktisk først det var en elver, da han væltede mig og trak mig om bag noge af de der flotte, store buske der var i det område. Fordi han snakkede underligt, elversprog. Men senere kunne jeg godt mærke hans kløer. Og han sagde da også jeg skulle lukke øjnene, for hvis jeg så på ham, ville han gøre det værre." Her begyndte hun at græde. Tårerne skyllede ned over hendes pels, der var som resistent over for vand, og bare lod dem trille. "Som om jeg ikke troede, han ville brække halsen på mig, da han sådan lagde sin hånd om den."

Et eller andet sted var Dorgon lættet. I det mindste var barnet ikke halvt dæmon(elver). Men så alligevel... Tænkt at blive udsat for sådan noget, og så for hænderne af en fra sin egen race. Forfærdeligt, simpelthen.
Han tørrede hendes tåre væk med bagsiden af sin hånd, og tvang et opmundrende smil frem.

"Han gjorde sin ting i, hvad der for mig var både en evighed og ganske få minutter. Så tog han sig lidt sammen og gik sin vej. Jeg ventede med at åbne mine øjne, til jeg var fuldstændig sikker på at han ikke var i nærheden, jeg ordnede mit tøj og mit hår, så det lignede der ikke havde været noget. Men hvis man havde kigget på mit ansigt, kunne man nok godt se, at noget var galt. Jeg var chokeret, gik bare hjem, i bad og i seng. Tænkte at jeg kunne sove det væk.. Eller vaske det væk." Hun kiggede på Dorgons smil. Det var varmt og venligt. Ikke fordømmende, som hun havde frygtet.

Det måtte være en forfærdelig oplevelse... Selv om Dorgon havde dræbt folk, også kvinder(Så længe at det var elvere), så havde han aldrig gjort sig i voldtægt. Det var uværdigt, lavt og desuden gav det offeret så forfærdelige minder og marreridt, at ingen fortjænte det! ... Næsten ingen, men det gad han ikke at tænke på nu.
Han vidste ikke hvad han skulle sige... Ufatteligt at Ignisu var udsat for sådan en ting... At opleve det 'at elske', og bagefter at lide sådan. De to ting kunne ikke engang sammenlignes.
En ting slog ham, og han spurgte, endda før han tænkte over det; "Var det den første mand, der har lagt sin hånd på dig?" Havde hun været sammen med andre?

"Bestiaer har det med, at man helst kun skal være sammen på den måde, med den man gifter sig med. Det gælder både manden og kvinden, fordi det er noget med, at så har man bevist afholdenhed og det pjat. Ikke en regel jeg har givet meget for, men jeg fulgte den da, for mine forældres skyld. Så det var han, ja. Ikke den sidste, men det har været svært at komme tilbage til det, efter den oplevelse. Efter det var sket, hadede jeg virkelig alle mænd på jorden. Og at jeg så blev gravid af det han gjorde, hjalp heller ikke synderligt." Forklarede Ignisu, med en mindre hård tone. Den mand havde ødelagt meget for hende. Og hvis hun nogensinde opdagede hvem det var, så ville hun konfrontere ham med det.

Dorgon sukkede på hendes vejne. "Og så det dét man byder dig..."
Han skulle nødigt sige noget, siden hans teenage-år havde han været sammen med adskillige kvinder. Som sagt: Lejesoldater havde det med at drikke liiidt for meget.
"Det har nok ødelagt dit syn på kærligheden en hel del..." Han lænede sit hoved op af træstammen og missede med øjnene mod solen. "Tro mig, du fortjæner bedere end det... Du fortjæner det bedste!"

"Det ved jeg ikke, om jeg gør. Men det kunne være rart med noget medgang, du ved. Ikke at jeg har meget tid til at holde liv i sådanne forhold. Hvis jeg skal komme til at tro på værdien i det, skal der virkelig ske et mirakel. Jeg har min datter og mine forældre, det er nok, som det er nu." Hun smilede lidt selv, glad for Dorgons åbenlyse støtte. Han var god nok. Helt god nok.
"Min største frygt er, at hun vokser op, og husker, hvor lidt jeg har været der. Jeg håber hun tilgiver det, og forstår at jeg ikke bare kan gå hen og bede om orlov eller sådan et eller andet.. Jeg har heller ikke tænkt mig at fortælle hende historien. Hun skal ikke gå rundt og få underlige tanker om sig selv. Det elsker jeg hende for højt til."

"Hun skal nok forstå dig." Han smilede til hende, og tørrede de sidste tåre væk fra hendes kinder. Det gjorde ondt på ham, at se hende trist... "Om ikke andet, kan det være at hun bliver lige så krigerisk som sin mor. Så mangler vi begge to stadig en lærling, gør vi ikke? Så kan det være at vi kommer til at hænge på hende konstant."
Sin mor... Det føltes uendelig forkert at sige det om Ignisu.
Han satte sig i skræder-stilling og stragte sig. Solen bagte stadig ned på dem.

"Det ville være hyggeligt." Sagde Ignisu og vandt modet tilbage, mere og mere. "Jeg tror vi skal til at gå om 10 minutter igen.. Ellers når vi kun at være der i kort tid." Det havde lettet at få det fortalt videre. Hendes forældre vidste det heller ikke, de troede bare hun havde været uheldig en aften, ligesom Dorgon havde troet. De havde accepteret det, med tanken om, at i det mindste var faderen, heller ikke i stand til at blive gift længere.
"Det er spøjst. Ifølge bestia lov, har jeg ikke længere ret til at gifte mig. Ikke med en bestia, i hvert fald... Jeg kan heller ikke rigtig se, hvad jeg skule bruge det til."

"Du er heller ikke typen der hyppit ville gifte sig. Der er der aldrig nogen i vores brange der gør." Han så forundret på hende. "Du vil ikke seriøst gå til Port lass, vel? Det tager flere timers ridt at komme dertil!"
Han tænkte sig lidt om. "Jeg tror ikke jeg kan komme på én eneste general eller højere kommanderende jeg kender, der har giftet sig... De har elskere og jeg ved ikke hvad over det hele, men ingen gifter sig... Den farre vi svæver i, tillader det simpelthen ikke."

"Så er det jo ikke et problem, heldigvis." Sagde Ignisu og smilede. "Hvad foreslår du så vi gør, hvis vi ikke skal gå derhen?"
Hun kunne egentig godt se, at det ville være træls at skulle gå den lange vej. Så ville hun være helt udkokset, når hun nåede Port Lass. "Du bliver nødt til at møde dem, har jeg bestemt mig for. Så kan det være, det forekommer dig nemmere, at se mig som en mor."

"Tjah... Heldigvis er det ikke så svært at fremskaffe heste her i hovedstaden." Han smilede til hende. "Og så ville jeg egentlig foreså dig, at du bare kunne ride sammen med mig, men jeg kender dig godt nok til at vide, at du ikke bryder dig om heste."
Han rejste sig op, stragte sig endnu engang og ragte så en hånd ned til sin bestia-veninde.

Ignisu grinede lidt. "Lige i dag, tror jeg godt jeg kan klare at benytte en hest. Jeg er ikke sikker på, hvor smart det er af mig, at gå så langt, lige for øjeblikket." Sagde hun, tog hans hånd og rejste sig. Hun vidste ikke hvor heste kunne skaffes henne, så hun ventede lidt på at han førte an. "Jeg vil bare gerne derhen hurtigst muligt."

Han gik et par meter hen af stien, inden at han vinkede til en eller anden. Lidt væk stod hans væbner rigtig nok. Han vår åbenbart altid i nærheden. Han vinkede og gjorde nogle tegnt, og så løb knægten ellers af sted.
Dorgon vendte sig om mod Ignisu med et smil. "Og sådan skaffer man sig ellers en hest. Skal vi gå mod hovedporten med det samme?"

"Det kan vi godt!" Ignisu blev konstant overrasket af den menneskelige verden. Tænk at have nogen i nærheden, hele tiden, som kunne hente dine ting.
"I har godt styr på en del ting, her i byen. Det er godt." Hun fulgte efter ham, stadig lidt tøvende med sine ben. Hun kløede sig tilfældigt på halsen, for at bekræfte, at hånden ikke længere lå der.

"Det er vi tvunget til at have." Dorgon førte an, ud til hovedporten. "Eller rettere, det er jeg tvunget til at have. Al sikkerhed hviler på mig, det er også derfor jeg ikke har tid til at sove mere end 5 timer hver nat. Jeg fatter stadig ikke rigtig at jeg bare går rundt og laver ingenting lige nu." Han smilede til hende. "Det er en mærkelig følelse, synes du ikke?"

"Jo, meget. Det er lige før, jeg føler mig skyldig over ikke at lave noget. Der er altid så meget at lave, at jeg ikke tror på, at jeg har en fridag, fordi der er mangel på noget at lave. Jeg tror de roder lejeren godt igennem, eller noget lignende. De ved jeg bliver vred, når de roder mine ting igennem." Ignisu gik op på siden af ham, og lagde sin ene arm om hans liv, bare fordi hun kunne. Det var betryggende, og vel en normal ting for venner at gøre. "Det er derfor jeg ikke har nogle breve eller billeder liggende i mit telt. Jeg gider ikke, at de stiller spørgsmål".

"Jeg tror bare at de giver os en fridag, så vi ikke går ned med stress og søvnmangel." Han smilede lidt for sig selv. "Det kunne ligne dem. I de travle perioder sover jeg højest 3-4 timer hver nat. Men så har du bedre tid til den slags, har du ikke?"
Dorgon lagde en arm om hendes skuldre endnu engang. Han kunne simpelthen røre ved den pels til evig tid! I et menneskes hoved var det vel lidt bizard, med en person med pels, men nej, hvor var det bare blødt!!

"Jeg sover nogenlunde. Gå i seng klokken.. midnat, tror jeg. Når jeg har gloet lejren igennem og tjekket på dem der holder vagt om natten. Og står op igen klokken 6, hvis ikke tidligere. Nogle gange vil jeg gerne se naturen vågne, og så står jeg tidligere op. Og så får jeg smidt vagtholdet i seng, inden jeg vækker ham, der skal vække de andre." Hun smilede lidt til en dreng der kom løbende forbi dem, og som valgte at løbe endnu stærkere, da han så at en bestia kiggede på ham. Tænk, at det var sådan med racer, stadig.

Dorgons væbner kom et øjeblik senere gående med en hest, og lige så snart at Dorgon havde fået fat i tøjlerne, var knægten løbet igen. Det passede sig ikke for væbnere, bare sådan at blive hængende ved de over-stående...
Det var den sædvanlige enorme, kulsorte stridshingst, som Dorgon altid red på. Stor og aggrasiv nok til at æde en af de børn der løb rundt i parken.
Han klapede den lidt på siden, lade sit ansigt imod dens mule og hviskede et par ord til den, inden at den virkede rolig igen. Han smilede til Ignisu.
"For én der ikke er vand til heste, kan den virke lidt ekstrem, jeg ved det godt. Men du skal ikke være nervøs for Brénon, han gør ikke nogen fortræd. Ikke så længe de er på min side, i hvert fald."

Ignisu kiggede noget skeptisk på hesten. Det var altså lidt høj i det.. Og lidt skræmmende. "Så er det jo for alt i Orbis godt, at jeg er på din side!" Smilede hun med en bange latter, der roligt forsvandt. Alle de undskyldninger om, at heste da ikke var noget, for dyr der selv kunne løbe, var sikkert bare undskyldninger fra bestiaers side. De var helt og særdeles skræmt af det store dyr. Det var sådan det var.

Han klappede hesten en sidste gang på halsen, inden at han gik om på siden af den. Væbneren havde sadlet den op for dem.
"Jeg foretrækker din pels." Sagde han drillende. "Den er blødere. Men vi må jo hellere komme afsted, ikke sandt? Du kan blive nød til at sidde foran eller bag mig, det bestemmer du. For mig gør det ingen forskæl."
Han holdt hesten på plads i seletøjet, og gav den en albue i siden hver gang den stirrede skæptisk på bestiaen.

Ignisu overvejede de forskellige positive og negative sider lidt. "Så tror jeg helst gerne, jeg vil sidde foran dig. Ellers glemmer jeg at holde om dig, og så falder jeg af og kommer til skade. Det kan vi ikke have. Ikke i dag." Hun blev smigret af hans kommentar om hendes pels, måtte hun indrømme. Hun ville bare ikke fortælle ham det.
"..Hvordan kommer man dog op på sådan en ting?!" Spurgte hun håbløst, efter at have udregnet alle muligheder, der var tænkelige for hende.