En troldmands barndom: Aridóri Nir'Kahls historie

Forord

Følgende tekst er en tråd som skal ses som et supplement til karakteren Aridóri Nir'Kahls karakterark.
Jeg har skrevet denne tekst som et eksperiment, for at lære min karakter og hans fortid bedre at kende. Aridóri er en karakter der for tiden står med de største dilemmaer og handlinger som jeg nogensinde har oplevet hos en enkelt karakter, og derfor har jeg haft rigtig meget ud af at forsøge at finde ud af hans handlingsgrundlag med denne hér lille separate tråd.

Jeg tænkte ligeledes at det ikke kunne skade at poste selv samme tekst hér på siden, så alle der har lyst kan få samme indsigt i ham, som jeg nu også har.

Nyd det. : )

// Dóri

Kapitel 1

Mågernes skrig lød svagt helt ind i det lille borgerhus i Tårnbyen.
En højelvisk dreng – omkring 70 år – kom gående ind på bare føder. De grove gulvbjælker var kolde mod hans tæer og han kunne mærke træets årer. Hans hår var ildrødt og ikke mere end tre centimeter langt på det unge ansigt med de skarpe træk.
Den sidste aftensol stod ind ad rummets vinduer og dannede firkanter på det mørke gulv.
Drengen gik tværs hen over rummet og endte ved en seng der stod op ad væggen længst væk fra døren ud til husets gang.
"Dóri," sagde drengen prøvende og så på personen der lå sammenkrøbet i fosterstilling med et tyndt tæppe hen over sig. "Hvad laver du? Kom ud og leg med mig."
Drengen i sengen snøftede. Han var ikke mere end 45 år gammel – stadig en meget lille dreng i enhver højelvers øjne. Også han havde rødt hår; ned til skuldrene. Overalt på den spinkle krop var blå og sorte mærker og hans kinder bar stadig præg af de tårer der havde løbet ned over dem lidt forinden.
Den korthårede ventede på et svar fra den mindre dreng, men det kom aldrig. Og det gjorde ham vred.
"Du skal lege med mig!" Udbrød han, denne gang højt, og skubbede irriteret til den mindre.
"Nej," svarede den sengeliggende stædigt efter at have krympet sig voldsomt ved den andens berøring. Beskyttende trak han tæppet endnu længere op om de spinkle skuldre og krummede sig endnu mere sammen. "Jeg vil ikke lege – gå væk med dig."
"Jeg siger det til far!" Den ældre dreng var i den grad ikke tilfreds.
Aridóri svarede ikke.

Den korthårede dreng havde forladt den mindre i sengen, og var gået tværs gennem det lille hus i Tårnbyen.
Forsigtigt åbnede han en stor dør og stak prøvende sit hovedet ind. Op mod vinduets aftensol så han skikkelsen af en voldsomt høj elvermand, der passivt stod og så ud over havnebyens sidste aftentimer.
"Far," sagde han spagt.
"Hej Inneus," svarede manden i rummet. Mandens navn var Élias, han var stærk af bygning og hans rødbrune hår lå som en glorie om hans marmorhvide ansigt. "Hvad er der i vejen?"
Inneus gik ind i rummet, lukkede omhyggeligt og velopdragent døren efter sig og gik derefter over til sin far.
Drengen gik hele vejen hen til den voksne elver og greb hjemligt fat i hans løse bukseben.
"Aridóri vil ikke lege med mig…" mumlede han ind i sin fars tøj.
Élias der før havde været stærkt optaget af at se ud af vinduet, vendte nu i stedet sit blik mod sin søn.
"Hvorfor vil du dog også lege med ham?" spurgte han forundret.
Inneus forstod ikke helt spørgsmålet, så han holdt bare fat i buksebenet og svarede ikke.
Élias gik ned i knæ foran sin søn, så han kunne se ham ordentligt i øjnene.
"Jeg er faktisk glad for at din bror opfører sig sådan, Inneus," sagde han med et beklagende ansigtsudtryk. "Han har en dårlig indflydelse på dig. Du bør heller ikke lege med ham; Det er for det bedste. Forstår du det?"
Inneus forstod stadig ikke hvorfor, men han nikkede med hovedet alligevel, mens han så ned i gulvet.
Fra nu af ville han ikke lege med sin bror.

Kapitel 2

Aridóri hostede blod op på den sandede jord med en høj, hvæsende lyd.
"Nej, nej, nej, Inneus," lød faderens stemme hen over den åbne plads i skoven lidt fra Tårnbyen. Den ældste søn, Inneus, stod med et sløvt svær i hænderne. Han havde ikke så meget som en skramme på kroppen. "Du skal holde dit sværd mindre skråt når du slår til. – Aridóri, rejs dig op så vi kan komme videre."
Den unge Aridóri, ikke mere end 55 år gammel, var faldet ned på maven at ligge, men kæmpede sig nu op. Lænede desperat vægten på sine skuldre mens han krampagtigt trak benene op under sin mave. Langsomt kom han på benene, under utoldmodige råb fra sin far.
Inneus skænkede ikke sin mindre bror nogen videre tanke, men gjorde som Élias bad ham om. Stillede sig med benene let adskildte og det lange sværd i den ene hånd. Klar til endnu engang at øve de huk hans far havde lært ham.
Aridóri spyttede en tyk klat blod ned på jorden. Rørte forsigtigt ved det sorte, hævede øje han ikke kunne se ud ad. Derefter samlede han møjsommeligt sit træningssværd op, hvor det før var blevet slået ud af hånden på ham. Vel vidende at det ikke ville beskytte ham det mindste.

Kapitel 3

"Tanalia, hvad er dette hér?" Élias kom gående ind ad døren til køkkenet i familien Nir'Kahls hjem. Han holdt en godt brugt bog i hånden med sider der var helt gule af fugt og slid og et omslag hvis lak næsten var væk.
Spørgsmålet var henvendt til hans hustru. Hun sad og rengjorde sin yngste søns sår og forbandt ham efterfølgende. Den ældre Inneus sad på gulvet og legede med tinsoldater.
"Det er en gave fra min kusine, kære," svarede Tanalia. Hendes orange hår lå smukt om hendes slanke, højelviske skuldre. Hun havde altid været en af de absolut kønneste kvinder, selv når man sammenlignede med ridderslægterne.
"Hende der er bosat nær Tarpárminen og ind imellem har noget med arkiverne at gøre, husker du nok. Den skulle vist nok handle om nogle af de højelviske krigsherrer – hun formodede at det ville være noget for dig. Du ved hvor dyre bøger er – jeg kunne ikke bare få mig selv til at smide den ud."
Élias skævede til bogen i sin hånd, som om den kunne finde på at bide ham.
"Jeg læser ikke," sagde han utilfreds.
"Jamen," svarede Inalia, "hvordan i alorbis skulle min kusine vide dét?"
"Hvad vil du have at jeg skal gøre med den?"
"Det ved jeg da virkelig ikke, kære. Hvorfor giver du den ikke til en af dine andre soldater-kammerater, så?"
"De læser da heller ikke. Skal vi ikke bare smide den ud?"
En spag stemme brød ind i ægteparrets diskussion. "Må jeg få den?"
Begge forældre så forundret på Aridóri, som han sad på køkkenbordet med benene dinglende ud over kanten. Han havde en forbinding viklet om den ene halvdel af hovedet.
Tanalia drejede hovedet og så spørgende på Élias.
"Orh, så lad gå da," sagde han modvilligt efter en lang tavshed og rakte bogen til drengen med det lange, røde hår. "Men du har bare at passe godt på den. Du ved jo hvor dyre sådan nogle pjattet bøger er."


[fortsættes : ) ]

Kapitel 4

Inneus arbejdede på sin krop, som hans far havde sagt han skulle. Armstrækningerne var ikke så få på de to drenges værelsesgulv.
”Du ved godt at det er derfor at jeg bliver ved med at kunne slå dig når vi kæmper, ikke?” spurgte den unge dreng ud i rummet, mellem to set af øvelser. ”Det er fordi jeg også træner.”
Han havde forventet et svar fra sin mindre bror, men det kom ikke. Derfor stoppede Inneus op, og så mod sengen hvor han vidste at Aridóri var.
Den yngste bror sad i skrædderstilling med sænkede skuldre, hævet bryst og lukkede øjne. Hans vejrtrækning gik umådelig langsomt og der var ikke den mindste trækning at se på hans ansigt.
”... Hvad laver du?” Spurgte Inneus efter skeptisk at have betragtet sin bror et stykke tid.
Aridóri tog en dyb indånding inden han svarede.
”Jeg vishuhalishere et bedre sted,” sagde han. ”Vær stille. Jeg skal koncentrere mig.”
Det skulle Inneus tænke lidt over... Han vidste ikke hvad vilshulalilsere betød.
”Kan du ikke lide det sted hvor vi er nu?” spurgte den ældre bror derefter undrende.
”Nej,” sagde Aridóri vredt og åbnede øjnene for at se irriteret på sin storebror.
”Jamen hvad laver du så anderledes?” ville Inneus vide.
Aridóri satte sig godt til rette igen, lukkede øjnene og håbede at hans dumme bror ville holde op med at snakke til ham, så han kunne komme videre.
Han svarede dog på hans spørgsmål: ”Jeg laver en verden uden dig og far.”

Kapitel 5

"Du kan ikke tage mine ting fra mig, det er mine! Jeg har arbejdet for dem, de har ikke noget med dig at gøre!" Den lille Aridori råbte vredt af sin far; uden skam og uden frygt.
"At du kan tale sådan til din egen fader..!" Elias holdt en slidt bog over hovedet mens han så tilbage på den hoppende og kradsende søn. "Arbejde, er det det du kalder det? Dage ud og ind i den latterlige botaniske have?"
"Det er ikke fjollet!" Aridori stoppede et øjeblik med at forsøge at vinde bogen tilbage og stampede i stedet stædigt i gulvet. "Mester Illnir lærer mig noget. Det er mere end du nogensinde har gjor for mig."
"Kun fordi du ikke vil lytte, dreng!" Elias gjorde mine til at ville slå den rødhårede over hovedet, men slaget forblev kun en trudsel for nu. "Jeg har altid forsøgt at lære dig præcis det samme som din bror, men du er for stupid til at tage imod det. Og hvad vælger du over mine evner? Planter. Ha! Aldrig har jeg hørt noget så dumt."
Aridori stod efterladt tilbage, tårer i hans grønne øjne og armene slapt hængende ned langs siden. Der var ingen chance for at han kunne få fat i sin bog nu...
"Jeg hader dig," sagde han spagt.
"Det ved jeg," svarede faderen ligegyldigt. "Og hvis ikke det var for din mor var du solgt til bestiaer for længest."

Tanalia så op med et roligt smil da hendes mand kom gående ind i værelset. Smilet blegnede dog en smule da hun så hans vrede ansigt og bogen i hans h[nd. Stille lagde hun sytøjet fra sig på et lille bord ved siden af den magelige stol hun sad i. Svag ild i ildstædet lyste hendes orange hår op. Den runde mave bevinede at en lille ny snart ville blive føjet til familien.
"Er du klar over hvad din søn foretager sig?" Elias viftede bogen af hende med en forarget mine. "Ikke nok med at han finder sig det mest ubrugelige arbejde en højelverdreng overhovedet kunne forestille sig at have; han bruger pengene på bøger. Jeg har aldrig..!"
"Han er også din søn, kære," Tanalia forsøgte sig med et overbærende smil.
"Nej." Elias smækkede bogen ned ved siden af sytøjet med en rasende mine. "Nej, han er ikke. Jeg ønskede aldrig et barn mere. Alt jeg nogensinde ønskede, var at gøre dig lykkelig, Tanalia. Du ville have en familie, og jeg gav dig den - gør det fortsat. Jeg troede det ville sikre mig din kærlighed for evigt. Men nu bliver jeg nødt til at dele den med den uduelige dreng som ikke engang vil have min arv! Og hvad med det næste barn? Kommer det til at fratage mig endnu mere af din opmærksomhed?"
"Hvor vover du at hade dit nyfødte barn, inden det så meget som er kommet til verdenen!" Tanalia rejste sig langsomt op, men havde problemer med den ekstra vægt. "Tror du ikke at jeg har nok kærlighed til jer alle?"
Elias blik veg fra hende. "Lige siden Aridori kom til har du ikke haft meget til overs for mig."
"Men han er din søn." Hun så inderligt på ham ide hun lagde en blid hånd på hans kind. "Ja, han bruger ganske vist sine penge på bøger... Men han arbejder i hans unge alder - kun 70 -, og han er god til det. Og han kan læse i den alder han har, og det han læser er ikke simple ting. Er du ikke den mindste smule stolt af ham?"
Elias fnøs. Han var ikke stolt.
"Lov mig, kære, at du lader ham beholde sine bøger... Han har arbejdet hårt for dem, og de er er alt han har."
Elias så ned i gulvet med en langsom hovedrysten. "Dem, alt hvad jeg giver ham... og dig."