Når enden er god, er alting godt... Eller?

Rubi havde det sidste stykke tid gået i sine egne tanker mens hun havde søgt efter oprøre. Nu var hun tilfældigvis stødt på Dew i skoven, blot et par dage tilbage. Han havde vidst sig at være til at stole på, men havde endnu ikke fået lov til at komme med til byen.

Rubi rejste sig fra sin improviserede seng, og gik over til det sted, Livian holdt til.
"Hey, er hun vågen endnu?" spurgte hun stille en af vagterne, inden hun listede sig ind til Livian. Dagen var ikke begyndt ordenligt endnu, men Rubi trængte til at se sin veninde.

"Kom bare ind, Rubi.. Jeg har været vågen den sidste halve time, vil jeg mene.." Livian sad op i sengen og var i gang med at smøre salve på sine næsten helet sår. Hendes øjne var lettere opsvulmet, som om hun havde grædt i flere timer.

Rubi gik ind, og takkede kort. Hun satte sig ved siden af sengen, og kiggede på Livi.
"God morgen Livi, hvordan går det?" Sagde hun, og så nu, hvordan Livi's øjne var opsvulmede.
"Hvad er der sket, du ligner en, der ikke har gjort andet end at græde hele natten? Jeg troede det var begyndt at gå bedre" hun så foruroligt på Livi. Hvis nogen havde gjort hende noget, skulle hun nok særge for, de kom til at fortryde det.

"Åh det skal du ikke tænke på, jeg er bare lidt ustabil følelsesmæssigt." Hun blev færdig med salven og forbandt igen sårene, inden hun tog tøj på og rejste sig.
"Lad os få noget morgenmad." Hun så på Rubi og afventede hendes reaktion. Selv var hun ivrig efter at komme ud i frisk luft..

"Ja, okay... Det er bare det, at jeg er bekymret for, at der var sket noget, der måske havde gjort det værre igen" Sagde Rubi med ro i stemmen. Hun sad og kiggede på, hvordan hun smurte salven på og forbandt sig selv. Da hun skulle til at rejse sig, havde Rubi allerede rejst sig, og var klar til at hjælpe hende op, hvis det skulle blive nødvendigt.
"Vi kan godt finde noget morgenmad, men jeg tror, du skal tage det en smule roligt idag. Det skulle nødigt gå ned af bakke igen" Sagde hun, og rakte ud efter Livi, hvis hun skulle bruge hjælp af den ene eller anden slags.
"Jeg har også nogle andre ting, jeg gerne vil snakke med dig om" sagde hun, og fortsatte i hvisken "er vagterne til at stole på, eller skal vi finde et andet, sikkert sted at snakke om oprøret?"

Livian smilede til Rubi.
"Vi kan tage morgenmaden med ned til floden og snakke der. Men vi kan ellers godt stole på folkene her i byen. Så der skal du ikke bekymre dig om stikkere." Livian gik ud af det hus, som de havde værelser i, og talte samtidig.. Vagterne smilede ved hendes ord og nikkede enigt.
"Hvis vi finder en stikker, så ender personen med halsen skåret over og på de ukendtes gravplads." Livian smilede og nikkede til vagterne, som nu gik hen over den åbne plads..

"Godt så, Så ved jeg det til en anden gang" hun vendte sig mod vagterne "Og undskyld, hvis jeg viser mistillid, men jeg frygter, der skal ske noget voldsomt igen" sagde hun undskyldende til dem, inden hun igen vendte sig mod Livi.
"Hvis du siger, de er til at stole på, stoler jeg også på dem!" sagde hun smilende, mens de gik. "Jeg har mødt en ude i skoven, som siger han er søgende efter oprøret. Jeg har ikke ladet ham komme med til byen, da han sagde lige ud, han var spion. Og så den måde, han så på mig på, som om han ville stjæle fra mig, første gang vi stødte sammen. Jeg mener, det skal være op til dig, om han er til at stole på, og så ville jeg gerne have dig med ud og lede efter de andre igen, så vi kan finde ud af, hvad vi gør ved de, ja undskyld mit sprog, men forbitrede Novítus-folk. Jeg stoler ikke på mange, før vi er samlet igen, og hvordan skal jeg kunne stole på, nogen der siger de er oprøre, hvis ikke du er ved min side til at hjælpe også?" Rubi var glad for at Livi igen var på benene, men frygtede stadig for, om hun var helt klar til en længere vandring.

Livian gik i retningen af det sted, hvor hun huskede at beboerne samledes til morgenmad. Hun haltede lidt, men gik ellers normalt. Hun huskede rigtigt, da hun nærmede sig ild-pladsen. Beboerne smilede da de så hende på benene.. En kvinde rejste sig og gik dem i møde.
"Hvordan går det Livian? Håber du er ved at være i bedring. I skal jo nok snart igang med at søge efter andre, som kunne være overlevet. Livian nikkede og svarede at hun gerne skulle være rejseklar om et par dage.. Derefter gik hun hen til madbordet og fik stukket en skål med morgengrød i hånden.

Rubi fulgte efter Livian, og overvejede, om hun skulle støtte hende derover, men stoppede sig selv, da hun så, det kun var en lille smule hun haltede. Hun hørte, hvad kvinden sagde, og gik et øjeblik i stå. Hvorfor var der ikke nogle, der havde spurgt hende om det? Hun var den, der havde bragt Livi hertil. Hun blinkede et par gange, inden hun fulgte Livian over for at få noget morgenmad. Hun smilede til alle, der var i nærheden, og vendte sig så mod Livi, afventende på, hvad hun ville nu. Hendes smil var ægte, hvilket kunne have noget at gøre med at Livian var på benene igen.

Livian så godt at beboerne så lidt mærkeligt på Rubi.
"Mine kære venner. Jeg ved at jeg selv nærmest er en 'nyfødt' oprør, men det giver ingen grund til at min veninde her.." Hun lagde den ene arm om Rubis skulder.
".. Ikke skulle nyde godt af jeres venlighed. Hun redet mit liv, og ønsker at finde de andre overlevende lige så meget som jeg." Beboerne nikkede og sendte alle et undskyldende blik til Rubi.

Rubi's kinder rødmede let, det var længe siden, nogen havde snakket så pænt om hende.
"Tak Livi, men det er dig selv du skal takke også. Du fortalte mig vejen, og hjalp mig med at finde min søster" sagde hun, da hun var kommet sig over rosen. Hun lagde ligeledes sin arm om Livi, som en veninde ville gøre det.
"Men, hvor vil du sidde henne?" Spurgte hun, hendes kinder igen normal farve. Hun smilede endnu større nu, hun følte sig hundred procent velkommen, som hun hele tiden havde gjort, men var glad for at hun nu var accepteret af alle også.

Livian smilede tilbage til Rubi..
"Lad os gå ned til floden.. Sidst jeg var her, var der et dejligt sted hvor man kunne sidde og slappe af." Hun nikkede til beboerne, og gik ned imod floden..
Da de var kommet der ned, satte Livian sig ned på en træstamme med et suk.
"Hvorfor skulle jeg også blive ramt af de pile? Nå, men det hjælper ikke at jamre.." Hun så på Rubi.
"Der var noget som du ville tale om.. Spyt ud med det."

Rubi var ved at sætte sig på jorden ved siden af Livi, da hun sukkede. Rubi kiggede hurtigt op, for at se, om der var noget galt, inden hun selv satte sig helt ned.
"Jo ser du.. Jeg har mødt en mand ude i skoven..." Hun trak vejret dybt, inden hun fortsatte.
"Han siger, han leder efter oprøret, og jeg gør hvad jeg kan, for at han ikke skal finde ud af, du og jeg er oprøre. Ikke før jeg kan vide mig helt sikker på ham. Jeg ved heller ikke helt, om jeg ville lade ham komme til byen, for da han introducerede sig selv for mig, den dag vi mødtes, sagde han, at han var spion og smugler. Jeg mistænkte ham med det samme for at være en Novítus-tilhænger, hvilket har gjort mig mistroisk overfor ham. Derfor ville jeg vente til du kom på benene igen, så du kunne hjælpe mig med at bedømme ham" Sagde hun, og rystede på hovedet af sig selv. Hvorfor kunne hun ikke finde ud af at dømme folk ud fra den måde, de opførte sig på? Han havde jo virket oprigtig nok de sidste dage i deres jagt på de andre.
"Hov, ja.. De sidste dage har vi søgt sammen her i nærheden efter om der var nogle oprøre, eller i det hele taget, nogle jeg kendte..." sagde hun med et suk.

Livian spiste og lyttede til Rubi. Lidt overrasket over at høre sådanne nyheder, og alligevel ikke. Hun håbede selv på at de fandt andre inden for ret kort tid.
"Det lyder helt fint, det du har gjort. Jeg ville også have andre til at sige god for en inden jeg havde præsenterede personen for de andre - lidt ligesom jeg gjore med dig." Hun tog et par mundfulde mere og så igen smilende på Rubi..
"Jeg tror godt du kan bringe ham til landsbyen, vi er godt beskyttet imod problemer."

"Godt så!" sagde hun, og smågrinte lidt. Det udtryk havde hun brugt nogle gange efterhånden de sidste dage. Hendes smil kom frem igen, og hun kom i tanke om noget andet.
"Uhm.. Egentligt skulle jeg ud til ham senere idag, så vi kunne lede noget mere. Men eftersom at du har det bedre, så vil jeg spørge dig, om du tror, du kunne klare en tur ud til lysningen?" spurgte hun og så undersøgende på Livi, mens Rubi selv begyndte at spise også.

Livian smilede.
"Jeg ville utrolig gerne, men tror desværre ikke at jeg har kræfterne til det. Tror heller jeg vil vente i landsbyen. Du må endelig tage ham med tilbage." Hun spiste det sidste af sin grød, og ville ned til floden for at rengøre sin skål. Hun måtte dog gøre forsøget på at rejse sig hele tre gange inden hun kom op og stå.
"Ved alle måner.. Hvor jeg dog håber at denne stivhed fjernere sig, nu hvor jeg igen kan gå."

Rubi's smil blev en smule trist ved Livian's afslag, men det var hurtigt glemt. Hun havde jo immervæk lige været en hård tur igennem! Derfor tog hun sig selv i sine tanker, og havde et venligt ansigt, da Livi igen kiggede på hende.
"Det er da ganske forståeligt, jeg havde bare lidt håbet på... Nej, glem det. Jeg tror jeg tager ham med tilbage til byen i aften, så kan du komme til at hilse på ham der, hvis det er okay med dig?" spurgte hun, og spiste det sidste af sin morgenmad. Hun ville egenligt gerne have haft en form for brød, men nu ville hun høre madmutter, om hun eventuelt kunne få noget mad med på sin tur. Hun så på Livi, da Livi rejste sig, og tog sig selv i at ville række ud for at hjælpe hende, i hver af sine forsøg, men afholdte sig fra det. Livi skulle nok spørge om hjælp, hvis der var noget, det havde hun før sagt.
"Livi, hvis ikke du kan gå så neget, og har brug for støtte, så er jeg her for at hjælpe" hun overvejede et øjeblik, om hun skulle blive hjemme og passe på Livi denne dag, og vidste ikke helt, om hun skulle gå eller blive. Hun rejste sig op, og rakte ud efter Livi's skål, for at vaske både hendes og sin egen af nede ved søen.
"Og hvad din stivhed angår, så tror jeg nu nok, det skal blive bedre snart! Eller, det håber jeg virkelig det bliver!" hun smilede igen ved det sidste og kiggede på Livi.

Livian smilede taknemligt til Rubi, og ramte hende skålen - men gik alligevel med ned til floden.
"Jeg takker for din venlighed og lover at lade dig vide besked, hvis det er nødvendigt. Du kan roligt tage ud i skoven i dag, jeg lover at blive i landsbyen - hvor der hele tiden er nogle til at se efter mig." Livian så på Rubi som en søster og tænkte på hvad der var sket med de andre overlevende oprøre..

Rubi tog imod skålen, og gik ved siden af Livian ned til floden, hvor hun satte sig i hug for at gøre skålene rene, og lyttede til Livian samtidig.
"Jamen så skal jeg også nok snart afsted, vi havde snakket om at skulle mødes omkring daggry, men jeg tror det er blevet skubbet en smule, nu da jeg snakker med dig i stedet. Det burde han kunne forstå" sagde hun smilende, mens hun stadig kiggede på skålene, som nu var gjort helt rene. Hun rejste sig op, og skulle til at række den ene skål til Livi, da hun ombestemte sig, og samlede dem i en stak og bar dem selv, på vej tilbage til træstammen igen.
"Gad vide, hvad der er blevet af de andre?" sagde hun, mere for sig selv end til Livi, men hendes stemme var høj nok til at Livi også ville kunne høre det, hvis hun ville. Det var mere anno en tanke sagt højt.

Livian smilede til Rubi.
"Det ved kun månerne. Vi må bare håbe på at vi finder dem, før andre gør." Hun lagde tryk på 'andre', som for at gøre klar på at hun mente Novítus soldaterne. Hun lagde en hånd på Rubis skulder.
"Lad os komme tilbage til byen, så kan du få noget mad med, inden du går ud i skoven."

"Jeg kunne ikke være mere enig, hvis de forbitrede ting ikke havde angrebet, var vi aldrig endt med dig skadet og os alene her" hun var vitterlig sur på Novítus. Hun havde lige fået sin søster igen, og allerede mistet hende også. Tanken om sin søster, fik en tåre til at trille ned af hendes kind, da hun snakkede igen.
"Jeg håber virkelig, Rahni er okay, jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis hun er kommet til skade" hun lagde sin hånd på Livi's og drejede sig rundt. "Selvfølgelig håber jeg også de andre er okay, du må endelig ikke misforstå det!" tårene sad stadig på hendes kind, og hun lod dem være.
"men du har ret, det ville nok være en god ting at komme tilbage af nu, det er omkring daggry, vi snakkede om at mødes der" sagde hun og kiggede Livi i øjnene.

Livian smilede og tørrede tårene på Rubis kind.
"Hvis jeg havde været i dit sted, ville jeg også fokusere på familien. Som det er nu, så er du det der er tættest på - hvilket jeg versætter meget højt." Livian tog sin hånd igen, og begyndte at gå i retningen af landbyen.
"Vil du prøve på at være tilbage inden aften?"

Rubi var blevet rørt af Livian's ord, om at Rubi var hendes familie, eller, tæt ved, hvor hun så rødmede.
"Tak Livi, du betyder også meget for mig. Da du kom til skade under kampen, vidste jeg virkelig ikke hvad jeg skulle gøre, for Rahni var i kamp, og jeg ville gerne have hjulpet hende også. Men da jeg så så, hvad der var sket med dig, lod jeg Rahni være, og du var vigtigst efter det" Rubi havde vendt sig igen, og gik nu ved siden af Livian.
"Jeg kan ikke love det, men jeg skal gerne gøre et forsøg, det er da det mindste jeg kan gøre, ikke?" sagde hun med et smil, og ville til at lægge en arm om Livi mens de gik.

Livian smilede, og viste at Rubi talte sandt.
"Jeg ved godt det var et svært valg, og jeg er taknemlig over at du valgte at hjælpe mig. Derfor vil jeg love dig, at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe dig med at finde Rahni igen." Hun foresatte hendes gang ind imod byen.

Rubi rystede en enkelt gang på hovedet, inden hun snakkede igen
"Livi, lige nu er det vigtigste, at du kommer ovenpå igen. Af hvad jeg ved, så har Rahni klaret sig selv i 15 år, så mon ikke hun kan klare nogle dage endnu? Jeg tror bare, jeg er meget overbeskyttende overfor dem, der betyder noget for mig, og sætter andre højere end mig selv. Lige nu, er det dig, der er i fokus, så må vi tage det andet senere" sagde hun, gående ved siden af Livian i hendes tempo.