Når enden er god, er alting godt... Eller?

Livian smilede varmt ved Rubis ord, samtidig med at de nåede frem til landsbyens udkant. Da landsbyens unge mænd så hvor træt Livian var, kom fire-fem af dem løbende og tilbød at bære hende. Hun grinede og bad dem om blot at støtte hende, samt finde en madpose med proviant til dagen, som skulle gives til Rubi.
"Jeg håber virkelig at jeg snart er klar igen. Nu må jeg heller lige få mig et kort hvil, inden jeg går igang med genoptræning.. Vi ses senere." Hun vinkede til Rubi og lod de to unge mænd støtte hende ind i landsbyen. Et par andre unge mænd kom løbende med en madpose og vandflaske til Rubi.
"Er der ellers noget vi kan hjælpe med?" De to unge mænd smilede indladende til Rubi.

Rubi var glad for, at Livian havde valgt at tage en rolig stund, så kunne hun ikke komme til at overanstrenge sig. Da de unge kom hen til dem, smilede hun bare. Alle her i byen, vidste hvad Livian havde været igennem, og de fleste ville også hjælpe hende på benene igen.
"Jeg håber også, du snart er klar, så vi kan komme ud sammen, men tag det roligt, vi har flere dage, endda uger, hvis det er hvad du skal bruge" sagde hun med et smil, og vinkede tilbage til hende, da Livian bevægede sig væk med de to mænd.

Rubi tog imod vandflasken og madposen, og nikkede til mændene.
"Tak skal i have, men jeg tror det her er nok til at fodre en hel hær idag" sagde hun med et lille grin, inden hun gjorde tegn til at ville vende sig og bevæge sig ud i skoven.

[Dette er en sammenkobling med denne tråd ]
Det var nogle timer senere, og Rubi kom tilbage til byen, denne gang kom hun dog ikke alene. Hun havde Dew og Fenja med, to, hun havde mødt ude i skoven. De var kommet forbi vagten, og Rubi gik nu og ledte med øjnene efter Livian. Til sidst blev hun enig med sig selv om, hun nok var i sin hytte. Rubi smilede og bevægede sig i den angivne retning.

Livian kom ud fra et hus i nærheden af hvor Rubi og de andre kom ind i byen. Hun gik sammen med en anden kvinde, som bar på et vaskefad.
"... helt forståeligt Hanna, de kunne godt se at det var en god ide og jeg var glad for at kunne hjælpe med det.." De gik ind imod midten af landsbyen, og var så optaget af snak at de ikke så de andre..

Fenja gik ved siden af Dew, stadigt klamrende til hans arm. Da hun så Livians ansigt, slappede hun dog pludselig fuldstændig af i alle muskler og slap hans arm. Det var virkeligt. Det var den rigtige by. Livian var her! Oprøret var i sikkerhed!

Mens Rubi gik frem ad, kiggede hun dog også både til højre og venstre i sin søgen på Livian. Hun så hende komme gående mod midten, med en, Rubi ikke lige kunne genkende lige med det samme.
"LIVI!" skreg hun, for at overdøve den snakken, der var begyndt. Hun havde dog et større smil på læben. Hun gik over mod sin veninde, og gjorde klar til at give hende et venindekram.

Dew kiggede rundt imens han fulgte Rubi, og som han altid gjord når har ikke frygtede for noget, begyndte han at fløjte.
Han kiggede på den kvinde som Rubi råbte til, og tænkte nok det var livian.

Livian hørte sit navn drejede hun hovedet og smilede til Rubi, som kom hen imod hende. Hun gav hende et venindekram og holdte hende ud i strakt arm, samtidig med at hun smilede.
"Nå, fandt du så hvad du søgte?" Hun så hen over Rubis skulder og fik øje på Fenja. Hun flyttede sig lidt tilside og sank i hug, imens hun rakte armene ud til pigen.
"Fenja. Åh, kære Fenja."

Rubi smilede til Livian.
"Jeg ikke om jeg vil sige, jeg fandt hvad jeg søgte, men jeg fandt Fenja her og så Dew, som står der" sagde hun, og pegede på Dew efter at have sagt hans navn.
"Fenja spiste og drak alt det, jeg havde med, og hun har været alene i skoven siden angrebet, vil jeg mene. Bare se hende!" firtalte hun, og kiggede selv på Fenja. Først nu gik det op for Rubi, hvor tynd hun så ud. "Jeg tror vi skal have hende fodret op, inden vi begiver os ud igen" sluttede hun med rolig stemme.
Rubi vendte sig om mod Dew.
"Dew, det her er Livian, jeg synes du skal præsentere dig selv, og det skal være en ÆRLIG præsentation!" sagde hun, med rolig men alvorlig stemme, og sendte ham derefter et blik.

"Jo naturligvis Rubi" sage Dew og kiggede på Livian og sage "Jamen jeg hedder så Aspendew Northgo, men kald mig bare Dew, Jeg leder efter oprøret for at hjælpe dem i disse tider, jeg arbejdede så som Spion til private clienter, men holdt op da jeg indså at det nok ville gå galt på et tidspunkt. Grunden til at jeg leder efter oprøret er.. rimlig indviklet, men jeg vil prøve at forklare det hele. Det startede med at jeg forlod min familie for at se verden, for at skaffe penge arbejdede jeg som tyv og spion, efter noget tid, og en meget hurtig flygt, følte jeg at det var tid til at vælge en side, og en af grundende var fordi, den client der forrådte og næste anholdte mig, arbejdede for Novitus. En anden er så at jeg ikke er uvenner med elver, jeg kan enda godt lide dem da de betaler godt for musik, jeg var også deltid bard, og den tredje og siste grund er så, at jeg kan se at den måde det går til med Kendar, at de ikke har deres ejen land, er vores beste chance for at overleve er at hjælpe menneskene, som så er oprørt."
Da han sluttede sukkede han, det føltes godt at have fortalt historien lige ud. Han havde ikke fortalte det hele til Rubi, da hun havde jo stukket katanaer op i hans ansigt da de mødes.
Han kiggede over på Fenja med et faderlig blik, og så på Livian.

Fenja sprang i armene på Livian og holdt fast, som var hun bange for, at kvinden forsvandt ud i den blå luft, hvis hun slap. "Hvor... Hvor er min far?" hviskede hun. Fenja nævnte ikke hans navn - ønskede ikke at de andre skulle vide noget om ham - men vidste, at Livian kendte til ham.

Hun lukkede armene beskyttende om Fenja, og hviskede til hende.
"Det ved jeg ikke min kære. Men jeg lover at vi skal gøre alt hvad vi kan for at finde ham." Derefter så hun op på Rubi og Dew - hun havde godt hørt hvad de begge havde sagt.
"Lad os snakke om det hele lidt senere.." Hun kunne mærke at Fenja ville kræve det meste af hendes opmærksomhed i de næste par timer..

Rubi havde godt lagt mærke til, hvordan Fenja klyngede sig til Livian, og smilede derfor til dem begge.
"Ja selvfølgelig, vi har alt den tid det tager" hun rakte en hånd ned mod Livian og Fenja, for at hjælpe dem op, men kunne også se, Fenja ikke havde planer om at skulle slippe Livian igen lige med det samme. Hun drejede sig en smule, så hun kunne se Dew i øjnene igen
"Tak Dew. Der var nogle af de ting, du ikke havde fortalt mig, men under de omstændigheder vi mødtes i, er det ganske forståeligt" sagde hun med et lille grin, og vinkede ham helt over til dem, så han også eventuelt kunne hjælpe med Fenja og Livi, hvis det skulle være nødvendigt.
"Nå... Dew? Hvor meget har du med? Vi skulle jo gerne have fundet dig et sted at være, men nu" hun vendte sig igen mod Fenja og Livi "Skal vi vidst have fundet noget mad til Fenja" sluttede hun og smilede, stadig klar til at hjælpe, hvis nødvendigt.

"Ja en fremragende ide, jeg kunne godt bruge lidt mad selv, men Fenja skal naturligvis have først" han kiggede på fenja med et smil og tilbage til rubi "angående hvad jeg har, vil jeg sige alt det i min taske her, vilket er nogenlunde tæt på en mini butik" sage han og grinte, han var i godt humør.
imens han grinte hoppede han liv fulgt over til dem, og sage "hvem er op for noget musik, eller en lille sang?" og grinte igen smilende.
Han opdagede nu hvor hældigt det havde været da han mødte en bard på sin rejse, og lærte alle hans kunste med musik og sang. Personligt elskede han at synge.

Fenja kunne ikke lade være med at lyse en smule op, da Dew nævnte sang og musik. Hendes fader havde altid brummet for hende, inden hun skulle sove. Ikke at der gemte sig ret meget melodi i den store, stærke mand, men idéen beroligede hende. "Mad... Og så en god sang!"

Livian smilede til Fenja.
"Det lyder som en god ide, min kære. Lad os slutte os til landsby-beboerne, de har maden klar." Hun løftede pigen op i sine arme, nikkede til Rubi og Dew, hvorefter hun begyndte at gå imod midten af landsbyen, hvor beboerne var ved at dele mad ud.

Rubi grinede lidt.
"Jamen, det lyder da som en plan! Lad os komme tilbage til byen og få os noget mad og en sang eller ti" Hun smilede, vendte sig mod Dew
"Skal du have en hånd med noget tilbage mod byen, eller hvordan står det til?" Hun ventede på at Dew ville fortælle hende om hun skulle tage noget eller ej, hvorefter hun ville tage det hun fik i hånden og gå efter Livian ind mod bymidten.

Dew besluttede sig for at acceptere hjælp fra sin ny fundet ven, så han giver Rubi alt det han bære på, og går sammen med de andre, bærende på sin fløjte.