Nogen der kan hjælpe?

Nioma havde brugt det meste af sin dag på at gå rundt i hjemmet og hjælpe sin mor. Det havde regnet meget af dagen, hvilket var noget, der irriterede Nioma meget, for så kunne det slet ikke komme på tale, at hun måtte komme ud for sine forældre. Hun sukkede og placerede den nu tomme spand under bordet, hvor den altid stod. Et enkelt, længselsfuldt blik mod vinduet fik hende til at indse, regnen var stoppet. Hun gik derover og kiggede op på skyerne, hvor hun så, solen skinnede igennem på den nu blå himmel. Et lettet suk gled over hendes læber, hvilket fik hendes mor til at vende sig mod hende.
"Nioma, hvad tænker du på?" spurgte hun med rolig og nysgerrig stemme. Nioma hørte hende ikke med det samme, men stod i stedet og kiggede ud. 'Jeg vil tage på markedspladsen, der sker altid meget sjovt!' tænkte hun for sig selv, inden hun vendte sig mod sin mor.
"Mor, jeg tager på markedspladsen, det er stoppet med at regne. Er det okay med dig?" Spurgte Nioma. Hendes mor nikkede, inden hun svarede.
"Det må du da gerne, så længe du husker at tage varmt tøj på og at du har livvagten med" som kaldet, kom en større mand ind af døren. Han var ret så muskuløs, havde kort, mørkeblondt hår og grønne øjne. Han var en smule højere end Nioma, men ligeledes bredere af muskler også.
"Hørte jeg livvagt?" sagde han. Han var ikke meget ældre end Nioma selv, og hvis ikke, Nioma vidste bedre, ville hun have sagt, han kun var her, fordi han var forelsket i hende. Hun sukkede let, inden hun gik over og fandt sit varmere tøj og en mindre taske. Hun kom tøjet der i, og gik hen til livvagten og trak ham med ud af døren, på vej mod markedspladsen.

Nioma kiggede rundt, søgende efter et sted at gemme sig for sin livvagt. Hun ville gerne have noget tid alene idag, for hun havde planer om at finde en gave til sine forældre samt noget tøj til sig selv. Smykker ville hun også gerne have, dog ville hun ikke købe det lige nu, jo mindre hun fandt noget der virkelig fangede.
"Skulle frøkenen have sig en ny kjole? For dig, vil jeg gøre den ekstra billig" spurgte en mandlig sælger og blinkede som for at charmere Nioma. Nioma sukkede, inden hun gik helt hen til boden. "Jeg vil gerne se på kjoler, men jeg har lige et andet ærinde først, så kommer jeg tilbage senere" sagde hun til ham, tydeligvis ikke påvirket af hans charme. Hendes øjne begyndte igen at søge efter et sted, hun kunne gemme sig, for at få livvagten væk. Livvagten stod igen ved hendes skulder, klar til at overfalde hvem, der kom hende for nær, eller som han fandt truende.

Eliny havde sneget sig ud i en af sine selv-studie-timer - netop i det regnen stoppede.. Hun smilede og løb ind på markedspladsen. Inde på markedspladsen småløb hun fra bod til bod, på udkik efter en specielt kjole der kunne friste Arátho. Pludselig var der en person som stod i vejen for hende og det resulterede i at hun løb hovedkuls ind i personen.. Hendes kappe gled til side og afslørede den nået udringet og udfordret kjole, som havde slidser helt op til midt på hoften - en af de kjoler hun elskede at gå i, når hun ikke var på akademiet.
Hun så op i et par grønne øjne, som tilhørte en muskuløs ung mand.
"Hør, hva i dronningens navn er det de laver? Sådan at stå i vejen for en kvinde.." Hun spillede sur, samtidig med at hun drillede ham med hele sin skønhed som strålede under kjolen..

Nioma hørte hvad kvinden udbrød og vendte sig hurtigt mod dem. Hun kiggede forvirret på sin livvagt, som hun nu kom i tanke om hed Felix, og tilbage på kvinden.
"Han er her, fordi han mener, jeg har brug for en til, som kan beskytte mig" Nioma så hvordan Felix nærmest savlede over den måde hun stod på, og overvejede om hun skulle gribe chanchen og stikke af, eller om hun skulle blive her og hjælpe ham. Hun kiggede rundt, og så, hvordan sælgeren stod og holdt øje med dem, der skulle ikke være ballade ved hans bod. Nioma skubbede en smule hårdt til Felix, og han blinkede et par gange, inden han rettede blikket mod kvindens ansigt.
"Jeg undskylder mange gange, jeg havde slet ikke set dig" sagde Felix med en smule rusten stemme. Hans blik kunne ikke holde sig kun ved hendes øjne, og ganske langsomt var de begyndt at se ned af hende igen. Endnu et skub i siden fra Nioma, og han rettede sig op.
"Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte Felix med venlig stemme, mens han prøvede at holde blikket på hendes ansigt og ikke hendes ben.
"Jeg hedder Felix, og dette er Nioma, jeg undskylder igen mange gange" Felix tog et skridt tilbage for at beskytte Nioma, samtidig med at han rakte en hånd frem til en form for hilsen til kvinden. Nioma rystede bare på hovedet, inden hun vendte sig en smule og kiggede på kjolerne i boden. Hendes øjne faldt på en smuk, grøn kjole, som sikkert ikke gik til mere end knæet.
"Hvad skal du have for den kjole der" spurgte hun høfligt sælgeren og begyndte at finde sin pung frem. Uanset hvad der blev sagt af beløb, skulle hun sagtens kunne betale for det. Felix stod stadig og prøvede at få en samtale igang med kvinden, som han stadig ikke kendte navnet på.

Sagitta tilbragte ikke en dag på markedspladsen for at se på kjoler. Hendes ærinde var af en ganske anden art. Fra boden, hvor hun havde studeret nogle fine kasteknive, var hun slentret forbi boder med så mange pyntegenstande at hun følte hun havde set nok for denne uge. Derfor fangede hendes blik af ren kedsomhed en bekendt skikkelse. En af elverne fra Akademiet. Hun havde igennem den seneste tid, tilbragt ubehagelig meget tid som Helias sendebud i arkiverne og kunne kende de fleste der kom der. Inklusiv lærlingene. Dog var det ikke lærligen, til trods for hendes ynkværdige opførsel der fik hende til at fryse forarget. Sikke dog en livvagt! Den unge mand, der tydeligvis fungerede som livvagt var da en ynkelig ammatør. Hvem som helst kunne overfalde eller bortføre hans vagtobjekt uden problemer. Hvad havde dog lært ham op!?
Sagittas hale bevægede sig arigt fra side til side i korte svirp. Skulle hun gør amatøren opmærksom på sin dumhed? Hun kastede endnu et kort blik på lærlingen og droppede det. Han var sikker ikke til at tale til fornuft i øjeblikket.
I stedet vagte Sagitta at tage en snak med den vagten i virkelighedens burde have sin opmærksomhed rettet mod. Hun stillede sig ved boden netop som den unge elverkvinde spurgte efter pris. Hvis Sagitta havde været sælgeren havde hun lagt lidt ekstra oven i prisen. Den unge dame var velklædt og så ud til at ville betale med det samme.

Eliny så over på kvinden som talte om at fyren skulle være hendes livvagt og kæmpede med at holde masken - hun måtte dog opgive til sidst, da Felix prøvede at holde samtalen kørende uden at stirre for meget. Hun knækkede sammen af grin og måtte kæmpe for ikke at grine for voldsomt.. Hun fik dog hurtigt, med en kraftanstrengelse, taget sig så meget sammen at hun kunne tale uden at grine..
"Jeg kender et sted hvor du kan finde bedre kjoler end den, hvis du ikke er bange for prisen.. De bliver faktisk syet direkte til dig.." Hun smilede meget kraftigt og hendes øjne var, ligesom hendes krop, fyldt med latter - som bare gerne ville ud..

Sælgeren sagde en pris, men Nioma hørte den ikke, da hun lige havde hørt, hvad kvinden havde sagt til hende. Hun havde ikke lagt mærke til bestiaen, som stod ved siden af hende - der kom mange sjove folk til markedet - men holdte nærmest ubevidst sin pung nærmere kroppen, for at den ikke skulle blive stjålet.
"Jeg takker dem mange gange frøken, er der mulighed for, jeg må kende deres navn?" spurgte hun fornemt, som hun var blevet oplært til, når hun skulle snakke med nye væsner. Den måde hun havde snakket på før, var ikke noget hun var stolt af, slet ikke den tone det var kommet ud med. Nioma kiggede på kvinden, og gemte sin pung godt væk igen før hun gik over til hende.
"Vil de vise vej?" spurgte hun, og skubbede til Felix, som nu var kommet til sig selv igen og kiggede rundt, opmærksom på alt, der skete om Nioma. Nioma sukkede, irriteret over den "Frøken-fornem" -maske hun var oplært til at bruge, og skubbede Felix helt til siden, så hun kunne komme forbi og hilse rigtigt på kvinden/Eliny.
"Undskyld min opførsel før, men jeg er selv i den tro, at jeg kan klare mig, hvilket mine forældre ikke mener. Derfor hænger jeg på denne mand" sagde hun, og pegede en enkelt gang imod Felix.
"Felix, må jeg få to minutter uden at du står ved min skulder hele tiden, bare to??!" sagde hun en smule alvorligt til ham, da han var begyndt at gå tættere på hende igen, meget beskyttende.
"Åh, undskyld frøken Nioma, men jeg er ansat til at beskytte dig" sagde han og trådte et mindre skridt væk. Nioma vendte sig igen mod kvinden.
"Mit navn er Nioma Mytharotis. Jeg bor et stykke herfra, men vil gerne se, den bod du snakker om, for jeg trænger til et par nye kjoler" sagde hun, med venlig stemme nu, hendes maske havde hun droppet.

Sagitta kunne se at en chance for umeldbar samtale var paseret og hun interesserede sig hverken for kjoler eller elverkvinder der interesserede sig for kjoler. Til gengæld kendte hun en dårlig livvagt når hun så en og det gjorde hun desværre for ofte. Nogen burde gøre noget for at optræne dem bedre, alt for mange blev bare lært op på må og få eller var overskud eller udskud fra andre steder. Nogen der kendte jobbet selv og kunne oplærer dem ordentlig. Sagitta lænede sig op at boden uden at ændse ejeren, der skulede til hende, som var hans mislykkede handel hendes skyld. En ide var ved at tage for i hendes hovede. Hun noterede sig pigen navn. Nioma Mytharotis, hende havde hun da vidst hørt om. I hvert fald vidste hun godt hvor deres store hus lå. Alt sammen noget, der kunne bruges.. Tanker og planer væltede rundt mellem hinanden i Sagittas hovede mens et smil langsomt bredte sig.

Eliny havde fået helt styr på sig selv imens kvinden talte og bøjede ædelt hovedet i en hilsen - hele hendes holdning var ændret.
"En ære. Mit navn er Eliny, yngste datter af ridderslægten Anduin. Jeg er elev på Enérgia Akademiet." Hendes holdning blev lidt mere afslappet, og et smil bredte sig på hendes ansigt.
"Jeg vil med glæde vise dig boden. Vi skal et stykke længer hen imod den finere del af markdet." Hun gjore tegn i den retning de skulle og begyndte at gå, hvilket fik kjolen til at smyge sig kærligt omkring hendes ben, inden den gav slip og afslørede hendes lange ben, for igen at smyge sig om benet.. Hun så på Nioma.
"Er der noget specielt, som du ønsker - med hensyn til kjolen?"

Nioma smilede stort, og fulgte med Eliny.
"Æren er på min side" sagde hun og smilede omend større, hvis muligt. Hun kiggede hurtigt tilbage på den kjole, hun lige havde set på. Grøn, som hun ville have den, og ikke ret lang heller.
"Hvis den kunne være grøn, ville det være perfekt. Og at den ikke er ret lang er kun dejligt. Måske jeg skulle have mig et par kjoler, hvis jeg alligevel er i gang. Så skal jeg have en hvid en også, bare for at prøve noget nyt" hun grinede en smule mod Eliny. "Og måske jeg skulle have mig noget andet at tage på end den her" hun pegede ned af sig selv "Det er sådan set en, jeg plejer at bruge til hjemmet og rengøring og sådanne. Men den er nu dejlig at gå i" kjolen hun havde på, var mørk, så den kunne tåle snavs uden at det kunne ses, men samtidig var det også til at se på den, at Nioma havde penge nok. Hun sukkede. Den lillae kjole hun havde på, var lidt længere end det, hun plejede at gå rundt i byen i, men havde slidser op til lige over knæet samt med en simpel dekoration i toppen af slidsen. Felix fulgte bare med de to tøser et enkelt skridt bag ved og holdte øje med, hvad der skete rundt om dem. En ting kunne Nioma godt lide ved Felix, hun kunne få lov til at snakke en smule privat ind i mellem, bare en smule. Felix var endnu den livvagt hun havde haft længst, ganske overraskende.

Eliny nikkede i takt med hvad Nioma sagde. Hun havde selv en særlig kjole i tankerne - en som hun skulle hen og prøve.. Hun var ikke et sekundt i tvivl om at Arátho ville elske den, selv om den ikke lod meget til fantasien.. Kappen bølgede efter hende, hvilket gjore at hendes ben var synlige for alle som kikkede, og det var ikke så få elvermænd som begyndte at få et sultent blik. Eliny var godt klar over hvilken reaktion hendes påklædning affødte, og hun elskede det - det gav hende en særlig appetit, som kun kunne tilfredsstilles hos Arátho..
"Jeg er sikker på at skrædderene kan finde på noget, som passer til dine ønsker.. Selv skal jeg hen og prøve en kjole, som er special syet til mig."

"Uhhh, det lyder da interessant!" var Nioma's kommentar, hun var blevet helt nysgerrig for, hvad form for kjole, Eliny snakkede om.
"Er det en kjole til en speciel anledning, du har fået dig lavet?" spurgte hun, ikke i stand til at holde sin nysgerrighed tilbage, hele tiden med et smil på læben. Hun kiggede rundt, og så, hvordan Felix's øjne igen lå på Eliny, denne gang mege sultent end det burde være lovligt for en livvagt.
"Felix, hvad siger du til at finde mig og Eliny noget at drikke? Jeg giver!" sagde Nioma, sendte ham et velvidende blik, før Felix rødmede og kiggede op. Han vidste at Nioma havde set hans blikke mod Eliny, hvilket gjorde ham forlegen og han fik en mere rød farve i hans kinder. Han kiggede hurtigt Nioma i øjnene, før han svarede
"Det kunne jeg vel godt, men jeg vil ikke forlade dig her, ubeskyttet, så ved du det. Men hvis vi går forbi et sted, og i to lover mig at følge med, skal jeg gerne stå for det" han blinkede til Eliny med et lille glimt i øjet. Nioma sukkede. Hun kunne smide ham til siden mange gange, og alligevel ville han fortsætte med at hænge fast ved hende.
"Hvorfor kan jeg ikke få privatliv" halv-hviskede hun, kun lige højt nok til at Eliny kunne høre det på trods af larmen fra markedet.

Eliny smilede og skulle til at svare, da Felix bad dem om at følge med. Hun hævede et øjenbryn, løftede den ene hånd lidt og kaldte en lille ildkugle frem i hånden længe nok til at de kunne se den, inden hun kaldt den væk igen.
"Jeg er skam i stand til at beskytte din veninde her. Desuden er det sjældent at der sker noget her omkring." Hun så hele tiden på Felix, men holde også lidt øje med Niomas reaktion.
Hun skjulte den anstrengelse det krævede at lave kuglen.

Felix sprang tilbage ved synet af ilden, som havde han lige brændt sig på den. Nioma derimod trådte et skridt nærmere og rakte ud efter den hånd, inden før havde været i.
"Hvordan gjorde du det?" udbrød hun et nysgerrigt smil på hendes læber "Er det noget, du kunne lære mig? Jeg har ikke set noget lignende før!" Hendes ansigt strålede, mens Felix kun så mere og mere skræmt ud. Han var trådt hen på siden af Nioma og prøvede at trække hende væk fra Eliny, men uden held. Frygten var tegnet i hans ansigt.
"Je-je-jeg tror g-g-gerne på, du kan be-beskytte Nioma, men, men..." fik han stammet frem, inden han gik i stå. Han sukkede tungt og meget hørligt
"Undskyld, det var ikke min mening det her. Jeg er bare overrasket, for det der, du lige gjorde, er noget jeg kun har hørt om, aldrig set" Han fik et smil frem med visse anstrengelser, inden han trådte væk igen. Nioma stod stadig og så forundret og meget nysgerrigt på Eliny, der var ingen angst at spore ved hende.

"I Elverriget blev jeg født
Hurra! Hurra!
For Dronningens vilje vil jeg dø
Hurra! Hurra!
Hold Fanen højt for Elvernes sag,
vi kæmper indtil dommedag
når elver sønner marcherer frem i krig."

Gaderne i Tarpárminen gav genlyd fra de 5 syngende soldater fra major Isinór's bataljon 3. kompani 2. deling. Soldaterne var lige kommet hjem fra deres udstationering på Vindarro-posten, og det skulle selvfølgelig fejres med en tur i byen.
De 5 soldater havde stadig deres rustning på, med andre ord de var stort set lige kommet til byen, og de var allerede godt fordrukne.
"For Rigets ære kæmper vi
Hurra! Hurra!.. Hvordan er de næste linjer så?" grinte den ene soldat mens han tog en tår vin fra flasken.
"Er det ikke noget med hvor tapre vi er eller sådan noget? Stik mig noget vin!" grinte Amathanar og rakte ud efter flasken.
Amathanar stoppede brat op og viftede med hænderne
"HEY! HEY drengene, lad os lige tage på markedet og købe noget mere at drikke, seriøst flasken er ved at blive tom" Amathanar kastede flasken til en af de andre og satte så sin kurs mod markedspladsen.

Lidt efter kom de 5 soldater til markedspladen, og hold op der var mange mennesker.
"Okay, hvad siger I til at vi mødes på den gyldne gås om et par timer?" Amathanar kiggede på de 4 andre, de nikkede, af de 5 var Amathanar den der mest erfaren med hvordan man leder folk.

Amathanar gik rundt blandt de mange boder, han kom forbi en hvor der stod en mand og solgte vin, selvfølgelig til overpris, men ikke destro mindre han fik sin vin og fik åbnet den og drak en relativt stor tår, hvor efter han slængtrede hen af gaden, og ved et uheld stødte ind i en stor man (felix).
"Se dig for mand! Jeg var lige ved at tabe min flaske.. Spade" Amathanar rejste sig op og rystede på hovedet af manden

Felix var gået længere og længere tilbage, væk fra Eliny og hendes ild, og var til sidst stødt sammen med Amathanar. Mandens udbrud fik ham til hurtigt at vende sig, og han så forskrækket på manden, og lagde nu mærke til den flaske han holdte i hånden. Det så nu ikke helt ud til at være det første, den mand havde fået at drikke idag, tænkte han kort for sig selv, inden han trådte et skridt tilbage fra manden og så over mod Nioma, for at tjekke, om hun var okay.
Nioma stod stadig og så på Eliny i håb om at hun måske ville vise Nioma, hvordan hun havde fået ilden frem.

Felix vendte blikket tilbage til manden og rettede sig så helt op i sin fulde højde, hvilket ikke var meget i forskel fra før, og så på manden.
"Det siger du, måske du skulle have haft øjnene åbne og den der" han gav et nik og vink mod flasken "gemt væk mens du går her? Har du slet ikke lagt mærke til alle de mennesker der er?" hans stemme steg i toneleje, ingen skulle få ham ned med nakken, og da slet ikke en, der havde drukket! Hvor vovede han...

Amathanar tog endnu en tår og himlede med øjnene mens manden talte til ham.
"Jeg er ikke engang fuld, det er dig min gode herre som er fuld! Jeg mener enhver ædru mand havde undgået mig, men De min fine herre skulle lige gå ind i mig" sagde Amathanar og lavede meget meget meget store armbevægelser for at bevise sin pointe.
"Ved du overhovedet hvem jeg er???! Jeg er gruppefører for 4. gruppe i 2 deling, du brude vise lidt *hik* res-pekt" Amathanar, prøvede at stå på egne ben, men endte med at læne sig op af
Men så gik det op for man at der stod to kvinder bag ham. Amathanar lavede en håbløs bevægelse ud i luften med armen for at indikerer til Felix at han skulle rykke sig så Amathanar kunne få et bedre udsyn til kvinderne.
"Ryk dig kødbjerg" grinte Amathanar af sin joke,

"Hej D'damer! Må man spørge hvad I laver alene? Jeg kender et sted hvor vi kan have det sjovt?.." Amathanar tog endnu en tår, ".. Den Gyldne Gås" Amathanar afventede deres reaktion.

Eliny skulede til soldaten.
"Hvordan er det dog de opføre dem? Felix havde ikke gjort dem noget vider. Hans frue bad ham om at holde lidt afstand, hvor til en god livvagt adlød. Hvad angår deres tiltale til os, så bør de kende deres plads." Herefter vendte hun sig og så på Nioma.
"Skulle vi gå vider? Her er ikke interessant længere."

"Jeg har ingen respekt over for en, der har drukket!" Udbrød Felix, og dette fik Nioma til at vende sig om. Hun havde ikke hørt han komme med sådanne udbrud før, så hendes ansigt viste overraskelsen. Felix stod stadig hvor Amathanar havde skubbet han hen, men hans ansigt blev kun mere og mere rødt i ophidselse over hans opførelse. Han greb fat i Amathanars arm, og ville trække ham væk fra pigerne, da Eliny begyndte at snakke til manden. Hans greb om mandens arm strammedes, han skulle ikke tættere på Nioma end han allerede var, det var sikkert!

Nioma vendte sig nu mod Eliny, og overvejede lidt, hvad hun skulle gøre. På den ene side, ville hun gerne ud og opleve noget sjovt, men på den anden side, ville hun også gerne have Eliny med sig, så hun ikke var helt alene. Hun havde aldrig haft venner, eftersom hendes livvagter altid havde afskærmet hende fra andre, men nu følte hun, hun måske kunne få sig en ny veninde i Eliny. Nioma trak vejret dybt, og sukkede.
"Jo, Eliny, lad os komme lidt væk herfra" sagde hun højt, men lænede sig så tættere på hende, og hviskede, kun hørligt for Eliny: "Men det sted, som han snakkede om… Er der mulighed for at vi kan tage derhen senere og se, hvad det er for noget? Vi skal bare lige af med Felix først" sagde hun, og trak sig lidt væk igen, afventede Eliny's reaktion og svar.


Felix stod stadig og ville have et fast greb i mandens arm, hvis han ikke havde trukket sig væk. Havde han det, ville Felix følge ham, og afspærre ham vejen hen til Nioma og Eliny, så godt som han nu kunne komme til det. Han hørte derfor ikke hvad Nioma sagde, og lagde ikke mærke til at der blev hvisket. Han gjorde sig automatisk klar til at skulle kæmpe, og han var forberedt på, der nok kom modslag også.

//Håber det er i orden, at jeg kommer med også... //

Siden maskeballet på Slottet havde Niger næsten konstant spekuleret på, hvordan han kunne skaffe mænd til den private garde, som Sharian havde bedt om.
Det svære ville blive at holde det hele diskret, sådan som Sharian også havde beordret. Ude af solens lys. Ja den var god... alt havde været så meget lettere dengang Sharian havde været general... dengang vidste Niger i det mindste, hvad han kunne tillade sig, og hvad han ikke kunne tillade sig...
Han var endt på Markedspladsen. Han havde altid godt kunne lide den del af byen, da her altid var liv og farver og lyde og bevægelse. Og så var det let at smelte sammen med mængden og observere det hele lidt på afstand.
Han gik mellem de velordnede boder atter dybt begravet i sine tanker om, hvordan han skulle organisere Sharians garde, da stemmer, der lå en pæn del over det normale tale-niveau, nåede hans ører. Med en lille rynke mellem de blege, blå øjne drejede han mod lyden, for at se hvem der gjorde sådan postyr.
Det var to mænd; den ene en muskuløs, mørkeblond elver, der umiddelbart så ud som om han var klar til at give på tæven, og så en anden elver, der tydeligvis havde drukket en tår over tørsten. Bag dem stod et par kvinder, forholdsvist tæt sammen, som om den ene lige havde hvisket noget til den anden.
Nigers trænede observationsblik scannede situationen på få sekunder. Den ene kvinde; klædt i en mørk kjole, der, på trods af at den ikke var specielt udsmykket, så vellavet ud. Nogen almindelig borger var hun i hvert fald ikke, slet ikke når man tog den muskuløse, mørkeblonde elver, der vist var hendes livvagt, i betragtning.
Den anden kvinde; klædt i en temmelig nedringet kjole, der også viste temmelig meget ben... Niger vidste ikke helt, hvor han skulle placere hende henne...
Men det var dog de to mænd, der lod til at være problemet. Niger holdt sig som regel helst uden for samtaler, for på den måde følte han, at han kunne skabe det bedste overblik og se det hele udefra. Dog kunne han ikke være sig selv bekendt at ignorere optræk til håndgemæng; dertil var hans militærtræning for indgroet.
"Undskyld?" Han henvendte sig til den muskuløse mand, da den anden elver som sagt lod til at være temmelig beruset. Hans stemme var som altid afdæmpet og fuldstændig neutral. Den høflige, men reserverede maske, der tit fik ældre elvere til at glemme, hvor ung Niger enlig var, var på plads og viste sin ligegyldighed til verden. "Er der et problem her?"

"Stop det ville jeg virkelig ikke gøre hvis jeg var dig" fremstammede Amathanar mens han prøvede at lyde autoritær.
Idet at Felix greb hans hånd, var det om om han fik et helt nyt sin på tingene, han mærkede adrenalinen suse igennem hans krop. Amathanar lagde mærke til ting som man normalt ikke helt ville lægge mærke til, som for eksempel hvor mange personer der faktisk kiggede på dem, og ikke mindst at Felix var bevæbnet. Knivene i bæltet kunne godt bruges mod ham selv (Felix) senere.
"Jeg vil bede dem om at slippe min hånd" Amathanar forventede ikke at det ville gøre nogen forskel, så han løsnede en mindre læder pung der hans i hans bælte og satte flasken ned i pungen og strammede til så han havde begge hænder frit, eller det havde han ikke for hans højre arm blev holdt stramt fast af Felix.

"Du giver mig intet valg, eller er det det man siger?" Amathanar var efterhåndet blevet ret så beruset, men han bemærkede det ikke fordi efter at Felix begyndte at virke truende tog adrenalinen over og skærpede hans sanser.
Amathanars første træk var at hive Felix ind mod sig selv og give ham et knæ i maven, derefter gå rundt om Felix for at låse hans højre arm med den venstre som holdt Amathanars højre arm, til sidst ville Amathanar trække Felix' kniv og holde den ved hans strube med ordene "Nok er jeg fuld, men slås kan jeg altid"

Hvis dette ikke virker:
Amthanar ville højst sandsynligt i et panisk forsøge at slå Felix i mave elle torsoen.

[Dette indlæg er kun for Felix]

Felix havde kigget hurtigt over på manden, som havde kaldt op (Niger) hvilket havde ført til, han ikke havde været helt hundred forberedt på Amathanar's modangreb, og fik det meste af luften presset ud af lungerne, da knæet ramte hans mave. Modsat mange andre, trak han benene op for at beskytte maven frem for at bøje sig ned, men det lykkedes stadig for Amathanar at få ham drejet rundt og få fat i en af Felix's mange knive i bæltet.
Da kniven blev presset mod hans strube, og Amathanar sagde hans sætning, kunne Felix ikke gøre andet end at smågrine, dog uden at rykke for meget på sig, da han havde siddet og slebet alle sine knive selv samme morgen, og han kunne allerede nu mærke, hvordan bladet havde lavet en pæn, smal, næsten usynlig rift i hans hals.
Han havde dog under dette lille forløb også nået at trække en kniv selv, og den han havde gemt i venstre ærme, kæmpede han med at få denne vendt de sidste 90 grader, så den skærende side kom ud mod Amathanar's egen arm. Han prøvede dog at gøre dette umærkeligt for Amathanar. Han kunne dog nu mærke, han havde flyttet en smule på sig, og en dråbe blod løb ned ad halsen på ham.

Først ville Felix gøre hvad han kunne for at få sin højre arm fri, hvorefter han ville tage den om til sin strube, hvor han ville begynde at trække Amathanars arm væk med fast hånd.


Hvis det lykkedes ham bare at få kniven langt nok væk fra halsen til at han kunne dukke sig ville han gøre dette, og prøve at vride sig rundt så han kunne komme fri igen. Kniven i hans venstre arm være klar til angreb om nødvendigt.


Hvis det ikke lykkedes, ville han blive ved med at kæmpe for dette skulle komme til at ske, indtil han blev forhindret.

Niger blinkede en enkelt gang, da den berusede elver pludselig angreb. Problemer? Ja, det lader det til.
Inderst inde sukkede Niger dybt; Løsningen på garde-problemet blev vist heller ikke udtænkt i dag. Han havde mest lyst til at lade de to elvere sejle deres egen sø, men nu hvor han havde taget det første skridt, ved at komme hen og henvende sig, syntes han ikke, at han bare kunne vende om og forlade stedet. Desuden kunne den ene komme til skade...
Da den berusede elver, som faktisk virkede temmelig ædru i dette øjeblik, lagde kniven mod den anden elvers strube, mente Niger at det var på tide at stoppe legen. Men han kviede sig ved at blande sig aktivt i kampen. Ikke fordi han var bange, for kamp skræmte ham ikke og havde aldrig gjort det, men mere fordi han vidste, at det kunne bringe Sharian problemer, hvis man så hans højre hånd i et gadeslagsmål... Dog blev han enig med sig selv, at hvis den kniv blev taget i brug, ville han trække et af sine sværd og forsøge at afvæbne hvem-end der nu holdt den. Men først den verbale form angreb.
"Jeg har altid lært, at det er under en soldats værdighed at slås på åben gade," sagde han uden entusiasme. "Hvilket kompagni er du fra, soldat?"
Som Sharians højre hånd og som en af hovedadministrativerne i hæren gennem mange år, kendte Niger de fleste navne på officerene, men da han aldrig rigtig havde haft sin gang blandt soldaterne, han havde som regel ladet Sharian om at være ansigtet udadtil, da det nu også var ham, der var general, kunne han ikke genkende nogen af dem. Og de ville højst sandsynligt heller ikke kunne genkende ham, medmindre de havde set ham sammen med Sharian engang.
Niger var trådt lidt tættere på, klar til at springe til handling, hvis der skulle blive brug for det.

Eliny blev mere og mere irriteret, hvilket også kunne ses i hendes øjne. Hun gik med faste skridt frem og stillede sig, så den fulde soldat ikke kunne undgå at se hendes ansigt - der nærmest lignede en tordensky. Hele hendes holdning og væremåde ændrede sig fra afslappet til det man forventede af en ridderslægt.
"Så er det nok." Ordene var faste og fyldt med alvor, samt en myndighed der kun kom fra ridderslægterne.
"Slip ham - eller jeg sværger ved Valkoinen, at jeg får dem degraderet og forflyttet." Hendes øjne kunne næsten dræbe, og der var ikke mange som kunne modstå hende, når hun var i détte humør..

Nioma sprang forskrækket tilbage, da Eliny gik frem mod Felix og Amathanar, men det varede kun et øjeblik, inden hun også gik frem mod dem, men for at stoppe Eliny inden hun kom galt afsted.
"Eliny, stop det, det er ikke det værd! Lad os to komme væk herfra, i stedet for det her!!" halvvejs råbte hun, og flere af de andre handlende vendte sig nu og nærmest dannede en cirkel om den mindre gruppe. Nioma skænkede ikke dette en tanke, men begyndte at hive en smule i Eliny for at trække hende med væk. Hun ville have stillet sig op foran hende og set hende i øjnene, hvis ikke det var for at hendes højde hindrede hende...

Felix kæmpede stadig for at komme fri, og gav derfor ikke det store mærke i, hvad der skete omkring ham, kun at han gerne ville have de våben væk fra hans hals, så han igen kunne trække vejret uden fare for at miste livet.

Alt hvad der blev sagt overhørte Amathanar, da han koncentrerede sig mest om at holde kniven ude foran Felix´hals.
Men i sidste ende var Amathanar ikke stærk noget, og blev derfor nødt til at slippe, men sørgede for at sparke Felix. På grund af alkoholen væltede Amathanar baglæns og derfor lavede et større rullefald ind i en bod.

"Gruppefører Amathanar!" sagde Amathanar og gjorde honnør til Niger, man kunne tydeligt se på Amathanar at han havde undervurderet alkoholens effekt.
"Det nytter ikke noget at forflytte mig, jeg kan ikke forflyttes jeg er fra en af de få ROK-enheder, enhver tåbe i hæren kender og frygter at ende der, det er der hvor stort set alle dør inden for et 1, og til jer der ikke ved hvad det er, så betyder det 'rekognoscering og kamp-enheder'" Amathanar så rundt på de andre, mens han stadig sad ned.