Månerne hjælpe dem

(Denne tråd kommer til at indeholde to forskellige handlinger, én omkring Lida og én omkring Dorgon. De foregår to forskellige steder, men fordi de plotmæssigt hænger sammen, laver vi denne tråd som eksperiment for, hvordan det kan fungere med to sideløbende handlinger. Se ikke denne tråd som kun mellem Lida og Dorgon - alle er velkomne : )
tråden er en fortsættelse af Månerne Hjælpe os )

Mørket var ved at falde på, og stjernerne så småt begyndt at titte frem over træernes kroner. Ved et af træerne i udkanten af noget bebyggelse, stod en skikkelse kun støttende på det ene ben, og stille nynnende for barnet, der var ved at falde i søvn i hendes arme.
Lidas øjne var en smule blanke. Hun havde mistet bestiaen Vitae kort efter tunnellen ud fra Rétneck, og håbede at hun havde det godt. Hun var fortsat uden at vente i frygt for at have soldater lige i hælene. Hun havde gået hele natetn igennem og den følgende dag, hvor hun begyndte at kunne mærke jag fra sit ben, og måtte sænke farten lidt. Hun havde været i stand til at ignorere det længe, men nu var hun glad for et hvil. Desuden var hun fremme.
Hun så ind på den by, oprørerne kaldte 'fredet'. Det her var det eneste sted, Novítus ikke ville lede, for det var den eneste detalje, Lida havde glemt at nævne for dem i virvaret af oplysninger, de hellere ville have. Nu kom den del hende i det mindste til gode. Kunne hun bare stjæle en hest her, ville rejsen mod Pendref blive lettet gevaldigt.

Garius og hans deling havde været på farten i to uger. Retningen stadig mod landsbyen Gráskor hvor de havde mistet vigtige oplysninger til elverne. Rejsen var gået smertefrit. Det var gået hurtigt. Men var det hurtigt nok?
Armé-medlemmet sad på knæ ved en flod nær deres hastigt opsatte lejer og vaskede sig i ansigtet og på overkroppen. Bag ham, var gruppens spejder for at orientere ham om situationen.
Det var mørkt omkring dem og et par hvide snefnug faldt fra himlen. Den menneskelige vinter kom tideligt til Orbis i år...
Vandet isnede mod soldatens krop og gjorde huden blålig, men efter de mange års hård træning og rejsen i den kolde årstid mærkede han det ikke længere. Hvordan kunne han se fremad, hvis gårsdagens skidt stadig hang på ham?
"Vi er kun 2 dages ridt fra Kantoras, Hr.," informerede soldaten. "En uge mere, og vi er ved Korsbyen."
"Så kan vi gøre det på 5 dage..." Brummede tvillingen og rejste sig op. Hans krop krampede i kulden, men hans ansigt forblev roligt og vredt som altid. "Vi giver tropperne fire timers søvn inden vi tager videre."

Garius slog øjnene op med en vred mine midt i mørket. Han lå blandt de andre 50 mænd; kun en enkelt sad vågen ved bålet, tre patruljerede omkring de sovende og to så efter de uoverskueligt mange heste.
Armé-medlemmet rejste sig op med et mistroende blik.
Uden videre kommentarer til lejerens vågne folk rejste han sig op - havde sovet fuldt påklædt i kulden - greb sværdet der havde ligget ved hans lejes side, og gik varsomt ud af bålets lys. Der var en jægers lys i hans grønne øjne.
Så lydløst som en mand af hans størrelse kunne bevægede han sig ind mellem træerne. Han gik et stykke; de frosne blade og kviste knasede under hans fødder. Han så sig omkring, men kunne ikke se noget. Vintermørket efterlod kun silhouetter omkring ham.
Pludselig, hørte han dog noget bag sig, fra den vej han selv var kommet.
Nogen havde sneget sig ind på ham og rundt om ham, uden at han havde så meget som registreret det. Og denne nogen talte:
"Godaften, broder."

Der var så mange tanker i hendes hoved, at hun næsten ikke kunne overskue det. Men at de var der, dæmpede hendes fokus på hendes ømme krop, så lige nu, mens hun stadig havde noget at skulle have gjort, var de egentlig rimelig kærkomne.
Ramund var faldet i tung søvn, og Lida bandt ham ordentligt fast ind til sig, mens hun langsomt begyndte at gå langt bygdens udkant i søgen efter en hest at nappe uden det store påstyr. Imens kørte hendes tanker i ring om Garius, men de blev konstant forvredet af billedet af den kortklippede Garrent, der havde hevet al glæden ved at bo hos arméen væk fra hende. Og med de minder, kunne Lida ikke undgå at tænke på Shila og hvordan den kvindelige idiot havde fået overtalt Dorgon til at henrette hende. Elle var det omvendt? Havde Parél hele tiden haft til hensigt at hænge hende, så snart hun havde givet ham de oplysninger, han skulle bruge?
en let sne begyndte at falde i mørket, og Lida slog sin hætte op. Vinter så tidligt? Det betød bare, hun måtte skynde sig endnu mere, for ikke at risikere at omkomme på landevejen, hvis kulden tiltog hurtigt i år.

Rubi havde haft problemer med at sove de sidste par dage, for hun havde sammen med de andre, aftalt, de snart skulle tilbage til mødestedet. De var bare nødt til at vente på, der kom flere jægere, som så kunne hjælpe dem alle godt på vej. Mente hun. Hun rejste sig fra lejet, prøvede at være så diskret og stille som muligt, for ikke at vække de andre, som også sov i hytten. Hun spejdede rundt. Der lå børn og sov på gulvet, var det eneste hun kunne se. Hun smilede og sukkede. Bare hun kunne sove lige så fredeligt...
Rubi tog sit skind og katanaer med sig, da hun gik ud, og begyndte at vandre lidt rundt, som hun havde gjort de sidste par dage også. Hun mærkede kulden, og rystede en smule, da et lille snefnug landede på hendes næse. Hun trak derfor skindet tættere om sig og gik videre, i et stille tempo, mens hun tænkte og lyttede til verdenen omkring hende. 'Sne? Nu? Jamen det er da ikke den her tid endnu, eller er det? Hmm.. Måske har jeg haft for travlt de sidste par dage til at ligge mere mærke i forandringerne' tænkte hun. Hun bevægede sig længere ud mod kanten af byen, der var ikke meget liv tilbage nu, men måske kunne hun se eller finde nogle af dem, der gik vagt nu og snakke lidt med dem.

Auth havde selv taget ud til byen kort efter mødet med de ander og havde nu været i byen i cirka et døgns tid, sammen med de to andre jægere, denne nat var det Auths tid til at patruljere rundt om byen, han havde vel været i gang i godt over 3 timer og var så småt begyndt at blive ryge trængende, Auth stoppede op og fandt sin pibe frem fra en lomme i hans skjorte.
Han fandt en mindre pakke med tobak frem og placerede det i den anden ende, hvorefter han antændte det. Ved det første sug lyste hans ansigt op fra gløderne, han så rundt, hvorefter han satte sig ned for at nyde øjeblikket.
"Kære og ælde hjerte, jeg er forbudt
For at nogen sinde at se dig igen
Dit smukke ansigt
Som ledte mig ned af kærlighedens vej;
I sandhed siger jeg, at jeg ikke ved
At jeg kan forvente
Ikke at skulle dø snart." citerede Authdil fra en af sine favorit digte, Auth sad stille for sig selv, han havde brug for lidt alene tid, oven på alt det der var sket med Keuany, det var alt for meget for ham, han var nødt til at bestemme sig hvad skulle han gøre.

Authdil så op på himlen, et lille snedug ramte hans ansigt, hvilket fik man til at stoppe med sine digte og sagde kort til sig selv
"Vinteren kommer" dette var selvfølgelig ment bogstavligt men også metaforisk, det bogstavlige var selvfølgelig at nu ville det blive koldere og koldere, nu skulle de snart finde et nyt sted at være for at overleve vinteren. Metaforisk var det at nu kunne altid kun gå ned af bakke, Lida havde forrådt dem, oprøret var spredt ud over hele Orbis og Novitus hær kunne banke på når som helst. Det kunne ikke se mere sort ud.

Rubi blev ved med at bevæge sig rundt, lige så meget for at holde varmen som for at hun ikke helt vidste hvad hun ellers skulle give sig til. Hun kiggede igen rundt, og så nu en mindre røgstribe stige til vejrs, og bevægede sig i retning af dette, i tanken om at det kunne være en af dem, der gik vagt, men hun havde samtidigt også en hånd på en af sine katanaer, pænt gemt under skindet, som stadig blev holdt sammen og trukket sammen om hende.
Hun nærmede sig, og kunne nu se skikkelsen, men hun så, hun kom bagfra, og at skikkelsen i øjeblikket stod stille. En dyb vejrtrækning senere, kunne hun genkende personen. Hun gik stille frem, og overhørte nu hans sætning om vinteren.
"Det kan du have ganske ret i Authdil. Den første sne er jo allerede på vej. Men er det ikke for tidligt, at det kommer allerede nu?" Hun smilede. "Forresten, så tror jeg aldrig jeg fik sagt tak for at du sendte nogle af dine jægere ud. Det er dem, der har måske har gjort, så vi alle kan samles igen nu" Hun stod nu helt henne foran/bagved* ham, og ventede hvad han ville gøre.


*afhænger af, om han vender sig om ved første sætning

De syngende ord smertede helt ind til Garius' knogler.
Han rørte sig ikke, men lyttede mens broderens langsomme fodtrin knasende bevægede sig tættere på bag ham.
"Hvorfor er du ikke på mission i dværgeland sammen med de andre?" Spurgte Garius mistroisk.
"De andre er hjemme i Retneck, kære broder," svarede den anden tvilling med en syngende latter. Nu kun et par meter fra Garius, hvor han stoppede op.
"Du lyver." Garius vendte sig rundt i en rasende bevægelse mens han begyndte at råbe. "Du har altid løjet, sleske, forbandede slange! Din forp -"
Garius stoppede op, da hans blik faldt på sin brors kortklippede hår. De to stod stille og så på hinanden: Garrent med et underholdt smil, Garius med vred forfærdelse. De lignede to dråber vand... I det øjeblik var det eneste der bevægede sig snefnuggene der faldt fra himlen.
"Hvad er dette her for et trik?" spurgte Garius offensivt mens han stirrede vantro på sin bror. "Hvem forsøger du at forestille? Mig?"
Garrent lo. Gjorde en gestus mod sig selv mens han rystede smilende på hovedet.
"Jeg er den del af dig, der tiltrækker katastrofe, kære bror." Uden at blinke gik han et skridt tættere på Garius. "Jeg er ulykkens sendebud og jeg bringer død med mig."

Jóhanna var ankommet til byen dagen før sammen med en gruppe af de børn, der mest akut havde haft behov for en ny familie. Hun havde brugt hele dagen på at introducere børnene til deres nye familier, og det havde ikke været nogen nem opgave, men som børn opdraget i oprørets hovedkvarter, havde de fleste været stærke. Vinden var i løbet af aftenen taget til, og nu faldt store snefnug overalt og dækkede jorden i et tyndt lag af hvidt. Jóhanna var på vej væk.
Det havde ikke været muligt at bringe alle børnene til landsbyen på én gang, både fordi det ville udgøre en sikkerhedsrisiko at rejse så mange uden beskyttelse, samt fordi en del af de ældre børn og unge havde besluttet sig for at ville gå i Rasha og hendes broders fodspor og derfor pure nægtede at blive bragt i sikkerhed. Derfor gik Jóhanna i retningen af stalden for at sadle sin hest, så hun kunne vende tilbage til SIN hurtigst muligt og sørge for de resterende børn. Hendes fodtrin knaste let i den nyfaldne sne.
Jóhanna rundede et hjørne og stoppede brat op. I nærheden af stalden bevægede en skikkelse sig rundt i mørket. Det var ikke unormalt at se folk vandre rundt i byen efter solnedgang, men denne her skikkelse var anderledes. Den så ud til at bevæge sig besværet og var også alt for bred i forhold til højden, som bar skikkelsen rundt på noget. Under normale omstændigheder var Jóhanna måske fortsat mod stalden med kun en let undren ulmende bagerst i hovedet, men hun overlod ikke længere noget til tilfældighederne. Ikke når det gjaldt børnenes sikkerhed! Derfor trådte hun nu frem af skyggerne og tiltalte skikkelsen: "...Undskyld? Kan jeg hjælpe Dem med noget?"

Det gav et sæt i Lida, der ikke havde hørt nogle nærme sig, fordi hendes egne haltende skridt var begyndt at knase ujævnt under hende, og hun havde haft for meget fokus på at lytte, om der var folk i stalden, som hun skulle håndtere.
Stemmen genkendte hun straks. Selvom den var en anelse mere påpasselig, træt og mistroisk, end hun huskede den, var hun ikke et øjeblik i tvivl om, at det var Jóhanna.
Og hun var heller ikke i tvivl om, at kvinden ville få samme følelse ved at høre Lidas stemme.
"Nej, jeg skal blot hente en hest til min mand," sagde hun med så sænket toneleje, hun kunne, for at lyde anderledes. Samtidig hev hun hætten lidt ned, som om hun fik sne i øjnene, og blottede barnet, der sov op ad hendes bryst, så der var større sandsynlighed for, at Jóhannas - forhåbentlig - udmattede hjerne ville godtage forklaringen.
Med kun det korte stop, fortsatte hun mod stalden, mens hun forsøgte at gå mere normalt, end hun ellers havde ladet sig gøre grundet smerten. Hun var så tæt på. Hun måtte ikke blive stoppet nu. Og slet ikke af en som Jóhanna. Hun var alt for farlig at skulle være i nærheden af nu.

Authdil vendte sig først rundt da Rubi begynde at takke jægerne/ham selv.
"Lad vær' med at takke os, hverken mig eller jægerne for at gøre vores job, bare sørg at når tiden kommer gør du selv dit job lige så godt" Auth pustede røgen ud gennem næsen og så derefter rundt.
"Det kommer til at sne i nat, rigtigt meget tror jeg" sagde Auth og holdt en hånd ud, hvorefter han 'greb' en snefnug.

Auth sendte Rubi et blik hvorefter han begynde at gå igen, tilbage mod vejen, hen mod stalden blandt andet.
"Hvad fik dig til at melde dig ind i oprøret?" Sagde Auth i håb om at Rubi havde fulgt efter ham.

Skikkelsen trådte nærmere stalden. Hvad var det, hun bar på? Det kunne vel ikke være... Kunne det? Jóhanna stirrede mistroisk på kvinden i håb om bedre at kunne se hende, men tog til sidst en chance og spurgte: "...En hest til din mand? Hvor er han? Hvorfor efterlader han en stakkels kvinde med et skadet ben og et barn på armen en vinternat? Skulle du ikke hellere komme indenfor i lyset og varmen, hvor nogen kan hjælpe dig?"

Garrents grønne øjne lyste op i mørket.
"Stop med din rablen." beordrede Garius bjæffende. "Fortæl mig hvorfor du er her."
Den glade tvilling smilede så tænderne viste sig mellem hans læber. "Det er den vores allesammens yndlings frøken Henzel, min kære broder... Din Lida"
Garius stoppede straks op i sin vrede og så nu ængsteligt på sin bror.
"Parél har endelig besluttet sig," videregav Garrent. Hans ånde stod hvidt fra hans mund og næse. "De henretter hende snart."

"Tænk ikke på det," svarede Lida kort for hovedet og skuttede sig påtaget. "Han er ved at pakke de sidste sager, så jeg ikke skal slæbe. Vi skal nå hans søsters husstand hurtigst muligt for at hjælpe dem til Port Lass."
Hun gjorde sit bedste for at udtrykke sig så kort og præcist som muligt, så hun ikke skulle anstrenge sin stemme så meget, og så hun kunne komme hurtigt væk fra Jóhanna. Forbandet være kvindens hjælpsomhed - den kvinde burde overveje at lade folk være i fred, når de så tydeligt ikke havde lyst til aftenselskab.
Til gengæld var det nok de færreste almindelige landsbyboere der havde så stor grammatisk korrekthed som Lida, men det kunne hun ikke tage sig af lige nu, og tog det ikke engang til overvejelse, at hun måske burde havde talt mere grovt.
Ramund pludrede i tæppet, hun havde viklet rundt om ham, og hun strøg ham let over panden for at sikre sig, at han stadig sov trygt og roligt i hendes favn.

Der var noget helt igennem mystisk og forkert ved kvinden med barnet på armen, selvom Jóhanna ikke rigtig kunne placere hvad. "Du er ikke herfra... Hvem kender du i denne landsby, siden du tillader dig at tage en hest fra stalden? Hvorfor vil du ikke tage imod hjælp til dit sårede ben, når det står så klart, at du aldrig vil nå til Port Lass i den tilstand? Og hvor er din mand? Burde du ikke vide, hvor farligt det er at rejse alene i natten i disse tider?" Jóhannas spørgsmål kom flyvende i en noget højere hastighed og et noget mere anklagende toneleje, end hun havde ønsket. Kvinden vækkede noget i hende, som hun ikke kunne genkende, og hun havde absolut ingen intentioner om at lade hende rejse, før hun vidste, hvad der foregik. Jóhanna greb fat om håndtaget på den lille kniv, hun havde båret i sit bælte siden angrebet, og begyndte at gå længere ud i mørket, tættere på kvinden, klar til at reagere hvis hun skulle forsøge på noget.

Garius stod som forstenet og så på sin bror gennem natten. Det korte hår virkede fuldstendig absurd - som om han så på en mere mentalt forvrænget kopi af ham selv.
Pludselig viste en krusning over Garius' læber sig. Snertet af et smil. "Er det virkelig den bedste løgn du kan komme med?"
Garrent rykkede sig ikke ud af stedet. "Hvad mener du, kære bror?"
"Hold op med at spille dum," bed Garius igen. "Du spiller altid dum. Og din nuttede dumhed har altid fået dig på den gode side af folk. Men tror du ikke at jeg kender en løgn når jeg ser én? Den eneste grund til at du er her, er for at se mig lide. Parél ville ikke have dig med på mission ud af Rétneck, så nu er du hér for at forsøge at gøre mig bange for sjov. Der er ikke nogle armé-medlemmer tilbage i Rétneck, og der er ikke nogen der gør min kommende hustru eller min søn noget."
Garrent rystede på hovedet af sin tvillings ord. "Du er i benægtelse, Garius."
"Jeg benægter ikke noget. Det eneste der er at benægte er de løgne du forsøger at smide i ansigtet på mig. Du har altid nydt at se mig lide!"

Det var nu eller aldrig. Jóhanna var blevet mistroisk - havde hun ikke hele tiden været det? - og nu ville hun afsløre Lidas identitet, hvis hun lod hende for tæt på. De var kommet op på siden af stalden, tæt på indgangen, men ikke tæt nok til at Lida i sin nuværende tilstand ville kunne spurgte ind, nappe en hest og forsvinde i mørket. Bare det, at hun ikke kunne løbe var en ret stor faktor i situationen.
Mon Jóhanna bar våben? Potentielt. Irrelevant, hvis Lida kunne..
"Du har altid stillet for mange spørgsmål," kommenterede hun lavt, inden hun vendte sig i en hurtig bevægelse, greb fat om Jóhannas krave - hun havde jo ikke ladet kvinden komme tæt på for ingenting - og svingede hende mod staldens mur, mens hun med sin anden hånd rakte ind under Ramunds opsætning, så han kom i sikkerhed bag hendes arm, og hun fik fremdraget den dolk, hun havde fundet i Shilas skuffer et par dage forinden.
"Tving mig ikke til at slå dig ihjel, Jóhanna," sagde hun, nu uden nogen form for dækning af sin egen stemme. "Jeg skal have en hest, og det skal helst gå smertefrit. Min søn skal i sikkerhed."

Jóhannas øjne spærredes op, idet Lida slyngede hende mod staldmuren. Skikkelsen havde været mystisk, men hun havde aldrig troet... Aldrig... "Lida... Jeg troede, du var i sikkerhed hos arméen? Eller du har måske også forrådt dem, som du forrådte os?" Jóhanna stod oprejst med kniven trykket mod sig, men forsøgte af al magt at holde sig i ro. Hun lo stille og bittert. "...Du taler, som har du ikke lyst til at slå mig ihjel! Tror du virkelig, jeg stoler på, at du ikke vil røre mig, hvis jeg lader dig gå? Du, der uden så meget som at blinke sendte hele Novitus' hær efter dem, du engang kaldte din familie. Du, der er skyld i så mange menneskers død." Jóhanna forsøgte at distrahere Lida med sin talestrøm, imens hun trak sin egen kniv lydløst. "Er det din søn, du har gjort alt det her for? Tænk at så mange andre børn skulle dø, bare for at han kunne få lov til at leve. Troede du virkelig, at Novitus ville lade børnene gå? Åh, lille Ramund var så smuk engang i mine øjne... Men nu... Nu er hans sjæl malet med de andres blod!" Jóhanna skubbede kniven nedefra og op mod bylten i Lidas arme. Hendes øjne strålede af vrede, smerte og vildskab. "Kan du huske Rasha og hendes bror? De døde for at forsvare de andre børn! Og lille Fenja, der ikke længere har en familie? Det er din skyld, og det er Ramunds skyld, og I får aldrig lov til at slippe væk!"

Lida reagerede hurtigt og parrerede kniven med sin noget større dolk, mens hun med sig raske ben sparkede ud mod Jóhannas knæskald.
"Du giver barnet skylden nu?" sagde hun, og vidste med det samme, hun talte for højt. "Giv mig al en skyld, jeg måtte have, og jeg står fuldt ved mine handlinger, men vov ikke at røre et uskyldigt barn, der allerede er blevet udsat for så mange overgreb!"
Hun så sig nødsaget til at træde et skridt væk. At Jóhanna havde en kniv og tydeligvis ikke var bange for at bruge den mod Ramund, ændrede situationen en del. Det havde Lida dog ikke forventet af kvinden. At gå efter barnet?
Ramund vågnede, men begyndte ikke at græde højlydt, blot virke bekymret for Lidas hævede stemme og derfor uforstående pludrende. Den arm, hun ikke længere brugte til at holde Jóhanna, svang hun rundt om ham, så hun kunne holde ham beskyttende ind mod sig.
"Måske er der døde, måske er der fanger, måske handlede Novítus fuldstændig imod de forudsætninger, de præsenterede for mig, da jeg gav efter, men at give et barn skylden? Åh Jóhanna, jeg ville have forventet mere af dig! Tydeligvis har du aldrig selv haft børn! Du ved ikke, hvad ægte moderkærlighed er! Hvor langt man er villig til at gå for at beskytte det, man har skabt - for at beskytte en uskyldig sjæl fra at opleve de ting, man selv er blevet udsat for! Jeg er her for at redde min søn, Jóhanna. Paréls beslutning om henrettelse kan blive udført så meget han vil, men han får ikke fingrende i Ramund igen."
Et vindstød kom ned fra staldens tag, en hest vrinskede derinde, og Lidas ansigt blev blæst igennem af snefnug, mens hætten faldt af, og hendes ansigt kom til syne. En bitterhed, der var svær at matche, lå henover hendes ansigt, der viste tydelige tegn på nylige rander fra gråd, udmattelse eller fortvivlelse. Måske alle tre. I sikkerhed hos arméen? Havde hun nogensinde været det?

Lidas spark ramte Jóhanna centralt i knæskallen, og med et lille skrig faldt hun ned på knæ. "Uskyldig? Og hvad med alle de andre uskyldige børn, der skulle lade livet for din egoisme? Tænker du ikke på andre end dig selv?" Da Lida trådte et skridt væk, forsøgte Jóhanna at rejse sig igen, men Lidas følgende ord holdt hende fast. "Hvor vover du at tale til mig om børn! Hvor... vover du..." Den velkendte angst steg op til overfladen, og Jóhanna kæmpede kraftigere end nogensinde for ikke at lade det få overtaget. Hele hendes krop rystede og tårer sprang frem i hendes øjne. "Jeg... Havde en... En datter..." Flammerne steg op fra jorden, røgen kradsede i hendes lunger... Nej! Jóhanna sprang op og rystede kraftigt, som kunne hun kaste fornemmelsen af sig på den måde. "Vi er mere ens end du tror, Lida..."
Jóhannas tonefald var komplet anderledes nu. Hun rakte hånden ud som for at hjælpe den stakkels kvinde, der havde gjort alt for sit barn, ligesom Jóhanna selv havde forsøgt engang. "Du har ret i, at skylden er din, og du har ret i, at du fortjener en straf. Hvis du virkelig er ligeglad med dig selv og udelukkende har ødelagt så meget for at redde din søn, så giv efter nu. Giv mig Ramund og tag imod din straf! Jeg ønsker ikke at skade flere børns uskyldige liv, men jeg kan ikke lade dig gå, efter hvad du har gjort. Hvis du virkelig vil gøre alt for din søn, så overgiv ham til mig. Jeg kan garantere hans sikkerhed og en tryg opvækst hos folk der bekymrer sig om andre end sig selv. Folk der vil elske ham og opdrage ham som en søn af oprøret, der kæmper for frihed, kærlighed og respekt alle levende imellem! Giv ham til mig og tag imod din straf, så vi kan gøre en ende på det her!"

"Kæmper for frihed?!" udbrød Lida næsten hånligt, efter ellers at have været stille gennem Jóhannas ord om at have haft en datter. "I kæmper for at åbne Rétnecks porte. Oprøret har altid taget fejl, fokuseret på det forkerte, og det gik op for mig med mødet med Garius! Kan du ikke se, hvad der vil ske, hvis portene åbnes? Før freden er kommet til, vil elverne blot se det som det perfekte angreb, og tro mig, når jeg siger, de er ligeglade med oprøret!"
Hun flyttede vægten væk fra sit sårede ben, og aede kærligt Ramund på håret.
"Jeg nåede aldrig at få skrevet den rapport færdig, men hvis du på nogen måde har hørt fra de andre om en mission med udveksling af informationer med elverne, kan jeg fortælle dig, at de har et langt værre syn på tingene end Novítus. Nok holder Novítus på, at fred ikke er en løsning, men jeg har mødt et af de rådsmedlemmer hos elverne, de er oppe imod - vi er oppe imod. For månernes skyld, de slagtede samtlige, jeg havde med, nådesløst og," Jóhanna var ikke den eneste, der havde tårer i øjnene fra minder nu. "Han skar i mig og så på Ramund, mens han stadig var et foster! Han ønskede blot at slå mig ihjel, som ethvert andet menneske, men kom på andre tanker af grunde, jeg ikke forstår. De ønsker ikke at vinde krigen. De ønsker at udslette os, Jóhanna, fjerne alt menneskeligt fra Orbis' overflade. Jeg forstår nu, hvorfor Novítus holder portene lukkede, hvordan de desperat forsøger at holde vores race i live - hvordan jeg i flere år har modarbejdet mine egne efterkommeres overlevelse ved at modarbejde dem, der kan beskytte os! Men at de vil lade uskyldige børn dø for sagen.. Det har aldrig været min beslutning."
Hun så på Jóhannas fremstrakte hånd.
"Jeg vil aldrig lade min søn opvokse i et samfund, hvor han er med til at gå imod sin race og give elverne et overtag. Jeg ønsker, han skal kæmpe for den frihed, Garius kæmper for. Det er ham, jeg var på vej til. Bliver jeg hos Garius, vil Parél finde mig. Men Garius fortjener at passe på sin søn."
Hendes stemme var hæs af at tale, men hun følte at det hele skulle med. Alle de ting på hendes sind brød frem, og ville ud, og selvom hun aldrig bevidst havde stolet på Jóhanna, virkede hun som den, der skulle tales til nu. Hun var trods alt også den eneste.

Jóhanna lod langsomt sin hånd falde. Hun rystede ikke længere. "Du forstår slet ikke, hvor gennemgribende enige vi er, Lida. Jeg har aldrig ønsket at åbne porten, så elverne kunne overtage vores hovedstad. Jeg har altid ment, at det var forkert at sabotere borgerne i Retneck ved at overfalde vogne med forsyninger og lignende. Jeg har udelukkende et ønske om den fred der var før krigen udbrød! Før... Før..." Hun rystede igen kraftigt på hovedet, før hun fortsatte. "Jeg rejste til hovedstaden for at forsøge at ændre den tilgang oprøret har til tingene. Min første mission var at forhindre oprøret i at slå dig ihjel på en mistanke. Jeg kæmpede for at ændre folks tankegang til din kærlighed til Garius, for den er så ægte og ren som noget kan være. Jeg forsøgte at redde dig og dit barn, hvor de andre stod i skjul for at slå dig ned. Jeg overbeviste oprøret om at redde Landon ud af Novitus' fangekælder for at få nogle svar, så ingen af jer skulle lide som uskyldige under mistanke!"
Jóhanna forsøgte at trække vejret så kontrolleret som muligt, stadig med kniven liggende klar i hånden. "Jeg har ikke nogen konkret plan. Ingen af os kan fjerne krigen ved et trylleslag, selvom alle gerne vil. Det eneste jeg kan gøre er at forsøge at ændre folks opfattelse, så de indser, at de kæmper en uendelig kamp, hvor der kun findes tabere. Det kan godt være, at Novitus lige nu kæmper for at beskytte os, men hvis det fortsætter på den måde, vil en af siderne blive udslettet, og elverne er så langt i overtal, at det med garanti vil blive os. Du ved, at jeg har ret, når jeg siger, at din søn ALDRIG vil vokse op og se fred, hvis Novitus fortsætter som de gør nu!"
Jóhannas vejrtrækning blev hurtigere og mere anstrengt. Hendes hånd knyttedes. "Jeg anede ikke, hvad elverne havde gjort ved dig. Jeg har ondt af dig og dit barn. Jeg ønsker intet ondt over nogen, men... Du må forstå, at oprøret ikke vil kunne se igennem fingre med, hvad du har gjort. Hvis du slipper væk med barnet, vil oprøret gå amok og kæmpe endnu hårdere imod Novitus, og så går der ikke længe, før vi alle er udslettet fra pladens overflade. Du havde de rigtige intentioner, men tog de helt forkerte valg, Lida, og det kræver en straf. Giv mig dit uskyldige kærlighedsbarn, og jeg garanterer dig, at han vil blive opdraget i din ånd og med dit ønske om fred! Desuden... Hvis du overlader ham til Garius, vil arméen finde ham og slå ham ihjel. Hvis jeg på nogen måde havde ønsket at skade Ramund, havde han allerede været død nu"

Nogle sekunder gik. Den eneste lyd var de to kvinders vejrtrækning, Jóhannas nu hurtig og rytmisk. "Du, jeg og Garius... Vi kæmper for det samme." Med ét lød en dump lyd - Jóhannas kniv var faldet til jorden. "Stik mig. Stik mig i benet og løb, men overlad barnet til mig. Hvis du løber med barnet, vil de finde dig og slå jer begge ihjel - det samme gælder Garius, hvis du når hen til ham. Du sagde selv, at du var villig til at erkende din skyld og tage din straf, hvis bare barnet blev skånet. Hvis du overlader ham til mig, vil jeg sørge for at opsøge Garius og lade ham se sin søn og lade barnet kende sin far. Garius og jeg kan kæmpe for den fælles fred fra begge sider. Ingen hos Novitus kender mig. Jeg vil kunne slippe væk med dit barn og holde ham i live, indtil han er gammel nok til at fortsætte sine forældres kamp. Jeg fortæller oprøret, at du efter at have skadet mig slap væk på hesteryg, men at jeg fik fravristet dig dit barn. Din straf vil i så fald være at leve uden kendskab til din søns videre liv. Du kan starte forfra på dit liv et andet sted, men aldrig vende tilbage, for så vil du blive slået ihjel, og de vil opdage, at din søn er andetsteds. De vil ikke stoppe med at lede, før også han er død..."
Jóhannas øjne blev mørke. "Jeg mistede selv et barn... Og jeg er aldrig stoppet med at bebrejde mig selv. Jeg ønsker ikke den skæbne for nogen andre i verden. Hvis du virkelig er villig til at ofre alt for din søn, så indse at det er det eneste du kan gøre for at holde ham i live!"

Et sted langt væk fra Lida og Jóhanna, et stykke ude i fremtiden, så Garrent pludselig mindre glad på sin bror i mørket.
"Din kommende hustru står for døden," sagde han, knap så smilende, "og du bruger energi på at fortælle mig at jeg lyver?"
"Hele din lykke bygger på at du er bedre end mig," svarede Garius tæt på sin bror. "Den perfekte søn. Den mere diplomatiske elev. Den mere dannede adelsmand. Lydig. Lykkelig. Perfekt. Med dit store smil, din perlende latter og dine smukke, lange hårlokker."
Noget forunderligt skete, inden Garius talte videre. Han smilede af sin bror.
"Men nu..! Nu kommer du til mig - lykkelig som jeg er med søn og kærlighed at komme hjem til - og du forsøger at tage det hele fra mig. Er du virkelig så neurotisk at du ikke kan klare jeg har bare dén smule tilfredshed i mit liv? Er du virkelig så meget svagere end jeg troede? Eller sad lykken bare i det fjantede adelshår du bar rundt på?"
Og noget endnu mere forunderligt skete med Garrent mens broderen talte til ham: Hans mund vente sig i en utilfreds mine.
"Skete det endelig?" spurgte Garius, næsten et grin på hans ansigt. "Fik jeg endelig kvalt det hæslige smil? Jeg tror aldrig, Garrent, at jeg har været så sagelig i hele mit liv. Kan jeg få en tåre også?"
Garius blev ved med at håne sin bror. Men med et underligt lykkeligt smil, som om at retfærdigheden endelig var sket fyldest. Som om månerne endelig havde genoprettet balancen.
Og jo mere Garius talte, jo mere vendte Garrents mundvige sig nedad. Til sidst så han decideret vred ud. Havde man nogensinde set noget lignende?
"Vil du vide hvorfor jeg klippede mit hår som dit?" afbrød han endelig Garius. "Jeg tog din plads. Jeg sang for din søn. Jeg så din Lida dybt i øjnene. Jeg delte din seng med hende om natten og jeg %&#ede hende."
Garrent dukkede sig for et voldsomt slag mod hans ansigt. Garius' var fuldstændig kridhvid i ansigtet, og det eneste der var at spore i hans øjne var den vildeste blodrus.
Garrent trådte hastigt tilbage, stadig med unaturlig vrede i ansigtet.
"Hun opdagede ikke det mindste," fortsatte han, mens hans bror begyndte at ryste over hele kroppen i vrede og desperation. "Ikke før jeg havde bundet hende som et dyr og slog hende som hendes rigtige mand plejer at gøre."

Lidas kinder var våde af tårer. Alt det hun sagde, det var så rigtigt. Hvorfor var Jóhanna ikke kommet til oprøret noget før?
"Men ville det havde hjulpet?" sagde hun stille, mens hun bandt slyngen til Ramund op. "Ville vi have kunnet ændre over tyve års indædt kamp for det forkerte til det bedre?"
Hun plantede et kys på Ramunds pande og rakte ham frem for sig. Hendes eget våben var ligeledes faldet ned i sneen.
"Fortæl dem ikke, hvem han er. Måske er du den, der skal overbevise de overlevende til at følge en ny vej."
Så snart Jóhanna havde taget imod barnet, sank Lidas arme ned langs siden igen. Hun vidste, det var et godt forslag, kvinden var kommet med. Lida ville kunne få lov til at se sin elskede en enkelt gang til.
Men stadig følte hun ikke, hun kunne få sig selv til at stikke en kniv i hendes åndsfælle. Hendes øjne lå på Jóhanna og Ramund, og hendes krop føltes så frossen som sneen under hende.

Jóhanna tog imod Ramund, som var han det mest skrøbelige stykke porcelæn. Hendes kinder var lige så røde af tårer som Lidas. "Jeg ved det ikke. Det eneste jeg har tilbage er et håb om, at tingene kan ændres, selvom jeg ikke ved, hvordan jeg skal gøre det. Men jeg lover dig fra nu af og til dommedag, at jeg vil gøre mit bedste, hvor meget det end skal koste."
De to kvinder stod som fastfrosne foran hinanden, og kun Ramunds stille klynken hørtes. "Jeg er ked af det... Ked af, at det ikke kan være anderledes..." En lyd af fodtrin kom inde fra landsbyen, og Jóhanna så op på Lida med paniske øjne. "Gå nu! Tag en hest og kom væk herfra! ...AFSTED!"

Rubi grinede en smule.
"Du kan sige hvad du vil, men takkes, det skal I nu alligevel. Og du kan roligt stole på, jeg vil gøre hvad jeg kan for at holde os alle i sikkerhed og gøre min pligt" Et større smil bredte sig på hendes læber, og da Auth greb snefnugget, kunne hun ikke andet end at grine.
"Ja, sne det gør det i alt fald allerede. Jeg synes bare.... Måske det er en smule tidligt? Og det får os til at skulle haste noget mere, hvis vi skal nå at finde alle de overlevende, inden jorden er helt hvid" Et trist blik var at se i hendes øjne, men Rubi ændrede hurtigt sin holdning igen. "Men jeg ved, at nu er vi så mange som vi er nu, og så skal vi nok klare det!" Smilet var tilbage på hendes læber og i hendes øjne.

Rubi fulgte med Auth hen ad vejen, og hans spørgsmål overraskede hende faktisk ikke engang. Hun havde regnet med det ville komme før eller siden.
"Jeg besluttede mig for, jeg ville hjælpe dem, der virkelig har brug for hjælp, og samtidigt håber jeg på, jeg måske også kan få bare en smule hævn over Novítus for at dræbe mine forældre og min bror" Hun kiggede mod Auth, og sendte ham et skævt smil, alt mens hun fortsatte med at gå. "Selvfølgelig var det også for at finde Rahni, min søster, og jeg har fundet hende nu. Eller det vil sige, jeg vidste hvor hun var, lige indtil angrebet på vores hovedkvarter fandt sted. Nu ved jeg ikke hvor hun er" Hun sukkede, men sagde ellers ikke mere om det emne. Hun kiggede hurtigt frem igen, mest af alt for at skjule den lille tåre, der nu løb af hendes kind.

Rubi smågrinede lidt over sin reaktion til sin fortælling. Hvorfor kunne hun ikke bare bevare troen helt om, at Rahni stadig var derude et sted? Hun smilede igen, og vendte sig så mod Auth.
"Men selvfølgelig er der også andre og mere personlige grunde til jeg valgte at stille mig til rådighed. Eksempelvis vil jeg sige at......"
Længere nåede hun ikke, før hun hørte et skrig. 'AFSTED' lød det, og inden der var gået meget mere end et halvt sekund, var Rubi spurtet hen mod stalden for at se, hvad det var der foregik, lige netop tidsnok til at se Jóhanna have et barn i sin favn, tårer ned ad kinderne, før hun så en anden kvinde stå der også, ligeledes med tårer løbende ned ad kinderne. Hun lagde ikke mærke til, om Auth var fulgt med, han var glemt for en stund. Hurtigt, tog hun sine katanaer frem, og sprang ind mellem de to kvinder.
"HVAD sker der her????" Hendes stemme høj, katanaerne klar til brug, og ansigtet rettet mod den kvinde, hun ikke selv havde set før.