Månerne hjælpe dem

Kvinden der var villig til at slå Lida Ihjel uden at vide hvad hun havde gjort og Lidas overgivelse afgjorde sagen for Sagitta Laburnum.
Uden det mindste besvær svang hun sig ned fra hustaget og med tre hurtige skridt var hun kvinden. Med fast greb i hendes tøj slyngede hun kvinden om på jorden så langt fra Lida som muligt og trak sin ene lange kniv. Hendes blik flakkede kort til Lida og fandt så tilbage til målet. Hendes blik fandt katanerne og tilbage til Lida, som så betydeligt mere medtaget ud end hun havde kunne se fra taget. "Denne kvinde har lidt nok!" Hvæsede Sagitta og vendte sig mod Lida, som hun uden særligt besvær løftede op. Nu med Lida halvejs over skulderen vendte hun fronten mod truslen med sin kniv i den frie hånd og bakkede langsom væk, mod skovbrynet.

Teehais havde stået og talt med Authdil. Han ønskede ikke at Lida skulle dø lige nu, da barnet behøvede hende, men at de kunne holde hende under konstant opmærksomhed. Han prøvede sit bedste for at holde tonen rolig og tålmodig, selv om Authdil virkede som en der var meget modvillig på det punkt. Samtidig med at han talte med Authdil, holde han øje med Lida. Da han så en anden kvinde, som han ikke var sikker på at han kendte, som tog Lida - brød han samtalen med Authdil og løb over til dem. Han holde hænderne frem for sig for at vise at han var ubevæbnet.
"Hvem er du og hvad vil du med hende??" Hans stemme var rolig og venlig, dog høj nok til at kunne høres igennem en snestorm. En elver ville kunne høre at han var fra den sydvestlige del af Tarpárminen.

Lida befandt sig pludselig over skulderen på noget rimelig blødt, og stemmen virkede underlig bekendt. Hendes fødder famlede efter fæste, men konstaterede hurtigt, at det bare var bedst at overlade kontrollen til den bløde person, der havde fat i hende - så stod hun nok mere stabilt.
Nu blødte hun på det bløde pels, konstaterede hun, men kunne ikke lige overskue at flytte sin arm. Faktisk kunne hun ikke rigtig overskue at gøre noget i øjeblikket, udover at blive løftet. Det var rimelig overkommeligt.
Hun gav et lavt støn fra sig og forsøgte at høre de ord, der blev sagt omkring hende, men det var blevet svært på grund af den snurren, der havde bosat sig i hendes hoved.



[Et par sjove noter: Læg mærke til Sagittas sætning med, at hun efter tre skridt var kvinden. Det morede jeg mig meget over : D Og Livian, din "mellem skoven og kvinden"-stilling er nok en smule irrelevant, da vi lidt har skov i omtrent en halvcirkel ude om os, fordi vi står i udkanten af den lille by - der nok egentlig også ligger nærmest i selve skoven xD. Og så vil jeg påpege noget, Rubi sikkert bliver glad for at slippe for - husk vi har en snestorm om ørerne xD]

Sagitta sende hver af de tilstedeværende et blik. Ingen af dem ville være en for stor hindring for hende. Ingen af dem skyldte hun en forklaring. Til syneladende ville ingen helt bemærke at Lida forsvandt. `Oprøret er i kaos´ konkluderede Sagitta for sig selv mens Lida rørte urolig på sig. Forsigtigt skubbede hun hende længere op på skulderen sendte et sidste blik på de forsamlede, før hun med et sæt vendte sig og satte af sted i retning af skoven. Hendes løb var hurtigt og let og ingen ville kunne følge hende. Seen og skoven omsluttede dem hurtigt og Sagittas løb ændrede karakter samtidlig med at hun lod Lida glide ned sine arme. Sådanne kunne hun forsætte længe. I hvert fald så længe som også Lida kunne.


[Out]

(Efter tråden har stået stille så længe har vi besluttet at Lida og Sagitta forlader den her.. )

Teehais så træt efter kvinden, som bestemte sig for at løbe væk med Lida. Han sukkede og løb efter dem, vel viden at Larlii ville komme med en kommentar eller to når de så hinanden igen.

[out for Teehais]

- - - -

Larlii og Isildor blev siddende og lyttede nysgerrigt til alt hvad der blev sagt. Børnene var begyndt at spise, og var på den måde optaget. Livian rakte en skål varm grød frem til Jóhanna, imens hun smilede.
"Du ser afgjort ud til at kunne bruge dette."

Jóhanna tog modvilligt skålen og forsøgte at kæmpe noget grød ned uden meget held. "Hv-hvor er barnet? Hvor er Keuany?" Hendes konstante råb efter Lida om vold, mord, tortur og ødelæggelse var langsomt stilnet af, men hendes øjne flakkede stadig rundt, som var hun i akut risiko for at blive angrebet fra alle sider. "Hvor er de?!"

Larlii så smilede over på Jóhanna.
"Du kan være rolig, han er her." Hun så ned på barnet.
"Og det ser ud som om han sover."
Isildor sad og så undersøgende på barnet, med et lettere plaget udtryk i ansigtet.
Livian holde øje med skålen i Jóhannas hænder, og var klar på at gribe den, hvis det var nødvendigt.

Jóhannas spørgsmål skræmte Keuany mere, end hun brød sig om at indrømme.
"Jeg er lige her, Jóhanna," sagde hun og satte sig langsomt ned ved siden af kvinden, forsigtig med ikke at lave nogle pludselige bevægelser. Var hun i chok? Havde hun ikke hørt alt det, Keuany netop havde sagt til hende?
"Jóhanna... Kan du høre mig? Hvem var det, der skreg lige før?"

Jóhanna satte resolut skålen ned, rejste sig brat op og tog forsigtigt Ramund ud af armene på Larlii, med ét blid og rolig som om hun ikke for få øjeblikke siden havde nærmet sig en psykose. Herefter vendte hun sig og kiggede på Keuany. "Åh... Keauny... Kan vi tale sammen?" Hendes øjenbryn trak sig sammen i en seriøs og bekymret mine, og hun gjorde tegn til at de skulle forlade selskabet.

Et spark af ubehag gik gennem maven på Keuany, da Medlic bekræftede hendes mistanke. Så det var altså Lida, hun havde hørt skrige... og det var Auth, der havde fået hende til det... 
Hun måtte skubbe tanken fra sig, inden den fremkaldte blodige billeder i hendes hjerne, og i det samme henvendte Jóhanna sig også. 
Keuany så kort fra barnet til veninden og nikkede så. "Selvfølgelig. Jeg tror, Langhuset har en tilhørende stald nede i den anden ende. Der kan vi være i læ for uvejret og samtidig snakke uforstyrret sammen." Hun sagde det sidste med et undskyldende blik i retning af Livian og de andre omkring madbålet. Så fangede hun Jóhannas blik igen. "Følg med, så skal jeg vise dig hvor."
Hun førte an gennem det mørklagte langhus og ned til den ene endevæg. Ude i væggen venstre side var der en lille, diskret dør, som Keuany fik op med en knirken og som hun holdt åben for veninden, der jo bar på barnet.
Stalden var mørk, men ikke kold, selvom der ikke var noget bål til at varme rummet op. Efter de gumlende og prustende lyde at dømme, stod der temmelig mange dyr herinde - måske en fællesstald for et par familier i landsbyen...? Keuany lod blikket glide rundt og slog så ud mod nogle halmballer, der lå til venstre for døren op af væggen. 
"Skal vi slå os ned?" spurgte hun som en opfordring til Jóhanna. Hun var endnu ikke helt sikker på, at veninden havde det godt, og hun ville gerne have hende ned og sidde, så hun ikke pludselig drattede omkuld...
"Hvad var det, du ville snakke med mig om?"

Rubi blev ret så overrasket, da der pludselig kom en Bestia ind og tog Lida med sig, Rubi ville gerne have haft snakket noget mere med hende. Hun stod forfrossent og lammet et kort sekund, inden hun vendte sig for at gå ind og tage Teehais og Auth med sig.

Teehais nåede ikke langt, inden Rubi greb fat om ham så godt som hun kunne med sine frosne fingre.
"Lad nu hellere være, vi jagter hende engang når uvejret stopper! Kom nu hellere med tilbage til varmen i stedet!" råbte hun gennem stormen til Teehais og håbede, hun havde fået hårdt nok fast i ham til at han ikke ville stikke af. "Mine fingre og fødder fryser snart af, lad os komme tilbage mens vi stadig kan finde tilbage!" Det var først da der ikke kom noget svar tilbage til hende, det gik op for hende, hun måtte være så kold, at selv hendes blik svigtede, og hun havde i stedet fået grebet fast i en gren. Kold og ør væltede hun frem mod det sted, hvor hun sidst havde set/hørt Authdill.
Hun prøvede igen om hun kunne komme til at se Auth, men det lykkedes ikke.
"AUTH hvor er du!!?" skreg hun af lungernes fulde kræft og ville meget gerne have ham med ind også, og sagde til sig selv, hun ikke ville gå ind inden han var med, så måtte hun blive slæbt ind!

Selvom Auth allerede var inde i laden, så var Rubi gået ud efter ham.. Hvad forventede mennesket? Auth kunne sagtens klare sig selv også selvom han var ude i lidt køligt vejr.
"Det menneske bliver min død" mumlede Auth lavt mens han greb sin kappe og svang den rundt om sig selv. Han tog en fakkel og gik uden for laden,
"Rubi!" Råbte han, selvom han var halvelver så var hans syn meget nedsat i dette vejr... Men han kunne dog se en skikkelse gående rundt uden i sneen.

Auth begynde at løbe hen mod skikkelsen, og rigtigt nok var det Rubi.. "Vi skal tilbage igen!" Råbte Auth og greb fat i hendes skulder.