Månerne hjælpe dem

"Rahni...." Authdil tog sig tid til at 'smage' på navnet, det lød relativt bekendt
"Har godt hørt om hende, har dog aldrig truffet hende ordenligt, og nu tror jeg at mine muligheder for at møde hende, er mindske helt ind" grinte Auth og slukkede piben mod sin støvle.
Det sjovt hvordan Rubi og ham selv, havde visse ting til fælles, begge deres grunde til at kæmpe mod Novitus, nemlig hævn.
Generelt har det altid været hævn der har drevet Auth lige fra starten af, da hans far sendte ham i elver hæren. Auth skulle få hævn over sin far ved at være den bedste soldat man kunne drømme om.... Det skete ikke...

Sneen knasede i takt med at de kom tættere og tættere så stalden. Auth så på Rubi i det man kunne høre et skrig, Auth tog hurtigt og elegant sin bue og pil og lod pilen fange buestrengen.
'AFSTED!' hvem, hvad eller allermest vigtigt hvem råbte det? En forræder i byen? Men der var jo stort set kun oprører i byen.

Da Auth kom ind i stalden, stod er to velkendte kvinder, især Lida sprang i øjnene, forræderen i egen høje person. Sikke et tilfælde.
"Jóhanna, jeg håber for din egen skyld at du har en god undskyldning" Auth havde kun hørt afsted, men var ikke i tvivl om hvad der foregik her, Jóhanna var svag og havde altid beskyttet Lida, ikke mere.
Modsat Rubi stilte Auth sig i porten ind til laden med buen foran sig.
Som en laser rettede Auth sit blik mod Lida.
"Jamen, jamen, jamen, jamen, er det ikke vores højt elskede leder" grinte Auth sarkastisk mens han skiftevis så på Jóhanna, Rubi og tilbage på Lida. Man kunne tydeligt hører på Auths stemme at der var ikke meget til overs for Lida længere.

"Forklar endelig hvad der foregår." Authdils ord var koldere end luften. Nu var målet indenfor rækkevidde.

Jóhanna sendte et undskyldende blik i retningen af Lida, før hun vendte sig mod Auth og råbte af alt magt: "Hvad venter du på? Spild ikke tiden med snak! Så SKYD hende dog!" Jóhanna vendte sig mod Rubi med tårevædede øjne. "Hun truede med at slå Ramund ihjel, hvis ikke jeg flyttede mig for hende! Jeg kunne ikke lade hende gøre barnet noget... Et uskyldigt barn..." Jóhanna faldt magtesløst til knæ og hulkede, som var hele hendes verdensbillede styrtet sammen. "Tilgiv mig! Tilgiv min svaghed... Jeg kunne ikke... Hun havde barnet i armene... Jeg ville ikke risikere..." Hun følte lydløst rundt i sneen efter kniven, imens hun råbte som distraktion, og da hendes hænder lukkedes om skaftet, skar hun en lang flænge i sit eget ben, skjult under kjolen. Sneen blev langsomt farvet rød i en lille pøl, og Jóhanna vendte det hvide ud af øjnene, før hun dejsede om på jorden med Ramund knuget ind til sig, som var hun besvimet fra sit blodtab.

Lida fangede lynhurtigt faren, og lod ikke et sekund sit blik vige fra Jóhanna.
"Tror du nogensinde du vil komme afsted?!" råbte hun, samtidig med at Jóhanna begyndte sin bortforklaring. "Du kommer ikke forbi mig, og du kommer ikke til at redde barnet, hvis det står til mig!"
Med nye tårer i øjnene for at udtale de løgne, forsøgte hun at cirkle, så hun så ud til at ville forbi Rubi. Hun havde fået et belæg ind for, at Jóhanna havde råbt "afsted", deres to skuespil havde perfekt sammenhæng, og med deres sindstilstande, var det ikke svært at få til at virke overbevisende.
Alt for Ramund, mindede hun sig selv om.
Lida var ret sikker på, hun lige havde gravet sin egen grav.

Rubi sendte et hurtigt blik over skulderen, da Jóhanna begyndte på sin forklaring, men da hun så Auth, vendte hun hurtigt sin opmærksomhed tilbage til Lida, lige tidsnok til at se, hvordan kvinden prøvede at komme forbi hende.
"Hey, hey, hey! Du skal ingen steder her!" sagde hun, og blokerede hende vejen. "Jeg har ikke lyst til at skade en mor, men på den anden side, vil du åbenbart slå dem begge ihjel, hvilket jeg heller ikke vil tillade" Hun blev ved med at blokere vejen for Lida, men nu også med Katanaerne, dog kun den flade side for ikke at gøre skade.
"Hvis du nu slapper helt af her.... Og følger fredeligt med..." Rubi kiggede ned, hun vidste faktisk ikke helt, hvad hun skulle gøre nu, og så, hvordan der begyndte at blive mere rødt i sneen, og opdagede nu, at det var blod. Hun vendte sig hurtigt, og så, det var Jóhanna's blod, inden hun igen vendte sig mod Lida, for at afspærre hende vejen.
"AUTH!!! Kom herover nu, og hjælp mig!! Jóhanna er skadet!!!" Skreg hun. Havde det ikke været for Lida, ville hun selv have slået sig ned i sneen for at hjælpe Jóhanna.

Komediespil det hele!
Eller det var hans først indskydelse, men Auth havde ikke tid til at førere en debat med sig selv, der skulle handles.
Auth lagde pilen og buen tilbage mens han trak sin kniv og tomahawk, han gik hen mod Lida.
"Jeg har brug for dig i live" sagde Auth lavt til sig selv.

Pludselig dukkede Medlic og Daec op. Begge så relativt trætte ud, de var næsten lige vågnet og havde rent instinktivt rejst sig op, taget deres våben og løbet mod stalden.
"Authdil vi hørte folk råbe og kom her op med det samme" sagde Daec.
Der gik ikke lang tid før Daec registrerede hvad der skete og så på Auth for ordre.
"Medlic, Rubi I tager jer af Jóhanna"
"Daec du tager barnet, vær forsigtig ikke?" der gik ikke lang tid før Medlic var i gang med at lede efter såret for at holde tryk på såret for at få det til at holde op med bløde.
Daec samlede barnet forsigtigt op og 'skjulte' barnet under kappen.

"Lida, Lida, Lida, Lida du er så naiv, følg nu bare med, vær nu sød og følg med fredeligt" sagde Auth på en næsten sukkersød måde

Jóhanna var tæt på at knuge Ramund ind til sig, så Daec ikke kunne få fat i ham, men var nødt til at slippe ham for at holde komedien. Da gav et gib i hende, da Medlic lagde pres på såret, og hendes øjne åbnedes halvt. "Undskyld... Jeg skulle have... bare have... Slået hende ihjel... Forrædder!" Det var som sad hun fast i samme rille på en grammofonplade. Hun gentog bare gang på gang med slørede og blanke øjne, at de skulle tilgive hende, fordi hun næsten havde ladet Lida slippe væk. "Ramund... Hvor?" Hendes øjne spærredes med ét op, og hun forsøgte at sætte sig op for at kunne kigge efter barnet, men det hele svimlede for hende.

Garius knugede sine hænder så meget som han kunne - strammede grebet til han kunne mærke den anden mands hud under sine negle. Han var komplet hvid i mørket; fråder om munden.
Garrent lå på jorden, hans baghoved dækket i sne på jorden og sin brors knæ nådesløst placeret på hans mave. Han var rød i ansigtet, hans øjne blodsprængte. Han hev efter lyst, men kunne ikke få noget.
"Hvorfor gjorde du det?" skreg Garius vredt af den forsvarsløse under ham. Efterfulgt af en masse bandeord. Han ville have sagt mere, men blev afbrudt.
Garrent, der havde famlede efter noget at beskytte sig selv med, slyngede nu en sten ind på hovedet af sin bror. Garius gav straks slip på broderens hals og væltede til siden mens det kort sortnede for ham.
Garrent kom hostende og hvæsende på benene med et lynende blik i øjnene.
"Du ændrede for reglerne!" råbte han af sin bror, hæs efter manglen på luft. Der var ingen glæde at se tilbage i hans blik; smilet var forsvundet. "Du kan ikke bare være lykkelig pludselig - det er ikke sådan det hænger sammen! Du ødelægger det hele for mig - familiens omdømme, faders lykke, vores giftemål med de andre slægter. Du ruinerer min perfekte skæbne med din kvalmende lykke og din hæslige søn!"
Garius rejste sig langsomt op mens han holdt sig til hovedet. Der hørtes råb i baggrunden fra soldater i lejeren der havde hørt de to skændes.
"Men nu..." Garrents blik var lige så rasende som hans depressive brors nogensinde havde været. "De har tænkt sig at slå din kvinde ihjel. Og jeg skal nok sørge for at du bliver ulykkelig igen mens det sker. Og det hele bliver normalt igen."
Garius faldt frem mod sin bror igen, men denne gang var Garrent forberedt; han var for hurtig for Garius og hoppede let til side ved hans slag.

Tilbage i SIN 1 undrede Keuany sig over, at Jóhanna endnu ikke var kommet tilbage efter den næste gruppe børn.
De havde aftalt at tage børnene til den sikre landsby i små grupper, så de ikke skulle vække for meget opsigt, og så indkvarteringen hos de nye plejefamilier kunne gå så hurtigt og smertefrit som muligt, men nu havde Jóhanna været væk et godt stykke tid; meget længere, end det kunne tage at gå til byen med børnene, placere dem i deres nye familier og ride tilbage på en lånt hest, og da Keuany godt kunne se på lyset, at det ville blive meget småt med dagtimer, hvis Jóhanna blev væk meget længere, besluttede hun sig for selv at samle børnene og begive sig af sted mod landsbyen.

Det var ikke svært at finde vej, da Jægerne havde givet en god beskrivelse af ruten gennem skoven, og inden længe befandt Keuany og den lille børneflok sig i udkanten af byen. Af vane bandt Keuany det flagrende tørklæde, hun som regel havde draperet om halsen og over skuldrene op om hovedet, så det dækkede hendes svagt tilspidsede ører. Så tog hun et barn i hver hånd og bad resten følge med, da hun satte kurs mod landsbyens små huse.
Hun spurgte det første og bedste menneske de mødte, og kvinden kunne fortælle, at børnene var ventet, og at Keuany bare kunne tage dem med til det gamle langhus ved landsbyens lille torveplads, for der ville der blive taget sig af dem.
Inderst inde var Keuany glad for, at hun slap for at rende fra hus til hus og aflevere børnene til deres respektive plejeforældre, og hun satte kurs mod bymidten og fandt også snart det gamle langhus, hvor et par ældre kvinder straks tog over; gav børnene varm suppe og viste dem hen til ilden, hvor de kunne vente på, at deres nye familie kom og hentede dem.
Jóhanna, tænkte Keuany, var sikkert blevet for at se, om alt nu gik med børnene som det skulle, men det trak i Keuany for at komme ud og finde sin veninde og derfor undskyldte hun sig hurtigt og gik med retning mod staldene.
Da hun drejede om hjørnet, var det lidt af et syn, der mødte hende.

Lida trådte et skridt tilbage fra Rubi, da hun stillede sig i vejen, og ville have sagt noget, men hurtigt blev situationen bemandet af så mange tilkomne, at hun trådte endnu et skridt tilbage.
"Følge roligt med, Authdil?" spurgte hun, mens hun tydeligt kæmpede for at trække vejret roligt og stoppe sit hysteri - og det var særdeles ikke skuespil mere, da det efterhånden var gået op for hende, hvor store problemer, hun var i. "Det ligner dig ikke, sådan ikke at slå ihjel på stedet. I hvert fald ikke i følge de rapporter, jeg har læst om dig og dine jæg- arghfn!"
Lida var gået et par skridt længere tilbage, mens hun talte, men formåede derved at støde direkte ind i Keuany, hvorved hendes sårede ben gav efter, og hun faldt på knæ i sneen. Af ren refleks tog hun en hånd ned til benet, men det fik blot presset det på en måde, så det endte med at gøre mere ondt end før, og et par meget grumme bandeord forlod Lidas læber.

Af ren refleks greb Keuany ud efter den person, der var stødt ind i hende, for at denne ikke skulle snuble og slå sig. Overraskelsen og forvirringen over de mange mennesker, hun kun lige havde nået at se i et glimt på pladsen foran stalden, gjorde dog at hun ikke helt var hurtig nok, og kvinden fald på knæ i sneen
"Undskyld! Er De oka-" Keuany brød brat af og stirrede for alvor på kvinden på jorden. Hun havde haft ryggen til hende før, men nu hvor hun så bedre efter...
"Lida?" spurgte hun chokeret og trådte et vaklende skridt tilbage. Det var så uventet, så forkert at finde den forhenværende næstkommanderende her, at Keuanys blik helt instinktivt søgte hjælp hos Auth. Og for første gang bemærkede hun rigtigt, hvordan han nærmede sig Lida med sin tomahawk i den ene hånd og kniven i den anden.
Hendes blik gled lynhurtigt videre til Rubi og de to Jægere henne ved Jóhanna.
Jóhanna...!
Den fremmede kniv i sneen var i hvert fald ikke Auths og heller ikke Jóhannas, hvis Keuany ikke tog meget fejl. Altså måtte den tilhøre Lida. Altså måtte det være Lida, der havde såret Jóhanna. Altså...
Med en ublidhed, der kom bag på hende, greb Keuany fat om Lidas arme i den hensigt at vride dem om og trække hende på benene. Hun var ikke vred, ikke rigtig. Kold var nærmere ordet for det hun følte sig. Iskold.
"Har du ikke gjort skade nok allerede?" hvæsede hun, så lavt at Lida højst sandsynligt var den eneste, der kunne høre det. "Jeg havde set i øjnene, at vi nok aldrig ville få svar på, hvorfor du forrådte os; jeg havde affundet mig med det. I mit stille sind har jeg vel hele tiden troet, at de toturerede det ud af dig, og jeg var klar til, om ikke tilgive dig, så acceptere, at det nu en gang var sådan det var, og at du sikkert var fuldstændig ødelagt over det, du havde gjort. Men så kommer du her og skader de få personer, jeg har tilbage." Hun strammede uvilkårligt sit greb et øjeblik. "Hvorfor, Lida? Var Havnen ikke nok for dig?"

"Daec, agtay arnetbay, ogway agtay iltay SIN 1 ogway advarway eday andreway, derefter tag fangen og barnet iltay itmay ushay. Jeg vil have de andre til at søge området, hvis Lida har taget venner med, vil jeg vide det. og Daec, ivgay arnetbay iltay Doc ok?" Auth så på Daec som så nikke som at han forstod ordren.
Daec forsvandt ud af laden og ud i den kolde nat med Ramund tæt ind til kroppen
"Medlic, når Jóhanna stabil skal hun behandles som var hun under mistanke for forræderi, indtil vi kan afhøre hende, jeg vil ikke løbe nogen risiko med hende og sørg for at det er kun jægere som kommer i nærheden af hende" Auth så på Medlic, og afventede hans svar, kort tid efter nikkede Medlic anerkendende
Authdil lagde tomahawken tilbage i sit bælte og så på Lida med et smil.
"Det er sjovt du siger det, det kan godt være at jeg har dræbt nogen mennesker ved tilfangetagelse, men jeg har altid gjort det hele efter bogen! Hvor i mod du, skulle nosse det hele op og blive forelsket i fjenden" Auth grinte hånligt.
Auth smilede ved synet af Lida desperate forsøg på at styre sit åndedræt.

Et endnu større smil bredte sig på hans læber da Lida stødte ind i Keuany og faldt til jorden.
"Keuany! Du kunne ikke have kommet på et bedre tidspunkt.." grinte Auth "Du fik sendt Lida i knæ, tak!"
Auth gik hen til Lida og satte det ene knæ ned i jorden og lænede sig ned til hende.
Han satte kniven op til Lidas strube.
"Skal jeg spørge igen? Eller skal jeg binde dig og slæbe dig med?".

Lida kunne ikke stå ordentligt på sine ben, så Keuany fik hende ikke hevet helt op at stå. Imens kvinden arbejdede på det, og snerrede hidsigt ad hende, fik Lida dog formået at snerre tilbage så lavt, at andre end Keuany ikke ville kunne høre det.
"Hjælp Jóhanna, hun får brug for dig." et blev sagt i et andet toneleje, og det kunne lige så godt havde været en vrangforestiling end noget, hun rent faktisk havde udtalt. "Gjort det efter bogen, Authdil? Du har lige påpeget din egen fejl!"
Det med at komme på benene blev sværere af, at Authdil kom hen og lagde en kniv for hendes strube, så hun ikke ligefrem havde lyst til at gøre det mere.
"Så du mener, du giver mig et valg?" sagde hun gennem sammenbidte tænder fra smerten fra sit ben. "Du har mig i din magt, og du vælger at give mig illusionen af, at jeg stadig har et frit valg?"
Så så hun en af jægerne begynde at gå med Ramund og panikken ramte hende som et slag i ansigtet.
"Hvor tager I ham hen?!" samtidig huskede hun sin del af skuespillet, og fortsatte for Jóhannas skyld. "Han er min! Det barn er født i troen på oprørets bedste! Det barn skal ikke opdrages hos jer!"

Keuany havde selvsagt ikke hørt, hvad Auth havde sagt til de to andre Jægere med hensyn til Jóhanna og hendes såkaldte, mulige forrædderi, så da Lidas hvislen nåede hendes ører, var hun lige ved at slække grebet af overraskelse. Hun fik heller ikke svaret på Auths muntre ord, før han stod foran hende og Lida med en kniv mod den førhenværende næstkommanderendes strube.
Et eller andet ved det hele generede hende, og det tog hende et par sekunder mens Authdil og Lida udvekslede hadske ord, før det, da Lida råbte efter Daec og Ramund, gik op for hende, hvad det var.
Hun havde jo selv været i Lidas sted engang; dengang havde det været hende, de måtte holde tilbage, hende der havde set sit nyfødte barn blive båret bort. Hende der havde skreget efter det...
Hun virrede umærkelig med hovedet og begyndte langsomt og umærkeligt at slække grebet om Lidas arme; Det kunne hun ikke, det her... det ville hun ikke være med til.
"Auth..." begyndte hun langsomt. "Hvor tager Daec Ramund hen? Hun har vel ret til at få det at vide..."

Garrent landede elegant i sneen. Garius tonsede frem igen, men Garrent undvigede ham endnu engang let.
"Sig mig, kære broder?" råbte Garrent vredt - unaturligt - "Er vi børn igen? Jagter du mig som du altid gjorde, da vi var mindre? Jamen så kom og fang mig! Du ved at du ikke kan!"

"Jeg hørte råben i denne hér retning!"
En gruppe på ti soldater bevægede sig hurtigt ind mellem træerne, mens de ledte efter kilden til det underlige spektakel midt om natten. De var alle klædt i hurtigt påtaget rustning - det meget lette slags som de rejste med - og havde deres sværd blottet i vinternatten.
Snart fornemmede de lyde der kom nærmere mod dem. Hurtigt endda. Anføreren for gruppen gjorde tegn til at soldaterne skulle stoppe op, mens han selv spejdede ind mellem træerne. "Hr. Henzel? Er det Dem?"
Et øjeblik efter kom Hr. Henzel ganske vidst pilende ud af skoven. Kort, rødbrunt hår og et vredt ansigt. Han løb direkte ind mellem dem, uden at sige noget og uden at se på dem.
Soldaterne stod forvirret tilbage. Så fra skoven og til tvillingen der lige var løbet forbi dem.
Et øjeblik efter kom Hr. Henzel pilende ud af skov- ... vent, hvad?
De fleste soldater gjorde udbrud i overraskelse da endnu en tvilling med kort, rødbrunt hår og et vredt ansigt kom tonsende forbi dem. Nogle bandede endda i vantro ved alorbis uhyrer.
"Det er en dobbeltgænger!*" råbte én af soldaterne. "Den brigner døden med sig!"
"Løb, Hr. Henzel, løb!" skreg en anden efter sin overordnede. "Hvis den rører Dem dør de på stedet!"
"Sikke noget nonsens...! Det var sikkert bare et synsbedrag."
"Vi er alle forbandede! Vi skal alle dø i denne hér skov!"
Et godt stykke tid stod chokket på blandt sværdmændende og råbene blev slynget til højre og venstre. Dernæst fulgt de hurtigt efter det mærkelige fænomen der lige havde passeret dem.

*: Dorgon er ejet af Administratorkarakterern Duxis. Derfor tillader jeg mig at benytte mig af informationer om Novítus' ovetro, selv om disse informationer ikke er oppe endnu. : )

Da Daec begyndte at gå væk med barnet, sprang Jóhanna på benene, hvid i ansigtet og vaklende. Såret på hendes ben blødte kraftigere, idet der ikke længere blev holdt pres på det. "Ramund! I må ikke gøre ham noget! Hvor skal han hen? Han er MIN! Han... Skal..." Jóhanna svajede fra side til side og måtte gribe fat i Daec for ikke at dejse om igen. "...I sikkerhed! Hos mig!"

Rubi havde sat sig ned for at hjælpe med Jóhanna's ben, men blev skubbet bagover, da hun sprang op. Der gik dog ikke mange sekunder, før hun selv var på benene igen og sprang op for at holde Jóhanna tilbage, og støttede hende, da hun svajede. Hun prøvede derefter at få Jóhanna lagt ned igen, så hun kunne lægge pres på hendes ben igen og få det forbundet.
"Jóhanna, slap af, de gør jo ikke barnet noget, de vil kun hjælpe det. Og som det ser ud, vil kun komme til at sne mere end det allerede gør, så vi skal have det ind i varmen, ligeledes skal du!" råbte hun op, og så nu, hvordan kampen stod til med Lida i den anden ende, da hun drejede hovedet en smule for at få kontakt med de andre jægere igen og få dem til at hjælpe Rubi. Hun så nu, hvordan Auth stod med kniven for Lida's strube, og fik så et flash back.
"Auth, slå hende ikke ihjel foran barnet, i det hele taget, hvorfor skal hun slås ihjel? Skal vi ikke have hende ind til forhøring først, ligesom vi gjorde det med Landon, inden vi overhovedet gør noget andet?" I hendes tanker var billedet af, hvordan hendes egen og Rahni's mor, far og bror, var blevet slået ihjel for øjnene af dem, og hun mærkede sine øjne blive mere fugtige, hvilket hun hurtigt blinkede væk, før hun vendte sin fulde opmærksomhed tilbage til Jóhanna og at få hende behandlet.

Jóhanna kæmpede for at holde sig på benene. "I må ikke tage ham fra mig! Hvis han skal i sikkerhed, så skal jeg med!" Hun vendte sig mod Rubi og stirrede hende intenst i øjnene. "Rubi... Hjælp mig"
Det var som om Lida var glemt. Kampen var overstået, Lida var fanget og nu skulle Jóhanna bare have Ramund i sikkerhed. Hun tog ikke engang notits af Auths kommentar om forrædderi. Barnet var det eneste der betød noget.

Som et lyn fra en klar himmel gik det op for Authdil hvad han havde gang i.
"Medlic, stop Daec og få ham til at give barnet til Keuany også skal han hente de andre SIN 1 er ikke mere sikkert, derefter hjælper Rubi dig med at få Johanna væk, vi skal ikke splittet oprøret mere ad, vi skal få bygget et nyt fundament." Medlic nikkede til Auth.

Udenfor havde Daec vendt sig rundt for at stikke Jóhanna en lige højre, men Medlic greb hans arm og greb hårdt fat.
"Ordre fra Authdil, giv mig barnet også skal du tilbage til SIN 1 og hente de andre, SIN 1 er ikke sikker mere, forstået?" Medlics sidste ord var på grænsen til at være kyniske.
Daec rystede på hovedet af Auths beslutning, men der var intet at gøre, han gav barnet til Medlic hvorefter han forsvandt ud i mørket.
Medlic gik ned på knæ og så på Jóhanna.
"Du burde virkelig tage den med ro, jeg kan sige dig så meget at Auth kunne aldrig finde på at såre ham" Medlic begynde at rode i sin lomme, kort tid efter fandt han et langt stykke bandage som han bandt rundt om Jóhannas ben. Medlic gik ind i laden og gav barnet til Keuany.

Lidt efter fik Medlic ud igen og tog fat under Johannas arm for at hjælpe hende op.

I mellem tiden havde Auth fjernet kniven fra Lidas strube og hevet fat i hende i stedet.
"Opdrages hos os? Det lyder da ikke som en dårlig ide, jeg voksede op stort set uden en mor, se hvor godt jeg har det" sagde Authdil hvorefter han kastede hende, så hun ville lande på jorden.

Authdil grinte lidt af hende hvorefter hen begynde at gå rundt foran hende.
"Hvorfor gjorde du det? Hvorfor forrådte du dit eget folk? Ved du hvad du har sørget for? Ved du hvor mange børn og kvinder der er døde på grund af Novitus? Ved du det?!" Authdil gav hende tid til at snakke.

"Ufffhg!" Lød det fra Lida, da hun blev kastet til jorden. Hun skrabede sine hænder mod jorden i sit fald, og landede på sin taske, så det gjorde ondt op i hendes ryg.
Godt, Ramund var i sikkerhed. Hun kunne stole på, at Jóhanna ville tage sig godt af ham. Hun blev nødt til at stole på det.
Mens Authdil indtog jagtdyrsposition, rejste hun sig op på albuerne. Hendes hår havde lagt sig foran hendes ansigt, men faldt nu til side, da hun hævede blikket mod ham og mødte hans øjne. Tid til at give igen.
"Ved du hvor mange kvinder og børn, der er døde på grund af oprøret?"

Jóhanna så taknemmeligt op på Medlic og lod sig bandagere og komme på benene uden problemer. Ramund ville være i sikkerhed hos Keuany. Men det var ikke slut... Hun var nødt til at gennemføre tragedien. Hendes ben var vaklende, men øjnene faste. Fastlåst på Lida.

Alt gik pludselig lidt for stærkt for Keuany. Det ene øjeblik stod hun med Lida i armene, og det næste rev Auth hende væk og Ramund blev stykket i favnen på hende i stedet. Varmen og formen på den lille bylt var næsten som at komme hjem; velkendt og rigtig, tryg og varm, og et øjeblik gled verden lidt i baggrunden, men så rev Authdils spørgsmål til Lida hende pludselig tilbage til virkeligheden, og helt automatisk trak hun det klæde, Ramund var svøbt i lidt bedre op omkring ham, for at skærme ham mod kulden og lyden af Authdils højrøstede stemme.
Han lo lidt, da Lida ramte jorden og begyndte at gå rundt foran hende, mens han talte. Keuany måtte tage sig selv i at bakke en smule længere væk, med armene slået beskyttende om Ramund. Hun kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad det var, der fik hende til det. Måske et naturligt ønske om, at Ramund ikke skulle se og høre sin mor blive afhørt, eller også...
Hun havde aldrig set Authdil, som han var nu; så kold og...farlig, på en eller anden måde. Keuany havde naturligvis altid vidst, at Authdil var en hård gruppeleder; at han var kold i kamp og ikke én, man ønskede at komme på tværs af, men overfor hende, havde han altid været varm og beskyttende. Denne side var helt ny, og hun var ikke sikker på, om hun brød sig om den...
Pjat med mig! Han er jo ude af sig selv. Dér er hende, som er skyld i angrebet på Havnen. Jeg burde også selv være vred.
Men hun kunne ikke. Ikke nu, hvor hun stod med Ramund i armene. Pludselig kom hun i tanke om det, Lida havde hvislet til hende: Hjælp Jóhanna, hun får brug for dig.
Keuany slap Authdil og Lida med blikket et sekund, for at kaste et hurtigt blik mod Jóhanna, Rubi og Jægerne. Jóhanna så ud til at have rigelig med hjælp, så hvad havde Lida ment med det?
Det trak dog stadig i Keuany for at komme hen og se med egne øjne, hvordan Jóhanna havde det, og hun var splittet mellem dét og trangen til at blive hvor hun var og passe på Lida.
For ja. Lige i det øjeblik vidste hun ikke helt hvad Authdil kunne finde på, og hun følte et sært ansvar over for Ramond. Som havde hun en pligt til at sørge for, at han ikke blev moderløs.
Men så vidt ville Authdil da aldrig lade det komme... vel?
Keuany sendte en lille undskyldende tanke til Jóhanna, og blev hvor hun var.

Garius kastede sig ud mod sin bror, men Garrent var for hurtig for ham. Hver eneste gang han forsøgte at slå ud efter ham, var tvillingen allerede en meter længere væk.
De nåede bålet ved lejren nu - alle soldater var for længest oppe og nogle få stod tilbage og vogtede deres ting. Ved synet af de to identiske folk reagerede de omtrænt lige så chokeret som den første gruppe af soldater.
Garius greb ud efter en tung kæp der lå på jorden, knugede begge hænder om dens skaft og slyngede den mod sin brors hoved, stadig bandende over hvad han påstod at han havde gjort. Men endnu engang var Garrent for hurtig; han var for længest gået ned i knæ og grænen susede over hans hoved. Det fortsatte på denne måde. I kaotiske slag og undvigelser som én stor leg drabelig tagfat.
Soldaterne ønskede at hjælpe deres overordnede; men de var pludselig i tvivl om hvem det var. De forsøgte at råbe til de kæmpende for at identificere den rigtige Garius Henzel, men begge tvillinger var komplet blændet af deres raseri.
Garius slyngede sit våben mod sin brors hoved, og denne gang var Garrent ikke helt kvik nok; han havde aldrig selv kæmpet mod sin bror i et vredesanfald. Slaget ramte ham voldsomt hårdt på skulderen og i overraskelse faldt han ned på ryggen lige ved siden af det glødende bål.
Tvillingen der havde overtaget var hurtigt over ham, men nåede ikke langt. Lige så snart han nærmede sig sit offer satte Garrent en fod i maven på ham og sparkede til. Denne gang var det Garius der faldt overrumplet tilbage på ryggen.
Garrent kom hurtigt op og faldt over sin bror på jorden. I al turmulden havde han viklet stof fra sit tøj omkring sin ene hånd. Han samlede en sten op - gloende varm fra bålets gløder - og holdt den stålfast mod sin brors ansigt.
Garius brølede i smerte idet stenen smeltede sig ind i hans hud.
"Vær ulykkelig!" Skreg Garrent idet han lagde alt sin vægt ned mod sin broders ansigt. "Jeg skal nok gøre dig så frastødende, at ingen nogensinde vil nærme sig dig igen!"
En fæl stank af brændt hud fyldte hurtigt lejren.

Sagitta havde cirklet om en særlig befæstet stilling i dagevis. Hun havde fundet frihedens havn og de rette kontakter havde sendt hende i denne retning til hun havde mødt den første udkigspost og havde vidst at hun havde fundet hvad hun ledte efter. Oprøret var ikke udslettet sådan som Novistus påstod men hun tvivlede på at resterne var opmundrende. Hun havde dg sat sig for at finde ud af oprørets skæbne og det skulle ske ved at hun kom ind i den landsby. På den ene eller anden måde. Nu efter flere dages forsøg var hun sluppet igennem. Vagtene var ikke på rette pladser og noget foregik tydeligvis i udkanten af den lille by, som hun formodede var oprørenes. Hendes gode nattesyn gjorde at hun tydeligt kunne se hvad der foregik selv på afstand fra skovbrynet. Hendes mørke pels gjorde hende usynlig i mørket og hendes syn og hørelse gjorde dog at hun sagten kunne følge med på trods af afstanden. Lysene fra hendes øjne håbede hun ingen lagde mærke til da hun sneg sig nærmere. Der var noget bekendt ved den ene af personerne hun ikke kunne tyde. Desuden ville hun næppe på et større indblik i oprørets tilstand fra skovbrynet af.

"Keuany... Du burde overveje at få hendes søn indenfor," brummede Authdil, ikke med sin varme og normale stemme, men med en ekstremt kold og kynisk stemme, en man virkelig ikke skulle diskuterer med.
Der var intet der skulle stå i mellem Auth og Lida, ikke engang Authdils egen kærlighed-

"Lida, Lida, Lida... Du svarede ikke på mit spørgsmål" mens Authdil sagde det gik han stille hen mod Lida. Han satte sig ned på knæ foran hende, hvorefter han hviskede nærmest lydløst til hende.
"Jeg er ikke bange for at slå kvinder" hvorefter han gav hende en lussing med højre hånd.
Auth rystede på hovedet af Lida og rejste sig op igen.
Nu havde han endelig chancen for at hævne Nes og Thangur. Intet skulle stoppe ham. Hvor var det dog ynkeligt at se sin tidligere 'chef' liggende på jorden og være så underlegen.
"Skal vi prøve igen? Jeg ved jo hvor meget du elsker at have valgmuligheder... Hvorfor gjorde du det? Ofrede du hundredvis af menneskers liv for din egen personlige tryghedfølelse? Eller gjorde du det fordi du var forelsket" Authdil lagde tryk på forelsket da han selv mente at kærlighed var roden til alt ondt.

Authdil tog sin kappe og bælte af og hang det på et søm som sad i væggen. Han smurte sine ærmer op og så på Lida.
"Lida, troede du virkelig at du kunne vade ind her og tage en hest? Du er i min verden nu, og i min verden er jeg alt ting, du kan lige så godt bede mig om nåde" grinte Auth og knækkede sin fingre.
Had, had og mere had, det var det eneste der gik igennem Auth hovedet, hans tid til at få hævn over Lida.

"Havde du virkelig.." Lidas sætning druknede, da Authdil satte sig på knæ foran hende.
En vred mine trådte frem hos hende ved hans ord, men hun nåede ikke at ytre sig, før slaget smældede ud i omgivelserne og efterlod den tidligere næstkommanderendes kind rød. Hun tog sig til kinden og stønnede lavt. Den mand kunne slå til. Det tog hende resten af hans sætninger at komme sig, men så var hun også klar. Ingen nye tårer kom til syne i hendes øjne.
"Hvad er der, Auth, er du bange for at sige det højt?" spurgte hun og sørgede for også at tale tilpas højt til at gruppen ved Jóhanna ville kunne høre det. "Vil du ikke have, at de hører, hvad du har at sige til mig? Må de ikke have at vide, at du ikke er bange for at slå kvinder ihjel?"
Hun havde kort set rundt på nogle af de andre - bevidst undgået Keuany - og så så tilbage på jægeren, der nu knækkede fingre. Det var let med folk, der var så blændede af had, som Authdil var ved at være. Stillede så mange spørgsmål, at hun nemt kunne undgå at svare og i stedet få sagt nogle af de ting, hun hellere ville have igennem til Jóhanna hvis muligt. Hun var den mest sandsynlige til at se Garius igen.
"Jeg tvivler skam ikke på dig, det gør jeg ikke, Authdil," Lida lod sig blive liggende på jorden. "Heller ikke efter det slag. Men tror du det rør mig? Hvem tror du, du slår? Din forræderiske næstkommanderende? Eller en kvinde, der har brugt 14 år af sit liv sammen med en mand, der slog hårdere end du lige gjorde? Du tror du er hærdet af krigen, men du ved slet ikke, hvordan det er. Den fred, I tror der er at finde for alle racer inden for Rétnecks mure, ha!, det er alt sammen en lykkelig løgn. Tro ikke, du skræmmer mig, Authdil. Jeg er blevet voldtaget af min egen forlovedes bror, og selv samme ledte min tidligere mand til mig igen for at få sin hævn og det gentagne gange. Så tro ikke, du kan skræmme mig."