Månerne hjælpe dem

Garrent blev trukket voldsomt tilbage idet intet mindre end tre vagter greb ham om armene og hev ham så hårdt tilbage fra sin bror som de overhovedet kunne. Og det gik ikke stille for sig, for Garrent råbte og skreg og bandede og kæmpede så godt imod at de næsten ikke kunne holde ham.
Den glødende sten faldt fra hans hånd og landede tungt på jorden.
Garius brølede stadig i smerte. Han kunne mærke hvordan huden stadig sydede og kødet kogte væk. Forsøgte desperat ikke at røre ved såret der allerede væskede.*

"Hvad skal vi gøre med ham, Hr.?" Soldaterne stod alle i en halvcirkel om tvillingen der var blevet komplet sindssyg. Det var ikke til at vide om nogen nogensinde havde set ham i andet end total lykke, men nu var der kun raseri tilbage.
Garius stod som den midterste. Så på sin bror der var tvunget på knæ i sneen af soldaterne.
"Det er ikke for mig at bestemme," svarede tvillingen. Han havde gemt sit forbrændte ansigt af en blå hætte. Kun en smule af den ødelagte hage var stadig synlig. "Få nogle af mændene til at eksortere ham til den nærmeste hærpost og send besked efter Rodon i Rétneck. Generalen må tage stilling til ham lige så snart han og arméen er tilbage fra deres mission."
"Javel, Hr."
Og således blev gjort. Garrent blev fragtet til den nærmeste hær-celle i lænker. Og Garius og resten af hans mænd begav sig videre mod deres mål nær elvernes grænse.
Men de blev mødt af kræfter langt mægtigere end de nogensinde havde forestillet sig...

[out]


*Undskyld, jeg kunne ikke lade være. : ) I kender mig efterhånden.

Rubi Havde haft øjnene på Jóhanna, og havde derfor også reageret, da hun blev bedt om at hjælpe. Hun havde rejst sig og var gået over mod Keuany for at hjælpe hende og for eventuelt at tage barnet, så de kunne komme ind. Hun kiggede hurtigt over på Auth, og så, da han slog Lida, hvilket fik hende til at føle vrede. Hvorfor skulle han gøre det, hvorfor....
"AUTH!! Lad os komme ind nu! Du skal ikke mishandle hende og slå hende, prøv at høre hvad hun siger!"
Hun vendte sig igen om mod Keuany, og kunne nu mærke varmen fra sit raseri i kroppen.

Det sneede kun værre og værre nu, og hvis de blev ude for meget længere, ville de snart alle få forfrysninger - hun kunne selv ikke helt mærke sine fingre mere, men ignorerede det, da hun lagde en arm om livet på Keuany og stille førte hende over mod Jóhanna, hvor Rubi kiggede på et par af jægerne inden hun begyndte at snakke.
"Kunne I ikke tage at løfte Jóhanna ind? Vi skal have alle ind nu, inden vi alle som en får forfrysninger og ligger syge i morgen! Og hun har et ben, der ikke ser så godt ud! Hjælp hende dog!!"
Hendes raseri blussede op igen, da hun så, hvordan jægerne bare stod og nærmest gjorde intet, som ventede de på ordre fra Auth. Rubi blev et sekund i tvivl om, hvad hun skulle, men kom så i tanke om barnet i Keuany's arme, hvilket fik hende til at 'vågne' igen og ville nu lede Keuany ind i varmen, for barnets skyld.
"Key, kom så, vi skal have barnet ind" sagde hun, med en nogenlunde rolig stemme, sikkert ikke hørligt for mange andre end hende, da stormen havde taget, om muligt, mere til.

(Undskyld det sene svar... )

Lyden af Authdils hånd mod Lidas kind sendte en bølge af gamle minder og ubehag gennem Keuany. Hun kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Han havde slået hende! Han havde netop sagt, at det ikke generede ham at slå på kvinder, og så havde han givet Lida en knaldende lussing.
Hun var for chokeret og for forarget til at gøre den store modstand, da Rubi lagde en arm om livet på hende og begyndte at trække af med hende hen mod Jóhanna. Hun var kold og død i alle lemmer, det eneste, der syntes nogenlunde lunt mod hendes krop, var Ramund, der stadig slå trygt i hendes arme.
Ved Rubis ord rystede hun lammelsen ud af kroppen og vendte opmærksomheden mod det mest nærliggende problem; kulden. Lida og Authdil og hvad der dertil hørte måtte vente til senere. Lige nu var det vigtigst for dem alle, at komme i lå for den isnende blæst.
"Lad os få alle ind i det gamle langhus," foreslog Keuany, da hun kom i tanke om det aflange hus, hvor hun for mindre end en time siden havde afleveret de Oprørsbørn, der skulle i plejefamilier her i landsbyen. "Der er varmt og rart og masser af plads, også hvis vi får brug for at overnatte..."

Lidas ord faldt som en spand isnende koldt vand over Jóhanna. Hun stivnede i et sekund og rystede så over hele kroppen, mere end hvad vinterkulden ellers havde fået hendes krop til at reagere på. Tårer vældede frem i hendes øjne, og et splitsekund udstrålede hendes stirrende øjne stærk medlidenhed, indtil hun igen genvandt kontrollen. Hun håbede at Lida havde fanget hendes blik, inden hun talte. "Din.... Din tæve! Du fortjener det kun efter.... Efter alt hvad du har gjort!"
Tårer vældede ud af hendes øjne og slørede hendes udtryk. Det var ikke til at se forskel på medfølelse, sorg og raseri. "Fortsæt bare! Fortæl om dit sørgelige liv! Så skal jeg nok sørge for at sige det videre til resten af oprøret, så de ved, at du i det mindste fik lidt af hvad du har fortjent! For tro mig... Oprøret er langt fra dødt! Og jeg sværger ved min død, at jeg nok skal føre det videre! Vi vil kun stå stærkere efter alt hvad du har sagt og gjort!"
Det smertede frygteligt at skulle give beskeder til Lida på den måde. Hun havde ondt af kvinden, på trods af alt hvad hun havde gjort, og ønskede et sted dybt inde, at Auth ville slå hende ihjel. Hurtigt. Hun kunne ikke klare de hårde ord som beskederne mellem linjerne krævede, og hun var bange for at tvivle på sin beslutning, hvis hun skulle opleve Lida indespærret i en længere periode. Tankerne væltede rundt, og hun ænsede ikke andre end Auth og Lida.

Authdil ignorerede total pigernes råben om at han skulle stoppe og at de skulle se at komme inden for.
"Medlic følg med pigerne, tag dem indenfor, der kan ikke gå så lang tid endnu før de første jægere kommer, jeg tænker at det bliver noget i stil med at Ésgal og de andre spejdere kommer først, også de andre til hest" Auth ord var lige til at forså, dog kunne man høre et snert af vrede. Medlic nikkede bekræftende og rejste sig for at gå hen til Keuany, mens han bar Johanna.

Auth var vred, meget vred, især på Lida, forrædere var folk som Auth ikke som som virkelig mennesker.
Auth stod godt en meter væk fra Lida.
"Det var da en virkelig sørgelig historie, jeg græder næsten helt.... Lida ved Månerne hvor er du dum!" Det skulle der ikke stille spørgsmål til, dette var en konstatering som Auth sagde højlydt.
Auth gik hen til sit bælte og trak en kniv med krum blad, derefter gik han hen og satte sig på hug foran Lida.
"Jeg tror virkelig ikke på at jeg ikke skræmmer dig, jeg mener, hvem af det af os to som bestemmer om du slipper levende fra det her?..." Auth gav hende en retorisk pause.
"Det er jo rigtigt!" Udbrød Authdil "Det er mig" han greb fat i hendes hår og holdt kniven ud fra hendes strube.
"Kunne det ikke være sjovt hvis jeg kom til at skære halsen over på dig?" Hviskede han i øret på hende.

Authdil slap Lidas hår og fjernede kniven, kort tid efter at ordene havde forladt hans mund.
"Det har du fuldstændig ret i Lida, det ville nemlig gå for hurtigt" Auth lød nærmest som en sindssyg når han svarede på noget som Lida slet ikke havde sagt.
Det villle gå for hurtigt bare at skære halsen over på hende. Hun skulle lide, lide lige så meget som han gjorde da han sendte Thangur i døden.
Auth gik tilbage til Lida og satte sig ovenpå hendes arme (så han sad oven på hende, så hun lå på ryggen). "Jeg prøver igen, hvorfor stak du os i ryggen?" Authdil, placerede knivens spids på hendes underarm, hvor han ville skære ikke dybt, men dybt nok til at det ville gøre ondt... Meget ondt...

I mellemtiden, havde Medlic gjort som Auth sagde. Han stod nu ovre ved Rubi og Keuany.
"I hørte ham, jeg har mine ordre, og jeg vil ikke tvinge jer til at følge med, men det er det eneste I bør gøre." Medlic kiggede undskyldende på Rubi. Selvom Medlic var en jæger og hans loyalitet lå hos Authdil, så forstod han godt pigernes reaktion. Medlic begyndt så småt at følge pigerne ud, han kunne ikke komme ind i langhuset uden deres hjælp fordi han bar Johanna.

Det her var den eneste ting, Lida ikke havde taget højde for, da hun havde konstateret, at den spontant opståede plan med hende selv i den onde rolle og sit barn hos Jóhannaa var den bedste, at køre over for de andre. Hun vidste Authdil havde temperamentproblemer - og det en del af dem, såvidt hun havde hørt fra rygter om hans jægere - men at han ville holde af at torturere hende, inden hun skulle dø, var et rygte, hendes hjerne bevidst havde undgået. Hun havde faktisk næsten lige affundet sig med at skulle dø, da han sekunder før havde holdt kniven så tæt på hendes strube, at hun havde været sikker på, den ville briste. Det var måske endda lige før, man kunne vove at påstå, at hun havde lænet sig lidt mere end godt var ind mod bladet.
Hendes hårrødder stak stadig mod hendes hårbund, da Authdil naglede hende til jorden uden at hun kunne gøre meget andet end at lave en grimasse i smerte, da hendes skadede lægmuskel blev spændt og såret strukket i.
Intet af hans tale havde hun svaret på, og han havde heller ikke ligefrem gjort det let for hende. Men nu krævede han svar, og hun kunne ikke komme uden om det mere. Hvad skulle hun sige? Det var ingen medlidenhed at vinde alligevel, så hendes sande forklaring med, hvordan hun mere eller mindre var blevet snydt til at indrømme sin position, ville næppe virke. Eller ville den? Authdil forventede med sikkerhed en løgn, og hendes sande forklaring var omtrent den dårligste, hun kunne forestille sig. Authdil ville have en løgn, og han ville se hendes første forklaring som en løgn uanset hvad, det var hun sikker på.
"P-Parél fik snydt m-mig til at indrømme m-min post," sagde Lida halv-stammende fordi hendes læber var blevet halvt følelsesløse af kulden. "Det v-var ikke min mening, men h-h-hans pointer var så t-til-tiltrækkende."
Det sted på hendes hud, Authdil nu holdt spidsen af kniven, var meget præcist ramt på starten af det ar, kaptajn Miráda havde givet hende på turen til elverland. Hun kunne godt huske, hvor ondt det havde gjort, men hun kunne på ingen måde forberede sig på at opleve det igen.

Authdil smilede nærmest fornøjet da hun fremstammede sin forklaring.
"Han snød dig, hans pointer var tiltrækkende,? Lida hvor dum tror du jeg er? Du var næstkommenderende og alligevel fandt du fjendens pointer tiltrækkende?" Authdil rystede nærmest af vrede, og det måtte komme ud på en eller anden måde, så han stak hende stak en lussing.
"Ser du Lida, da jeg var i elvernes hær, havde vi et lignende problem, der var en soldat som blev virkelig upopulær og til sidst så løb han sin vej. Vores løjtnanter tog det ikke pænt, for de vidste godt at de var på røven hvis vi ikke fik ham tilbage, så de sendte os afsted, hans kamerater for at fange ham og bringe ham tilbage. Det gjorde vi også på en mere eller mindre fredelig måde, det der så skete var at vores løjtnanter bedte os om at straffe vores kammerat, det gjorde vi, vi tæskede ham synder og sammen, nogen gange når jeg lukker mine øjne kan jeg stadig se ham helt gul og blå... Og for at han skulle huske aldrig at desertere igen, skar vi 'desertør' ind i armen på ham.... Skal vi ikke også gøre samme her, bare skifte 'desertør' ud med 'forræder'?" Authdil gav ikke Lida meget før han rykkede kniven over til hendes højre arm og begynde at skrive 'F' derefter 'o' osv. Så der tilsidst stod 'Forræder' skåret ind i armen, ikke for dybt, men dybt nok til at give et ar.
Da han var færdig rejste han sig op og så ud af laden, der var nu gået cirka 10-15 min siden Daec var taget afsted til SIN 1, det burde snart være her, eller spejderne burde hvert fald.

"Lida, Lida, Lida..." gentog Authdil. "Hvis han pointer var så tiltrækkende, hvad fik dig til at komme her hen?" sagde Auth og legede lidt med kniven i hånden mens han gik frem og tilbage foran Lida. Nu ville han fryse hende til tale. Det var meget sjovere end at bruge kræfter på at slå svar ud af hende.

Pludselig kunne han se en skikkelse bryde trægrænsen og komme tættere og tættere på, Authdil lagde kniven tilbage i bæltet og trak der i mod sablen som hang i bæltet. Auth ville ikke tage nogle risikoer.
Det viste sig at være Ésgal som havde skyndt løbet meget i forvejen.
"Ésgal melder sig til tjeneste gruppeleder!" Ésgal kæmpede for at få vejret, han havde løbet alt hvad hans lunger kunne klare.
"Ésgal! Godt at se dig! Hjælp Medlic, med at få pigerne ud, derefter kom tilbage her, jeg har brug for din hjælp til at afhøre fangen" Ésgal nikkede kort og gik så hen til pigerne.

Han så på Keuany "Kan du selv gå? Eller skal jeg trække dig som sidst?" Ésgal var død seriøs, angående hans hentydning refererede han til den gang i Havnen hvor han var nødt til at trække hende ud på grund af at hun var hysterisk.

Intet af den historie, Authdil havde fortalt, var gået igennem til Lida. Hun havde haft øjnene rettet direkte mod det sted, knivsspidsen berørte hendes hud. Hun havde så mange tilbageblik på besøget hos Aridóri, at de nærmest slettede hinanden og efterlod hendes sind blankt og uhyggeligt.
"Auth, hvis du- AAAAAAARRRRRRHHHHH!" Lida var ikke forberedt. Hun havde misset for meget af historien, og pludselig borede knivsbladet sig ned i hendes fine, lyse hud og malede hendes arm med striber af rødt.
Hendes skrig skar gennem natten, og selvom de blev dæmpet en smule af snedækket, kunne man tydeligt høre, hvordan de flåede i hendes hals. Hendes krop spændtes og spjættede under den stærkere mands vægt, og et sted i hendes baghoved forventede hun et slag i ansigtet og Nicholas' stemme med beskeden Hold din kæft, mær!.
Da Authdil gav slip på hende og flyttede sig, rullede Lida straks om på siden, stakåndet og grædende, og tog febrilsk fat om sin pulserende arm.
"Tror du selv de kunne modstå trangen til at hænge mig?!" skreg hun med en stemme så ru som sandpapir. "Så hvis du vil se mig lide, hvorfor sender du mig så ikke bare tilbage?!"
Hvorfor skulle de lige være Authdil, der havde haft nattevagten? Enhver anden ville have slået hende ihjel på stedet.
Lida bøjede hovedet ind over sin smertende arm, og hendes hele hendes krop rystede af gråden.

Skrigene fik Sagitta til at lægge ørerne fladt ned. Hun havde hørt sådane skrig før, fra nøjagtig den samme hals og det var et af hendes mest ubehagelige minder. Al tivil om hvem der befandt sig på jorden foran den høje muskuløse mand var væk. Kun to gange havde hun mødt kvinden men begge havde gjordt indtyk. Fra sin plads på det lave hustag havde hun frit udsyn over begivenhederne. Manden med de mørke krøller havde tydeligvis magt over situationen og følte sig sikker på sin sejr og ret. Sagitta havde hørt rygterne om at oprøret var blevet forrådt og ud fra hvad hun havde hørt kunne det sagtens være Lida, der var forrædderen. Men med tanke på hvad menneskekvinden allerede havde gennemgået havde hun svært ved ikke at blande sig i situationen. Selvom hun normalt holdt sig fra andres affære. Ganske langsomt og helt lydløst trak hun sin lange sorte kniv mens hun med øjnene fulgte de mennesker der fjernede sig.

Da Lida ikke umiddelbart responderede på hendes udbrud, måtte Jóhanna gå ud fra, at hun havde overleveret de beskeder der overleveres skulle. Hun var ikke et sekund i tvivl om, hvad Authdil var på vej til at gøre, da han pludselig sendte Medlic afsted for at følge hende ind, og hun kæmpede bestemt en brav kamp imod ham, idet han forsøgte at løfte hende op, men måtte realisere at kulden og såret i hendes ben tog på kræfterne. Hun følte sig mærkeligt svedig over hele kroppen, selvom det frøs op til flere minusgrader, og bad i sit stille sind til at der ikke var gået infektion i såret i hendes forsøg på at blive hos Lida så længe som muligt.
Lidas skrig fyldte pludselig Jóhannas ører, og hun famlede febrilsk efter sin kniv for at afslutte det hele, men den lå glemt i sneen et sted. De modstridende følelser - hadet og medfølelsen - slørede hendes hjerne, og ufrivilligt dukkede ordlyden af rapporten om Lida op. Det her var ikke første gang hun blev udsat for sådan en tortur... Hendes mand... Elverne... Jóhanna ønskede intet i hele verden mere end at bore kniven dybt i Lidas hjerte og se hende dø, men nu kom også Èsgal løbende for at hive hende indenfor, og hun måtte se sig slået.
Modvilligt lod Jóhanna sig slæbe ind i laden, hæs af gentagne råb. "Slå hende ihjel... Slå hende nu ihjel!!"

[Håber det er ok, at jeg slutter mig til jer..]

Inde i langhuset sad Livian, Larlii, Teehais og Isildor sammen med nogle af de børn, som var samlet her i landsbyen.. Livian og Larlii snakkede stille sammne, imens de lavede mad. Teehais og Isildor legede med børnene, der syndes det var evigt sjovt at have to høje mænd som 'gynger'. Selv håbede begge mænd på at maden snart var færdig, så børnene kunne blive en smule stille..

Rubi så Ésgal komme løbende mod hende selv og Keuany og hørte hans spørgsmål, men i stedet for at lade ham hjælpe, lagde hun kun armen stærkere om Key, og gik mod langhuset.
Hun vendte ansigtet mod Ésgal
"Tak for tilbudet Ésgal, men jeg tror nu sagtens, jeg kan klare det her, gå hellere hen og hjælp med Jóhanna, hun har mere brug for hjælpen end Keuany og jeg har. Jeg skal nok sørge for at vi følger efter jer!" Hun kiggede lidt rundt, men grundet snestormen kunne hun ikke se meget andet end hende selv, Ésgal og Keuany. Hun sukkede, vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere, men kiggede så tilbage på Ésgal.
"Undskyld, jeg tror kulden og stormen går mig lidt på efterhånden, vil du ikke nok hjælpe Jóhanna ind, hun er såret, og trænger mere til hjælpen end Keuany og jeg gør. Når Jóhanna er kommet ind, må du jo meget gerne komme tilbage og hjælpe os også" Et smil bredte sig på hendes læber, og man kunne sagtens høre bekymringen for Jóhanna i Rubi's stemme. Selvfølgelig bekymrede hun sig også for alle de andre, men det var Jóhanna, som var skadet, derfor følte Rubi, det var vigtigst at få hende ind i varmen hurtigst muligt.
Selv var hendes tænder begyndt at klapre, hendes fingre ret så kolde og nærmest stive deraf, men hun ignorerede det hele for at få alle andre ind. Selv mente hun, hun måtte komme i anden række. 'Andre over mig selv' tænkte hun, og sukkede inden hun bevægede sig videre og håbede Ésgal ville følge med og ligeledes Keuany, hendes greb om Keuany var ikke sluppet, måske slækket en smule, men ikke mere end det.

Teehais trak sig ud af lejen, med den undskyldning at han ønskede noget frisk luft. Derefter gik han hen og åbnede døren - lige tids nok til at høre et skrig, som blev dæmpet en del af sneen som faldt. Han så sig hastigt rundt og gav et par håndsignaler, som både Larlii og Isildor nikkede bekraftende til. Derefter løb han, efter at have lukket døren efter sig, ud i sneen for at finde ud af hvad der var sket. Et stykke ude ramlede han næsten ind i Rubi og Keuany.
"Hvad i alverden sker der, Rubi?"

Keuany havde kampberedt åbnet munden for at give Ésgal svar på tiltale, men Rubi kom hende i forkøbet, og da Ramund i samme øjeblik vågnede op og gav sig til at småpludre, blev hendes opmærksomhed hurtigt afledt af det. Hun lod sig derfor trække med Rubi, mens hun samtidig gjorde alt der stod i hendes magt for at snakke dæmpet til barnet, så det ikke skulle begynde at græde.
Hun kunne dog have sparet sig besværet, for i det samme blev lyden af sneen, der faldt gennemflænget af et kvindeskrig, og Ramund begyndte at klynke lavmælt*.
Keuany spærrede øjnene forskrækket op og vendte sig efter lyden, der bare blev ved og ved. "Hvad i Månernes navn sker der?" spurgte hun Rubi, selvom hun enlig godt selv kendte svaret. Authdil. "Hvad-"
Hun blev afbrudt af Teehais, der pludselig kom løbende ud af sneen med en fart, der ikke var videre betænksom i det tætte snefald, og som nær havde givet Keuany et sådan chok, at hun var ved at tabe barnet.
"Teehais," hilste hun fortumlet og svarede så, selvom det ikke var hende, han havde talt til: "Jóhanna rendte pludselig ind i Lida, og nu er Authdil og Jægerne..." Hun afbrød sig selv og trådte væk fra Rubi, hen mod langhuset. "Jeg bliver nødt til at komme indenfor med barnet," undskyldte hun sig selv, og lod det være op til Rubi at forklare nærmere. "Undskyld mig..."
Hun skyndte sig indenfor, glad for at slippe for lyden af skrigene og de billeder, de førte med sig. Indenfor var der dejlig lunt og duften af maden over det åbne ildsted lå som en beroligende aroma i rummet, der ellers var halvmørkt, kun oplyst af de store ildsteders flakkende flammer og et par enkle fakler på væggene.
Det første hun fik øje på, var alle børnene og derefter:
"Livian? Larlii?" Keuany missede lidt med øjnene, for bedre at kunne se i halvmørket. "Isildor? Jeg vidste ikke, at i var her."

*Jeg var ikke sikker, men jeg fik pludselig en anelse om, at jeg havde læst et eller andet sted, at Ramund ikke græd eller skreg eller sådan noget... Men jeg var ikke sikker, og kunne ikke huske, hvor jeg evt. skulle have læst det, så nu skrev jeg det her ind... hvis det skal rettes, Lida, så skriver du bare.

Rubi havde næsten glemt Ramund i alt hasten, men da Teehais kom løbende, fik hun selv et chok også, men hun så også, hvordan Keuany næsten tabte drengen, hvilket fik hende til igen at skubbe sig selv ud til siden og hvad hun ønskede ligeså. Da Keuany skubbede sig selv væk og gik over mod langhuset, vendte Rubi sig mod Teehais.
"Ja, Keuany sagde meget, vi må komme tilbage til de andre igen, Jóhanna er såret, og taget skriget i betragtning, tror jeg også, Auth er godt igang med Lida. Vi må have ham stoppet!!" Hun vendte sig lidt om og nærmest snublede igennem sneen, hendes tænder klaprede voldsomt, men selv var hun ligeglad, hun mente ikke, det havde stor betydning, de andre skulle også i sikkerhed eller i det mindste med tilbage i varmen.
"Andre før mig selv, andre før mig selv, andre før mig selv...." mumlede hun næsten uhørligt, og taget sneen i betragtning, skulle man nok have ret så gode øre for at høre, hendes mumlen.
Hun vendte sig kort mod Teehais
"Kommer du?" spurgte hun hurtigt, og vendte sig så for at gå videre.

Teehais nikkede, lagde en støttende arm om Rubi og begyndte at gå i retningen af laden.
"Ja Rubi, jeg kommer nu." Han tænkte på hvordan de kunne få stoppet lederen af jægerne. Det Teehais kendte til han, gjore at Teehais ikke havde store tanker om at han ville høre på dem.

Inde i huset, havde Larlii rejst sig og var gået hen til Keuany med et lunt tæppe.
"Lad os få dig over i varmen, og se om vi kan finde noget spiseligt til jer to." Livian var allerede begyndt at finde skåle og krus frem.

"Mange tak." Keuany lod sig overvældet føre over til bålet og tog taknemmeligt imod tæppet fra Larlii, som hun svøbte omkring sig selv og barnet. Hendes fingre var klodsede og stivfrosne fra kulden udenfor, så hun rakte dem frem mod madbålets gløder for at varme dem en smule.
I det samme opfangede hendes ører en svag lyd af stemmer gennem snemassernes brølen udenfor. Pludselig smækkede den brede trædør til langhuset op, så voldsomt at bragt rungede gennem hele rummet. En iskold vind stod ind og fik bålets gløder til at blusse op.
Det var Ésgal og en anden Jæger, og de slæbte på Jóhanna, der bestemt ikke så ud som om hun var glad for situationen. Hun skældte dem faktisk huden fuld.
"Jóhanna?!" Keuany rejste sig hurtigt fra sin plads ved bålet, stak barnet i armene på Larlii, som lige umiddelbart sad nærmest og skyndte sig hen til veninden med tæppet knuget i den ene hånd.

* Håber Auth kan tilgive mig, at jeg lånte hans NPC'er Ésgal og den anden Jæger
...og jeg og Jóhanna har aftalt det her, så jeg prøver ikke at trække noget ned over hovedet på nogen Jóhanna mente bare ikke, at hun 'kunne komme slæbende med sig selv'.

De andre blev ført væk, gik væk, eller blev lokket væk. Lida var ikke sikker. Hun følte sig en smule omtåget. Hun kunne se Authdils ben ud af øjenkrogen, men lå stadig bøjet over sin arm. Hun måtte bare regne med, de andre var væk.
"Hvad nu, Auth?" spurgte hun med rystende stemme og var ikke helt sikker på, at den var stærk nok til at blive hørt. "Er det nu du slår mig ihjel? Nu hvor de andre ikke længere ser på?"
Hun håbede inderligt, svaret ville være ja.

Teehais kom hen til dem, tids nok til at hør Lidas ord.
"Authdil, kan jeg lige låne dig et par minutter?" Ordene var venlige, men havde en antydning om at det var et ønske som ikke skulle siges nej til. Han så over på Lida, som lå sammenbøjet og gættede på at Authdil havde gjort et eller andet ved hende.

Larlii greb barnet og vuggede det blidt, da det begyndte at pludre. Andre børn var kommet over til hende for at se det nyeste barn. Larlii forklarede roligt og stille, at de skulle være stille og rolige omkring det lille barn. Børnene var overraskende lydige, og fulgte med hen til bålet hvor Isildor og resten af børnene havde sat sig..
Livian begyndte at fylde skåle med varm grød, som hun delte ud. Hun så hen på de sidst ankommende.
"Vær lige sød og lukke døren igen. Vi kæmper hårdt for at holde varmen inde og ikke ude. Og hvis i ønsker noget at spise, så kom her hen.."

Sagitta havde sidet helt ude på kanten af tagen. Kniven i hånden. Spændte som en fjeder klar til at springe.. da endnu et forbandet menneske skulle blande sig! Hun følte trang til at hvæse af idiotet, men sad naturligvis fuldkommet stille for ikke at tiltrække sig opmærksomhed. Hendes blik skiftede mellem de tre men hun kort overvejede om hun skulle vente eller bare tage begge oprøre ud af spillet, men måtte indse at de var for langt fra hinanden til at hun ville kunne gøre det hurtigt nok. Ærgelig sank hun en smule tilbage, og ventede tålmodigt igen.

I trægrænsen dukkede der flere spejdere op, Daec kom sammen med Dúdo. Nu var alle spejderne kommet, nu manglede der bare de sidste læger og soldater, de skulle meget gerne komme på hest og sammen med Landon.
Daec og Dúdo kom hen til laden.

"Du kan tro nej, det ville gå alt alt alto for hurtigt, plus det er sjovt at se hvor lang tid der går før at du bliver sindssyg" grinte Authdil. Enhver person som var taget til fange, ville før eller siden knække totalt, især hvis man blev tortureret samtidigt.
Auth sukkede lavt da han blev afbrudt, han vendte sig rundt og så at både Daec og Dúdo var kommet tilbage, dog var der også Teehais som skulle ødelægge det sjove...

"Daec jeg vil have hele området dobbelt tjekket, det kan kun gå får langsomt, Dúdo, hold øje med Lida" Authdil gik hen til Teehais
"Hvad kan jeg gøre for jer?" sagde Auth med en næste varm og rar stemme.

Sagitta skarpe hørelse og gode nattesyn gjorde, at hun ikke var i tvivl om noget som helst af hvad der forgik nedfor hustaget. Hun var heller ikke et sekundt i tvivl om at hun ikke ville lade Lida lide under noget yderligere form for tortur. Aldrig igen, havde hun lovet sig selv. Derfor fulgte hun også senariet tæt. Den store ubehagelige mand med krøllerne gik over til kvindne men tydelig irretation og de to som nettop var ankommet fra skoven fulgte hans ordre uden tøven. Typiske soldater. Den ene, Dudo gav sig til at stirre på den sammenkrøbne Lida, som om han forventede at hun ville angribe ham eller flygte og den anden vendte sig og forsvandt af samme vej som han var kommet.
Nu var det altså tre mod en hvis man medregnede kvinden. Sagitta tvivlede ikke på at hun kunne klare nogen som helst at dem, men hun var det problem at hun helst skulle have Lida væk. Det kunne kun ske hvis ingen lavede problemer så flere oprører blev tilkaldt.

Rubi havde mildt skubbet Teehais' hånd af sig, da de var kommet nærmere laden, netop for at han ikke skulle sænkes mere end højest nødvendigt, og derved lade ham komme først. Derfor hørte Rubi heller ikke, hvad Authdil lige havde sagt osv., men hørte svagt, at Teehais ville snakke med ham*. Derfor gik hun selv direkte over imod Lida, mens hun tog den ene katana frem. Sneen omkring dem gjorde, at selv Teehais og Authdil sikkert ikke ville kunne se alt, hvad der foregik derhenne, men muligvis høre det meste.
"Lida, jeg forstår ikke helt, hvad det er du har gjort, men hvis alle og enhver omkring os mener du er en trussel, må du have gjort et eller andet for at pisse folk helt af! Hvad har du at sige i dit forsvar?" sagde hun, og grundet kulden, var hun ikke ved sine fulde fem og ville derfor ikke kunne styre, hvad hun selv gjorde lige nu. Den ene katana hun havde taget frem, havde hun nu taget om, meget truende imod Lida. "Jeg vil ikke være glad for det her, men jeg kan blive tvunget til at slå dig ihjel, hvis du ikke har noget godt at fortælle i dit forsvar!!" Hendes stemme hævet nok op til at både Authdil og Teehais måtte kunne høre hende, og selvom de nok ikke kendte hende helt godt, ville de kunne se, det her ikke var hendes normale opførelse.


*husk lige at det sner kraftigt, man kan jo knapt se en hånd for sig! Og lyde vil derved også være ret besværlige at høre, jo mindre man har vinden i ansigtet

"Jeg har ikke mere at sige," lød Lidas svar gennem sneen.
Hun vendte sig op så hun støttede på albuerne. Våbnets spids var så tæt på... Hvis bare hun kunne kaste sig op mod det... Musklerne strammedes og hun sad som frosset til stedet med et sind der ønskede at føle sværdet gennembore sit hjerte og en krop, der ikke mente, det var en særlig god idé.
Havde hun vidst, at Sagitta sad så tæt på, ville hun dog nok prioritere anderledes. Hun havde en ting eller to, hun gerne ville sige undskyld for, men i situationen var bestiaen slet ikke i nærheden af hendes tanker.
"Bare slå mig ihjel. Jeg fortjener ikke at leve mere."

(nu skriver jeg altså lige, så vi kan få gang i tråden igen Håber ikke, der er nogen der føler, at jeg 'tager deres tur'...)

Keuany stirrede endnu et sekund på Jóhanna mellem de to Jægere, og gjorde så fortumlet som Livian havde bedt om; lukkede døren, så snemasserne atter blev smækket ude. Bålet faldt straks til ro, så gnisterne ikke længere fløj hidsigt opad og flammerne ikke længere bestræbte sig på at danse vildest, men det forhindrede ikke skyggerne i at flakke omkring på væggene som afrevne fragmenter af natten.
Så skubbede hun sig forbi Ésgal og kastede tæppet om skuldrene på Jóhanna.
"Hvad er der sket?" spurgte hun bekymret og kunne ikke forhindre, at hendes stemme rystede en smule; hun var helt fra den og havde besvær med at skjule det. Authdil...hvad havde han gjort ved Lida? Hvad var det for nogle skrækkelige skrig, de havde hørt..?
Det sidste virkede som det mest oplagte at spørge om.
"Vi hørte nogen skrige," begyndte Keuany og greb Jóhanna blidt om albuen for at føre hende hen til bålet og varmen fra mad-ilden. "Kom, sæt dig her..." Hun anviste den plads hun netop selv havde forladt og vendte sig så om mod de to jægere. "Hvad er der sket?" gentog hun som et ekko af sig selv. "Hvor er de andre?"