En fridag uden grænser.

"Nej, det må du undskylde." Dorgon trak sig et halvt skridt tilbage, og så på hende. "Nu har du blod i pelsen, det var da utrolig, Dorgon..."
Det bånd han havde om sin arm band han op, og tørede forsigtigt en smule blod af hendes kind. De blå tatoveringer kom til syne på hans arm og lyste nærmest op, som de plejede. "Jeg tænker mig da heller aldrig om før jeg gør noget..."

"Det går nok." Hun smilede til ham, sådan lidt, og vidste hverken til eller fra. Hvad var klokken? Skulle de ikke snart, tage og skynde sig, hvis de også skulle nå tilbage til hovedstaden?
"Dine tatoveringer, er de rigtigt blå?" Hun kunne ikke bare stå og sige ingenting. Det var da også for langt ude, det hele. Hvorfor havde hun overhovedet involveret Dorgon i det, til at begynde med? Det kom ham ikke ved, og det var nemmere at klare, når det kun var hende selv der vidste det. Hendes hale slog lidt fra side til side.

Dorgon smilede til hende. "Novítus-blå. Så blå som blå kan blive. Nå, skal vi se at komme af sted?"
Han trørede sit eget ansigt med båndet, og så lidt irriteret på det. "Mit eneste afslappede tøj - se nu dér!" Der var adskillige blodpletter på hans kofte.
"Jeg tør vædde med, det er fordi du foretrækker mænd i en ordentlig uniform." Han smilede til hende, og fulgte med hende hen til sin hest igen.

"Måske. Jeg kan godt lide, når tingene går som de normalt gør. Du kan sikkert låne noget tøj, hvis der er brug for det." Hun kiggede på hesten. "Nå, hvordan var det nu lige? Stigbøjle.. Mhm.. Og sving, ikke? Skal du op først igen?" Spurgte hun og prøvede nænsomt at ae hesten. At den ikke allerede havde syret af på hende, tydede godt.

"Hvis du synes." Han svingede sig selv i sadlen, og hjalp hende op bagefter. "Ind til videre har du kun prøvet at sidde på en hest i trave-tempo, har du ikke?" Han lænede sig frem over hendes ryg og smilede bredt, inden han satte hælene i siden på Brénon. Og den spurtede afsted, som aldrig før. Hurtigere end nogen Bestia kunne løbe.

"..!" Ignisu kunne mærke hvordan luft blev presset mod hendes krop, hvordan den pjuskede op i hendes pels og gjorde sådan, at hun næsten ikke kunne trække vejret. Hendes øjne kunne slet ikke fokusere på naturen der susede forbi dem.
"Du er.. helt og aldeles.. syg i hovedet!" Gispede hun, eftersom lufttrykket næsten også forhindrede hende i at tale. Der var en grund til, at Bestiaer ikke red så ofte.

"Dette, min kære kaptejn" Sagde Dorgon højt, for at overdøve horvene og vinden. "Er krigs-tempoet! Dette tempo hvorpå vi ridder mod slagmarken." Han rev i tøjlerne og Brénon sprang et par meter hen over et stengærde, som af en eller anden grund gik halvvejs ud på stien.
"Hold fast, min ven, vi er der om få minutter."

Ignisu smilede af Dorgon. Han var da lidt af et legebarn, var han ikke? Hvem skulle have troet, at den farlige, Novítus-tro mand, havde det i sig?
Hun var stille, mens de red. Luftet satte en stopper for ord, og det var ikke et problem. Det var fedt ikke at skulle snakke sådan. Man sagde jo, at med venner kunne man lave alt, men kun med rigtig gode venner kunne man lave intet.

Og før de vidste af det, var de fremme. Dorgon holdt Brénon, hvorefter han så sine omgivelser an. Han smilede til hende. "Og du foretrækker at løbe selv? Hvorfår dog spilde sit liv på den tid? Nå, det kan også være ligegyldigt. Jeg går ikke ud fra at du skal have hjælp til at komme ned."

"Det skal jeg, ja tak." Svarede Ignisu, samtidig med at døren til huset blev åbnet.
"Moar, moar, moar!" En rød, lille og pjusket ting kom spurtende hen imod dem, men da den kiggede ordentligt efter og så Dorgon, løftede den sine arme højt op i luften og løb lige så stærkt tilbage mod huset, mens den råbte, "Menneske! Menneske! Menneske!"
"Der er nok nogen der har opdaget os.." Smilede Ignisu og kiggede efter den lille bestia. Som hun dog var vokset.

Dorgon kunne ikke lade være med at grine af den lille pige. "Ja, lige så bedårende som jeg havde forestillet mig. Sikke en modig kriger du har dig dér, hva'?"
Han stod af hesten, hvorefter han lagde hænderne på livet af Ignisu og løftede hende ned også. "Jeg tør ikke at gå ind først med den velkomst jeg fik dér, så... Efter dig!"

"Hvem ved, måske overfalder hun dig med træklodser, når vi kommer indenfor." Ignisu smilede igen, og tog de første skridt hen mod huset, der ikke lå mere end 3-4 meter fra vejen, de var kommet ad. Halvvejs der ovre, kom endnu en bestia ud af døren. I denne omgang var det en lidt ældre kvinde, med en pels lige så gul, som Ignisus var rød. Hun var også lidt lavere.
"Mor! Jeg har savnet dig!" Ignisus sidste skridt gik hurtigere end de forrige, og de to bestiaer slog armene om hinanden. "Og Ekundu, og far! Hvor er han forresten, han er vel hjemme? Og ham ved hesten, er Dorgon."

Dogon gav et buk, og smilede til bestiaen med den gule pels... Utroligt sjove væsner, de bestiaer...
Nå, men han ville ikke ødelægge øjeblikket, så han gad sig ekstra god tid til at tøjre Brénon ved at hegn lidt væk. Så kunna han altid hilse på dem, når den søde familie-stund havde lagt sig en smule..!

"Så det var ham Ekundu var så chokeret over. Jeg må sige, jeg ikke rigtig troede på, at du havde taget et menneske med hjem." Den ældre Bestia havde en grønlig kjole på, der gik hende til knæene og med korte ærmer. Nogle jordplettere tydede på, at hun for kort tid siden, havde været ude i haven. "Og Kinzento omme i haven, han er igang med at grave noget ned. Bare gå om til ham Ekundu er der også. Så snakker jeg lidt med.. Dorgon, var det?"
"Præcis. Så smutter jeg derom, lad være med at stille underlige spørgsmål, vil du ikke nok?" Ignisu kiggede hurtigt over på Dorgon og gik så om bag huset.

"General Dorgon, til deres tjeneste, frue." Han gav igen et buk. "Bare rolig, jeg kommer ikke militære erinder, jeg følger blot en ven på vej."
Dette var virkelig et sted der lyste af idyl... Og han kom aldrig sådan nogle steder hér, med mindre at han kom for at gøre folk bekymret i Novítus erider...
"Jeg er ked af, hvis jeg skræmte den lille, jeg har jo i bund og grund en barsk atitude. Alle disse års krig slidder hårdt på os, gør de ikke?"

"Hvor formelt! Du skal ikke tage dig af de ting Ekundu siger, hun er ikke vant til så mange andre end Kinzento, mig selv og selvfølgelig Ignisu. Du har givet hende dagens oplevelse, så det skal du bare være glad for." Hun smilede stort og kunne ikke rigtig lade være med at more sig.
"Jeg kan godt se, hvorfor Ignisu synes om dig. Det tog hende et stykke tid at finde én, men jeg er glad for at hun ventede på den rigtige. Vil du med om til de andre?" Med sin ene arm pejede hun over mod huset.

"hm?" Dorgon så undrende på hende. "Fundet den rette? Jeg er vist ikke helt med på hvad De mener. Ignisu og jeg kender hinanden fra vores tjeneste, jeg er hendes overordnede."
Han gik som hun foreslog. "Og ja, lad mig bare hilse på de andre."

"Det kan godt være du ikke ved det. Det kan også godt være hun ikke selv ved det, men jeg kunne se det på hende. Sådan som hun lyste, og ikke rigtig gjorde noget ud af at præsentere dig. Du er lige hendes skål vand. Ekundu sagde også i delte hest. Se hende i øjnene næste gang du snakker med hende, så kan du se, hvad jeg snakker om." Hun nød til rollen som den kloge mor. Men det var jo forresten heller ikke en rolle, hun var skam en klog mor.
Omme bag huset stod Ignisu og snakkede med hendes far. Denne Bestia var til gengæld højere end hende selv, og meget grå i pelsen. Hun bar også Ekundu på armen, der sad og legede med en snor.

"Men..!" Dorgon viste ikke hvad han skulle sige til det. Han sænkede stemmen lidt, så så Ignisu og faderen ikke skulle høre hvad han snakkede om. "Men jeg er menneske, og hun er Bestia..! Med pels! ... Og hale! Er det ikke... bizard?"
Han rettede blikket mod Ignisus far, og kunne ikke nå at få svar på spørgsmålet fra før. "General Dorgon til deres tjeneste, rart at møde faderen til sådan en skøn kvinde." Han sendte også et smil til den lille bestia-pige.

"Du er skam allerede godkendt, Dorgon!" Manden rakte ham sin ene hånd, og lagde den anden arm om Ignisus mor. "Ignisu har ikke snakket om andet, siden, ja."
"Det er ikke meningen du skal fortælle ham sådan noget, far." Sagde Ignisu hurtigt og trak lidt på smilebåndet. Ekundu rakte sine poter ud mod Dorgon.
"Holde!" Sagde hun fast. "Dongon, holde!"
"Det bør du passe på med, hun er ikke kommet til stadiet, hvor hun kan trække sine klør til sig endnu." Advarede Ignisu, der næsten allerede havde sendt sin datter over i Dorgons arme.

"Jeg er nu officielt forvirret..!" Sagde han undrende og så på de forskællige bestiaer. "Men det er vel sådan at en familie snakker internt med hinnanden, hvad ved jeg?"
Dorgon tog forsigtigt omkring Ekundu og lagde hende i sine arme. "Det med kløerne finder vi nok ud af, ikke sandt, Eku? Ignisu har allerede givet mig et ret hæftigt mærke fra sådan nogle i dag..!" Det sidste sagde han med et smil til de 3 andre, henvendt til se røde streger på hans kind. "Jeg må have sagt noget forkert."

"Jeg siger ikke noget." Ignisu satte sig over på en havebænk af træe og metal, med flotte udskårede mønstre på ryglænet. Hendes mor satte sig overfor hende, og faderen brummede noget med at han lige skulle gøre det sidste i haven færdig, inden han satte sig.
"Nå, hvor lang tid regner i med at blive hér?" Spurgte den gule Bestia, og kiggede interesseret fra Dorgon til sin datter. "Hvor mange timer? Jeg er klar over, i skal tilbage igen, inden det bliver alt for sent. Spiser i med?"

"Det er op til Igni." Han var nu begyndt at bruge det navn om hende kanstant..! "Men jeg skal være tilbage på plads i hovedstaden inden dagen er omme, ellers for jeg uendelige problemer på halsen. Jeg ved ikke med dig, Ignisu? Jeg arbejder jo alt i alt med flere forskællige ting end dig(desværre). Men så vidt jeg kan regne ud, så har vi god tid."
Han smilede ned til Ignisus datter der daskede lejesygt til hans hår.

"Jeg skal også være tilbage i lejren på sådan et tidspunkt. Men det finder vi jo ud af." Sagde Ignisu og kiggede på Dorgon, på en måde, der fik hendes mor til at smile for sig selv igen. "Dorgon, skal du ikke også sidde ned?"
Huset var, som de fleste andre Port Lass huse, lavet af træ. Taget bestod af en blanding af grus, sten og strå, som fuldendte det hyggelige touch der lå til bygningen. Omkring den lå en mindre have, hvor baghaven både havde nogle små steder man kunne plante urter/bær, og et sted hvor man kunde tænde et bål op. Lidt fra bålpladsen, stod bænkene.
Et idéelt sted for en dejlig, afslappet tilværelse.

"Ellers tak, jeg er en person der nyder at stå op." Han smilede roligt til dem. Han så drømmende ud i luften, men rystede så på hovedet og kom til sig selv igen. "Det må i undskylde, jeg er bare en smule misundelig. Jeg har ikke set min familie, siden jeg var 10-11 år gammel. Men det er ikke noget vi skal snakke om."
Eku - som han havde valgt at kalde hende fra nu af - var ved at kravle over hans skulder, i forsøget på at få fat i noget mere af hans hår. Gan grinede højt, og løftede hende ned igen. "Gad vide om mit hår også er blåt fra dine øjne?"