En fridag uden grænser.

"Det finder vi sikkert først ud af, når hun er i stand til at snakke rent. Men jeg håber da, hendes farveskala er større end min. Verden er sikkert mere forunderlig, når man kan se den rigtigt." Ignisu syntes slet ikke hendes farveblindhed var så slem endda. Kun når der var mange ens farver.. Især grøn. Hun kunne sagtens se formerne på tingene omkring hende, men når der var så meget hvidt, var det lidt svært at se hvad der var hvad. Derfor prøvede hun at holde sig ude af skove.
"Du siger bare til, hvis hun bliver for træls, ikke?" Tilføjede Ignisus mor.

Dorgon smilede bredt. Det var sådan noget en sand mor skulle sige. Han kunne knap huske sine egne forældre.. Og det var den eneste familie han havde haft... Og nu stod han dér og blev helt vemodig.
"I bor pænt - jeg kommer desværre ikke så ofte til Port Lass." Han så sig omkring. Han mente hvad han sagde - ganske hyggeligt! "Der er ingen haver i Rétneck som sådan."

"Virkelig? ..Jamen dog, det er vel en storby. Så kan det sagtens passe, at der ikke er sådan noget. Sikke en skam!" Kvidrede Ignisus mor, som brugte en stor del af sin tid på sin have. Alle de bær or urter skulle ofte vandes, og kun oftere når der var så varmt, som der var for tiden.
Ignisus øjne legede, når hun sådan sad og kikkede på Dorgon og alting. Hun anede ikke, hvorfor det sådan ramte hende i dag. Tidligere, havde hun ikke mærket noget til det. Men lige i dag var det der. Lige præcis i dag.

"Men Ignisu..." Han gik hen til hende og smilede, mens han dumpede hendes datter ned i skødet på hende. De vilde protester fra den lille bestia ignorerede han, men rodede nu alligevel op i hendes hår, så hun rødmede. "Jeg tror faktisk at jeg vil vende Brénon hjemad igen..! Det var uendeligt hyggelig at lede dig på vej, men - selv om vi har en fridag - er der en raport som jeg egentlig gerne vil have skrevet færdig. Så kan jeg også tillade mig og gå tidligt i seng, du ved. Det har jeg ikke kunne de sidste 3 år."

"Selvfølgelig. Jeg kan ikke på nogen måde tillade mig at frarøve dig den fridag på den måde." Ignisu smilede og nussede sin datter oven på hovedet. "Det bliver heller intet problem for mig at komme tilbage senere alene, det har jeg gjort så mange gange før." Den lille bestia kiggede med store øjne på det store menneske, og så fuldstændig overrumplet ud.
Ignisus mor gennemskuede det hurtigt faldende lys i sin datters øjne, men ville vente med at nævne det til senere. Ignisus far var i mellemtiden blevet færdig med sit haveprojekt og var kommet over til bordet.

"Jeg ved ikke om jeg skal hilse dig farvel proffecionelt, eller personligt, så jeg gør begge dele." Han blinkede til hende, slog hælene sammen og gjorde hunør i Novítus tegn. Den lille bestia så til med store øjne, og det samme gjorde Ignisus forældre.
Han brød ud i latter ved deres blikke, og så så på Ignisu igen. "Og rejs dig så op, så du kan give din General et kram, hva'?"

"Jajaja.." svarede Ignisu og satte Ekundu på bænken ved siden af hende, inden hun rejste sig og rent venskabeligt lagde sine arme om Dorgon. Hun måtte hellere lave det til en kort process, så hun klappede ham et par gange på ryggen med begge hænder, som soldaterne i hendes lejr plejede at gøre, og trak så sine arme tilbage og lod dem hænge ned langs hendes side.
"Du må hilse, hvis du ser nogle jeg kender på vejen, ikke?"

"Hold da op - Du har været for meget sammen med de lejesoldater og knægte." Han smilede bredt til hende, ovr den måde hun havde sat krammet op på. "Før du ved af det har du også de samme mad-vaner."
Efter at have betraktede sin med-keptejn et øjeblik, vendte han sig mod de to forældre. "Det var en ære at møde jer - Måske slæber Ignisu mig med en anden gang - hvem ved? Eku - du må komme og besøge mig i storbyen."
Han vendte ryggen til dem og hilste over skulderen med den ene hånd, inden han selv fandt ud. Han stod og smilede lidt for sig selv, inden han begyndte at tøjre Brénon op.

"Han var da sød, Ignisu! Hvorfor har han ikke været hér noget før, jeg kunne da se i har kendt hinanden i noget tid!" Sárga - Ignisus mor - kiggede efter Dorgon, da han gik, og kunne slet ikke får sine arme ned igen.
"Sárga, det er ikke engang sikkert Ignisu er interesseret i ham. Få nu ikke for mange tanker i hovedet." Kinzento kendte sin hustru efter de mange år, og lagde sin ene pote på hendes skulder. Han vidste også, at hun overaccelererede hver gang Ignisu havde haft mandligt besøg.
Ignisu selv sagde ikke rigtig noget, var i stedet optaget af at lege med Ekundu, der morede sig med at prikke sin mor i hovedet.

Dorgon kunne ikke lade være med at grine ved sig selv, da han stadig kunne høre brudstykker af samtalen der foregik i haven til det hyggelige hus.
Han samlede Brénons seletøj og svang sig i sadlen. Solen var stærk, så han missede med øjnene mod den, men derefter førte han hingsten ud på stien igen, og var så på vej.

[Out]

~ LÅST ~


Resume:
Novítus-kaptajnen Ignisu og generalen Dorgon er på vej til Port Lass på en af deres utroligt sjældne fridage for at besøge Ignisus forældre. Dorgon følger med, idet han selv føler sig godt tilpas lidt uden for Rétneck.
De ridder et stykke vej, men ender med at ridde forkert. Da de stopper for at få et hvil, bliver Ignisu ramt af frygtelige minder fra fortiden. Det ender med at hun kommer til at kradse Dorgon i den tro at han er en anden. Én der vil gøre hende ondt.
De ridder dog videre og kommer endelig til huset i Port Lass. Her møder de Ignisus forældre samt hendes datter, der bor hér, idet Ignisu ikke selv kan passe hende for krigens ærinder. Dorgon får desuden et nys om at Ignisu måske har varme følelser for ham.